„Jeg vilde gjerne tale et Øjeblik med Dem,” sa Else til Overlægen, da han en Morgen kom til Stuegangen, fulgt af en ung Kandidat, som hun ikke før havde set.
„Ja vel ja, men hvorfor gaar De dog ikke ud? De blir saa hvid og smal i Kinderne. I Haven kunde De da sagtens.”
„Gaa rundt i den Fillehave, som en Høne indenfor en Kridtstreg!”
„Er nu det en Fillehave,” lo Overlægen.
„Jeg var ude en Tur med Frk. Schrader forleden. Hende vil jeg gjerne gaa med.” — —
„Naa,” sa Overlægen, da han nogle Minutter senere indfandt sig hos Else uden Kandidaten. „Har De læst den?” han tog op fra Bordet en Bog, som han bladed i. „Hvad synes De om den?”
„Hvorlænge er De ment paa at ville beholde mig her?” svarte Else.
„Det véd jeg ikke.”
„Véd De det ikke? Hvem skal saa vide det, naar De ikke véd det?”
„Slaa Dem nu til Ro, Fru Kant,” det kom lidt utaalmodigt. „De skulde være glad ved at være her. Det er min Mening.”
„Som lidende af hvilken Form for Sindssyge er jeg indlagt her?” spurgte Else og saa' opmærksomt paa Overlægen.
„Form for Sindssyge — Form for Sindssyge,” Overlægen fik en ærgerlig Mine. „De er her til Observation.”
„Til Observation!” udbrød Else. „Er det da ikke nok med den Observation, jeg var underkastet paa sjette Afdeling?”
„Det har altsaa rette Vedkommende ikke fundet.”
„Rette Vedkommende! Hvem er rette Vedkommende? Hieronimus! Skulde han maale sig selv med den Alen, han bruger til andre, vilde han saa ikke ogsaa være her?”
„Hvem var det, som havde svoret ikke mere at ville nævne Hieronimus' Navn?” Overlægen bøjed sig fremover mod Else og rynked sine Bryn.
„Jeg forstaar ikke dette,” sa Else og tog sig med begge Hænder om Hodet. „Nu har jeg vært her i 14 Dage, og De maa, hvis De er ærlig, tilstaa, at De intetsomhelst Tegn til Sindssyge har opdaget hos mig. Hverken De eller Frk. Schrader, som tar sig saa meget af mig, og som snakker med mig mindst 3 Gange daglig.”
„Dette, om et Menneske er sindssygt, lar sig ikke afgjøre saadan paa en Studs.”
„Men tænk, om De selv var i samme Situation, som jeg nu. Hvad vilde De saa gjøre?”
„Selv i samme Situation,” Overlægen slog Rynker paa Næsen.
„Nej, men sæt det bare,” vedblev Else. „De har vært syg og søvnløs og nedtrykt og forgræmmet, efter Deres Omgivelsers Skjøn med eller uden Grund. De har Aar efter Aar lidt af en nervøs Hoste, der liksom har ædt op al Deres Modstandskraft, Saa gaar De hen til et Menneske, der er bekjendt for sin Indsigt og Dygtighed i at behandle den Slags Tilfælde, og saa tar han Dem ved Kraven, siger De er gal, og putter Dem i Hullet, hvor ingen faar Adgang til Dem.”
„Naa, naa, Hullet,” lo Overlægen. „Ja, saa vilde jeg ganske rolig finde mig i at være der, indtil der blev lukket op for mig.”
„Ja det er let at snakke,” sa Else. „Men Gud véd, om De vilde kunne ta det saa nonchalant, naar det kom til Stykket. Her sidder jeg arresteret for Galskab,” vedblev hun oprørt, „og ikke engang faa vide, hvori min Galskab bestaar?”
„Ja, der er nu for det første Deres Vrede mod Deres Mand,” sa Overlægen.
Else knytted Hænderne og letted sig i Sædet. Saa satte hun sig tilrette igjen og sa: „Er det deri min Galskab bestaar?”
„Blandt andet.”
„Hos Hieronimus var det min Mangel paa Evne til at kunne beherske mig, min Tilbøjelighed til at male abnorme Billeder, min Søvnløshed. Og her — ja, hvad kan man ikke finde paa, naar det gjælder at skulle finde paa noget.”
„Slaa Dem tiltaals,” sa Overlægen atter.
„Nej, jeg vil ikke slaa mig tiltaals!” raabte Else. „Hvorfor skulde jeg det, naar jeg finder, at jeg blir skjændigt behandlet? Ja skjændigt! Jeg er ikke sindssyg, og har derfor ikke hjemme her. Hvad siger og foretar jeg mig, som ikke er normalt, maa jeg spørge? Jeg har ingen Hallucinationer, ingen fikse Ideer, ingen Tvangsforestillinger. Og selv om jeg havde, var det endda et Spørgsmaal, om det var forsvarligt at holde mig indespærret her mod min Vilje!”
„Men hvad vilde De gjøre, hvis jeg lod Dem gaa?” spurgte Overlægen irriteret. „De vil jo ikke hjem til Deres Mand.”
„Hvad kommer det Dem ved, hvad jeg borgerligt og menneskeligt vil gjøre eller ikke gjøre? Jeg troede, De var Overlæge paa Sct. Jørgen og ikke Fru Kants Formynder.”
„Skriv til Deres Mand, og bed ham besøge Dem. Saa blir vi maaske enige alle tre.”
„Aldrig!” raabte Else. „Ikke om jeg saa skal bli her bestandig. Jeg begriber forresten ikke, at De kan blande de to Ting sammen. Spørgsmaalet for Dem maa jo være: Er Fru Kant sindssyg, og er hun saaledes sindssyg, at hun bør holdes under Laas og Lukke? Det at en Kone er sint paa sin Mand, er jo ingen Grund til at spærre hende inde. Hvis De skulde ta Dem af alle de sinte Koner, hvor vilde De saa skaffe Plads fra?”
„Ja, nu faar vi se,” sa Overlægen i overvejende Tone.
„Se ikke for længe,” bad Else.
„De forstaar da vel, at naar en Autoritet som Hieronimus har sendt Dem til mig, saa maa jeg beholde Dem Observationstiden ud.”
„Hvor længe varer Observationstiden da?”
„Det er forskelligt,” Overlægen rejste sig og gav Else Haanden til Farvel. „Vær De kun rolig, Fru Kant. Jeg skal saamænd ingen Fortræd gjøre Dem.”