CADA PIEZA VIVE EN UNA DIRECCIÓN · NADA VIVE EN UNA SOLA SALA  

PoetósferaLa BibliotecaAmalie Skram

Amalie Skram · Modernismo

Paa St. Jørgen — XI.

danés

Sindssyg — tænkte Else, da hun var kommen ind til sig selv og atter sad med sit Arbejde. Ja, Frk. Thomsen var jo nok en Særling og havde forkjerte Ideer, men sindssyg — saaledes sindssyg, at det var nødvendigt at holde hende indespærret — —?
Hvad vilde det egentlig sige at være sindssyg? Man kunde jo glat væk kalde hinandens Særegenheder og mere eller mindre brydsomme Ejendommeligheder for Sindssyge. Hvem kunde hindre det? En havde Aversion for Katte, en anden var ikke at bevæge til at foreta sig noget paa en Mandag, en tredie gik ikke i Seng uden først at sætte Skoene baglænds foran Sovekammerdøren, en fjerde trode paa Drømme og lod sig paavirke af dem, en femte havde talt med hedenfarne Aander og vidste, at han efter Døden skulde komme i den niende Himmel, en sjette havde havt en Aabenbaring af Apostelen Petrus, og af ham faat Magt til at helbrede Sygdomme ved Haandspaalæggelse, en syvende blev søvnløs af Græmmelse over ikke at kunne faa sit Arbejde til, en ottende følte sig saa uskikket for Jordlivet, at han foretrak godvillig at absentere sig, en niende havde daarlig Mave, og var som Følge deraf umulig at omgaas, en niende drak og foretog sig i Fuldskab de mærkeligste og afskyeligste Ting, en ellevte havde Modbydelighed for det andet Kjøn, en tolvte kunde ikke taale Synet, af Børn, en trettende fik Stivkrampe, naar han kom i Nærheden af Rotter og Mus, en fjortende var stormandsgal og bildte sig ind, at han vidste til Punkt og Prikke hvad der skulde kaldes Sindssyge og hvad ikke, og saa fremdeles i det uendelige.
Hvormange Mennesker fik mon gaa fri og frank omkring, hvis der f. Eks. i hver eneste Gade derinde i Byen var installeret en Hieronimus med Magtfuldkommenhed til at spærre dem inde, der efter et Hieronimus Skjøn var sindssyg? Og hvis der saa gaves en af Staten udnævnt Overhieronimus, hvis Bestilling det var at skulle se alle de smaa Hieronimusser paa Fingrene, mon saa ikke disse Smaapaver en vakker Dag Tur efter Tur vilde bli puttet i en Vogn med en Vogter og to Portører og transporteret til Galehuset? Tænk hvor mange Sindssygeanstalter der saa maatte bygges. Mange flere end man kunde faa Hieronimusser til at forestaa. En Mængde Filialstater befolket af Sindssyge, spredt omkring i den egentlige Stat, der sikkert ogsaa i Virkeligheden vilde være befolket af mere eller mindre Sindssyge, som maatte gaa løs, fordi man ikke havde Plads i Anstalterne. Og hvor skulde man saa gjøre af de rigtige Gale, de som var farlige for den offentlige Sikkerhed og for Næstens Liv og Lemmer. Dem fik man fort væk kappe Hodet af og grave ned, eller brænde op i Huj og Hast.
Overlægen kom ind og satte sig. Else blev som før behagelig berørt af hans elskværdige Mine og Maade. Men som sædvanlig varte det ikke længe, før hun begyndte at snakke om Hieronimus.
„I Grunden begriber jeg ikke Deres Vrede mod den Mand,” sa Overlægen med ét. „De er jo faktisk bleven bedre af at være der.”
„Bedre. — For hvad er jeg bleven bedre? Jeg er jo fremdeles søvnløs.”
„For hvis De havde vært som nu, var De vel ikke kommen der.”
„Aa, Hieronimus aner intet om, hvordan jeg var, da jeg kom der, eller hvordan det var fat med mig, mens jeg var der!” udbrød Else indigneret. „Hvis han havde undersøgt min Tilstand og vidst Besked, saa havde han straks sagt til min Mand, at et Ophold paa sjette Afdeling ikke var hensigtsmæssigt for mig. Det er sandelig ikke hans Fortjeneste, at jeg ikke sidder her som et vanvittigt Menneske, eller at jeg overhovedet er i Live. Bedre? siger De. Hieronimus kan ialfald ikke ha syntes, jeg var bedre, siden han fik min Mand til at sende mig hid.”
„Saa, saa, saa, nu har vi fuld Damp oppe igjen,” Overlægen lo.
„Bare jeg var kommen her fra først af,” sa Else. „Det vilde vært meget, meget bedre.”
„Ja, det er ogsaa min Mening. Men De havde vel ikke villet.”
„Nej, men bare jeg havde villet,” sukked Else. „Hvis jeg havde vidst Besked, havde jeg villet.”
„Frk. Thomsen,” sa Else, da Overlægen gjorde Mine til at rejse sig. „Hvorfor er hun her?”
„Aa hun. — Hun er Idiot og blir aldrig anderledes.”
„Ja, men holdes indespærret.” „Hvor skal man gøre af sligt et Væsen? Hendes Familie kan umulig holde ud med hende. De har sandelig vært mere end taalmodige. Tænk Dem bare at ha Ansvar for saadant et Individ. Hvad kan der ikke hænde hende, naar hun gaar alene paa Gaden en Dag? Og alene vilde hun altid gaa, naturligvis. Den første den bedste Bandit kan jo lokke hende med sig, og — Ja, hun kan saamænd være glad til, at hun har saa godt et Opholdssted. Men nu Godaften, Frue. Se nu til at faa sove i Nat. Hvordan er det med Tanden?”
„Den begynder naturligvis, saasnart jeg kommer i Seng.”
„De skal la Dr. Sejer se paa den. Han er en hel Tandlæge.”
„Nej,” sa Else. „Ikke Dr. Sejer?”
„Naa, hvad er der nu ivejen med Dr. Sejer?”
„Ingenting,” svarte Else.
„Naa, Fru Kant, De ser jo helt fornøjet ud,” det var Frk. Schrader paa sin Aftenrunde.
Else la Arbejdet bort for at gøre Plads for Frk. Schrader.
„Nej, jeg er ikke fornøjet og blir det heller ikke, saalænge jeg er her.”
„Det er ikke pænt af Dem, Fru Kant, Vi er jo dog saa gode ved Dem.”
„Ja, men alligevel. Sig mig oprigtig, synes De virkelig, det er nødvendigt at holde mig fast her mod min Vilje?”
„Det kan jeg ikke ha nogen Mening om.”
„Men har De da mærket nogen Slags Sindsforvirring eller Forstyrrelse hos mig?”
„Nej, endnu ikke. Saa, Fru Kant, lad os heller tale om noget andet,” skyndte Frk. Schrader sig at tilføje, da hun saa Elses oprørte Mine. „De skal se, den gaar ogsaa nok den Tid, De er her. Naar De nu blir vant til Opholdet, falder De til Ro, og ender med at befinde Dem vel.”
„Aldrig,” raabte Else.
„Skulde De virkelig være saadant et umedgørligt Menneske? Det ser De ikke ud til,” Frk. Schrader la sin fine, smale Haand med de lange, blanke Negle paa Elses Skulder og smilte venlig. „Vil De forresten tænke Dem til, at jeg drømte om Dem ganske kort Tid før jeg hørte, De skulde komme her?” „Virkelig?”
„Jeg havde om Dagen set et af Deres Billeder, og saa om Natten drømmer jeg, at De kommer ind til mig og ber om Lov til at dele Værelse med mig.”
„Her paa Galehuset?”
„Fy! Her paa Kurhuset, ja.”
„Men hvordan kunde De kende mig?
„Ja, det véd jeg ikke.”
„Saa jeg ud som i Virkeligheden?”
„Nej, De saa forfærdelig hovmodig og ubehagelig ud.”
Else lo.
„Jeg kan nu ikke la være at lægge Mærke til mine Drømme,” vedblev Frk. Schrader. „For undertiden saa drømmer jeg sandt.”
„Det gjør jeg ogsaa,” svarte Else.”
Frk. Schrader blev siddende lidt. De snakte om fælles Bekjendte, Patienter, som havde vært der, og Patienters Slægtninge, som var kommen paa Besøg, og Else blev forundret og behagelig tilmode over den Samstemmighed der var i deres Meninger baade om Mennesker og andet. Tilsidst spurgte Frk. Schrader om Else gjerne vilde ha Kaffe til sin Frokost.
Else takked og sa, at det havde hun jo ogsaa faat.
Men det hørte ikke til, forklarte Frk. Schrader. Else skulde jo vært paa anden Pleje, og der fik de ikke Kaffe. Forresten var det en Bagatel af en Mérudgift, om hvilken der kunde skrives til hendes Mand.
„Hvordan er der paa anden Pleje?” spurgte Else.
„Maden er akkurat den samme, naar undtages Kaffe og Dessert om Søndagen. Men der er 8—10 Senge paa hvert Værelse, og derfor er Prisen en Del billigere.”
Det gjøs i Else.
„Jeg har ikke faat mit Tøj,” bemærked Else. „Vadsækken, som stod herinde, er ogsaa blet borte.”
„Ja, det skal eftertælles og mærkes. Vi har ikke haft Tid til at gjøre det, men nu faar jeg se i Morgen. Godnat Fru Kant. Nu kommer Anne snart med Kloralen.”
„Er det ikke Maren?”
„Nej, ikke i Aften. De er to om Patienterne heroppe, og i Eftermiddag har Maren havt fri,” Frk. Schrader trykked Elses Haand, og gik med sit velvillige Nik.
Otte—ti Senge! — Hvor kunde det være muligt, at Knut havde villet ha hende paa anden Pleje? Han, som kjendte hendes Rædsel for at dele Værelse med en anden, selv om det var en aldrig saa god Bekjendt. Og her mellem Fremmede, og til og med sindssyge Mennesker? Hvordan hang dog alt dette sammen? Hvad var det, som var kommet over Knut? Hun trykked Haanden mod Hjærtet og rysted raadvild Hodet, En Fremmed, Overlægen havde havt Medlidenhed med hende, og af sin Godhed skaanet hende for dette forfærdelige, at Dag og Nat være indestængt mellem 8—10 sindssyge Mennesker.
Ja ja, det nytted ikke at gruble eller sørge over det. Hun havde nok med alt det andet. Og desuden — Knut kom hende jo ikke mere ved. —
Anne kom med Kloralen og sa, at Klokken snart var 9. Fru Kant burde vært i Seng. Der var noget misbilligende i Tonen. Else skotted til hende og saa, at hun var ældre end Maren, og at hun havde mere Myndighed i sin Optræden. Men ogsaa Anne var venlig og snil.

Sigue explorando

Por su autor
Amalie Skram · 98 piezas más en la casa
Dónde vive
La Biblioteca

← Paa St. Jørgen — VIII.Paa St. Jørgen — XII. →

Expediente

Autor
Amalie Skram
Título
Paa St. Jørgen — XI.
Lengua
danés
Época
Modernismo
Sala
La Biblioteca
Identificador
ws-da-paa-st-jrgen-xi--amalie-skram-798b01
Cita recomendada
Amalie Skram, «Paa St. Jørgen — XI.», Poetósfera, poetosfera.com/p/ws-da-paa-st-jrgen-xi--amalie-skram-798b01.html

Las obras de dominio público se reproducen íntegras, con atribución y en la ortografía de su impreso. ¿Ves una errata o conoces una fuente mejor? Escríbenos desde Sobre la casa.