„Ja her har De det rigtignok nydeligt,” sa Else. Hun stod inde i Frk. Schraders tæt møblerte Værelse med Gulvtæppe, Draperier og Portierer, fyldt Bogskab, Billeder paa Væggene, og en Mængde Broderier og Nips.
„Hvis De vil sidde herinde om Dagene af og til, maa De det gjerne,” sa Frk. Schrader og skyndte sig ud.
Else blev staaende og saa' sig om. Paa Skrivebordet i Hjørnet var opstillet en Del Fotografier, og paa Bordet midt i Værelset laa et Par af de nyeste Bøger uopskaaret.
Da Else kom ud paa Korridoren, stod Døren ved Siden af Frk. Schraders Værelse paa vid Gab, og derinde gik Anne og fejed Tæppet. I Sengen oppe ved Vinduet laa en Kvinde med et blondt, mildt Ansigt, som nikked venlig, da Else stansed i Døraabningen.
Else gik ind og sa Goddag til den blonde, milde Kvinde, men styrted i næste Nu ud paa Korridoren med Haanden for Næsen, forfærdet og syg af den ulidelige Stank, som fyldte Værelset.
„Nej men Anne, Anne dog!” sa hun derudefra. „Hvor kan De holde det ud?”
„De mener Lugten? Man maa jo holde ud hvad man skal.”
„Men hvad er det, som stinker saadan?”
„Hendes Aande, den Stakkel.”
„Gud bevare mig,” udbrød Else. „Aldrig i mit Liv har jeg kjendt saa fæl en Lugt.”
„Nej, det er ogsaa drøjt,” sa Anne, som kom med Støvekosten og Fejespaanen, gulbleg i Ansigtet. „Jeg faar tit Kvælninger for Brystet; men det er dog værst for hende selv.”
Den blonde Kvinde i Sengen smilte og nikked uafladelig. Tilsidst rakte hun Haanden op, og vinked.
Nej, sa Else til sig selv. Umuligt kan jeg gaa derind igjen.
Inde paa Elses egen Gang stod Maren ved Bordet foran Vinduet og sysled med Kopper og Tallerkener efter Frokosten.
„Nu har jeg spist!” kom Fru Henderson i Natkjole hylende ud paa Gangen.
„Det er godt!” skreg Maren. „Saa skal jeg nok sige det til Frk. Schrader.”
„Og saa faar jeg mit Brev. Ikke?” Fru Henderson greb Maren i Skuldrene og saa angstfuldt bedende paa hende.
„Ja naturligvis! Det véd jo Fru Henderson godt!” raabte Maren.
Fru Henderson gik tilbage til sit Værelse, hvor hun traved op og ned, taktfast, fremlænds og baglænds med Ryggen til Døren, mens hun uafladelig gjentog: „Jeg har spist!”
„Hun har ikke villet røre Maden i 3—4 Dage,” forklarte Maren med sit søde, beskedne Smil. „Saa sa Frk. Schrader, at hun ikke fik sit Brev, saalænge hun ikke spiste. Og det har hjulpet, I Dag har hun spist op al sin Frokost.”
Else hørte bag sig de slæbende Skridt af Frk. Thomsens lange Fødder, og gjøs.
„Kom ing til mig,” sa Frk. Thomsen og greb fat i Else. „Tag Deres Arbejde. Ikke?”
„Fruen kan godt bli kvit Frk. Thomsens Paahæng,” sa Maren deltagende. „Det maa jo trætte Fruen. Bare sig det til Overlægen.”
„Hvad? he, Overlægen.”
Else nikked til Maren. Saa hented hun sit Arbejde og gik ind til Frk. Thomsen, hvor hun satte sig ved Vinduet, mens Frk. Thomsens evindelige Snak sang og suste for hendes Øren.
Aa, hvor var hun træt og forpint. Hvor kunde dog Overlægen ha Hjærte til at beholde hende der længere. Hvorledes kunde denne humane Mand sanktionere, at hun var bleven umyndiggjort, og at hun behandledes som et forbryderisk eller farligt Individ?
Døren gik op, og en firskaaren, før Dame i pen sort Uldkjole, med Kniplingskrave, Diamantbrosche og Gulduhrkjæde om Halsen kom ind med et straalende Smil paa sit gulblege, fedladne Ansigt.
„Hurra!” raabte Frk. Thomsen og sprang op fra Stolen.
„Ja nu har Hugafen udleveret alle mine Ejendele,” sa Damen fornøjet. Da først kjendte Else hende. Hvem skulde troet, at Frk. Hall med sine Strømpefødder, sit knækorte Underskjørt og sin løsærmede hvide Nattrøje kunde se saa net og damelig ud.
„Vil De ha?” spurgte Frk. Thomsen og kasted en Appelsin i Skjødet paa Frk. Hall, der havde tat Plads i Sofaen.
„Naa, naa, mit Barn. Man bruger Asietter og Sølvknive, naar man byder Appelsiner.”
„Nu skal det ikke vare længe før jeg flyngter,” udbrød Frk. Thomsen og sparked overgivent ud med Foden, „Se nu paa hende der,” hun pegte paa Frk. Hall. „Er det ikke en lumpen Spot og Skam, at hun skal være her?”
„Naa, naa, mit Barn, Jeg blir her til Sommeren kommer. Saa sender de mig hjem. Der er saamænd ingen, der holder paa mig længere end nødvendigt.” Der var med de pene Klær kommet en rolig Værdighed og en stille Tilfredshed over Frk. Hall.
Saa kom Stuegangen. Det var Overlægen. „Goddag, mine Damer.” sa han og slog hilsende ud med Haanden.
„Naa, Frk. Hall, De er jo sprunget ud som den Sommerfugl, De altid blir, naar Foraaret melder sig.”
I det samme kom Frk. Thomsen farende hen imod Overlægen med Hænderne i Siden.
„Men jeg, hvorfor skal jeg være her?” raabte hun og saa ham udfordrende ind i Ansigtet. Hendes lyse Øjne gnistred grønne af Forbitrelse, og hele hendes Skikkelse dirred af Had.
„Det har vi jo tit nok talt om,” svarte Overlægen med et Skuldertræk.
„De skulde skamme Dem, skulde De!” Frk. Thomsen stamped med Foden, mens hendes Ansigt blussed. „De har jo faat mit Ultimatum for længe siden. Men vengt De bare, til De er død! Helvede vil bli gjort ti Gange saa gloenge, naar det engang skal lukkes op for Dem!”
Overlægen svarte ikke, bare saa' paa hende med et uvilligt og medlidende Blik.
Frk. Thomsen stirred i nogle Sekunder ufravendt paa Overlægen. „Hvorfor skal jeg være her!” raabte hun saa atter og trued med sin knyttede Haand. „Det vil De ikke svare paa. De, De! fordi De ikke tør,” hun drejed sig paa Hælen, og gik hen til Vinduet, hvor hun stilled sig op med Ryggen til Værelset.
„Og De Fru Kant,” sa Overlægen, og vendte sig til Else. „Flittig som bestandig. Hvis jeg nu gir Dem Lov til at gaa alene med Frk. Hall, vil De saa ikke ud?”
„Men mit Barn maa være med!” raabte Frk. Hall.
„Ja,” sa Overlægen til Frk. Hall. „Paa Dem kan jeg stole paa denne Tid af Aaret, det véd jeg. Spaser kun alle tre. Men ikke endnu; først maa De vænne Dem til Luften nede i Haven, Frk. Hall.”
Else lod Arbejdet synke og saa' uroligt spørgende paa Overlægen. Han tænkte altsaa ikke paa at la hende slippe. Først skulde Frk. Hall vænne sig til Luften, og saa skulde hun spasere med Else. Det havde lange Udsigter.
„Var der noget De vilde sige, Fru Kant?” Overlægen stod med Haanden paa Dørklinken, færdig til at gaa.
„Ja. Jeg vilde spurgt om det samme som forleden: hvorlænge skal jeg bli her?”
Overlægen rynked sine Bryn og gjorde en utaalmodig Bevægelse.
„Naar jeg nu ikke er sindssyg,” sa Else.
Overlægen rev Døren op.
„Nej, svar mig nu!” raabte Else indtrængende. „Hvorfor gir De mig ikke fri?”
„Fordi De ikke er normal.”
„Det skylder De mig Bevis for!”
„Der er nok af Beviser,” svarte Overlægen brysk. „Deres Vrede mod Hieronimus f. Eks.”
Else blev staaende og stirred paa Døren hvorigjennem Overlægen var forsvunden. Hun skulde altsaa gjøres til sindssyg. Med Vold og Magt Dette intetsigende Vrøvl om hendes Vrede mod den eller den, som brugtes til Bevis for, at hun ikke var normal. Hvad skulde hun stille op derimod? Det var som en Kamp mod Vejrmøller.
Modløsheden sneg sig over hende, og hun stred med sig selv for ikke at gi sig til at græde.
„Vær ikke bedrøvet,” trøsted Frk. Hall. „De blir her ikke længe.”
„Jeg har allerede vært her altfor længe,” svarte Else mørkt, idet hun satte sig, og atter tog sit Arbejde, som hun bøjed sig dybt over for bedre at kunne se med de taareblændede Øjne.
Frk. Thomsen, der fremdeles stod ved Vinduet med Ryggen til Værelset, var begyndt at snakke vredt og dæmpet med sig selv. Pludselig udstødte hun et stønnende Suk, kasted sig ned paa en Stol, la Ansigtet og Armen i Vindusposten og brød ud i en tung, hikkende Graad.
Frk. Hall rejste sig, gik hen til Frk. Thomsen, og søgte at snakke hende til Ro.
„Aa ja,” sa Frk. Thomsen omsider, idet hun retted sig op og tørred Ansigtet. „Det er forgjæves angtsammen. Der er ignen Redning. Men de blir nok straffet for sine Forbrydelser, for der er jo dog en Gud. Det siger jeg i Jesu Kristi, vor Forløsers Navn, Amen,” hun læned sig tilbage paa Stolen med nedhængende Arme, Hodet var dukket, saa Hagen hvilte paa Brystet, og det fortrukne Ansigt var som stivnet, i bitter Sørgmodighed.
Frk. Hall tog op af Lommen et Etui med Guldfingerbøl, og et lidet Haandarbejde. Saa satte hun sig tilbage i Sofaen og syed, mens hun ustanselig talte og lo uden at ænse, at hverken Else eller Frk. Thomsen gav Agt, paa hende.
Saa kom Frk. Schrader med Frk. Halls Hat og Kaabe og vilde ha hende ned i Haven. Frk. Hall var villig, men bad Else følge med. Hun maatte ha en til at støtte sig til, og hendes „Barn” var ikke i Humør.
Else rejste sig straks for at hente sit Tøj.
„De ser saa modfalden ud,” sa Frk. Schrader, der var fulgt efter Else ind i hendes Værelse.
„Ja,” sagde Else og saa fortalte hun, hvad Overlægen havde sagt.
Frk. Schrader søgte at opmuntre hende. Hvad skulde Overlægen kunne svare, naar Patienterne spurgte og spurgte om, hvorfor de skulde være der. Det var ikke saa nemt at være Overlægen.
„Men de andre Patienter,” bemærked Else, „de er da allesammen mere eller mindre abnorme, ialtfald de, som jeg har set.”
„Tror De, nogen af dem, synes det selv?”
„Nej, men der er jo dog Forskjel,” Else formaaed ikke længer at tvinge Graaden tilbage.
„Vær blot tryg og rolig, Fru Kant,” Frk. Schrader la Armene om Elses Skuldre og saa' deltagende paa hende. „Nu var De jo dog saa fornuftig og fornøjet. Vær overbevist om, at Overlægen handler forsvarligt, imod Dem. Imod Dem og imod allesammen. Han har den største Interesse for sine Patienter. Men han maa jo dog beholde Dem en lille Tid for at bli klar over Deres Tilstand. Ikke sandt. Fru Kant?”
„Ja ja,” sukked Else. „Der er jo intet for mig at gjøre.”
Lidt efter gik hun i de runde Spaseregange dernede i Haven mellem Frk. Hall og Frk. Thomsen, der havde hende én under hver Arm. De snakte og spurgte og kræved Svar begge paa engang. Else følte sig tilsidst segnefærdig af Træthed, og foreslog, at de skulde gaa op. Men baade Frk. Hall og Frk. Thomsen protesterte paa det livligste, mens de klamred sig fastere til Elses Arme og forsikred, at det var saa forfriskende at gaa der.