„Saa,” sa Overlægen, da han kom en Eftermiddag. „Hvad hører jeg,” han trued til Else, og lod som han var vred.
„Jeg véd ikke, hvad De mener,” Else saa' forundret paa ham.
„De har jo vært ude alene idag.”
„Aa det. Jeg gik sammen med Frk. Hall, men saa skulde hun gjøre et Besøg hos Portnerkonen, og saa spaserte jeg omkring en halv Times Tid, inden jeg vendte tilbage.”
„Ja,” sa Overlægen og smilte elskværdigt. „Havde De ikke selv varskoet om, at De vilde undvige, saa kunde De saamænd gjerne ha gaat alene hver Dag.”
„Jeg varskoed ikke. Det var Dem, som spurgte mig.”
Overlægen tog op fra Bordet det Blad, som Dr. Vibe daglig sendte Else; han keg lidt i det, og begyndte saa at snakke om Politik.
Else var saa uenig med ham, at hun ikke kunde dy sig for at svare. Og inden hun vidste Ord af det, var hun i fuld Diskussion. Overlægen raisonnerte ud fra et stærkt konservativt, efter Elses Mening reaktionært, Standpunkt men uden Fanatisme. Der var ogsaa nu i Overlægens Ord og Udtryksmaade denne afklarede Humanitet, der hele Tiden havde virket saa beroligende paa Else.
„Enige blir vi ikke,” sa tilsidst Overlægen, og gav Else Haanden til Godnat! „Men derfor behøver vi ikke at være Fjender. Vel?”
„Jeg blir aldrig Deres Fjende,” var Elses Svar.
„Ja, vær nu ikke saa sikker! Hvis jeg nu beholder Dem tilstrækkelig længe?” —
„Men det gjør De ikke,” sa Else i bestemt Tone. „For det er der ingen Grund til.” — —
Om Aftenen sad Else inde i Frk. Halls Værelse ved Siden af Frk. Thomsen. Frk. Schrader havde gjort sit sædvanlige Besøg, og Frk. Hall sad tilbagelænet i Sengen.
„Iaften vil jeg danse!” raabte Frk. Thomsen pludselig og fo'r op. I et Nu rev hun Kjolen af, og stod i Underskjørt; saa knapped hun op sine Støvler og sparked dem langt fra sig, hvorpaa hun med Tommel og Pegefingrene tog et løftende Tag i Skjørtet og begyndte at hoppe rundt paa Gulvet.
„Nej, De gjør det saa umusikalsk!” raabte Frk. Hall. „Nu skal De se,” hun kom hastig frem af Sengen og gav sig til at figurere.
Else la sig tilbage i Sofaen og lo. Frk. Hall i den korte Nattrøje med sin Tykkelse og de lave, svulmende Lægge, saa' aldeles vanvittig komisk ud. Hun bevæged sit Legeme i tunge, men graciøse Svingninger, og gjorde taktfaste Dansetrin, mens hun nynned en Tarantella.
Frk. Thomsen danste med, et Stykke længere nede paa Gulvet. Hun førte sig som en Trædukke med en indvendig Mekanisme. Tilsidst kom hun til at vælte et lidet Bord, der var fuldt af tomme Sæbeæsker, englesmykkede Julekort, brogede Danserinder og Riddere af Papmaché, hvilket altsammen stod opstillet i zirlig Orden.
„Gud, min Familje, min elskede Familje!” raabte Frk. Hall skrækslagen. „Fy fy, mit Barn.”
„Vi kan jo ta det op igjen,” sa Else og rejste sig. Det har vist ingen Skade lidt.”
„Smide min Familje saadan paa Gulvet,” vedblev Frk. Hall bebrejdende. „Jeg begriber ikke, hvordan De kan bære Dem saa tankeløst ad, mit Barn.”
Frk. Thomsen hjalp Else med at samle op og stille Sagerne tilrette. „Altid skal hun skabe sig saadan, den Frk. Hall,” hvisked hun. „Men det kommer af, at hun ikke er rigtig i Hodet.”
I dette Øjeblik gik Døren op, og Anne viste sig med Frk. Halls Kloralglas i Haanden.
„Ih Gud forbarme sig!” raabte Frk. Hall og var i et Par tunge Spring oppe i Sengen, hvor hun dækked sig til med den hvide, svulmende Overdyne.
„Naa, her gaar det nok for sig,” sa Anne og saa' sig om. „Hvad er det for et Kostume, De er i Frk. Thomsen?”
Frk. Thomsen greb sine Klær, kyssed hurtig Else til Godnat, rakte Tunge til Anne og løb ud,
„De siger vel ikke noget,” sa Else til Anne. „De har saamænd ingenting gjort, bare ganske uskyldig moret sig lidt.”
„Nej, det kunde aldrig falde mig ind,” svarte Anne. „Men man skal jo holde Respekten oppe. Nu maa De forresten i Seng, Fru Kant. Jeg kommer straks med Deres Kloral.”
Else gik hen og sa Godnat til Frk. Hall, der slog Armene om hende og trak hende tæt ned til sig. „Jeg holder saa meget af Dem, Fru Kant.” hvisked Frk. Hall, „og jeg er saa glad for mine søde smaa Negerbørn. Jeg har 7 Stykker,” hun fjerned Elses Ansigt lidt og uden at slippe Taget om hendes Hals saa' hun triumferende paa hende, og begyndte at fnise. „Syv Stykker har jeg,” gjentog hun nikkende.
„Det har De da vist ikke, Frk. Hall,” sa Else alvorlig.
„Nej, jeg har ikke,” Frk. Hall lo og skutted sig, saa Sengen rysted. „Det er kun saadan noget Vrøvl, som jeg ikke kan la være med at sige. Jeg forstaar det ikke selv,” hun saa' med ét tankefuld ud.
„Jo, naar det nu blir Sommer, og De er ganske frisk, saa kan De vist la være, ikke sandt?”
„Ja næsten,” sukked Frk. Hall. „Men det varer ikke længe. To Maaneder. Neppe nok. Nej, men kan De i Grunden begribe, hvorfor jeg altid er nødt til at sige Ting, som jeg véd, ikke er sande, og gjøre Ting, som jeg slet ikke vil?” — det bæved om Frk. Halls Mund, og hendes Øjne fyldtes med Taarer.
„Stakkels Dem,” sa Else og kyssed hende. „Forresten, vi er allesammen Stakler, mere eller mindre.”