Da Else havde tat Overtøjet af, kom en bleg og blid ung Pige i Blaatøjskjole og hvidt Smækkeforklæde. Hun hilste venlig Goddag, og stilled en Bakke med Middagsmad paa Bordet, hvorpaa hun gik igjen.
Else satte sig til at spise. Det var sød Suppe og Kalvesteg, og hun maatte være meget sulten, for selv Sødsuppe smagte taalelig, og hun spiste det op altsammen.
Lidt efter bragte Frk. Schrader hende Kaffe. Frk. Schrader blev siddende et Par Minutter og talte med hende. Der var noget stivt og forbeholdent over hende, og hendes kloge, skarpe Øjne betragted Else forskende, lidt koldt.
Senere, da den blege, blide Pige, som hed Maren, havde tat bort Bakkerne, satte Else sig til at hækle i Gyngestolen ved det runde lille Bord.
Knut havde altsaa ikke vært der. — — —
Gudskelov, her var vist et roligt Sted. Ikke et Glimt eller en Lyd havde hun set af, eller hørt fra Patienterne. Og Overlægen var saa sympatetisk og behagelig. Det var jo dog en Lykke midt i Ulykken.
Men indespærret paa ubestemt Tid mellem mere eller mindre forrykte, var hun jo dog. Og foran hende stod denne haabløse, opslidende Kamp for at hævde sig selv og sin Persons Uangribelighed. Mellem fremmede, lutter nye og fremmede Mennesker. Ak om hun dog havde havt Frk. Stenberg og Sygeplejerskerne!
— — — — — —
Pludselig lød der et uartikuleret Skrig fra det ene af Sideværelserne, og derpaa et underligt højrøstet Snakkeri, afbrudt af skingre Hvin og en svigtende Snappen efter Vejret. Det lød som Skrig og Snak fra et Menneske uden Gane.
Else var faret sammen med et Ryk. Hun lod Hækletøjet synke, og sad og lytted, og søgte forgjæves at udfinde om det derindefra var Ord med Mening i. Det blev ustanselig ved.
Saa begyndte en Stemme fra Værelset paa den anden Side at snakke højt og vredt, ledsaget af Lyde, der lød som Klask i Hænder, og af dundrende Slag i Bord og Væg. Else rakte Hodet fremover for at lytte og opfanged, at den derinde skjældte og smældte paa Engelsk.
God damm these pigs, these beasts! I shall bruise you all together! I wish to see you hanged burned! I wish to see your brains braised, and I shall walk upon your bluddy faces, walk with my heels, and I shall tear you into pieces, and throw your torn limbs trough the windows, into the water, no! into the burning flaming hell itself, you damned pigs and beasts and robbers and rascals!” Stemmen var bleven vildere og vildere og mere og mere hvinende; det endte i et Brøl og i nogle skraldende Slag, for efter et Minuts Forløb at begynde fra nyt.
Else bøjed sig sammen og graad. Dette var liksom paa sjette Afdeling.
Og de vanvittige i begge Sideværelserne holdt ustanselig paa.
Aa denne Kval at være mellem sindssyge! Disse oprivende Tilstande, der jog hendes Sjæl som med Piskeslag. Hvor kunde Mennesker dømme sit Medmenneske til saadant? Atter igjen som dengang paa sjette Afdeling spurgte hun med vridende Hænder sig selv, hvad hun da havde forbrudt, siden hun skulde pines saa svarligen. Ingen Ro, ingen Hvile. Bare Angst, Uro og Forbitrelse. Og Søvn — Søvn, som hendes Hjerne og hele Legeme trængte saa haardehg til! Nej, ikke heller her vilde hun faa sove.
„Et ist bestimmt im Gottes Rath. Das ich zu Grunde gehe,” hun retted sig op, tørred Ansigtet og læned sig tilbage i Stolen. „Es ist bestimmt im Gottes Rath” — hvad var dette for en Remeniscens, hvor hørte de Ord henne? Hun husked det ikke, og gad ikke gruble over det. Formaaed heller ikke at samle sine Tanker under dette vedvarende Bulder og Skrig fra begge Sideværelserne.
„Nogle Kar var bestemt til Ære, andre til Vanære.” Ja ja, i Guds Navn — hun var et af dem til Vanære. Hun var bleven fanget ind og lagt i Lænker. Lænker som hun ikke kunde bryde. Altsaa var hun bestemt til at skulle gaa tilgrunde. For aldrig, aldrig! vilde hun falde til Ro, og finde sig godvillig i dette! Den oprørske, nagende Forbitrelse vilde lægge sig over alt hendes indre Liv, mere og mere kvælende, formørke hendes Forstand, og bringe hendes Tanker til at kredse uafladelig og altid om ét og det samme. Saa vilde hun knække sammen tilsidst, og Hieronimus vilde staa med Palmer i Hænderne og sige: Kan I se, jeg havde Ret! Hun er gal, og blir aldrig anderledes.
Døren gik sagte op, og et gammelt, forgræmmet Ansigt med graat Haar, sirlig kæmmet og opsat, og noget sort Kappestel oppe paa Issen keg forsigtig ind, og saa sig om til alle Sider. Saa smøg gjennem Aabningen en liden indsvunden Kvinde paa Filttøfler, indhyllet i et mørkt Sjall, hvis Frynser naade Kanten af det korte Underskjørt Hun kom langsomt og listende hen til Else og sa med pibende Grædestemme: „Naa, saa De er den nye Patient.”
„Hvem er De?” spurgte Else.
„Ak Gud ja, ak Gud ja,” peb Grædestemmen. „Min Søn var her forleden, og da bad jeg ham saa inderlig om at maatte komme herfra. Men det nytter ikke noget. Nej, det nytter ikke noget.”
Else saa paa hende. Hendes Ansigt var absolut ikke sympativækkende. Det var som om i disse Træk hvert Spor af Godhed og Velvilje var udvisket og forsvundet. De tynde, lyse Øjenbryn var trukket op i spidse Vinkler, og de smaa graa, grumsede Øjne, hvis Pupiller syntes at være fastgroet oppe i Hjørnet, udtrykte kun vrantent Mismod. Munden var fuldstændig uden Læber, og den fremstaaende lange Hage virked som et nærgaaende Spørgsmaalstegn.
„Hvad hedder De?” gjentog Else. „Det er jo ligemeget hvad Navn en har, naar man er her,” lød det klynkende Svar. „Forresten saa heder jeg Fru Seneke, og jeg gaar i mit 76de Aar.”
„Hvad er dog dette for Mennesker!” udbrød Else og letted sig angst i Sædet. Hendes Naboersker holdt fremdeles paa, og nu var den ene begyndt at trampe i Guvet med ustyrligt Raseri
„Ak Gud ja, det er Frk. Hall,” sutred Fru Seneke. „Men hvorfor skal hun ogsaa lukkes inde? Hun var saa flink og rar idag, da jeg saa til hende. Det véd Gud, hun var.”
„Er hun engelsk?”
„Nej, men hun taler heller Engelsk end Dansk. Ja, se det forstaar jeg mig nu ikke paa.”
„Jeg er saa bange for hende,” hvisked Else.
„Det behøver De saamæn ikke at være. Hun er saa elskværdig, det véd Gud hun er. Men paa et saadant Sted. — De skulde vide, hvordan Pigerne behandler os.”
„Der var en, som bragte mig Middagsmad. — Maren — hun saa saa sød ud.”
„Sød — sa De sød?” Der kom en sur Trækning om Fru Senekes Mund, og hun snøfted lidt. „Vent nu bare, skal De nok faa se, hvor sød hun er. Maren? Hun er en ren Djævel; og det er de andre ogsaa. Men de har det fra deres Overordnede Medhold i ét og alt. Saa kan man jo ikke vente andet, Ak Gud ja, ak Gud ja! At tænke sig, at man skal være her paa sine gamle Dage. Men man finder ingen Trøst, Ikke den ringeste. Ingen forstaar en” — Fru Seneke trak det mørke Sjall tættere om sig og gik listende mod Døren. Saa vendte hun om og kom tilbage. „Sig ikke, at jeg har været inde hos Dem,” péb hun bedende. „For Guds Skyld, sig det ikke.”
„Nej,” sa Else. „Men hvad skulde det dog kunne gjøre?”
„Aa, De véd ikke Besked,” Fru Seneke kom tæt hen til Else og greb hendes Haand: „Lov mig, at De ikke siger noget.”
Else loved det.
„Ja, for De véd ikke,” Fru Seneke hytted med sin magre, gule Haand. „Det er rene Djævle allesammen. Rene Djævle,” blev hun ved at mumle, mens hun lydløst forlod Værelset.
Else blev siddende i Gyngestolen ret op og ned, mens hun forpint hørte paa Naboerskernes Støj, der nu syntes at være i Aftagende. Taarerne løb hende langsomt ned over Kinderne.
„Naa Frue, hvorfor saa mismodig?” Overlægen kom ind og satte sig i Sofaen ligeoverfor Else.
„Hun er stokdøv den ene,” fortsatte Overlægen til Svar paa Elses Klage. „Fru Henderson Stakkel. Et godt og skikkeligt Menneske. Snakker bare med sig selv.”
„Men disse Hyl, hør!”
„Hun kalder paa Frants. Det er hendes Mand. Og den anden derinde er vred.” „Paa hvem?”
„Mest paa mig,” svarte Overlægen med den korte Latter, der klædte ham saa godt. „Det er hendes Sygdom.”
„Bare de ikke kommer ind her,” Else rokked fuld af Uro frem og tilbage paa Stolen.
„Ikke Tale om det. Forresten kan det nok være, at de kommer til at forstyrre Dem noget. Men der var intet andet Værelse,” det sidste kom i beklagende Tone.
„Hvorfor skrev De saa ikke, at De ikke havde Plads for mig?”
„Saa var De bleven endda længer hos Hieronimus,” Overlægen saa paa Else med sit snare, skarpe Blik, hvori der nu var som et Glimt af Skjælmeri.
Denne Bemærkning gav Else Anledning til atter at fortælle om Hieronimus. Overlægen bøjed af og vilde lede Samtalen hen paa andre Ting, men Else vendte stadig tilbage til det samme.
„Nu skal De ikke mere snakke om Hieronimus,” udbrød tilsidst Overlægen. „Det kjeder mig!” Hans Tone var bestemt, men i Øienkrogen sad der som et Smil.
„Ja naturligvis. Det forstaar jeg nok,” Else rejste sig og gik lidt paa det smale Gulv. „Men hvorfor vil De ikke høre paa mig og svare mig og gi mig Ret i, hvad jeg siger? Hvis De gjorde det, vilde jeg vel bli færdig engang.”
„Nu skal De blot tænke paa, at De ikke er hos Hieronimus, men hos os, der vil være saa rare og gode ved Dem. Tror De ikke, at vi vil det?”
„Jo,” svarte Else, og satte sig igjen. „Men hvad kan det hjælpe? Jeg er og blir jo dog et indespærret Menneske.”
„De skal slet ikke føle Dem som indespærret her. Hvis De ikke holder af, at Døren er aflaaset om Natten, skal den være uaflaaset. Vindusskodderne ligeledes, og Kakkelovnsdøren. Alt skal De faa, som De selv vil. Ønsker De, at Gassen skal brænde om Natten — værsgod! Vi vil gjøre alt, for at De skal befinde Dem vel.”
„Mange Tak,” sa Else. „Jeg vil sætte stor Pris paa alt det.”
„Og den Avis, jeg holder, skal De faa, gjerne straks den kommer. For jeg har dog ikke Tid at læse den før senere paa Dagen.”
Else takked atter.
„Saa blir De nok god og skikkelig. Ikke sandt? Og saa gir De mig en Hilsen med til Deres Mand, naar jeg nu rejser ind paa Fredag?”
„Nej,” sa Else haardt.
„Naa ja, der er længe til Fredag. De kan vel forandre Sind.”
„De kjender mig ikke,” mumled Else. „Og De véd jo heller ikke, hvad der er foregaaet.”
„Jeg véd, at Deres Mand fortjener at faa en Hilsen.”
Else stirred stift frem for sig. Det var med ét faldt hende ind, at Knut alligevel var her, og at Overlægen ved sit Snak om ham vilde forberede hans Tilsynekomst. Hun havde jo i det Brev, hun sendte fra sjette Afdeling, bedt saa indtrængende om, at han skulde forunde hende en eneste Samtale, før han overgav hende til det nye Fængsel. Hvor kunde han nægte hende det? Om hun saa havde vært ham det ligegyldigste af hans Medmennesker!? Nej, han maatte være her. Hvorfor sagde dog Overlægen ikke noget? Spørge kunde hun ikke.
„Hvad tænker De saa dybt paa, Frue?” Else tog sig sammen og aanded op. Saa sa hun: „Paa det, jeg skal skrive om Hieronimus, naar jeg engang slipper herfra?” „Skrive — skal De skrive?” „Ja, De kan tro, jeg skal skrive.” „Det skulde De ikke, Frue. Det kommer blot til at gaa ud over Dem selv,” der var noget overlegent-medlidende i Overlægens Tone.
„Kun Døden kan hindre mig i at gjøre det,” var Elses Svar.
„Hvad Virkning har den Slags Historier,” vedblev Overlægen velvilligt tilrettevisende. „Kun at Forfatteren faar Latteren over sig, eller i bedste Fald blir Gjenstand for Medynk.” „Den Medynk skal jeg bære.” „De har jo dog set saa mange Eksempler paa det. Den Art Stormløb fælder ikke en Autoritet som Hieronimus. Forresten, for Hieronimus og os andre blir det jo kun morsomt at læse, men for Deres egen Skyld. — Det er ramme Alvor.”
„De kan lige godt be Regnen holde op at falde, eller Elven vende om og løbe op over Fjeldet,” sa Else roligt.
„Naa ja, De og Deres Landsmænd —” Overlægen lo: „Stædige og iltre, hvad, Frue?”
„Ja Gudskelov. Saapas stædig og ilter er jeg da.”
„Ja, saa vil jeg sige Dem Godnat, Frue. Hvordan er det med Søvnen? Plejer De at faa Kloral?”
„Paa sjette Afdeling fik jeg i Massevis. Men jeg vil helst slippe, for jeg sover saa alligevel ikke.”