Næste Dag fik Else atter Besøg. Det var en ung Dame, en udenlandsk Slægtning, som havde boet hos Knut og Tage en 8 Dages Tid, og nu kom der ud for at fortælle om Barnet.
Else hørte paa alt om Tage med blødende Hjærte. Det var som der blev revet op i et Saar. Og dog bad hun om mere og mere. Det blev aldrig nok.
Omsider begyndte den unge Dame at tale om Hieronimus. Der var saa mange Historier om ham, og det var en temmelig almindelig Antagelse, at han selv i al Stilhed gik og var sindssyg. Der skulde ogsaa være nogle i hans Slægt, som var underlige. Hans Far havde vært en Særling. Naar han f. Eks. skulde udarbejde sine Taler til Rigsdagen, maatte hans Kone altid sidde inde hos ham. „Du kan da vel begribe, at jeg ikke kan gaa her og lave Løgne mutters alene,” skulde han ha brugt at sige.
„Jaja,” svarte Else, „Dette hjælper jo ikke mig det ringeste Gran, og i Grunden interesserer det mig heller ikke synderligt.”
Kort efter tog den unge Dame Afsked og Else sank hen i Grublerier over Hieronimus.
„Sindssyg,” tænkte hun blandt andet. Ja det var jo en letvindt Forklaring. Men altfor tarvelig. Og den forekom hende desuden ligefrem modbydelig, fordi det var den samme Forklaring, Hieronimus havde ladt sig nøje med, da han hos hende stødte paa Foreteelser, som han ikke forstod.
Søge Beviser for et Menneskes Sindssygdom i dets Slægtninges Særheder og underlige Egenskaber — dermed maatte man vel ogsaa være temmelig varsom. Det var jo ogsaa noget af det, Hieronimus plejed at ta til Indtægt, naar det gjaldt at gjøre Folk til sindssyg, havde den unge Dame fortalt: Deres Far var Præstehader, Deres Mor pietistisk, Deres Bror lod sig skille, og gifted sig igjen, Deres Søster tog Livet af sig, Deres Søn er et umuligt Menneske: Ergo er De sindssyg.
Nej, Hieronimus var kun simpelthen en meget opblæst Herre. En Herre, som trode paa sin egen Ufejlbarlighed, som den katholske Almue paa den hellige Jomfrus Mirakler. Og hvad kunde det saa hjælpe, om han var aldrig saa dygtig som teoretisk Videnskabsmand? Ti hvad havde Teori og Praksis med hinanden at gjøre i et Fag som hans? Vistnok saare lidt. Hele hans Optræden ligeoverfor Else var dikteret af det Fejlsyn, hans Opblæsthed havde skabt ham. Ganske troskyldigt havde han vært sikker paa, at en Foreteelse som denne: at ikke ydmygt bøje sig for Professor Hieronimus, maatte bunde i Vanvid. Da han havde sagt til Knut, at hun var „flyvende gal”, havde han sikkert vært i god Tro.
Dagen efter gik Else tilsengs, da hun havde spist til Middag. Hun følte sig syg, led af Kuldegysninger og havde Smerter for Brystet, Overlægen var inde i Byen, vidste hun, og ham fik hun ikke se den Dag.
En Timestid efter, at Dr. Sejer havde besørget Stuegangen stod imidlertid pludselig Overlægen foran hendes Seng og meddelte, at han havde talt med Knut.
„Naa, og hvad saa?”
„Ja, jeg forebragte ham altsaa Deres Ønske om at bli sendt til Sct. Rudolfs Hospital.”
„Og det havde han vel ikke noget imod?” spurgte Else.
„Nej. Men det kunde hændes, at jeg havde imod det.”
Else aabned vidt Øjnene og saa' paa Overlægen, Iaften var han altsaa i sit drillende Hjørne.
„Hvad skulde De kunne ha imod det? De fortalte jo selv, hvad De havde sagt til Dr. Tvede.”
„Ja. Men jeg har dog Betænkeligheder. De er en saa underlig en, at jeg daarlig kan faa det i mit Hode, at De er helt normal. Nu dette, at De vil paa et Hospital istedetfor at ta hjem!”
Else rejste sig i Sengen og svarte omtrent det samme som ved tidligere lignende Lejligheder. Men hun var saa forbauset og fortvilet over dette Tilbageslag i Overlægens Raisonnement, at Stemmen blev heftig og dirrende.
„Og saa denne Deres Ilterhed,” sa Overlægen. „Det er virkelig ikke normalt af en Patient.”
„Der kan vel gives Tilfælde, hvor Folk kan være iltre og komme i Dispyt uden derfor at være unormale,” stønned Else, næsten grædende af Træthed og Hjælpeløshed.
„Jeg traf idag Reservelægen fra 6te Afdeling,” vedblev Overlægen bøst. „Han fortalte mig forskjellige Ting, som viser, at De derinde har vært en meget vanskelig Patient.”
„Jeg synes, De snakker saa udenoms. Hvad har det, Reservelægen kan ha sagt, med dette Anliggende at gjøre?”
„Ja, jeg vil nu betænke mig godt og længe før jeg la'r Dem slippe,” Overlægen fjerned sig hastig, og Else fik atter en søvnløs Nat.
Om Morgenen ved Stuegangen bragte Overlægen Else et Brev. Han blev staaende et Par Øjeblikke og kom med nogle ligegyldige Bemærkninger. Hans Mine var uforandret, venlig og elskværdig, og for dette var Else ham taknemlig.
Brevet var fra Fru Hein. Hun skrev, at nu kunde Else glæde sig. Hendes Trængselstid var snart tilende. Siden Dr. Tvedes Besøg forleden hos Overlægen, havde det vært afgjort, at hun skulde derfra.
Det var for Else som om hendes Legeme med ét blev løst fra snærende Baand og tyngende Lænker. Hun drog Aandedrættet dybt, rejste sig og gik op og ned paa Gulvet.
Hvorfor saa Overlægen havde optraadt saadan igaaraftes? For at pine og drille hende? Nej, men det ligned jo slet ikke Overlægen. Han, som var saa god.
Kanske han efter Samtalen med Tvede virkelig havde faat Betænkeligheder. Noget sligt havde han jo ytret. Men det vilde dog være at vise en altfor stor Vankelmodighed i en Sag som denne. Og desuden, af hvilken Grund skulde han ha faat Betænkeligheder? Hun var jo ikke det Gran anderledes, end hun havde vært fra det Øjeblik, da hun traadte med sin Fod over Hospitalets Dørtærskel.
Jo, legemlig daarligere var hun blevet. I den sidste Tid havde hun af og til maattet holde Sengen Mesteparten af Dagen, fordi hun ikke orked at være oppe. Men det var jo saa naturligt. Denne lange Fængselstid, denne Længsel efter Barnet og Friheden, denne Søvnløshed, der idelig vendte tilbage, og denne nagende Bekymring for, hvordan det skulde ende — det var blot et Under, at hun endnu hang sammen.
Men nu var hun let om Hjærtet. Hvilken Mening end Overlægen havde havt med sine Ord igaaraftes, saa kunde det nu ikke vare længe før hun blev løsladt. Fru Hein var ikke den, som fo'r med Snak og løs Tale. Allermindst i et Tilfælde som dette.
Straks efter Middagsmaden kom Frk. Thomsen og vilde ha Else ned i Haven. Men Else, der sammenkrøben havde lagt sig til Hvile i den korte Sofa, rysted Hodet, Hun vilde prøve paa at blunde lidt.
Frk. Thomsen blev længe staaende og gjentog sin Opfordring. Saa vilde hun vide, om Else nu ogsaa var aldeles sikker paa, at hun ikke vilde ned i Haven, og tilsidst spurgte hun indtrængende om, hvilken Grund Else da havde for ikke at ville derned.
„Aa Gud,” stønned Else indvendig, mens hun blev ved med at værge for sig.
Endelig gik Frk. Thomsen, og Else la sig til igjen.
Lidt efter blev Døren atter aabnet og Frk. Schrader traadte ind. „Bliv bare liggende,” sa hun, og vinked med Haanden. „Jeg vilde kun se lidt til Dem.”
Men Else havde da alt kastet Plaidet af sig, og sat sig op i Sofaen. Hun bad venlig Frk. Schrader ta Plads, mens hun spændt vented paa, at faa høre noget om sin nær forestaaende Afrejse.
Men da Frk. Schrader efter 10 Minutters Forløb, hvori hun, som sædvanlig, havde talt om Dit og Dat, forlod Else, havde hun ikke med et Ord eller en Mine røbet, at hun vidste noget.
Saa véd hun heller ikke noget, sa Else til sig selv Ellers vilde hun sikkert ha glædet mig med at nævne det. Hvad tænkte dog den Overlæge paa?
Skulde hun atter krybe sammen i den korte Sofa og forsøge paa at blunde? Nej, nu kunde det ikke nytte. Dette, at Frk. Schrader øjensynlig intet vidste om at hun skulde rejse, havde atter bragt Uro i hendes Indre.
Hun satte sig ved Vinduet, tog Bordtæppet og begyndte at brodere.
Saa kom Frk. Hall i Hat og Kaabe og spurgte, om de ikke skulde gaa Tur. Frk. Hall syntes det var saa morsomt, at de to havde Lov til at gaa alene.
Aa jo, tænkte Else. Ligegodt det som at sidde her og gruble. Hun la Arbejdet sammen, hented sit Overtøj og gik med Frk. Hall.
De kom forbi den store Bygning med den indhegnede Have, hvor Else forleden Dag var stanset med Frk. Schrader og Dr. Vibe, og straks slod lyse, pene Madam Nilsen tæt indenfor det sprinklede Rækværk, og vinked til dem.
Else gik derhen, og Frk. Hall, som havde hende, under Armen, fulgte med.
Havens Gange var fuld af Kvindeskikkelser, der stod med skarpe Konturer i det klare, blaalige Sollys. De fleste var i blaarudet Bomuldstøj. Nogle havde Hatte eller Tørklæder paa Hoderne, andre gik med bart Haar.
Et underligt Virvar hersked derinde. Et Par af Kvinderne fo'r i rasende Fart, uden at se til Siderne, frem og tilbage med Hænderne paa Maven under Forklædet, Nogle hopped om i smaa Rundspring, mens de tralled og sang i vilden Sky. Andre stod stille med vildt skilte Ben og skjændte og bandte, mens de truende svang Armene. Her og der sad sammenrullede Skikkelser ved Kanten af Gangene og stirred sløvt frem for sig med Tungen langt ud af Munden. Det store Fruentimmer med det mørkeblaa Ansigt, som ligned en Pagode, sad som den forrige Dag paa samme Plet oppe i Græsplainen og udstødte sin knurrende Lyd, mens de korslagte Hænder uafbrudt dingled frem og tilbage.
„Idag har De ikke den blaa Silkespenser paa,” sa Madam Nilsen til Else. Hendes Stemme var blid, Tonefaldet roligt og normalt.
„Nej,” sa Else. „Idag gaar jeg med en anden Kjole.”
„Den der er ogsaa pen,” bemærked Madam Nilsen. „Men Spenser var saa svært paa Moden i min Ungdom.”
„Hvad skal I to Mære!” skreg pludselig en Stemme bag Rækværket tæt ved Madam Nilsen, og Else saa' et grovt Ansigt med opspilte grønne Øjne og knyttede Hænder, løftet til Slag.
„Saadan maa De ikke tiltale Damerne, Madam Sørensen,” sa Madam Nilsen formanende, uden at vende sig om, eller ta sit Blik bort fra Else. „Det er to rigtig nette Damer. Hende der,” hun pegte paa Frk. Hall, „har jeg set her i mange Aar.”
„Ja, jeg kjender ogsaa Dem godt,” sa Frk. Hall.
Det grove Ansigt kom nærmere og trykked sig tæt op ad Sprinkelværket, mens de grønne Øjne rulled, og stirred glubsk.
„Nej gaa ikke,” sa Madam Nilsen, da Else forskrækket trak sig noget tilbage. „Jeg maa endelig faa tale med Dem. Nu har jeg vært her i 137 Aar. Synes De saa ikke, det kunde være paa Tide, at jeg fik komme ned til mine Døtre paa Bjerget?”
„Jo, det synes jeg virkelig.”
„Vil De hjælpe mig?”
„Ja.”
„Gud velsigne Dem,” Madam Nilsen tog Snippen af Forklædet og tørred sine Øjne.
Frk. Hall og Else gik videre og kom om et Hjørne af Rækværket, der syntes uendelig langt.
Indenfor denne Side Rækværket laa atter en stor Bygning et Stykke tilbage, med en Have, der var skilt fra den forrige ved et højt, tæt Plankeværk. I denne Have gik der kun nogle enkelte Kvindeskikkelser stilfærdig om.
En af dem kom straks hen til Rækværket og hilste Goddag paa Frk. Hall.
Det var en høj, slank Dame med et vandblegt, men ikke gammelt Ansigt. Hun havde mørkegraa sid Kaabe med stort Slag, mørkegraa Hansker og blaa engelsk Filthat.
„Er det ikke skrækkeligt,” klaged hun til Frk. Hall, mens Taarerne hurtigt og ustaftseligt løb nedovor de smale Kinder. „Her blir jeg endnu holdt indespærret. Hvor længe skal det vare? Véd De det, Frk. Hall?”
„Det er en Generalinde Hamilton,” sa Frk. Hall til Else. „Hun har vært her i 17 Aar.”
„Ja i 17 Aar,” gjentog Fru Hamilton. „Mig kunde det være det samme, men alle mine Smaabørn! De fryser deroppe om Nætterne. De fryser og klager, saa jeg kan ikke faa sove,” hendes Taarer blev ved at rinde fortere og fortens mens Ansigtet under Graaden var fuldstændig ubevægeligt.
„Det er Papirdukker hun klipper ud og har staaende deroppe paa sit Værelse,” forklarte Frk. Hall.
„At De nu ogsaa vil sige det, Frk. Hall,” sa Fru Hamilton bebrejdende, mens Taarerne siled
af hende. „De véd jo dog saa godt, at det er mine egne levende Børn, og De véd jo Ogsaa, at de maa fryse og lide Nød, naar de om Natten skal staa paa det bare Bord.”
„Put, dem ned i Sengen da,” saa Frk. Hall.
„Det tør jeg ikke,” graad Fru Hamilton. „Jeg kunde jo ligge dem ihjel.”
„Stakkels Menneske,” sa Else. „For en Lidelse det dog maa være, naar hun tror, det er hendes Børn.”
„Ja Lidelse, ikke sandt? Og saa dette, at Lægerne lader som det er Papirdukker. Aa Gud, jeg véd ikke hvad der skal bli af mig,” Fru Hamiltons Taarer løb stadig ned over det rolige Ansigt.
„Jeg har skrevet to Ansøgninger til Kongen,” vedblev hun, „men han har ikke svaret mig. Hvor kan en Konge, som er Landets Fader, dog være saa hjærteløs.”
„Det er vel ikke sikkert, at han har faat dem,” sa Frk. Hall.
„Hvis De kommer herfra,” vendte Fru Hamilton sig til Else, stadig grædende. „Vil De saa ikke gaa op til Kongen og fortælle ham alt. Jeg er vis paa, han saa vil hjælpe mig den kjære, gode Konge.”
„Vær nu blot rolig, Fru Hamilton,” formante Frk. Hall.
„Svar mig, De Dame. Vil De gaa op til Kongen for mig?” „Ja,” sa Else.
„Jeg takker Dem, jeg takker Dem,” Fru Hamilton nejed dybt. „Jeg vilde gjerne falde paa Knæ, men her er vaadt i Græsset.”
„Den arme,” sukked Else, mens hun betragted Fru Hamilton, som blev ved at neje med strømmende Taarer.
„Saadan en Mængde Mennesker her maa være,” bemærked Else, da hun og Frk. Hall forlod Fru Hamilton. „Her er saa mange Bygninger.”
„Ja,” sa Frk. Hall. „Og nu bygger de en Masse nyt, fordi her ikke er Plads nok,” hun pegte paa en fjernt liggende Højde, hvor et helt Kompleks af lyse, langstrakte Bygninger knejste i Solskinnet.
De gik videre ad Skoven til. Frk. Hall havde sin Kurv med, som hun vilde ha fyldt med Blomster. Hvert Øjeblik opdaged hun næsten usynlige Smaaplanter af alleslags Former og Farver. Else maatte hoppe over Grøfter, og strække sig op ad Skraaninger for at naa dem. Frk. Hall var saa før og tung, at hun selv ikke kunde.
Paa Hjemvejen mødte de Frk. Thomsen, der var i Følge med Maren og nogle Patienter; Frk. Thomsen slog straks Følge med Else og Frk. Hall. Hun var synlig fornærmet, fordi Else var gaat ud, skjønt hun havde nægtet at spasere i Haven. Men hun tog dog Else under Armen, og gik løs paa sit sædvanlige Snakkeri. Else, der havde Frk. Hall under den anden Arm, følte det som slæbte hun paa Blyvægter.
Da Overlægen kom om Aftenen, var Else ordknap, næsten stum. Anspændt vented hun paa, at han skulde tale om hendes Afrejse.
Overlægen sendte hende, mens han smaasnakked, forundrede og lidt uvillige Blikke. Det varte ikke længe, saa sa han Godnat og gik.
Else var fortvilet. Denne Uvished, denne bliven kastet om som paa Bølgetoppe af Haab og Haabløshed var næsten værre end alt det foregaaende.
Heller ikke Frk. Schrader, da hun kom paa sin Aftensrunde, sa et Ord om det, som Else saa længselsfuldt ønsked at høre.
Hun bad Anne laase hendes Dør og stikke Nøglen i Lommen. Iaften var det hende umuligt at være sammen med „Veninderne”.
Baade Frk. Hall Og Frk. Thomsen var gjentagne Gange ved hendes Dør, og vilde ind. Men Else sad stille som en Mus, og svarte intet paa deres hviskende Tilraab.
„Hvad har der staaet i det Brev, De fik fra Fru Hein?” spurgte Overlægen. Det var Dagen efter ved Stuegangen, og Else sad inde hos Frk. Hall med sit Arbejde.
„Overlægen kan faa læse det,” sa Else kort, og vilde gaa for at hente Brevet.
„Det bryder jeg mig ikke om,” svarte Overlægen. „Havde jeg villet læse det, saa kunde jeg ha aabnet det, før De fik det. Fortæl mig hvad der stod i det.”
„De kan faa læse det,” gjentog Else. „Mere kan De da ikke begjære.”
Overlægen vendte sig brat, og gik med en vred Mine.
„Fy, De er en rigtig Trold,” sa Frk. Schrader, der var kommen med Overlægen. Hun vendte sig i Døren, da hun gik, og trued med Pegefingren til Else.
„Saadan skal de ha det,” lo Frk. Hall. „Aldrig stikke op for dem.”
„Det er ikke det,” sa Else og bøjed sig sammen i Graad. „Men jeg véd hverken ud eller ind.” Hun gik ind til sig selv.
Straks efter blev der banket paa Døren. Det var Portneren med Avisen. Else takked, men la Bladet bort uden at se i det.
Om Eftermiddagen var Else ude med Frk. Schrader. De gik hen paa Kirkegaarden, som laa paa et lidt bakket Terrain med mange flade, vanskjøttede Grave. Nogle var pene og velholdte med Kors, hvorpaa der stod Navn og Aarstal. Paa andre var der kun en umalet Træpind med et Nummer.
Nogle tungsindige Fyre gik og pusled om mellem Gravene, luged op Ukrudt, fejed væk, og brugte River. Andre var beskjæftiget med at grave Grøfter, hvori der flød mudret Vand, og hvorfra der steg op en raadden Stank. De hilste alle ærbødige paa Frk. Schrader, der tilslut viste Else den sidst afdøde Overlæges Grav, som var omgit af et Jernrækværk, og paa hvilken der var rejst et smukt Monument.
Else læste Inskriptionerne paa Gravene, og undred sig over, at de døde, som laa der, alle havde opnaat saa høj en Alder.
„Det er fordi de her lever et saa sundt og regelmæssigt Liv,” sa Frk. Schrader.
Tusenfold bedre at hvile her, gjemt i Jorden, tænkte Else, end at færdes deroppe mellem alt dette døde Liv, al denne trøstesløse Elendighed.