Omsider kom saa Lørdagen. —
„Saa er det altsaa sidste Dag, jeg gjør Stuegang hos Dem,” sa Overlægen, da han indfandt sig ved Ellevetiden.
„Ja,” sa Else. „Gudskelov”.
„Fru Hein kan være her Klokken 1. Saa spaserer De vel ned til Stationen. Vejret er jo smukt.”
Else nikked.
„Deres Sager skal bli kjørt derned, saa de er der, naar De kommer.” „Mange Tak.”
„Ja, saa var det vel ikke mere?”
„Jo,” sa Else. „Jeg vilde gjerne be Overlægen gi mig en Attest for, at jeg ikke er, eller har vært sindssyg under Opholdet her.”
Overlægen saa' plirende paa Else.
„Nej, det vil jeg ikke. Min Formening er, at De kan være et helt andet Menneske end det, jeg her har lært at kjende.”
Else studsed.
„Et helt andet Menneske — hvordan andet?”
„Mere elskværdig og omgjængelig.”
Else kunde næsten ikke bare sig for at trække paa Smilebaandet. Hvis Overlægen selv var bleven puttet i et Galehus, og mod sin Vilje var bleven holdt indespærret paa ubestemt Tid, mon han saa ikke ogsaa vilde vært mindre elskværdig og omgjængelig, end naar han gik fri og frank omkring?
„Overlægen vil altsaa ikke gi mig den Attest?” sa hun efter et Øjebliks Taushed. „Nej.”
„Ja ja,” nikked Else, og med sig selv tænkte hun: Gud, hvor det er mig ligegyldigt! Efter de Sindssygelægeerfaringer hun havde gjort!! — Men hun havde troet, det hørte sig til, at ha en slig Attest, naar man blev udskrevet fra et Galehus.
Klokken 1 kom Fru Hein, og 10 Minutter senere havde Else faat Overtøjet paa, og havde sagt Farvel til Frk. Schrader og „Veninderne”.
Da de kom ud paa Gangen, var Maren og Anne, og til Elses Glæde, ogsaa Nornen kommen til Stede, for at sige hende Farvel.
Idet Else gik forbi Fru Hendersons Værelse, keg hun derind. Fru Henderson gik sin taktfaste Marsch idag som alle Dage. Hun vendte Ryggen til Døren.
Nede i Porten mødte de Overlægen. Han gav Fru Hein og Else Haanden, og hilste høflig men kjølig til Farvel.
Ude paa Landevejen, stod Else stille, og greb Fru Heins Haand. Hun aanded dybt op, og sa: „Jeg kan næsten ikke fatte den Lykke det er, igjen at være fri.”
„Ja, Gudskelov,” svarte Fru Hein. ”Saa gik de videre ved hinandens Side. Bag dem laa Sct. Jørgens Hospital med sine Haver og Marker og mange Bygninger, og foran dem det aabne, brunligt farvede Landskab med lav og diset Himmel. Under brede, jevnt skraanende Bakker krøb den lille By, hvis Jernbanestation var deres Maal, med sine uregelmæssigt byggede Huse, og sin gamle Domkirke i vage Konturer frem igjennem Foraarstaagen. Ingen traf de paa sin Vandring, og de saa' begge sørgmodigt frem for sig. '
Saa kom en Herre i lang Overfrakke, blød Filthat og brune Skindhansker imod dem. Han tog til Hatten og gjorde Mine til at ville stanse. Men Else vendte Hodet bort, og gik hurtigere til. Det var den samme Hospitaltfunktionær, Knuts Slægtning, som hun havde set gjennem Vognvinduet, den Dag, hun var kommen kjørende hertil med den venlige, gamle Kone.
Det gjøs i Else ved Mindet, og hun følte med ét, hvor sky og bange hun var blet. At nu skulle træffe Kjendinger og Venner vilde være som at løbe Spidsrod mellem nysgjerrigt stirrende Tilskuere.
„Du ser saa bedrøvet ud,” bemærked Fru Hein. „Nu skulde Du være glad, synes jeg.”
„Jeg er ogsaa glad,” svarte Else. „Men efter alt det, jeg har oplevet. — Det er, som jeg gaar med en nøgen Sjæl, der drypper af Blod.”
Fru Hein trykked taus Elses Haand, og sa om lidt: „Overlægen paa Sct. Jørgen er dog en ganske anden Mand end Hieronimus?”
Else bare nikked. Hun kunde ikke svare. Den Taknemmelighed, hun følte mod Sct. Jørgens Overlæge, svulmed i hendes Indre og sad som kvælende Graad i hendes Hals. Og det kun fordi han havde handlet retskaffent og gjort sin Pligt. Saa reduceret kunde et Menneske altsaa bli ved den Urets forsmædelige Lidelse, ligeoverfor hvilken man stod magtesløs.
„Hvad tror Du, Hieronimus vil sige?” sa Else, da hun var bleven Herre over sin Bevægelse. „Han som havde indstillet mig til mindst et Aars Indespærring. Nu har jeg vært her i 26 Dage, og endda de sidste 5 af min egen fri Vilje.”
„Aa Hieronimus,” svarte Fru Hein. „Hvem bryder sig nu om ham?”
Jo, tænkte Else. Hun brød sig om Hieronimus.