Else havde faat en større Portion Kloral end de foregaaende Aftener. Efter Dr. Vibes Ordre havde Maren forklaret, Nu laa hun med Ansigtet mod Væggen og vilde sove.
Hvad var dog dette for en underlig Lyd? En tuslende, hviskende Tisken, der steg og sank, og undertiden gik over i en truende Knurren. Hun løfted Hodet fra Puden.
„You black, dirty pigs, you wampyres, blood-suckers, you robbers and rascals,” lød det med en gjenemtrængende tydelig Hvisken.
Stakkels Frk. Hall! Ja, hun havde Ret. Hun kunde ikke la være. For ikke at forstyrre Else laa hun der og hvisked sine Skjældsord. Det var rént rørende.
Else var ved at slumre ind, da et hvinende Skrig, ledsaget af Banken og Larm trængte ind til hende. Hurtig sad hun oprejst i Sengen og lytted. Hun hørte Raab, og Snak af en høj forskrækket Stemme, hastige Skridt, Lyden af Nøgleraslen, og af en Dør, som blev lukket op og i, hvorpaa det blev stille.
Sukkende la hun sig tilbage paa Puden.
Lidt efter kom Nornen ind. Else spurgte, hvad det havde vært for en Larm og fik vide, at det var en ung Pige inde paa den anden Gang, som havde tat ind at laksere paa.
„Paa den anden Gang — er det anden Pleje?” spurgte Else.
„Ja, det er tæt herved, kun en Væg imellem. Fruen har nok set Fløjdøren derude. — Imorgen skal jo Fruen bade, hører jeg. Skal det være Karbad eller Styrt?”
„Tak Styrt.”
„Saa skal det nok være parat til Klokken 8. Fruen maa nødig komme senere, for bagefter har jeg de andre, to, tre Hold, som skal ha varmt Bad.”
„Nej, jeg skal nok være præcis. Men hør, faar jeg ikke Lov at være alene, mens jeg bader?”
„Jo saamæn faar Fruen det. Saadan som Fruen er, kan der ikke være noget ivejen. Hvordan er det med Tanden?”
„Tak. Den værker slet ikke:”
„Ja, ja, Godnat Frue. Jeg skal nok se ind siden.”
Og det gjorde Nornen troligt. Tre Gange til var hun inde hos Else, som hun altid fandt vaagen. Nornen rysted bedrøvet Hodet, og Else var rent fortvilet. Nu havde hun ikke Tandpine, og baade Frk. Hall og Fru Henderson var forlængst bleven rolige. Kloral havde hun ogsaa faat, mere end før, og dog sov hun ikke. Nej, for det var disse nagende Tanker, som aldrig lod hende Fred. Dette at være her. Og Uvisheden om hvorlænge. Og Iveren for at Overlægen, som dog sikkert ikke ansaa hende for sindssyg, skulde lade hende slippe herfra. Og Længselen efter Tage, og Bekymringen for Fremtiden. Uden Barnet kunde hun ikke leve, og hjem vendte hun aldrig mere. Bare én af disse Kvaler vilde vært nok til at holde hende vaagen, og nu var der saa mange, saa mange.
Den prægtige Norne! Saa redebon hun havde svaret ja, da Else bad om Lov til at bade alene. Heller ikke Nornen ansaa hende for sindssyg. For saa havde hun ikke sagt ja. Den gode, velsignede Norne!
„Ogsaa dette at De aldrig sover, det er ogsaa et sikkert Tegn paa Sindssyge.” — Ja, den Hieronimus, det var en Herre, som vidste Besked!