Men Elses Haab om Søvn gik ikke i Opfyldelse. Efter nogle Minutters Forløb gav det et Ryk i den syge Tand, og saa begyndte den at værke med en ilter, huggende Hamren.
Hun trak Uldtæppet op over Kinden, aanded ned i det, for at frembringe Varme og laa ganske stille.
Men Smerten blev bare værre. Tilsidst sad hun oprejst med Hodet mellem Hænderne, og vaanded sig dæmpet.
Ogsaa dette kunde hun takke Uhyret Hieronimus for. Havde han ladt hende faa en Tandlæge, saa vilde hun vært fri ialfald for disse Smerter..
Var der ikke noget, som hed Myndighedsmisbrug, og gaves der ikke Straffebestemmelser desangaaende? Hvis saa var, skulde Hieronimus straffes.
„De skal ikke være kjed over, at De har faat Tandpine,” det havde vært den i Sandhed trøstefulde Trøst Reservelægen paa sjette Afdeling havde forundt hende. Hun mindedes Anekdoten om Yankeen, der af Juryen var bleven frikjendt, da han stod anklaget for at ha slaat ihjel en Mand, som, mens han vaanded sig under Tandpinesmerter, havde sagt: Du skal blot la være at tænke paa det.
Nu kunde hun kanske faat et Par Timers Søvn, og nu skulde hun sidde her og lide saa aldeles meningsløst forfærdeligt. Hun blev ved med at jamre sig, mens hun rokked Hodet frem og tilbage.
Da gik Døren lydløst op, og ind gled en umaadelig lang og tynd Kvindeskikkelse, hvis Hode var indhyllet i et sort Tørklæde, frem af hvilket der stak et skarpt, voksgult Ansigt. Et Nøgleknippe hang ved hendes Side, og i et Baand en tændt Lygte, der dingled nede ved Kanten af hendes lange Forklæde. Som en af Nornerne forekom hun Else, mens hun stiv og smal nærmed sig Sengen.
„Hvad er det, som fejler Fruen?” hvisked hun. „Tandpine.”
„Hm. Det var da slemt. Skal jeg gi Fruen et varmt Omslag?”
„Ja. Tak.” Men hvem er De?” „Nattevagten.”
Nornen forsvandt ligesaa lydløst som hun var kommen, og var snart efter tilbage med et dampende Vandfad, og Vat og Gummilærred hængende over Armen.
„Saa,” sa hun, da hun stille og omhyggelig havde pakket ind Elses Hode, og gjort Bandagen fast med Sikkerhedsnaale. „Maaske det kunde linde lidt. Jeg skal se ind igjen om en Timestid.”
Da Nornen efter Timens Forløb kom tilbage, sad Else atter oprejst i Sengen, og vaanded sig Som før.
„Hjalp det ikke?” hvisked Nornen.
„Jo, en Stund. Men nu er det begyndt igjen.”
Nornen forsvandt atter og kom atter tilbage med det dampende Vandfad.
„Mange Tak,” sa Else, da hun havde faat det nye Omslag paa. „Hvor De er snil. Men det er Synd, at De skal ha saa megen Ulejlighed Nattens Tider.”
„Nej,” hvisked Nornen. „Ingen Ulejlighed. Jeg gaar jo Vagt alligevel. Og hvis det bare kunde hjælpe Fruen.”
„Gaar De Vagt hver Nat?” spurgte Else, der hvisked liksom Nornen.
„Ja. Jeg skal se ind igjen om en Stund. Saa kan Fruen faa et Omslag til.”
Else havde næppe lagt sig tilrette, før Damen derinde, Frk. Hall, hvis Seng maatte staa klods op ad Væggen ved Elses Seng, rejste sig overende, saa det knaged, og gav sig til at skjænde og forbande paa Engelsk. De styggeste Skjældsord kom skrigende, og saa klasked hun i Hænderne og dundred paa Væggen.
Else var faret sammen i Skræk, men saa mærked hun med ét, at Smerten i Tanden var blet borte, og søgte at trøste sig med den Tanke, at Angsten dog havde Magt til at fordrive Tandpinen.
Et Øjeblik efter tog Fru Henderson fat, værre end før. Det var som om Søvnen havde git hende nye Kræfter.
Else laa og stirred haabløs op paa den store, lyserøde Papirroset, der, for at skjærme hendes Øjne, formet som en Solsikke, var hængt udenpaa Gaskuplen.
Saa kom Nornen tilbage. „Nu,” hvisked hun, „hvordan gaar det?”
„Jo Tak, Tanden er bra. Men hør paa dette!”
Nornen saa uforstaaende paa Else. „Aa, de derinde,” sa hun saa „Hvad gjør det?”
„Det er jo umuligt at faa sove,” stønned Else.
„Hør ikke paa dem,” beroliged Nornen.
Atter tænkte Else paa Historien om Yankeen.
„Hvordan skal jeg bære mig ad med ikke at høre paa dem, sa hun halvt grædende. „Og saa er jeg saa forfærdelig bange for dem.”
Nornens Ansigt fik et Udtryk af medlidende Forundring, der liksom lyste lidt over det ubevægelige Ansigt.
„Det behøver Fruen nu slet ikke at være. De er jo lukket inde, og desuden, saa gjør de ikke en Kat Fortræd.”
„Men kan De ikke gaa ind, og be dem være stille?”
„De blir kun værre da. Nu er det bedst jeg slukker Gassen.”