Næste Morgen kom Overlægen med en stor Konvolut, fuld af Breve. Else var daarlig den Dag og var gaat tilsengs igen efter Styrtebadet og Frokosten.
„De ser, det er uaabnet altsammen,” sa Overlægen. „Læs nu og bliv saa i godt Humør.”
Else tog stum imod Konvolutten. Hun havde Lyst til at gribe Overlægens Haand og kysse den, saadan Taknemlighed følte hun mod ham, fordi han nu igen behandled hende som et Medmenneske.
Men hun kyssed ikke hans Haand. Det vilde se ud som Hysteri. Nøjedes derfor med at sige hjertelig Tak.
Konvolutten indeholdt alle de Breve, der var kommen til Else under hendes Fraværelse fra Hjemmet. Desuden Svar fra Inger, til hvem Else havde skrevet og spurgt om Barnet.
Det læste hun først, atter og atter, mens hendes Øjne løb over af Taarer. Tage snakked hver Dag om Mamma, og fortalte til alle, at Mamma var paa Hospital og snart kom hjem igen. Han var frisk og rask, spiste og sov, og havde det bare godt i alle Retninger.
Hun blev liggende med Ingers Brev i Hænderne og tænkte og tænkte paa Gutten. Gudskelov, at han ikke havde glemt hende, at han endnu vidste, at han havde en Mamma, som han vented at skulle faa se igjen.
Saa læste hun de andre Breve. Det var fra Venner og Bekendte og fra Slægtninge i Udlandet, og Indholdet var kun godt.
Det sidste Brev, hun aabned var en smal Konvolut af gennemsigtigt Papir og med fordrejet Udenpaaskrift. Else fik ved at se paa Konvolutten en uhyggelig Fornemmelse, der mere end bekræftedes, da hun havde lukket den op og læst Indholdet. Det var en anomyn Skrivelse fuld af de giftigste Hentydninger til hendes Mands Forhold overfor hende.
Else gik frem af Sengen, rev Brevet og Konvolutten i Stykker og putted det ind i Kakkelovnen.
Om Eftermiddagen stod hun op og gik ud og spaserte paa Korridoren. Et Øjeblik efter var Frk. Thomsen der og tog hende under Armen.
„Ja, er De nu ogsaa vis paa, at De forstaar det angsammen,” begyndte hun og stak sit Ansigt tæt op til Elses „Der er altsaa 3 Forhold: det kristelige, det ægteskabelige og det blodige.”
„Ja,” nikked Else.
„Og jeg er et Fænomen, det véd De. Ikke?” „Jo.”
„Men tænke sig, hvordan De Bæster har pingt mig med det blodige Forhold,” Frk. Thomsen tog et fastere Tag i Elses Arm. „Der har de gaat og snugset i min Seng og slaat Vingduet op midt om Vingteren, og engang laved de et Kors paa Skrivebordet derinde. Hvad sygnes De?”
Else vidste ikke, hvad hun skulde „sygnes”. Overlægens Ytring, at Frk. Thomsen var Idiot og aldrig blev anderledes, som dengang havde stødt hende, vidste hun nu, var den fuldkomneste Sandhed. For nogle Dage siden havde Else git efter for Frk. Thomsens altid tilbagekommende og altid mere og mere indtrængende Anmodninger om at spadsere i Haven, og da Frk. Thomsen først havde faat Else for sig selv dernede, var det som om alle Sluser for hendes forvirrede Forestillinger brast. Om ikke Else vidste, hvad der var foregaaet med hende? Om ikke Else havde læst i Bladene om hendes blodige Forhold? Om hun ikke kendte til Historien om den fremmede Herre, der havde tat hende om Livet og baaret hende over en Bæk med farlige Stene. Om hun ikke havde hørt, hvorledes hun var blevet forfulgt for det blodige Forholds Skyld, overalt hvor hun havde vært, i Udlandet og hjemme men mest dog her. Else var begyndte med at ville snakke hende tilrette — Frk. Thomsen var jo ellers saa barnligsød og fornuftig — men havde snart mærket, at det var umuligt, Saa havde hun tat det Parti at svare ha og ja og taalmodig høre paa hende. Men hun var efterhaanden bleven saa træt og ør af hendes hver Dag evindelig gjentagne Snak, at hun følte noget, der ligned Rædsel, hver Gang Frk. Thomsen kom farende efter hende, hvad hun altid gjorde, saa snart Else viste sig udenfor sit Værelse.
„Hvad sygnes De,” gjentog Frk. Thomsen. „Var det dog ikke skamløst, at de laved et Kors?” „Hvad Slags Kors?”
„De havde tat et Blongsterglas med Gaaseurter og stillet det paatværs af et Fotongrafi. Forstaar De?”
„Hvad mente de da med det?” spurgte Else sukkende.
„De vilde haane mig, naturligvis. De véd da, hva det Kors betyder?” „Nej.”
„Sikken en,” lo Frk. Thomsen. „De er jo dog et voksengt Menneske! Kors betyder Kærlighed, og naar de stiller det op netop paa tværs af det blodige Forhold, saa kan De selv tænke Dem til. Uh, sligt Rakkerpak!”
Anne kom op med et Glas Mælk paa en Bakke og gik ind i et af Værelserne, hvis Dør hun lod staa aaben. Else standsed og saa ind.
„Kom,” sa Frk. Thomsen. „Maren er en Djævel, men Anne der er værre end den allerværste.”
„Sikkene to Tøse!” raabte i det samme en ung, lyshaaret Kvinde, der laa til Sengs inde i Værelset, „I maa tro, jeg kender jer nok, I Tasker!” vedblev hun og rejste sig op i Sengen. „Det var jer, som tog to Stole og satte sig overskrævs paa dem midt i Haven i Sommer.”
„Her er Deres Mælk, Frk. Nielsen,” Anne rakte Glasset til den lyshaarede Kvinde, som tog det og drak.
Else gik ind og stilled sig op ved Siden af Anne foran Sengen.
Frk Nielsen snakte højt og vredt en Mængde usammenhængende Ting, mens hun med Glasset i Haanden saa ret frem for sig. Pludselig slog hun Resten af Mælken lige i Ansigtet paa Else og raabte hoverende: „Der har Du det, Dit Afskum!”
„Fy, fy,” sa Anne og tog Glasset fra hende.
„Jeg gir jer Døden og Djævelen alle tilhobe!” skreg Frk. Nielsen, idet hun kasted sig tilbage i Sengen og sparked Dynen højt op i Luften. „Nu kan Du klage til ham, Tugthusforvalteren, saa skal jeg ta og spytte ham i Øjnene!”
„Kom saa, Fru Kant,” sa Anne.
„Det var Anne, som fik hende til det,” hvisked Frk. Thomsen, da Else kom ud paa Korridoren. „Det forstaar De da vel?”
Else rysted Hodet.
„Nu skal jeg ned og spadsere med Patienterne,” vedblev Frk. Thomsen, der fulgte Else til hendes Dør. „Vil De ikke med?”
„Nej.”
„Aa jo kom! Vi to kan jo gaa i Forvejen for os selv. Saa kan vi snakke sammeng uden at de andre hører det.”
Ja Tak, tænkte Else. Det var netop det, hun af al Magt vilde undgaa.
Frk. Thomsen blev staaende i den aabne Dør, mens Else vasked af Mælkepletterne, og tigged og bad hende om at gaa med.
„Nu maa De komme, Frk. Thomsen!” raabtes der omsider, og Maren i Hat og Sjall og hvidt stort Forklæde blev synlig i Døren.
„Ja, ja, saa faar jeg gaa da. Farvel Fru Kant,” Frk. Thomsen nikked til Else og rakte Tunge ad Maren, idet hun forsvandt.
Else satte sig ved Vinduet og begyndte at sy paa sit Bordtæppe. Straks efter gik Døren sagte op og Frk. Hall i Nattrøje og Underskørt keg ind. „Værsgod,” sa Else. „Kom De bare.” Frk Hall traadte indenfor og lukked Døren efter sig. Nu først i det stærke Sollys fra Vinduet saa Else hende rigtig. Det gulblege opdunstede Ansigt havde smaa regelmæssige Træk; det blanke sorte Haar, der omhyggelig var redt og opsat, var isprængt med Striber af Sølvstænk, Øjnene var nøddebrune med et godmodigt, men uroligt Udtryk, og den fine røde Mund, der var i uafbrudt sitrende Bevægelse, fremviste skinnende hvide Tænder. Else kunde sé, at hun maatte ha vært meget smuk i sin Ungdom.
„Hvorfor gaar De altid paa Strømpelæsten?” spurgte Else, da Frk. Hall havde tat Plads i Gyngestolen.
„Jo, for det kan jeg bedst li,” fniste Frk. Hall og stak Hænderne ind i de aabne, vide Trøjeærmer.
„Og i Underskørt og Nattrøje,” vedblev Else. „De skulde ta en Kjole paa Dem.”
„Sig det til Hugafen,” sa Frk. Hall vredt. „Hun har tat alting fra mig.”
„Bed hende om at faa det tilbage. Nu er De jo saa frisk og kjæk. Stille om Nætterne, og rolig og snil hele Dagen.”
„Ja, ikke sandt? Nu forstyrrer jeg Dem aldrig mere,” Frk. Hall saa paa Else med et stolt og lykkeligt Smil.
„Nej. Nu er De bare sød. Det har jeg ogsaa sagt til Overlægen og Frk. Schrader.”
„Aa, det Rakkerpak!” udbrød Frk. Hall og stamped med Foden.
„Jeg holder saa forfærdelig meget af dem begge to,” sa Else.
„Gør De virkelig?” Over Frk. Halls Ansigt bredte der sig et tvilende Smil, der gik over til hendes sædvanlige Fnisen.
„Forresten kan det ikke nytte at bede,” vedblev Frk. Hall alvorlig. „Hugafen kommer med det en skønne Dag, naar hun finder for godt. Jeg kender Rummelen, maa De tro. Man skal aldrig bé om noget her.”
„Men nu skal De se, hvad mit Barn i Dag bragte hjem med til mig,” Frk. Hall fo'r pludselig op fra Stolen, løb ud, og kom straks efter tilbage med nogle Anemoner i fugtig Mos paa en Underkop.
„Se,” sa hun og holdt Underkoppen tæt hen til Else, mens hendes Ansigt straalte af Henrykkelse. „Er de ikke yndige? Aa, jeg elsker Anemoner, disse første, som Foraaret bringer,” hun bøjed sit Ansigt ned og kyssed varsomt paa Blomsterne. „Gud velsigne, velsigne, velsigne mine yndige smaa!” Da hun atter retted Hodet, stod hendes Øjne fulde af blanke Taarer.
„Ja, de er søde,” sa Else.
„Ja, ikke sandt!” raabte Frk. Hall. „For mig er de nu ti Gange saa skjønne og dyrebare som for andre, for naar jeg ser de første Anemoner, saa ved jeg, at min onde Tid er forbi, og at jeg faar det bedre Dag for Dag.”
„Men nu skal De høre et Digt, jeg har skrevet til Dem, Fru Kant,” Frk. Hall trak et sammenlagt Papir op ved Nattrøjens Halskrave og folded det ud.
„Nej,” sa hun saa. „Jeg vil ikke læse det højt. Det er saa flaut.” „Aa jo,” bad Else.
„Nej, nej,” Frk. Hall holdt Hænderne skjulende op for Ansigtet. „Jeg er vis paa, De bare gjør Nar af det.”
„Hvor kan De tænke?” sa Else.
„Læs det selv da,” Frk. Hall rakte Else Papiret.
„Jeg kan ikke forstaa Bogstaverne,” sa Else efter at ha set lidt paa det.
„Ja, saa kom med det da. Men De maa love ikke at gøre Nar.”
„Stængt inde i et Fængsel
Med mange triste Rum,”
læste Frk. Hall patetisk mens en svag Rødme bredte sig over hendes Kinder. „Uf nej, nu sidder De og griner.”
„Nej, saa sandelig! Begyndelsen er vakker. Lad mig høre mere.”
„Stængt inde i et Fængsel
Med mange mørke Rum,
Der sidder en Kongedatter,
Hendes Skjæbne er ond og grum.
Hun længes at slaa sin Vinge
Imod den lyse Sky.
Men ak, hun har ingen Vinge,
Den er slaaet rent itu.”
„De maa ved Gud ikke gøre Nar, Fru Kant,” Frk. Hall dukked pludselig Hodet og skjulte Ansigtet bag Papiret, der dirred mellem hendes Hænder.
„Tro mig nu, at jeg ikke gør Nar, Frk. Hall.” Frk. Hall fo'r sig med Haanden over Øjnene og fortsatte:
„Saa kommer der en Dronning,
En Dronning fra fremmed Land.
Hun smiler med sorte Øjne,
Hendes Navn, det er Fru Kant,”
endte Frk. Hall og brast ud i en forlegen Latter. „Vil De ha det?”
„Ja Tak,” sa Else, „det vil jeg gerne.”
„Hvad synes De om det? Er der Talent?”
„Javist” er der saa.”
„Nej, i min Ungdom, da kunde jeg skrive Digte,” sukked Frk. Hall. „De skulde set mig paa Ballerne i hvid Gaze og med brandgule Buketter. Men alt er jo Forfængelighed her i Verden. Jeg tror, at de, som er smukke og faar de største Gaver, af Gud stilles saa højt, for at de skal dale som et pragtfuldt Stjerneskud, der slukkes. Gud morer sig vist med saadant noget. For hvad skulde han ellers ha for Adspredelser, hvad, Fru Kant?”
„Aa ja,” sa Else. „Man kan jo tænke sig lidt af hvert.”
„Uh ha! Havde man endda ikke saadan en egoistisk Mor, saa slap man da for at være her. Ih nej, der hører jeg mine Fugle, mine søde smaa Fugle!” Frk. Hall rejste sig med et pludseligt Sæt. „De kommer hver Morgen og hver Eftermiddag og faar Mad hos mig.” „Hvad Slags Fugle?”
„Spurve og Dompapper og Ravne, alle de, som bor i Træerne derude. Jeg gir dem alt det Brød, jeg ikke selv spiser op. Men disse gridske Bæster, Maren og Anne, stjæler det fra mig, naar de kan komme til. Derfor gaar jeg med det paa mig.”
„Hvor da?” spurgte Else. „De har jo ingen Kjole og altsaa heller ingen Lomme”
„Inde i mine Benklæder, naturligvis,” Frk. Hall snapped Underkoppen med Anemonerne, slog nikkende og hilsende ud med Haanden og gik.
Straks efter hørte Else Frk. Hall lukke Vinduet op inde i sit Værelse, og derpaa et kjælent Snakkeri, blandet med Trippen og Pikken og en Lyd som af lette, faldende Hagl.