Else hørte Stuegangen derude og greb hurtig sin Kjole. Bare hun fik den paa tidsnok til at kunne laase op Døren. Ellers skulde hun gjøre rede for, hvorfor hun havde lukket sig inde. Og det vilde hun ikke. For hun turde ikke fortælle, at hun saa ofte om Formiddagen maatte klæ sig af for i sit Linned at søge efter de Lopper, hun fik paa sig dernede i Badeværelset. Lopper i „Kurhuset”! Kunde der tænkes et bedre Bevis for. at Fru Kant var sindssyg?
Hun havde akkurat faat drejet Nøglen rundt i Laasen og sat sig til med sit Arbejde, da Stuegangen indfandt sig. Det var den unge trivelige Kandidat med det store lyse Ansigt. Overlægen var bortrejst den Dag, forklarte han; derfor kom han i Overlægens Sted.
Else sved flittig, og svarte kun det allernødvendigiste paa hans Spørgsmaal.
Kandidaten blev staaende og saa' paa Else med sine runde Øjne. Der var noget nysgjærrigt opmærksomt i hans Blik.
„Naa, De fik jo Brev fra Deres berømte Landsmand og Digter igaar?” sa Kandidaten tilsidst.
„Ja.”
„Hvad skrev han?”
„Hvad han skrev? Han skrev venligt og elskværdigt, som han plejer, naturligvis,” Else flytted sig i Sædet, og holdt Øjnene fæstet paa Arbejdet.
Det er morsomt for Dem, at De har faat saa gode Veninder,” forsøgte saa Kandidaten. „Veninder?”
„Ja, Frk. Hall og Frk. Thomsen. Dem er De jo altid sammen med.” Else svarte ikke.
„Frk. Hall rejser forresten nok bort om et Par Maaneder,” vedblev Kandidaten. „Men til Efteraaret faar De hende tilbage.”
Det gav et Sæt i Else, og hun saa' hastig op paa Kandidaten. Men uden at sige noget, bøjed hun sig atter over Arbejdet og syde videre.
Omsider gik Kandidaten.
„Marsch, heraus med Dem!” hørte Else straks efter Frk. Hall raabe inde i sit Værelse. „Hvad bilder De Dem ind, De Konge for en Dag!”
Else maatte le.
Næste Dag var Søndag. Else laa i Sengen, da Overlægen og Frk. Schrader kom om Morgenen. Hun havde vært nede og faat Styrt, men havde lagt sig igjen, fordi Stuegangen kom saa tidlig om Søndagen, at hun ikke kunde naa at bli færdig.
„Naa,” sa Overlægen. „Der ligger De og gasser Dem, mens vi andre maa slide i det.”
Else svarte ikke. Siden forleden Dag inde hos Frk. Thomsen havde hun havt en Følelse af Uvilje mod Overlægen, som hun ikke brød sig om at lægge Skjul paa.
„Her er et Par Breve til Dem,” Overlægen tog i Lommen, og la Brevene paa Tæppet foran Else, der takked.
„Nu sover De jo om Nætterne?” spurgte saa Overlægen venlig.
„Ja, undertiden. Et Par Timers Tid.”
„Lad os sige 6. Det er ikke ilde. Nu kan vi snart begynde at minske paa Kloralen.”
„Ja De véd det vel bedre end jeg selv,” bemærked Else. „Inat sov jeg ikke mere end halvanden Time. Jeg har jo Uhret staaende paa Bordet og Gassen brænder, saa det er let nok at kontrolere.”
„Og Tandpinen har jo ogsaa tat Rejsepas,” vedblev Overlægen.
„Ja. Det er jo Kloroformens Skyld.”
„Kan De se! Noget godt gjør vi da for Dem.”
„Jeg har skrevet et Brev til min Veninde Fru Hein, og bedt hende besøge mig. Overlægen sa jo, at hun gjerne maatte komme?”
„Med største Fornøjelse. Er der flere, De vil se?”
„Nej Tak. Ingen flere.”
„Stadig lige forbitret paa Deres Mand”
„Ja.”
„Han kommer saamænd saa trolig og spør til Dem, naar jeg er inde, og han ser meget forknyt ud.”
„Lad ham det.”
„Stædige Frue,” smilte Overlægen. Saa skifted hans Ansigt Udtryk, og han tilføjed ærgerlig: „Ja, jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal sige. De kan ikke være helt normal, saalænge De føler denne haardnakkede Forbitrelse mod Deres Mand.”
„Nej, nej. Saa lad mig være unormal, da.”
Frk. Schrader, der stod ved Sengens Fodende rysted misbilligende Hodet til Else.
„Naa ja Godmorgen Frue.” —
Det ene Brev var fra Inger, og Indholdet handled som sædvanlig om Tage. Else knuged Brevet mod sit Bryst. Hun havde en Følelse som om denne ihærdigt sugende Længsel efter Barnet, og denne altid nagende Uro derinde — kunde gi hende Tæring tilsidst.
Om Eftermiddagen gik Else Tur med Frk. Schrader, der førte hende ad de vakreste Veje, over Mark og gjennem Skov, og viste hende de smukkeste Udsigtspunkter. Det var straalende Solskinsvejr, og det dufted af Vaar. Men Else var saa mat og daarlig, at hun ingen Glæde havde af hverken Solskinnet eller Vaarduften. Et Par Gange var hun nærved at faa ondt, og paa hver eneste Bænk, de kom til, vilde hun sætte sig. Frk. Schrader talte om forskjelligt, men Else var kun halvt med. Hendes Tanker kredsed om det, hvoraf de altid var optat. Tilsidst sa hun:
„Naar De skal være aldeles ærlig, Frk. Schrader, og sige hvad De mener, kan De vel saa finde, at jeg er sindssyg?”
„Ikke saadan sindssyg,” trak Frk. Schrader paa det.
„Hvad da?”
„Svært nervøs.”
„Nervøs — ja, Herregud nervøs? Jeg véd ikke hvad De mener med Ordet. At jeg pines ved at være hér, og ikke kan slaa mig tiltaals — er det det De mener?”
„Ja, det ogsaa.”
„Hvis jeg var glad ved at være her, vilde man saa ikke ogsaa deri se et Bevis paa Sindssyge? Aa ja forresten — det nytter ikke at snakke om det,” afbrød Else sig selv. „Nervøs — jeg er da saa rolig om Dagene.”
„Ja, De er rolig nok,” svarte Frk. Schrader.
De havde paa Turen mødt en Del Mennesker, Herrer som gik alene eller flere i Følge, fulgte af en Oppasser, en Flok Fruentimmer med Tørklæder om Hoderne ledsaget af en Pige, og alle havde de hilst paa Frk. Schrader, som havde meddelt Else, at det var Patienter fra Hospitalet. Nu, da de var i Bakken, som førte op til Hospitalsporten, kom Dr. Vibe imod dem.
Han hilste venlig Goddag, vendte om og slog Følge. — —
Else glemte næsten, at hun var paa Galehus naar hun talte med Dr. Vibe, Hans Væsen var saa fint og stilfærdigt, saa kemisk frit for Antydning af, at hun var Patient og han Læge. Ingen af Dr. Sejers, forresten saa velmente Formaningstaler om, hvor glad og taknemmelig hun burde føle sig ved, at være der, saalidt som noget Glimt af det Blik, hvormed Kandidaten betragted hende, et Blik som satte hende i Klasse med en Udstillingsgjenstand.
De kom forbi en af Hospitalsbygningerne, der var omgit af en Have med højt Sprinkelstakit. I Haven gik en Mængde Patienter omkring. En af dem raabte: „Kom her hen, De fremmede Dame, der!”
Else saa' derhen. En smal Kvinde i blaa, ren Bomuldskjole og med et lyst, vakkert Ansigt vinked gjennem Stakittet til hende
„Det er Madam Nielsen,” sa Dr. Vibe.
Else gik hen til Stakittet og Frk. Schrader og Dr. Vibe fulgte med.
„Kan De ikke hjælpe mig med at komme herfra?” spurgte Madam Nilsen.
Kunde jeg saasandt hjælpe mig selv, mumled Else, mens hun betragted en svær. firkantet Kvindeskikkelse, der sad paa Hug i en liden Græsbakke indenfor Sprinkelværket og udstødte en knurrende Lyd. Hænderne, som var lagt i Kors over Maven, holdt hun i en dinglende Bevægelse; Ansigtet var kuglerundt og mørkeblaat med forfærdelig store, aabne Læber, og et gulrudet Tørklæde var som en Spids Turhan bundet om Hodet, Skikkelsen ligned en Pagode.
„Hjælp mig endelig, De fremmede Dame,” vedblev Madam Nilsen indtrængende. „Jeg har to Døtre dernede paa Bjerget, som jeg godt kunde være hos. Nej se hvor det er kønt,” vedblev hun og pegte paa Elses blaaflammede Silkebælte, der var synligt under Skindkraven. „Det er en saadan en, som kaldes for Spenser.”
„Jeg maa hjem,” sa Frk. Schrader. „Kom.”
„Saa stoler jeg paa, at De hjælper mig!” raabte Madam Nilsen efter Else.
„Det er dog mærkeligt med denne Frihedstrang, som aldrig dør hos Menneskene,” sa Dr. Vibe. „Der er Folk, som har vært her i 40 Aar, og de er aldrig holdt op med at stunde og længes efter Friheden.”
„Nej, der kan De se,” svarte Else og smilte. „Hvad skal det saa kunne være med mig, som kom for nogle Uger siden.”
„Nej,” sa Dr. Vibe, og smilte tilbage. Saa hilste han Godaften og gik.
Da Else var gaat ovenpaa, og stille listed ind paa sin egen Gang, for at Frk. Hall og Frk. Thomsen ikke skulde høre hende, kom Fru Henderson pilsnart farende gjennem sin aabne Dør. Hun greb Else i Skindkraven foran paa Brystet, mens hun heftig sa nogle Ord, hvis Lyde var endnu mere uartikuleret end ellers. I næste Nu slap hun Taget, og stødte Else fra sig.
„Er det Dem!” skreg hun, og hendes stakkels graahvide Ansigt var opspilet af Forskrækkelse. „Jeg trode, det var Frk. Schrader. Gaa Deres Vej, gaa!” hun slog ud med begge Hænder, vendte sig saa om, og begyndte at marschere.
„Godaften,” sa Else til Anne, der sad i Gangen og hækled paa en bred krémfarvet Blonde. „Hvor den er pen,” vedblev hun og pegte paa Blonden. „Og hvor ren De hækler den.”
„Ja,” sa Anne med et lykkeligt Smil. „Jeg arbejder paa mit Udstyr.”
„Skal De da gifte Dem?”
„Ja, til Sommer. Jeg kunde ha Lyst til at vise Fruen, hvad jeg har faat færdigt,” Anne rejste sig og gik foran Else ind i den bitte smaa Gang udenfor. Frk. Thomsens Sovekammer, hvor hun lukked op en stor Puf og viste Else Lag paa Lag af nydeligt forarbejdede Ting. Der var færdige Gardiner med brede Hækleblonder, Lyseduge, broderte: Brødservietter, strikket Sengetæppe, og meget andet.
„Har De virkelig gjort alt det i Deres Fritid?” spurgte Else, og saa beundrende ned i Puffen.
„Altsammen. Det er utroligt hvad man kan faa udrettet, naar man blot hænger i sent og tidligt. Det gjør nu jeg. Og naar det er til ens Udstyr, saa gaar det vist lettere.”
„Tak for De viste mig det, Anne.”
„Naa saa dér holder De til,” sa en klynkende Stemme, da Else og Anne kom tilbage. Midt paa Gangen stod Fru Seneke med sit graa Sjall og sit forgræmmede Ansigt stikkende op oventil. Et Par barnetynde Ben og Fødder i Filttøfler stak frem forneden.
„Var det noget, De vilde, Fru Seneke?” spurgte Anne.
„Og det spør De om? Har jeg maaske faat det Glas Mælk, jeg skal ha? Nu har jeg gaat her i over en Time og ventet og kaldt paa Dem.” Fru Senekes Ansigt var fortrukket af Grættenhed, og den skjændende Stemme peb ynkeligt.
„Nu kommer jeg med det,” sa Anne venligt.
„Nu kommer jeg med det,” hærmed Fru Seneke. „Nu kan det være det samme. Jeg skal ikke ha noget Glas Mælk. Lad mig bare være fri for Deres Glas Mælk. Saadan en, som har sin Glæde af at pine og plage et stakkels sygt Menneske,” det graa Sjall vendte sig, og drog sig slæbende afsted med de lange dinglende Frynser. Saa stod det stille, Hodet deroventil drejedes om mod Else, og Stemmen sa: „Og De, hvad er De for en, som gaar her og har Maskepi med disse durkdrevne Tøse?”
Else og Anne veksled et Blik, og lo stille.
„Hm,” sutred det ud af Sjallet som atter sattes i Bevægelse. „Gud hjælpe den, der skal være afhængig af saadanne Norner.”
Else hang Overtøjet fra sig i Skabet, og gik ind og satte sig i Gyngestolen. Det varte ikke længe, saa hørte hun Frk. Hall og Frk. Thomsen paa Gangen. Hurtig listed hun hen til Døren og drejed Nøglen rundt.
Straks efter tog der en i Døren, og vilde ind. Else lytted med en Spænding, som var det et livsfarligt Øjeblik.
„Hvorfor er Fru Kants Dør laaset?” hørte hun Frk. Thomsen spørge.
„Jo for Overlægen har sagt, at Fru Kant skal ha Ro,” svartes der af Anne.
Den søde Anne. Saa hjælpsom hun var.
Men senere, da Stuegangen havde vært der, og Else havde spist tilaftens, kom Frk. Hall og Frk. Thomsen med Buketter af Tusenfryd og Violer fra Haven, og med spydige Bemærkninger om den Ære Else havde nydt ved at spasere med „Hugafen”. Else ønsked dem langt bort, og maatte gjøre Vold paa sig selv for at skjule, hvor trykkende hun fandt deres Selskab. Men da de havde trukket hende med sig, og hun sad derinde i Frk. Halls røde Gasskin, syntes hun dog, at det ikke var saa ilde. Det var mest iforvejen at hun grued sig saa frygteligt. Disse to Staklers rørende Kjærlighed og Tillid. Ikke et Sekund tvivlte de paa, at Else var liksaa glad for dem, som de for hende. Og inden hun gik fra dem havde de lovet hende, at de sikkert og vist skulde spasere ud med hende næste Dag, og saa skulde de ta Kurve med, som de skulde fylde med Blomster.