Else var gaat i Seng. Maren kom med Kloralen, skrued Gassen ned og gik.
Føle sig bedre tilmode efterhaanden. — Efterhaanden, dette Ord naged i Elses Indre. Naar Frk. Schrader sa efterhaanden, saa var det tydeligt, at hun trode eller vidste, at Else skulde bli der længe. Hun havde bare ikke Hjærte til at sige det ligefrem.
Ja ja, hvordan det nu end var eller blev, saa maatte hun ikke glemme at være glad for, hun var sluppen fra Hieronimus.
Kanske fik hun sove inat. Hun havde ikke ondt i Tanden, og begge hendes Naboersker var stille. —
„God damn these rascals!” Se saa, der begyndte Frk. Hall. „I tell you, I will murder you all!” Ja naturligvis. Det var altfor sangvinsk at tænke, hun skulde holde sig rolig.
„Maren!” skreg saa Fru Henderson, og slog dundrende paa sin Dør. „Vil De ikke gjøre det, naar Frants siger det? At De ikke vil adlyde mig, det faar saa være, men Frants!”
Else undred sig over, at hun nu tydelig kunde forstaa Fru Hendersons uartikulerte Stemme. Men det var naturligvis Vanen
Da Frk. Hall havde holdt paa en halv Times Tid, kunde Else mærke, at hun blev træt. Hendes Skjænden lød svagere og tilsidst ganske grødet. Lidt efter hørte hun hende snorke.
Ogsaa Fru Henderson var efterhaanden bleven stille.
Ja, hvis hun nu ikke fik Tandpine!
Men hun fik Tandpine. Aldeles forfærdelig, uudholdelig Tandpine.
Da Nornen kom med sin dinglende Lygte, sad Else som de foregaaende Nætter oprejst i Sengen, og jamred sig.
Nornen gik efter et Omslag, og blev staaende lidt da Else havde faat det paa.
„Det har hjulpet,” sa Else.
„Det var da godt at høre.”
„Har De vært Nattevagt længe?”
„I 7 Aar.”
„Og det har De kunnet holde ud?” „Daarlig,” hvisked Nornen. „De er ogsaa saa bleg.”
„Gul. Gul som en Citron. Og mager. Ja, jeg har tabt mig svært i disse Aarene. Det er sikkert.”
„Men er De da fæstet her for Livstid?”
„Nej. Men de vil nødig af med mig. Paa et saadant Sted skal det jo være et paalideligt Menneske, og én, som har Kræfter til det.”
„Saa sover De vel hele Dagen?”
„Nej. Jeg blir aldrig færdig før henimod Klokken 2. Jeg har ogsaa med Badningen af de Syge at gjøre.”
„Saa haaber jeg da, at De mindst har 100 Kroner Maaneden i Løn?”
Der kom som en Skygge af et Smil paa Nornens Ansigt. „Hm,” sa hun bare. „Hjælper det fremdeles?”
Else nikked.
„Ja saa Godnat da Frue,” hvisked Nornen og forsvandt, —
Hvor var dog Hodet træt og ørt, og Legemet tungt og kraftløst. — Else var som sædvanlig bleven revet ud af sin Morgendøs. Det brased og knitred i Kakkelovnen, og et stærkt blaat Lys flød ind gjennem det skoddefri Vindu bag Elses Seng.
Ja, saa fik hun vel op og vaske sig.
Henne ved Servanten blev hun staaende og rysted ærgerlig Hodet. Nu havde hun hver Dag, siden hun kom, bedt Maren endelig huske at gi hende 2 Kander Vand, og 2 Haandklæder. Frk. Schrader havde paa Elses Anmodning straks git Tilladelse til det, og i Elses Paahør sagt Maren Besked. Skulde hun som de andre Morgener hjælpe sig saa godt hun kunde med den ene lille Kande Vand, og det ene smale Haandklæde, og saa atter i Aften paaminde Maren?
Nej, saa vilde Maren ganske sikkert bli ved med at glemme det.
Hun aabned Døren og raabte paa Maren, men ingen svarte.
At der da heller ikke fandtes en Klokke. Sligt Bryderi det var at faa fat paa en af Pigerne!
Hurtig kasted hun Slaabrokken paa sig og gik gjennem sin egen korte Gang ud paa den lange Korridor.
Der kom en underlig Skikkelse hende imøde, en tynd liden Kvinde i mørk Bomuldskjole, som holdtes sammen under Brystet med flere Rader Trækkebaand. Paa Hodet havde hun en Slags Hue, hvorunder det graa Haar hang tjafset ned. Ansigtets Hud minded om skrumpent, mørkebrunt Læder, og var besat med store, sorte Vorter. Øjnene var udsprængt af sine Huler, og saa ud som vilde de i næste Nu trille ned over Kinderne. Munden stod aaben, og en tyk Tunge førtes uafladelig frem og tilbage fra Mundvig til Mundvig. Den ene Haand strøg hun famlende langs Vægen, den anden holdt hun ud fra sig, og bevæged den op og ned som en svømmende Hunds Forpote.
Else gik lidt nærmere for bedre at kunne betragte dette afskrækkende Syn, men fik i det samme et Dask i Ansigtet af den bruhe klamme Haand, hvis Berøring minded om en Skrubtudses.
Med et dæmpet Skrig fo'r hun tilbage, mens Skikkelsen uforstyrret fortsatte sin Gang, og forsvandt gjennem en Dør nederst i Korridoren.
I det samme kom Maren tilsyne henne ved Trappegangen, bærende et Fad med en stor Stabel Smørrebrød.
„Jeg har set et frygteligt Menneske!” udbrød Else, og gav sig til at fortælle.
„Det er bare Frk. Halm. Hun gaar altid saadan med Hænderne fordi hun er blind.”
Else vendte sig for at gaa tilbage til sit Værelse men husked saa, at hun var gaat ud for at finde Maren, og spurgte i en ærgerlig Tone om Vandet og Haandklæderne. Hun vilde nødig klage til Frk. Schrader, sa hun, men paa denne Maade blev hun jo nødt til det.
„Nej,” sa Maren, og saa op med et saa vindende Smil, at Elses Misstemning blæstes bort i det samme. „Nu skal jeg hente det, og saa skal jeg ikke glemme det mere. Det lover jeg Fruen.” —
Dr. Vibe kom til Stuegangen; Frk. Schrader var med, men kaldtes næsten straks ud.
Else var glad ved at være alene med Dr. Vibe. Saa fik hun uforstyrret snakke om Hieronimus. At Dr. Vibe hverken nu eller før svarte noget, brød hun sig ikke om. Hvad enten han gav hende Ret eller ikke, var det dog en Lise at faa Luft,
„De faar jo Bladet om Dagene?” spurgte Dr. Vibe, da Else omsider holdt inde.
„Ja Tak. Præcis ½ 1 blir der banked paa min Dør, og saa véd jeg, det er Portneren med Bladet.” —
Senere kom Overlægen og beklaged hendes Tandpine. Af Sibylle havde han hørt, at hun heller ikke inat havde sovet. Nu skulde han skikke Dr. Sejer ind til hende i Formiddag. Der maatte dog kunne gjøres noget med den forbistrede Tand. Saa var det Frk. Hall. Else burde gaa ind til hende, og be hende la være med at skrige saadan op om Nætterne. Frk. Hall var egentlig rar, og nu havde hun ladet sig forlyde med, at hun syntes saa godt om Else. Det vilde maaske hjælpe, hvis Else selv bad hende.
Saa spurgte Else, om hun kunde faa koldt Bad om Morgenen, og det var der ingenting ivejen for. Nu skulde hun faa en Katalog ind, for at udvælge sig de Bøger, hun havde Lyst til at læse. Haandarbejde havde hun jo ogsaa, sikken et kønt Tæppe hun der broderte paa. Hvis hun nu bare vilde spasere om Dagene og gaa ned til Maaltiderne, vilde det ikke vare længe, før hun blev rigtig fornøjet hos dem.
Uf dette „længe”, tænkte Else. Men hun var saa beklemt, at hun ikke kom sig til at spørge om hvad Overlægen mente med længe. Istedetfor sa hun: „Synes Overlægen virkelig, at det er nødvendigt at holde mig indespærret her?”
„Indespærret, indespærret,” gjentog Overlægen ærgerlig. „Nej, forresten,” sa han saa i en anden Tone, „efter min Mening kunde De lige godt vært tat et andet Sted hen, til Deres Slægtninge i Udlandet f. Eks.”
Hjærtet hopped i Else af Glæde over disse Ord. Men der havde vært noget over Overlægen, som var de undslupne ham halvvejs mod hans Vilje.
Derfor svarte hun kun: „Ja det var jo netop det, jeg sa til Dr. Tvede.”
„Naa ja Godmorgen,” Overlægen rakte Else Haanden, og gik med den sædvanlige Opfordring om at være ved godt Mod.
Ja, det skulde sagtens være hendes mindste Kunst nu, da hun vidste, at Overlægen syntes det samme som hun. Saa varte det ikke længe før han kom og sa, at hun var fri fra Fængslet og kunde drage hvorhen hun vilde. For Glæde og Sindsbevægelse kunde hun ikke sidde stille, men maatte rejse sig op, og gaa paa Gulvet.
„Kom ned med i Haveng,” lød en gjennemtrængende Hvisken bag Else, der hastig vendte sig om. Døren var bleven lukket op paa Klem, og Frk. Thomsens Hattehode stak ind.
Else vilde ikke.
„Kom ned med i Haveng,” gjentog Frk. Thomsen, og fortrak Ansigtet som hun plejed naar hun talte. Saa skal vi blæse det Rakkerpak et Stykke.”
„Vil ikke, he? Vil ikke?” Frk. Thomsen satte op en ynkelig Mine. „Kom ned med i Haveng,” begyndte hun saa igjen, og gjentog Opfordringen 3—4 Gange, inden hun omsider lukked Døren, og gik.
En Stund efter kom Dr. Sejer med nogle Tandlægegrejer i Haanden. Efter at ha spurgt om Else nu ikke havde skiftet Mening, og var lykkelig ved Opholdet, tog han oppe ved Vinduet fat paa at undersøge Tanden. Begge Hænderne stak han ind i Elses Mund uden at bruge Serviet. Han pirked og grov i Tanden med et skarpt Instrument, noget af Plomben var faldet ud, sa han. Saa putted han ind en graa Klump, som han gjorde sig svær Umage med at faa til at sidde fast.
„Saa haaber jeg nok, at Tanden skal bli skikkelig,” sa han, da han gik.
Ja, det haabed Else ogsaa, siden hun havde døjet dette med begge hans Hænder, som lugted af Metal. Hun gik hen til Servanten og skylled Munden ren.
Om Eftermiddagen ved Sekstiden var Overlægen atter inde hos Else.
„Skal jeg nu ikke faa en Hilsen med til Deres Mand?” sa han, da han havde siddet lidt og snakket. „Imorgen tar jeg ind til Byen.”
„Hvis De vil hilse ham, saa værsgod,” svarte Else mørk. „Men det er ikke mig, som sender nogen Hilsen.”
„De er en stædig en,” sa Overlægen.
„Skulde De derimod træffe min elskede Hieronimus,” vedblev Else lidt efter, „saa maa De endelig hilse ham paa det hjærteligste.”
„Hieronimus — uh! Kan De da ikke holde Fred med Deres Hieronimus? Jeg bliver jaloux, ligefrem jaloux”! Overlægens Tone var saa komisk klynkende, og hans Mine saa pudsig fortrædelig, at Else maatte le højt.
Da Overlægen var borte gik Else ud paa Kondoren, og blev forundret over den usædvanlige Færdsel derude. Mørktklædte Kvindeskikkelser, gamle og unge, høje og korte, nogle enkeltvis, andre med hinanden under Armen, næsten alle med dukkede Hoder og undselige Miner blev ved at komme ud fra den lille Tværgang, hvor Elses Værelse laa, spasere forbi hende, og forsvinde gjennem Fløjdøren for Enden af den lange Koridor.
„Hvad er dette for en Folkevandring?” spurgte Else, da Anne viste sig paa Koridoren.
„Det er dem fra anden og tredie Pleje. De kommer gjennem Fløjdøren i Tværvæggen derinde paa Deres Gang, og skal til Fest i den store Sal.”
Ja, det var jo sandt, Iaften skulde der være Fest. Overlægen og Frk. Schrader havde begge fortalt Else det og spurgt, om hun vilde være med.
Saa tæt befolket som Sct. Jørgen maatte være! Dette var kun de rolige Patienter, hvis Antal var forsvindende, sammenlignet med de urolige. Og alligevel kom der saa mange. Saa var der jo ogsaa Mandsafdeling.