Altsaa dog saaledes. Knut havde ikke vært der. — —
„Værsgod.” — Maren kom med Elses Aftensmad.
„Kan De ikke be dem være stille,” bad Else, og pegte til begge Sider.
„Det nytter ikke noget,” smilte den blege, blide Maren. „Og de gjør heller ingen Fortræd. Fruen skal ikke være bange.” „Er de aldeles vanvittige?” „Aa langtfra! det er de da ikke,” svarte Maren tøvende og trak sig hen imod Døren. „Jamen, de har da ikke sin Forstand?” „Ikke saadan aldeles,” sa Maren med det samme tøvende Tonefald, og med halvt forlegen, halvt modstræbende Mine. „Men det har jo ingen, som er her,” hun skotted til Else med et underligt Smil, og smutted hurtigt ud.
„Det har ingen, som er her.” — Nej, naturligvis. Derfor vilde den skikkelige, lille Maren ikke indlade sig med hende. Hvor kunde hun ogsaa hvert Øjeblik glemme, at hun skulde være sindssyg, og gi sig til at tale og spørge som et andet Menneske, Taarerne drypped i Elses The, mens hun drak den, og faldt paa de skaarne Smørrebrød, der havde en Tykkelse, som var de bestemt til sultne Skolegutter.
Snart var hun færdig med at spise. Hun skjøv Bakken bort, og tog atter sit Hækletøj. De pinefulde Tanker blev liksom mindre virksomme, naar hun havde et Arbejde mellem Hænderne.
Det banked paa Døren, og en høj yngre Herre traadte ind „Godaften,” hilste han. „Mit Navn er Vibe, og jeg er Reservelæge her.”
Else rejste sig og rakte Haanden. Herren havde et blegt skjægløst Ansigt, halvblondt Haar, og gode, stilfærdige Øjne. Else følte sig behagelig berørt af den Finhed, der var udbredt over hans Væsen og Person.
Dr. Vibe talte om den lange, kjedelige Kjøretur, var glad over, at Vejret havde været pent, og haabed tilsidst, at hun vilde finde sig forholdsvis tilfreds paa Sct. Jørgen.
„At ha vært paa sjette Afdeling er ialtfald en god Forskole,” svarte Else, og saa gik det løs med Hieronimus.
Liksom Overlægen forsøgte ogsaa Dr. Vibe at faa hende til at tale om andre Ting, men det lykkedes kun øjebliksvis. Dr Vibe hørte høflig efter, men svarte ingenting.
„Nu skal jeg forresten holde op,” sa Else tilsidst og slog ud med Haanden. „Det kan jo ikke være morsomt at høre paa.”
„Aah —” Dr. Vibe smilte imødekommende, og hans Mine sa: Det skal De ikke bryde Dem om.
„Nej men jeg kan ikke”, udbrød hun saa, og rejste sig Jeg maa tænke paa ham, og jeg maa tale om ham,” hun tog atter Plads.
„Naar der nu er gaaet nogen Tid, skal De se, De kommer bort fra det,” trøsted Dr. Vibe.
„Ja, med Guds Hjælp,” sa Else. „Forresten, vist ikke saalænge jeg sidder her. Det er jo hans Værk at jeg er her. Ja, at et Menneske ustraffet skal kunne gjøre sligt! Saa'n som han dertil har behandlet mig, haanet mig, anset mig for en Løgner, for en Misdæder. — Uf nej, nu er jeg jo begyndt igjen,” hun la Haanden over Munden, og rysted Hodet.
„Hvis De ønsker at læse det Blad, jeg holder, skal jeg hver Dag sende det op til Dem, straks det kommer. Her er jo ogsaa Blade paa Kurhuset, men dem er der jo saa mange om.”
Else takked og fortalte, at Overlægen ogsaa havde lovet at sende sin Avis. „Det er rigtignok noget andet her end der, hvor jeg kommer fra,” tilføjed hun smilende.
„Saa skal jeg nok forbedre mig med Hensyn til at snakke om Hieronimus,” vedblev Else, da hun gav Dr. Vibe Haanden til Godnat.
Men da Frk. Schrader paa sin Aftenrunde var inde for at se til hende, havde hun allerede glemt sit Løfte og snakte atter om Hieronimus.
Siden kom Maren og mældte, at det var Sengetid Else la straks Hækletøjet bort og klædte sig af. Da hun var kommen i Seng fik hun Kloral af Maren, som derpaa skrued Gassen lidt ned, og bemærked, at Overlægen havde sagt, de ikke skulde slukke hos Else, hvis hun ikke vilde ha det.
„Slukker De Gassen hos de andre?” spurgte Else.
„Ja. Alle de andre ligger i Mørke.”
„Er de ikke bange?
„Det har de ikke Forstand til.”
„Tror De ikke disse to, Fru Henderson og Frk. Hall eller hvad de hedder, blir rolige til Natten?”
„Jo en Tid ialtfald. Godnat Frue.”
„Godnat,” tænkte Else. Godnat? — Hvorlænge skulde det. vel vare, til hun fik en god Nat? Om hun nogensinde mere fik det? — I det Hele tat nogensinde mere blev Menneske efter alt dette.
Aa disse vaandefulde Tanker og denne Tyngde over Brystet og disse knugende Suk, der hvert Øjeblik arbejded sig op i hende. Og saa Uroen omkring hende. Fra Fru Hendersons Værelse lød det, som naar en Hund snapper efter Fluer, og indimellem kom de uartikulerte Lyde, der ligned Snak, og af og til dette Hyl, som Overlægen havde sagt, var et Raab paa Frants. Forresten var det stilnet noget af, lød mattere og undertiden liksom hendøende. Ogsaa Frk. Hall var mindre voldsom, Gudskelov Se saa, der begyndte Frk. Hall at synge, men Stemmen var ikke saa ilter og gneldrende som før, da hun skjændte.
Forresten, hvorfor skulde hun la det pine og plage sig saaledes? Hun var jo vant til 1000 Gange værre Ting. — En Gysen rysted hendes Legeme ved Mindet om, hvad hun havde gjennemlevet paa sjette Afdeling, og uvilkaarlig folded hun Hænderne og mumled: Gudskelov at det ialtfald er forbi.
Nu nynned Frk. Hall paa en engelsk Vuggesang, og med ét fløj Elses Tanker til Tage, som hun hele Dagen kun vagt og halvt ubevidst havde tænkt paa.
Nu laa han og sov derhjemme i sin lille Seng. og vidste intet om hvordan der handledes med hans Mor. Vidste ikke for Kumnierslaarer hun maatte græde over ham og sig selv. Skulde hun mon nogensinde se ham igjen? Og i saa Fald, under hvilke Forhold? Else graad og graad, men Taarerne bragte ingen Lindring.
„Jeg takker Gud for dem, han har gjemt,” havde den venlige gamle Kone sagt i Vognen, da Talen var om hendes Børn. Ja, sandelig, Else forstod i denne Stund, at en Mor kunde tænke saadan. Hvis Tage nu havde vært død, saa vilde hun ikke ogsaa havt ham at længes efter og at være bekymret for, og saa vilde Byrden over Brystet ikke ha vært saa tung som nu. Og desuden, der gaves et Slags Trøst i dette, at vide med Vished, at ens Børn ikke skulde komme til at gjennemgaa noget af det onde, Jordlivet kunde bringe.
Hvis hun nu, mens hun var paa Sct. Jørgen fik at vide, at Tage var død — — Vilde det kjendes som en Lettelse?
Hun saa ham ligge i sin lille Kiste med hvid Natkjole og en Buket vilde Gaaseurter mellem de smaa Fingre, der endnu i Døden var runde og buttede, og det var med ét som noget knækked sammen inde i hende. Hurtig sad hun oprejst i Sengen og hulked, mens hun bed i sit Lommetørklæde.
Nej, nej, nej! Tage maatte ikke dø! Hun kunde ikke udholde, at hans søde Øjne skulde være lukket for bestandig med mørke Ringer og tykke gule Laag, at den smilende, fyldige Barnemund skulde staa halvaaben med sorte, smaa Pletter paa Overlæben, at den muntre lille Næse skulde være skarp og blaahvid med indsunkne Vipper, at det krøllede Haar skulde klæbe dødt og fugtigt om den aabne Pande. Saadan havde hendes lille Bror set ud, da han var død af Strubehoste, og laa i Kisten, som var overstrøet med Blomster. Aa hvor hun husked, og altid havde husket det Syn! Og da de dækked ham til med det udhugne Lagen, og hun var bleven ført ud af Stuen og fra Sideværelset havde hørt de hule Hammerslag paa Kistelaaget, da havde hun, den 14-aars Pige grædt, saa hun trode og ønsked, at hun skulde græde sig tildøde, og hun havde vært vis paa, at hun aldrig kunde faa en glad Time mere. Og Sorgen havde holdt sig frisk længe, længe, hele Aaret rundt. Hun var daglig gaat paa Kirkegaarden, med Blomster til Graven, og mange Aar efter kunde Mindet om denne lille Brors, af Døden saa grufuldt forandrede Ansigt, pludselig bringe en saadan Smerte op i hende, at hun maatte skynde sig bort fra dem, hun var sammen med, gjemme sig etsteds og græde. Ja, endnu den Dag i Dag kunde det stinge hende i Hjærtet, naar en eller anden Tilfældighed bragte hende til at tænke derpaa.
Nej, nej, Tage maatte ikke dø! Alt andet heller end dette. For at kjøbe ham fri fra at bli spigret ned i den kolde, sorte Kiste, vilde hun med Glæde finde sig i at holdes indespærret Resten af sit Liv. Ja, endog gaa i Celle mellem de Vanvittige, og selv bli den aller vanvittigste. „Et Kar til Vanære.”
Hendes Lommetørklæde var aldeles gjennemblødt af Taarer. Stille listed hun frem af Sengen og fandt et nyt i sin Vadsæk.
Da hun atter laa paa Puden, var det liksom blet Vindstille indeni hende. Og saa mærked hun, at der ingen Lyd mere hørtes fra Naboerskerne. De havde længe vært rolige, faldt det nu hende ind.
Hun vendte sig mod Væggen med et længselsfuldt Ønske om at kunne sove. Kanske det dog vilde lykkes. Om blot en Time eller to. Hun var saa træt, saa dødsens træt.