Natten forløb omtrent som den foregaaende. Nornen var flere Gange inde og gav Else Omslag for Tandpinen, og Frk. Hall og Fru Henderson skreg og larmed. Om Morgenen efter at Nornen havde slukket Gassen sank Else hen i en Døs, men saa kom Anne og la i Ovnen, og Frk. Schrader, som sa Godmorgen, og da Else skulde staa op, var hun saa udmattet og forpint, at hun graad, mens hun klædte sig paa.
Om Eftermiddagen fik Else sin Kuffert og Vadsækken.
„Det øverste Skab derude paa Gangen er Deres,” sa Frk. Schrader; hun var fulgt med Pigen, som bar Kufferten. „Der kan De hænge Deres Kjoler og Overtøj.”
Da Else skulde til at lægge Linnedet ned i Komodeskufferne, saa hun efter hvad Slags Mærke der var bleven sat paa det, og læste: 6,660 paa hvert eneste Stykke, syet med røde Stikkesting. Ikke alene paa Linnedet, men paa hendes Kjoler, Kaaber, Korsetter, Strømper, Lommetørklæder, Handsker, ja endog paa et Bordtæppe, hun hjemme var begyndt at brodere paa, og som var bleven sendt med, for at hun skulde ha et „morsomt” Arbejde. Disse røde Tal virked underlig tilintetgjørende paa Else. Hun var intet Menneske mere, men slet og ret et Nummer det og det som Straffefanger og Soldater. Der stod jo hendes Navns Forbogstav i alt hendes Linned. Hvorfor saa disse røde Tal, der udsletted hende som Person?
Men naturligvis. Det maatte vel saa være. Blandt alle dise Hundreder af Patienter, kunde der vel være mange, hvis Forbogstaver lød: E. K., og naar det altsammen kom til Vask, var det jo vanskeligt at holde Greje paa. Men uf, hvor det dog var fælt!
Else hørte en sagte Fnisen, mens hun ude paa Gangen hang op sit Tøj i Skabet. Ligeoverfor Skabet stod en Dør paa Klem og bag denne Dør bode Frk. Hall, vidste Else. Hun turde ikke vende sig om For Frk. Hall var hun bange.
Men da hun var færdig, og vilde tilbage til sit Værelse, blev Frk. Halls Dør slaat op paa vid Gab, og en fed, hviskende Stemme sa: „God Dag Fru Kant.”
Else blev staaende foran den aabne Dør. Først kunde hun bare se Mørke med et stærkt, rosafarvet Skin bag Mørket, men lidt efter opdaged hun midt i Mørket et kort og tykt kvindeligt Væsen paa Strømpelasten, i Underskjørt og hvid Nattrøje med fort nikkende Hode og ivrigt gestikulerende Hænder.
„Lad mig faa se paa Dem,” sa pludselig Skikkelsen og traadte hen paa Dørtærskelen, saa at Lyset fra Vinduet faldt paa hendes halvgamle Ansigt, der var stort, med blege, slappe Kinder og ravnsort blankt Haar.
„Er De Frk. Hall?” spurgte Else.
„Ja, man siger saa,” vedblev hun, og tog Elses Hænder, idet hun traadte helt ud paa Gangen. „De har faat et heldigt Værelse, vil jeg sige Dem.”
„Heldigt?”
„Ja, for alle de, som bor der, blir her ikke længe. Nu har jeg lagt Mærke til det Aar efter Aar. Ja, for jeg kommer her bestandig. Det er fordi min Mor er saa egoistisk.”
„Hvorfor er der saa mørkt inde hos Dem?” spurgte Else.
„Jo for det kan jeg bedst lide. Jeg er saa grim paa denne Tid af Aaret. Og naar disse forbandede Lægebæster kommer, vil jeg ikke, de skal se mig,” Frk. Hall talte med Nik og Vridninger, der minded om et Spurvehodes forte og bløde Bevægelser. Hun smilte og fniste ustanselig og holdt ikke et Øjeblik sine blegfede Hænder i Ro. „Æh, bæh, Idiot! siger jeg bare, og saa vender jeg Ryggen til,” hun stod og pegte Fingre og lo sagte. Saa traadte hun pludselig baglænds ind i sit Værelse.
„Men det Skin derhenne,” sa Else, som ikke kunde begribe, hvordan det hang sammen med det rosafarvede Lys.
Frk. Thomsen kom ud fra den lille Gang, der førte til hendes Værelser. Hun var i Hat og Kaabe og store glinsende Galoscher.
„Vil De ikke gaa ned lidt i Haveng, he?” hun stødte Else paa Armen.
„Aa er De der mit Barn!” udbrød Frk. Hall, og traadte hen til Døren med udbredte Arme.
Frk. Thomsen la begge Hænder om Frk. Halls Skuldre, og saa kyssedes de gjentagne Gange, mens de holdt hinanden omfavnet.
„Kom gaa med,” gjentog Frk. Thomsen, og stødte atter til Else. „De vil ikke, hvad?” Hun rysted lidt paa Hodet og saa skuffet ud.
„Gaa bare,” sa Frk. Hall. „De kan godt gaa med hende der. Det er mit Barn, maa De vide. Hun er saadan en sød en,” Frk. Hall trued med Pegefingeren til Frk. Thomsen, og saa forelsket smilende paa hende.
„Ja vi to!” udbrød Frk. Thomsen, idet hun gjorde et lystigt Slæng med Overkroppen og sparked ud med den ene Fod. „Vi har rigtignok narret det Rak,” hendes Mine blev skøjeragtig, og hun udstødte en sagte kurrende Latter. „Er det ikke noget Rak, Frk. Hall?”
„Rak!” raabte Frk. Hall, og hendes Ansigt fortrak sig, det blev vredt og truende. „Det er Pøbel og Pak og Skurke og Forbrydere! I will see them hanged! God damn!” hun slog den ene knyttede Haand i den andens Flade.
„Ikke gjør saadan,” sa Else forskrækket, men Frk. Thomsen lo, og syntes at more sig udmærket. „Vi har narret dem, ikke Frk. Hall?”
Frk. Hall blev med et straalende fornøjet igjen. Hun nikked og fniste.
„Dengang vi var ingestængt, kan De huske, Frk. Hall?”
„Ja, det var storartet,” lo Frk. Hall. „Det var hende, som fandt paa det, den lille Rad.”
„Men naar Dere var indestængt, hvad kunde Dere saa gjøre?” spurgte Else.
„Vi var det ikke samtidigt,” forklarte Frk. Thomsen. „Jo, en kort Tid, men da der saa blev lukket op for mig, stak jeg Sedler ind til Frk. Hall dernede mellem Gulvet og Døren,” hun lo igjen med den sagte, kurrende Lyd. „Mandler og Rosiner ogsaa. Engang putted jeg ing et Stykke Kransekage, men det gik i Smadder.”
„Jeg spiste det alligevel,” sa Frk. Hall med sin fede, hurtige Stemme, og smasked lidt med Tungen.
„Og da jeg siden blev indestængt igjen, var det Frk. Hall, som stak Sedler til mig, Ikke Frk. Hall?”
„Og Aviser og Chokoladepastiller,” tilføjed Frk. Hall stadig nikkende og vridende Hodet og slaaende ud med de travle Hænder.
„Ja, vi to har da havt det lidt morsomt undertiden. Ikke Frk. Hall? Kan De huske, hvor De dundred paa Døren, he, he, he, se Fru Kant,” Frk. Thomsen pegte leende paa en Mængde smaa indtrykte Mærker i Døren.
„Er det virkelig efter Deres Hænder?” spurgte Else forbauset, og havde i samme Nu Forklaringen over den Mængde Mærker af nøjagtig samme Udseende, som hun havde set inde paa sin egen Dør. „De maa jo ha slaat Deres Hænder fordærvet.”
„Ja,” sa Frk. Hall, atter fnisende. „Huden hang i Laser. Men det morer mig. Jeg har ogsaa revet Kakkelovnen ned engang,” hun brast ud i en hjærtelig Latter.
„Men fik De da ikke frygtelig Skjænd?”
„Aa det Rakkerpak!” skreg Frk. Hall og stamped med Foden. „Tror De, jeg bryder mig om dem? Jo mere jeg kan drille dem, jo bedre. Véd De, hvad jeg sa til Overlægen forleden? De skulde i Tugthuset, De Vindbeutel, sa jeg,” atter lo Frk. Hall hjærteligt, og Frk. Thomsen stemte i med.
„Hys hvem er det nu?” udbrød med ét Frk. Hall, og der gik som en Uvejrssky over hendes Ansigt, mens hun rakte Hodet frem, lyttende efter Skridt fra den lange Korridor.
„Er der nogen?” hvisked Frk. Thomsen, og øjeblikkelig skifted hendes Ansigt Udtryk, og fik en mistroisk og fjendtlig Mine. Hun slog hurtig Pegefingeren flere Gange for Munden og skyndte sig afsted.
I det samme kom Anne med en Bakke og sa: „De skal ha Jernmikstur, Fru Kant.”
„Jernmikstur,” vrænged Frk. Hall og rakte Tungen ud. „Har de bekommet Dem vel de Nødder, De stjal fra mig i Vinter? Hvad De Tyvetøs?”
Else saa paa Anne med et Blik, der bad om Undskyldning paa Frk. Halls Vegne, men Anne bare smilte og rysted lidt paa Hodet, mens hun venlig gav Else Miksturen.
Pludselig slog Frk. Hall Døren til med et Brag, saa Else fo'r i Vejret, og greb om Annes Arm. Saa begyndte hun at skjælde og smælde paa sit rasende Engelsk.
„Det skal De ikke bryde Dem om,” sa Anne uanfægtet, Hun er i Grunden et godt Menneske. Det er bare os, hun ikke kan taale at se.”
Else keg ind til Fru Henderson, hvis Dør stod halvaaben.
Fru Henderson gik i Natkjole paa store, flade Fødder og med stift nedhængende Arme opover Gulvet, der var belagt med et graat og rødtmønstret Tæppe. Det tynde hængende Haar vifted under hendes smaa taktfaste, lidt hoppende Skridt. Da hun havde naaet Vinduet vendte hun sig ikke om, men kom baglænds tilbage, taktfast, hoppende lige til Døren. Saa opover igjen uforstyrret taktfast, og baglænds nedover, om igjen, og om igjen. Sengklæderne var som igaar slængt Hulter til Bulter oppe i Sengen, og nogle Puder laa paa Gulvet.
Pludselig gav det et Ryk i Fru Henderson; hun udslødte et kvalt Skrig og vendte sig om med et ængsteligt Blik, der fo'r søgende rundt til alle Sider. Da hun opdaged Else, som spændt betragted hende gjennem den halvaabne Dør, syntes hun at bli heftig forskrækket, „Uh,” sa hun, og skjulte Ansigtet med Armen.
„De har ikke Lov til at staa der,” vedblev hun lidt efter med sin uartikulerte Stemme og keg bag Armen paa Else. „Gaa Deres Vej, gaa Deres Vej.” Men da Else ikke lystred, trak hun sig baglænds, med Armen for Ansigtet op til Vinduet, hvor hun vendte Ryggen til Else, og blev staaende foroverbøjet med Hænderne stukket ind mellem sine Knæ.
Lidt efter drejed hun langsomt Hodet, og sa klynkende: „Gaa Deres Vej.” Saa begyndte hun at marschere paa Stedet, op og ned med dumpe Klask af de store, flade Fødder, mens det tynde, brune Haar vifted om hendes Nakke.
Else flytted sig et Skridt, stilled sig op ved Dørsprækken, og keg fremdeles ind.
Det varte ikke længe, saa drejed Fru Henderson atter Hodet med et spejdende Blik til alle Sider. Da hun saa', at Else var borte, begyndte hun paa den forrige taktfaste Marsch fremlænds og baglænds, men nu med Ansigtet vendt mod Døren.
Else blev staaende. Hun kunde ikke bli træt af at betragte denne Skikkelse, der trods alt det, der frastødte, havde, noget rørende barnesørgmodigt i Blikket, i den ydmygt foroverbøjede Holdning, i de hjælpeløst nedhængende Arme, i det tynde viftende Haar, ja i selve denne taktfaste Vandren frem og tilbage, denne stædige villen gaa baglænds istedetfor at vende sig om.
Pludselig, med en Bevægelse som om nogen havde hvisket i hendes Øre stod Fru Henderson stille, og stirred gjennem. Dørsprækken paa Elses Øjne. Hun udstødte et Skrig og fo'r saa heftig sammen, at hun rysted fra øverst til nederst, og saa raabte hun grædefærdig tryglende: „Gaa Deres Vej!”
Else flygted løbende ind i sit Værelse. Fru Hendersons forfærdede Blik og heftige Forskrækkelse, der var kommen saa uventet, havde ramt hende som et elektrisk Stød. Hun skjalv over hele Legemet og sank grædende om i Gyngestolen.