Faar jeg Lov at komme ind lidt?” Else stod i Frk. Halls halvaabne Dør, og saa ind i Værelset hvor Gassen var tændt, og Kuplen tilsløret af rødt Kreppapir. Frk. Hall, der sad i Sengen, tilbagelænet mod det høje Hodegjærde vinked livlig til Else. Hun og Sengen og alt i Værelset var omflydt af rosafarvet Lys, og der lugted svagt af gammel Moskus.
„Jeg har saa mange sorte Negerbørn,” sa Frk. Hall med sin fede, fnisende Stemme, da Else traadte hen til Sengen Hun slog Armen om Elses Hals, trak hende ned til sig, og hvisked i hendes Øre en Mængde Ting, som Else ikke forstod.
„Ja,” sa Else. „Men hør, Frk. Hall, vær sød og ikke snak saa højt om Nætterne.”
„Forstyrrer jeg Dem?” spurgte Frk. Hall hurtig, og saa med ét skamfuld ud.
„Ja. Det er umuligt at faa sove naar De ligger slig og skjænder. Husk, vore Senge staar tæt op ad hinanden, bare med denne tynde Væg imellem.”
„Men synge da, det har De vel ikke noget imod?”
„Jo, synge er lige galt. Hvorfor kan De ikke ligge pent stille?”
„Nej, for jeg kan ikke,” Frk. Hall stak Pegefingeren i Munden, og hang med Hodet.
„Jeg forstaar ikke det,” vedblev Else. „De har da ingen Glæde af at ligge og skænde paa Folk, som ikke engang hører det?”
„Nej, men jeg maa.”
„Aa lad nu være, naar jeg ber Dem. Vil De?”
„Ja,” Frk. Hall nikked ivrig. Saa greb hun Elses Hænder og trykked dem mod sine Øjne.
Else bøjed sig ned, og kyssed hende paa Panden.
„Nu skal De se,” udbrød Frk. Hall, og kasted energisk Hodet tilbage. „Inat skal De ikke høre en Lyd fra mig,” hendes Øjne var fulde af glinsende Taarer.
„Tak. Nu er De rigtig sød.”
„Ih nej se, Godaften mit Barn!” Frk. Hall slog hilsende ud med Haanden. „Træk Stolen herhen, og sæt Dem.”
Else vendte sig om. Der stod Frk. Thomsen midt paa Gulvet, med en Avis i Haanden, som hang ned ved hendes Side.
„Naa, saa De er heringe,” sa Frk. Thomsen med et bedrøvet Blik paa Else. „Hos mig er De engnu ikke kommet af Dem selv.”
„Bryd Dem ikke om hvad hun siger,” Frk. Hall greb Else i Armen. „Hun er nok sød, men hun er dog ikke saadan rigtig i Hodet. Og saa er hun saa jaloux, det lille Fæ.”
„Hvad siger hun?” spurgte Frk. Thomsen, og stirred ind i Elses Ansigt.
„Jeg siger De skal sætte Dem, og læse Avisen for mig, som De plejer!” raabte Frk. Hall.
„He, he, he,” kurred Frk. Thomsen.
Else tog Plads i Sofaen, og Frk. Thomsen satte sig paa en Stol, som hun trak hen under den tilslørede Gaskuppel. Hun folded ud Avisen, og begyndte at læse med sin snøvlende, monotone Stemme.
„Nej det bryder jeg mig ikke om!” afbrød Frk. Hall. „Hvad kommer det mig ved om der er Plads nok paa Fattiggaarden eller ej?”
Frk. Thomsen begyndte paa noget andet. „Uf nej, dette om Politik kjeder mig!” afbrød igjen Frk. Hall. „Er der ikke noget om Mord og Drukkenboldter?”
Frk. Thomsen gjennemsøgte Avisen. „Jo, her er noget om et Barnemord.”
„En ung Pige, svensk af Følsel røngte forleden fra sin Tjeneste,” læste Frk. Thomsen. „Hendes Husbongs Folk, der ikke kunde begribe Grugnen til hendes Flugt, gav sig saa til at eftersøge hendes Gjemmer, og fandt i hendes Komodeskuffe et Barnelig —”
„Saa hold dog op mit Barn!” udbrød Frk. Hall indigneret, og slog ivrig fra sig med Hænderne. „Hvor skal jeg kunne taale at høre om saadant? Læs noget smukt mit Barn. Livet er dog saa skjønt!”
„Ja, der hører De, hvor skjønt det er,” forsøgte Else.
„Livet er skønt,” forsikred Frk. Hall og deklamerte patetisk:
„Som en Ørn jeg slaar ud min Vinge — Flyver mod Solen og Himmelens blaa, For mine Øren Tonerne klinge, Jeg stræber, o stræber det bedste at naa!”
„Ja hun er nu alligevel storartet, den Frk. Hall!” udbrød Frk. Thomsen begejstret, „Men,” hun vendte sig helt om til Else og hvisked: „Saadan ganske rigtig i Hodet, er hun alligevel ikke.”
„Kan De ikke finde noget kønt i Deres Blad, De søde, lille Fæ?” sa saa Frk. Hall.
Frk. Holm vendte og drejed Avisen. „Jo, her er et Vers, sa hun saa og læste:
„Jeg lider og længes mens Dagene gaar,
Og Dagene nokkes til Uger og Aar.
Jeg lider og længes, hvornaar, hvornaar,
Hvornaar begynder vor Kærligheds Vaar?”
„Ja, se det var kønt!” raabte Frk. Hall. „Saadan skal det være. Lide og længes efter Kjærlighedens Morgenrøde. Jeg skal skrive et Digt til Dem, Fru Kant.”
„Tak,” sa Else.
„Men De maa ikke vise det til nogen. Og saa maa De endelig sige mig ærligt, om De finder Talent i det.”
Døren gik op, og Frk. Schrader traadte ind.
„Naa, saa her finder jeg alle 3 forsamlede,” sa hun med et elskværdigt Smil, og satte sig i Sofaen, hvor Else havde gjort Plads for hende.
„Jeg gik ind til Frk. Hall og bad hende være stille inat,” sa Else.
„Og det vilde hun vel. Ikke Frk. Hall?”
Frk. Hall satte Munden ud i en Trut og svarte ikke.
Frk. Schrader sad lidt og talte roligt og klogt og venligt som altid. Men det vilde ikke rigtig gaa. Else var den eneste, som svarte. Efter et Par Minutters Forløb rejste Frk. Schrader sig, og gav alle tre Haanden til Godnat.
„Æh, bæ!” udbrød Frk. Thomsen, og rakte ud en lang Tunge, da Frk. Schrader var borte. „Sikken en!”
„Skidt være med den Hugaf!” sa Frk. Hall, og brast ud i en rystende Latter.
„Frk. Schrader er et udmærket Menneske,” bemærked Else.
„Ja, vent nu bare,” sa Frk. Thomsen.
„Ja, vent nu bare,” gentog Frk. Hall.
„Ja, vengt nu bare, ja vent nu bare,” blev de begge to syngende ved at genta, mens de pegte Fingre ad Else, der tilsidst maatte holde sig for Ørene.
„Nej ti nu stille,” raabte hun og rejste sig. „Vær bare sød og snil mod Frk. Schrader, saa skal Dere nok se, at hun gør Gjengjæld.”
„Gjør Gjengjæld,” hvæste Frk. Thomsen. „Ja hun gjør nok Gjengjeld, den Djævel.”
„Hvad er De egentlig for et Menneske?” spurgte Frk. Hall, da Else kom hen til hendes Seng for at sige Godnat.
„Ja, jeg er altsaa Fru Else Kant, slet og ret.”
„Men hvorfor er De kommen her?”
„Ja, det forstaar jeg ikke selv.”
„Men De har faat et heldigt Værelse. Tro De mig. De blir her ikke længe,” Frk. Hall slog Armene om Elses Hals og kyssed hende.
„Saa husker De nok at være stille inat?”
„Ja, sødeste.”
„Naar hun kysser Dem, saa vil jeg ogsaa,” Frk. Thomsen rørte med sine kolde Læber ved Elses Kind. „Godnat”.
Da Else kom ud fra Frk. Hall, saa hun ind til Fru Henderson. Dér gik hun i Natkjole paa de nøgne store Føder, op og ned, taktfast hoppende, fremlænds og baglænds med Ryggen til Døren.
Else blev staaende som fastnaglet, og saa paa hende.
Saa kom Anne med et Medicinglas og gik ind til Fru Henderson, hvem hun stansed i Marschen.
Fru Henderson slugte Medicinen, og sa venligt henvendt til Else: „Kloral er u'mærket. U'mærket siger jeg Dem.”
„Det er bare Vand,” lo Anne.
„Faar hun altid bare Vand?”
„Nej, men ofte. Hun har faat saa forfærdelig meget Kloral, og naar hun bare tror, det er Kloral, saa sover hun undertiden alligevel.”