Om Aftenen da Else havde spist, og vilde ta sit Arbejde, blev der banked paa hendes Dør, og en førladen, statelig Dame med et bredt stortskaaret Ansigt og tyndt graasprængt Haar kom fort ind i Stuen.
„Maa jeg hilse paa Dem?” spurgte hun og brast ud i en dæmpet Latter.
„Ja,” sa Else betuttet. Hun havde set et Glimt af Damen et Par Gange før, vidste at hun bode paa den store Koridor, og at hun hed Fru Winther. „Vil De ikke sætte Dem?”
„Hvor skulde jeg sætte mig?” Damen lo igjen, saa hun rysted. „Her er jo saa snævert, at en ikke kan gaa forbi Dem. Det skulde da være i Sengen.”
„Jeg kan jo flytte Gyngestolen op til Sofaen,” foreslog Else, men blev dog staaende med Haanden paa Gyngestolens Ryg.
„Alting er rundt,” sa Fru Winther, og pegte paa Gaskuplen, „og alting gaar rundt, rundt, rundt,” hun lo igjen med sin dæmpede, stærke Latter; Øjnene fyldtes med Vand, som løb ned langs de brede, røde Kinder.
Else vidste ikke hvad hun skulde svare, og forsøgte at le lidt med.
„Og vil De tænke Dem til,” vedblev Fru Winther, „nu har Eriksen fundet paa, at Jorden ogsaa skal være rund. Jeg ved ikke, hvad De synes!”
Fru Winthers Latter blev nu saa voldsom, at hun stønnende maatte holde sig paa Maven.
„Ja men Jorden er jo rund,” forsøgte Else, da Fru Winther omsider hørte op at le.
Hun havde neppe udtalt, før Fru Winther paany brast i Latter. „Flad som en Pandekage, hvad? Skal vi sige det,” hun tørred sine Øjne, og pusted ud efter Anstrængelsen med at le saa meget.
Else ønsked, at hun vilde gaa. Hun vidste ikke hvad hun skulde svare eller gøre med dette Menneske.
„Kan De li', at jeg kommer ind til Dem, hvad? Opmuntrer det Dem, hvad?” spurgte Fru Winther efter nogle Øjeblikkes Taushed, og saa kom Latterene atter sprudende.
„Vil De ikke ogsaa besøge mig?” fortsatte hun lidt efter. „Jeg har et meget bedre Værelse. Uf det der,” hun traadte nærmere, og greb med en uvillig Grimace i Elses Hækletøj. „Saadan noget Stas har de ogsaa sendt mig — det skulde adsprede mig” — atter lo hun. „Men jeg siger Tak for mig. Den Slags Adspredelser skal jeg ikke ha noget af.”
Nu svarer jeg ikke et Ord, tænkte Else. Saa maa hun da vel gaa.
Fru Winther blev staaende en Stund og saa paa Else; hendes Ansigt dirred af tilbagetrængt Latter. Else tog Hækletøjet fra Komoden, og la paa Bordet, flytted nervøst paa Gyngestolen, trak sit Lommetørklæde op, la det pent sammen paa sit Knæ og putted det atter i Lommen.
„De er morsom at tale med,” sa med et Fru Winther, mens Latteren atter spruded af hende. „Min yngste Søn Peter paa 7 Aar, er saamænd ligesaa underholdende.” Saa gik hun.
Gudskelov, pusted Else, og satte sig til at hækle. Men snart lod hun Arbejdet synke. Taarerne blænded hendes Øjne, saa hun ikke kunde se Maskerne, og drypped paa Hæklenaalen. Ordene: min yngste Søn Peter, havde bragt Tanken om Tage op paa Overfladen i hendes Indre. Hvordan mon han havde det? Og hvad tænkte han om dette at hans Mamma aldrig mere var derhjemme?
„God Aften”, det var Frk. Schrader.
Else satte sig over paa Sengekanten, og bad Frk. Schrader ta Plads i Gyngestolen.
„Altid ved sit Arbejde. De er et flittigt Menneske. Hvad, har De siddet og grædt?”
Else tørred Øjnene, og nu først brød Graaden løs for Alvor. Frk. Schrader søgte at berolige; bad hende ikke være ude af det, og forsikrede, at hun vilde føle sig bedre til Mode efterhaaanden.
„Men tror De ikke, Overlægen lar mig rejse om en Ugestid eller saa?”
Det gav et lidet Ryk i Frk. Schrader, men hurtig tog hun sig sammen og sa: „Det har aldrig hændt, at Patienter har vært her saa kort en Tid.”
„Ja, men naar jeg nu ikke er sindssyg,” graad Else.
„De kan maaske alligevel ha godt af at være her, Fru Kant,” Frk. Schrader vugged sagte frem og tilbage i Gyngestolen, mens hun stødte Spidsen af sin lille højvristede Fod mod Gulvtæppet i Takt med Stolens Bevægelse.
„Nej!” raabte Else. „Jeg har ikke godt af al være paa et Sted, hvor jeg pines og lider. Nej, nej! Der er ingen, som paafører mig Pine og Lidelse her,” fortsatte Else da hun blev var Frk. Schraders misfornøjede Mine. „Tro endelig ikke, at jeg mener det. Tværtom. Dere er alle saa uendelig snille mod mig. Men alligevel. Bare det at jeg umulig kan komme til Kræfter saalænge jeg ikke sover. Og for at sove maa jeg føle Fred i mit Indre. Og for at føle Fred maa jeg være paa et Sted, hvor jeg er med min gode Vilje.”
„Vi har dog havt mange fornuftige Patienter, som har vært glade ved at være her,” sa Frk. Schrader. Saa fortalte hun hvordan det var gaaet med den og den paa en saa livlig og malende Maade, at Else følte sig fængslet
„Og saa længes jeg saa forfærdelig efter Barnet,” bemærked Else, da Frk. Schrader taug.
„Barnet kan besøge Dem. Jeg skal sige det til Overlægen.”
„Nej Tak! Jeg vil ikke se Barnet mens jeg er her.”
„Men hvorfor dog ikke?”
„Fordi det vil volde mig en tidobbel Smerte, naar jeg saa skal sige Farvel til ham igjen Og desuden jeg vil ikke, at han skal ha dette Minde om at ha besøgt sin Mor paa Galehuset, naar han blir stor.”
„Naa, naa,” trued Frk. Schrader.
„Men imorgen vil jeg skrive til Barnepigen, og be hende sende mig et Brev, og fortælle mig om ham,” sa Else.
„Skriv heller til Deres Mand, Fru Kant.”
Else trak utaalmodig paa Skuldrene, og slog ud med Haanden. Saa fortalte hun om Fru Winthers Besøg og ytred sin Frygt for, at hun skulde komme igjen.
„Det tror jeg næsten ikke,” sa Frk. Schrader. „Hun plejer altid straks at bli kjed af Folk, og holder sig mest for sig selv.”
Ja mig blev hun vistnok grundig kjed af, tænkte Else.