Fru Hein havde vært der paa Besøg og var tat bort igjen, og nu sad Else forgrædt i Sofaen med korslagte Arme.
Saa meget strømmed ind paa hende. Samtalen med Fru Hein havde noget ændret hendes Syn paa Knuts Holdning ligeoverfor hende, og nu brødes dette nye Syn med det, der under de sidste Maaneders Forladthed og Lidelse havde paatrængt sig hende.
Nej, hvor blev dog Hieronimus' Færd endda skjændigere, eftersom hun fik mere af Sandheden at vide.
Det var altsaa virkelig saa, at Hieronimus havde nægtet Knut Adgang til hende, og Usandhed, at Knut ikke havde villet se hende. Endydermere havde han sagt til Knut, at Else var saa forbitret paa ham, at et Møde vilde være unyttigt og uforsvarligt. Hun vilde, hvis han viste sig, gjøre en frygtelig Scene. Andet vilde ikke komme ud af det.
Dette, at hun ikke havde villet læse hans flængede Brev, var ogsaa af Hieronimus blevet brugt som et Bevis paa hendes Raseri mod Knut. Hun, som udtrykkelig havde ladt Hieronimus forstaa, at hun holdt altfor meget af sin Mand til at kunne udholde at læse hans Breve, naar Trediemand, og det en Trediemand som Hieronimus, havde aabnet dem!
Og saa havde Knut ovenikjøbet git ham Brevene ulukkede, Han havde altsaa slet ikke behøvet at la Else vide, at han havde læst dem, hvis han havde villet ta den Smule Hensyn til hende. Men istedetfor havde Hieronimus først klæbet dem sammen, og saa revet dem op igjen, for at Else rigtig skulde føle under hvilken ydmygende Kontrol hun var.
Endvidere havde Hieronimus bildt Knut ind, at hun var decideret sindssyg, at hendes Tilstand stadig forværredes, og at hun tilsidst var bleven flyvende gal.
Denne Oplysning havde liksom tat Vejret fra Else. Hieronimus havde rigtignok derinde paa sjette Afdeling svart ja paa hendes Spørgsmaal, om han ansaa hende for sindssyg. Men alligevel — at uden tvingende Nødvendighed gi denne skaanselsløse Besked til hendes Mand, som han dog maatte forudsætte vilde føle det som en af Livets ondeste Ulykker? Sige, at hendes Tilstand stadig forværredes, og at hun tilsidst var bleven flyvende gal — det, som ovenikjøbet var den mest aabenbare af aabenbare Løgne! — Ja, Hr. Hieronimus, det var øjensynlig en Mand, som ikke tog det saa nøje med Sandheden, naar det gjaldt én, der som hun, havde havt det Uheld at støde ham paa Manschetterne.
Endvidere havde han sagt, at Opholdet paa „Sct. Jørgen”, hvis det skulde kunne virke gavnligt — maatte strække sig over mindst et Aar. —
— — Et Aar! Hvorfor ikke to, eller tre, eller fire?
Eller for Livstid? Hvorfor netop et Aar?!
Ogsaa dette med anden Pleje, om hvilket Else havde udtalt sin Indignation til Fru Hein. Det var ligeledes Hieronimus: Han havde udtrykkelig sagt til Knut, at der ingen Mening var i at lægge hende ind paa 1ste Pleje, som kun benyttedes af Landets rigeste Folk. Anden Pleje var udmærket skikket for hans Kone.
Else havde vært inde paa anden Pleje en Dag, og set de store Værelser med de gule Træmøbler, og de mange Senge. De mange Senge!
Hieronimus havde altsaa villet bli ved med at forfølge hende, ogsaa efter at hun var sluppen fra hans Klør. Jo værre hun fik det, jo bedre.
Knut, Knut! Hvor havde han dog saadan ubeset kunnet gi hende fremmede Steder og fremmede Mennesker i Vold?
Det var naturligvis fordi han trode blindt paa Hieronimus. Det havde hun ogsaa selv gjort. Ellers var hun jo ikke gaaet til ham.
Naa ja ja, hvad kom Hieronimus nu hende ved. Tidsnok at tænke paa ham, naar hun engang blev fri, og skulde skrive om ham.
Nu havde hun kun med Overlægen at gjøre. Gudskelov. Overlægen vilde ingen Fortræd volde hende. Derfor kunde hun være rolig.
Men alligevel — det laa saa knugende tungt over Brystet. Naar man nu saa' hvilke Misbrug en Mand kunde gjøre af sin Stilling. Som nu denne Hieronimus! Ikke alene havde han bragt Else til Undergangens yderste Grænse, men ogsaa gjort hvad han kunde, for at lægge Forholdet øde mellem hende og Knut.
Overlægen kom til Aftenstuegangen. Han talte om Fru Hein, hvis Bekjentskab han var glad ved at ha gjort, og blev saa ved at snakke om allehaande Ting.
Else sad og vented paa, at han skulde sige noget om, at hun snart skulde være fri. Da han ikke gjorde det, spurgte hun omsider: „Naar skal jeg saa faa rejse?”
„Kommer De nu igjen med det,” svarte Overlægen uvilligt.
„Det er jeg vel nødt til, naar De ikke gjør det. Hvorfor i al Verden vil De beholde mig her?”
„De er et underligt Menneske!” udbrød Overlægen. „Sandelig ikke som Folk er flest.”
„Hvorfor skulde jeg være som Folk er flest?” raabte Else.
„Der har De havt Deres Veninde hos Dem, og ikke et Ord har De sagt til hende om at hjælpe Dem med at komme herfra!”
„Hvorfor skulde jeg tigge om det, som er min Ret? Hvis De er en hæderlig Mand, saa lar De mig gaa. Jeg véd ikke om De er en hæderlig Mand, men jeg tror og haaber det.”
„Saa det haaber De dog,” sa Overlægen spodsk.
„Ja, hvad skal jeg tænke og hvad skal jeg tro!” udbrød Else. „Efter hvad jeg har vært udsat for?”
„Véd De, at Hieronimus har sagt, De burde være her et Aar?” Overlægen slynged vredt Ordene fra sig.
„Ja! Og De har naturligvis ikke Mod til at gaa imod Hieronimus, om De end aldrig saa meget finder, at han har Uret!”
Overlægen skifted Farve. Han kneb Munden sammen, saa' plirrende paa Else og sa: „Jeg forstaar nu Hieronimus' Adfærd imod Dem. Og Hr. Kant, stakkels Mand han er rigtignok under en Skjæbne,” — saa gik han hastig uden at sige Godnat.
Else sov ikke den Nat. Hvad skulde dette dog bli til? Hun skulde ha bedt Fru Hein om at hjælpe sig at komme herfra! Hvad mente dog Overlægen med det? I en saa alvorlig Sag som at holde et Menneske indespærret som formentlig sindssyg, kunde det vel ikke nytte at be en tilfældig Besøgende om Hjælp. Her om i noget Tilfælde maatte vel raade et: Enten, eller.
Nornen kom ind med sin dinglende Lygte, og saa' til Else.
„Fruen sover ikke?” hvisked hun.
„Nej, for jeg er saa fortvivlet,” Else greb Nornens Haand, og letted sig op paa Albuen.
„Men hvorfor er Fruen dog det? Fruen fejler jo ikke noget, hverken paa Forstanden eller Legemet.”
„Men dette, at jeg skal være her,” graad Else. „Aaa det varer nok ikke saalænge, skal Fruen se.”
„Hvorfor siger De det? Har De hørt noget om, at jeg snart skal rejse?”
„Nej. Men saadant kan en jo sagtens tænke sig til. Har Fruen maaske Smaabørn derhjemme?”
„Ja,” hulked Else.
„Saa kan jeg forstaa det,” hvisked Nornen og klapped Else varsomt nedover Armen. „Ellers maa det være ganske rart at opholde sig her. Patienterne har det jo saa godt.”
Else tørred sine Øjne, og la sig ned igjen paa Puden.
„Godnat da, Frue. Græd nu ikke mere.”
„Nej,” sa Else og nikked til Nornen.
Men da Nornen var borte graad Else atter. Det var som hun svømmed om i en Dam med Mudder paa Bunden, svømmed og kæmped for at naa Strandbredden, var ofte nær den, men gled altid udover igjen. Naar hun nu ikke havde Kræfter til at svømme længere, maatte hun la sig synke, og gaa tilgrunde i Mudderet,
Nu var hun ogsaa raget uklar med Overlægen. Han, som havde vært saa snil imod hende. Naar han nu kom imorgen, fik hun nok hans Vrede at føle.
Men da Overlægen næste Formiddag viste sig ved Stuegangen, var han sød og venlig og munter som altid. Ikke Spor af nogen Misstemning at mærke. Else blev saa rørt og glad, at hun kæmped mod Graaden, og som Følge deraf kom til at se mut og tvær ud.
„Dr. Tvede var her forresten forleden Dag, og spurgte til Dem,” bemærked Overlægen tilsidst.
Else saa' bævende paa ham. Hun kunde intet sige.
„Han vilde vide min Mening, om jeg trode, De havde godt af at være her, eller ikke.”
„Hvad svarte De?” spurgte Else, som følte en hurtig Kulde risle ned over sine Kinder.
„Jeg svarte nej! Jeg sa, at jeg mente, De vilde ha bedre af at komme herfra.”
Else stod stum. Indvendig var det, som hun sank paa Knæ for Overlægen og takked ham. Denne Mand, som altsaa, hvis han havde villet eller i Blindhed havde anset det for rigtigt, kunde ha beholdt hende der i Aarevis, som Reservelægen paa sjette Afdeling havde sagt, han havde nu udtalt Løsladelsesdommen over hende.
„Hvad sa Tvede?” kom det lavt og utydeligt fra Else.
„Han vilde tale med Deres Mand. Men Sagen er, hvor skal vi sende Dem hen?”
„Heins vil gjerne ta imod mig,” svarte Else. „Men jeg tror ikke, at jeg egner mig til at være hos Venner. Jeg føler mig saa altfor meget som Rekonvalescent. Jeg har derfor tænkt mig, at jeg vil være paa Sct. Rudolfs Hospital inde i Byen, indtil jeg kommer til Kræfter.”
Overlægen saa' paa hende med en Mine, der syntes at sige: Det var maaske en Idé.
„Ja, nu tar jeg ind imorgen. Saa skal jeg tale med Deres Mand. Godmorgen,” Overlægen gik venlig hilsende.
Else sank sammen i Gyngestolen og graad af Glæde. — Der var ingen Tvivl om det. Hvis Overlægen havde sagt, at hun var saa og saa sindssyg, og at det var rigtigt at la hende bli der, saa vilde Knut ha rettet sig efter ham. Aa Knut, Knut! Forbauselse og Vrede over hans Adfærd, flommed som saa ofte før, op i hendes Indre.
Men Overlægen, denne Mand skyldte hun altsaa nu faktisk større Taknemlighed end noget andet Menneske i Verden.
Og saadan som han var i det hele tat! Komme ind der idag med sin sædvanlige, elskværdige Mine efter Ordvekslingen i Gaar Aftes. Det skulde vært Hieronimus!
Om Eftermiddagen var Else Tur med Frk. Hall og Frk. Thomsen. De plukked Blomster og trasked om, og Frk. Hall sang og lo og Frk. Thomsen snakked om de tre Forhold, og Else var dødsens træt af det, men dog glad —.
„Iaften ser De sød og fornøjet ud,” sa Frk. Schrader, da hun senere var inde hos Else. „Duften gjør Dem godt. De maa endelig gaa ud hver Dag.”
„Ja,” sa Else, som tænkte paa om Frk. Schrader kjendte til Dr. Tvedes Besøg, og til hvad Overlægen havde sagt.
„Næste Torsdag har jeg min L'hombreparti,” vedblev Frk. Schrader. „Vil De saa være med?”
„Ja Tak,” tvang Else frem. Til næste Torsdag skulde hun da vel med Guds Hjælp være kommen derfra.