De kjørte ind gjennem en stor Portal, og det blev liksom tusmørkt udenfor Vinduerne. I det samme holdt Vognen.
„Saa,” sa Konen. „Nu er vi der.”
Vogndøren blev aabnet, og Else og Konen steg ud, og gik op ad nogle Trappetrin. Straks efter stod de i et aflangt, etfags Venteværelse, hvor der ingen var.
„Hvad skal jeg her?” spurgte Else.
„Nu kommer Overlægen straks.”
Else gik langsomt frem og tilbage paa Gulvet, Sikkert var Knut her, men foreløbig holdt han sig skjult. — Bare dog Overlægen kom! Men nu stod han vel og aftalte med Knut.
„Fruen skulde sætte sig,” bemærked Konen, som havde tat Plads ved Bordet foran Vinduet. „Det ser bedre ud.”
„Jeg kan ikke,” svarte Else. Med ét stod hun stille og smilte til Konen, mens hun sa: „Jeg maa da forsøge at té mig lidt som en gal. Synes De, jeg skulde gi mig til at skjære Ansigter? Eller skulde jeg ha det med at svare „ah bæ” til alt, hvad han siger?”
Konen rysted Hodet med en lydløs Latter, der bragte hendes Skuldre til at dirre og hendes Øjne til ganske at forsvinde.
Saa blev Døren bag fort aabnet, Else vendte sig hastig, og imod hende kom en høj, bredskuldret, kraftig bygget Herre i Fortiaarene med rank, lidt tilbagekastet Holdning. Han rakte Else Haanden til Goddag, og sa med et Smil, der strøg som et Pust af Ro og Fortrøstning over hende: „Jeg véd, at De er kommen her under Protest.”
„Er De Overlægen?” spurgte Else, mens hun betragted hans store, brunlige Ansigt med den mørke Mustache og de snare Øjne, hvis ejendommelige, skarpt undersøgende Blik liksom tog hende fangen, og holdt hende fast.
„Ja. Jeg har det Uheld. Men begynd nu ikke med at være altfor vred.”
„Ikke paa Dem,” svarte Else. Overlægen nikked og lo, en kort sympatetisk Latter, med et Smil, som lyste op om de mørke Øjne, og gjorde hans Mine i høj Grad indtagende.
„Og det finder De vel ikke underligt,” vedblev Else, „naar De véd, at jeg altsaa er kommen her imod min Vilje, og efter min Mening uden rimelig Grund. Fejler jeg vel noget paa Forstanden?” hun vendte sig til Konen, der sad og smilte og nikked, og saa meget interesseret ud.
„Ikke det fjerneste! Men det finder Overlægen nok ud af, som jeg før sa til Fruen.”
„Der er Frøken Schrader, Forstanderinden paa Kurhuset,” Overlægen vendte sig om mod en indtrædende, høj smal Dame med blankt, brunt Haar, der var skilt midt efter Hodet og strøget glat ned langs Tindingerne. Øjnene var mørke og kloge, og hendes Person gjorde et stærkt Indtryk af Zirlighed og Ordenssans.
Frk. Schrader hilste paa Else uden at smile, og tog hende i Øjesyn med et skarpt, klart Blik
„Følg saa med, skal jeg vise Dem om,” Overlægen gik mod Døren.
„Farvel da,” sa Else og rakte Haanden til den venlige, gamle Kone, der havde rejst sig op og nejed. „Tak for godt Rejsefølge.” „Aa jeg bér saa mejet,”
„Hils saa mange Gange til Frk. Stenberg og alle Sygeplejerskerne, og fortæl, at jeg har været skikkelig og rolig paa Turen.”
„Netop. Og god og rar og venlig,” tilføjed Konen med sit blideste Smil, og nejed atter.
Else fulgte efter Overlægen, der rask forlod Værelset og steg ned de faa Trappetrin, foran hvilken Vognen før havde holdt, Saa gik de gjennem Portalen og en Dør, som en Portner lukked op, og kom ind paa en bred lys Trappegang, hvis Afsats var prydet af en Marmorbyste paa en mørk Sokkel med Inskription. De gik op over Trappen til en rummelig kvadratformet Gang, hvor Overlægen aabned en Dør, og saa befandt de sig paa en bred og meget lang Koridor, med mange høje Vinduer, et Par Smaaborde og Stole, en vældig Magasinovn, mange Døre og en Løber af Tæppetøj paa Gulvet. Else saa sig uafladelig om efter Knut.
„Her er lyst og rummeligt,” sa Overlægen og stansed foran et af Vinduerne. „Dernede ligger Haven, og længere borte Parken. Udsigten er køn og venlig. Man kan nok trives her. Ikke sandt?”
„Hvis man er her med sin gode Vilje,” Else stod ved Siden af Overlægen og stirred paa en Række Vinduer i Sidefløjen. Fra et af disse Vinduer vilde Knut kunne se hende, hvis han var derinde Og han maatte jo være der.
„Det er yderst sjældent, at nogen kommer her med sin gode Vilje, Frue,” sa Overlægen. „Det skal De slet ikke tænke paa.”
„Men saa skulde man da helst være gal, eller i det mindste sindsforvirret. Og ingen af Delene er jeg.”
„Saa meget desto bedre, Frue.”
„For dette her er jo et Galehus,” fortsatte Else.
„Et Asyl, om jeg maa bé.”
„Et Galehus,” sa Else energisk.
„Et Asyl,” gjentog Overlægen.
„Et Galehus!”
„Naa ja, ja. Lad os nu ikke straks begynde at skjændes.” Overlægen lo igjen med den forrige korte, elskværdige Latter. „Vi skal være skikkelige ved Dem. Deres Mand har skrevet et langt Brev til mig.”
„Tal ikke om min Mand,” sa Else heftigt.
„De har ingen Grund til at være vred paa Deres Mand. Det kan jeg forsikre Dem om.”
„Naa ja, det véd De vel Besked om,” sa Else og smilte bittert.
„Ja saamæn véd jeg saa, ja.”
„Jeg har vel heller ingen Grund til at være vred paa Hr. Hieronimus?”
„Kan De ikke li ham?”
„Li ham?” Else lo. „Jeg elsker ham af hele mit Hjærte! Jeg elsker ham saadan, at jeg bærer ham med mig uafladelig, ustanselig ihvor jeg gaar og staar. Tør jeg spørge, kjender De den Herre?”
„Javel gjør jeg saa. Det er en udmærket Mand. Dygtig og fremragende i sin Videnskab, som ingen her i Landet.”
„Ja, jeg véd det. Derfor gik jeg ogsaa til ham,” sa Else med en Lyd, som ligned Latter.
„Nu skal jeg vise Dem Deres Værelse,” Overlægen, vendte sig fra Vinduet og gik, fulgt af Else, nedover den lange Koridor, gjennem en aabentstaaende Fløjdør, ind paa en kort Gang, som beskrev en ret Vinkel med den lange Korridor, og havde et højt Vindusfag. Der var Bord, Stole, et Par Klædesskabe, og paa Væggen ligeoverfor Vinduet tre Døre med kort Mellemrum. Paa den ene Tværvæg en Fløjdør.
„De skulde vært paa anden Pleje,” snakked Overlægen, „men det syntes jeg dog. — Nu har jeg skaffet Dem dette,” han aabned den midterste af de tre Døre, og de traadte ind i et aflangt Værelse med Gulvtæppe og et dobbelt Sæt Gardiner. Paa Langvæggen oppe ved Vinduet var der en liden Sofa med et ovalt Bord, og saa smalt var Rummet, at Stolen paa den anden Side Bordet maatte staa sidelæns tæt „op ad Væggen for at faa Plads. Saa var der en Seng og en Vaskeservante paa samme Væg som Sofaen, og langs den anden Væg en Komode, en Gyngestol og et bitte lidet rundt Bord med Korsfod. Fra Taget hang ned en Gaslampet.
„Her er jo ikke videre lukseriøst,” fortsatte Overlægen, „men dog beboeligt. Hvad?”
Else nikked, mens hun tænkte paa, at den venlige gamle Kone dog havde haft Ret. Gudskelov. Dette var ikke nogen Celle.
„Det var ikke saa let at arrangere det, for her er jo overfyldt. Men saa fik vi den Dame, som bode her, til at dele Værelse med en anden Dame, og saaledes gik det. Ja, for anden Pleje” — Overlægen kneb det ene Øje sammen og trak en Rynke paa Næsen.
„Tak,” sa Else. „Det var elskværdigt af Dem.”
„Kom, skal jeg vise Dem det øvrige med det samme,” Overlægen gik ud af Værelset, og Else fulgte efter i sin lange opknappede Skindkaabe. Boaen over Skuldrene og Hatten paa.
„De skal se, De snart kommer til at føle Dem hjemlig her,” smaasnakked Overlægen, mens de hurtig gik tilbage over den lange Korridor og ned ad en bred og magelig, lidt knirkende Trappe, der fra Korridoren førte nedenunder.
Dér saa det nøjagtig ud som ovenpaa. En lang, bred Korridor med Gulvløber, Stole og Borde, mange Vinduer paa den ene Væg, og mange Døre paa den anden.
„Her er Dagligstuen,” de stod inde i et rummeligt møbleret Værelse, med mange store Planter fremme paa Gulvet foran det brede, gardinsmykkede Vindu, Piano, Lænestole, rundt Bord med Aviser og illustrerte Blade, noget i Rammer paa Væggene og Gaskrone ned fra Taget.
„Og her er Spisestuen,” det var et Rum med langt Bord og mange Stole rundt Væggene.
„Ja, her er pent,” sa Else. „Men jeg vil ikke gaa ned mellem de andre. Jeg ber om at faa min Mad bragt op paa mit Værelse.”
„Ja, nu for det første. Senere kommer De nok med.”
„Senere? Skal jeg da blive her længe?”
„Ja, hvis De ikke er artig og god, skal De blive her længe,” sa Overlægen smilende.
Midt i sin uendelige Forpinthed følte Else sig tryg i denne Mands Hænder. Reservelægen havde haft Ret. Overlægen var et elskværdigt Menneske. Og retskaffen. Det kunde Else se paa ham. Hans Skikkelse minded om en Ridder fra Middelalderen, og hans smukke, faste Haand var som skabt til at gribe om et Sværdhæfte. Og hvad der var det bedste og mest beroligende: Han var i ét og alt den absoluteste Kontrast til Hieronimus.
„Gudskelov, for De slet ikke ligner Hieronimus,” slap det med ét ud af hende.
„Naa, er De nu der igen med Deres Hieronimus!”
„Ja, for jeg kan slet ikke tænke paa andet,” de var gaat ovenpaa igjen, og befandt sig atter paa den lange Korridor. „Overlægen skulde vide, hvordan han har behandlet mig. Det er saa umuligt at tænke, at jeg aldrig vilde ha kunnet troet det, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.”
„Alle sindssyge er vrede paa deres Læger,” bemærked Overlægen.
„Nej,” sa Else. „Aldeles ikke alle. Det véd jeg meget godt. Desuden hører De jo, at jeg ikke var, og ikke er sindssyg.”
„Deres Mand maa ha vært af en anden Mening, siden han bragte Dem til Hieronimus.”
Det blussed op i Else. Skulde hun nu atter igjen faa høre dette Snak om, at hun var bleven bragt o.s.v.
„De tar Fejl,” sa hun kort, og saa fortalte hun om, hvordan det hele var gaat til, og om hvorledes hun havde havt det paa sjette Afdeling, mens hun ved Siden af Overlægen gik tilbage til sit Værelse.
„Ja, jeg kjender det godt altsammen, Frue,” Overlægen blev staaende midt paa Gulvet med et Par Fingre af den højre Haand stukket indenfor Vesten foran paa Brystet. „Det kan ikke være anderledes paa sjette Afdeling. Deri har Hieronimus ingen Skyld.”
„Hvem har saa Skyld? Var det ikke ham, som modtog mig dér, fandt, det var et passende Opholdssted for mig, holdt mig tilbage med Magt, trods alle Bønner og alle Lidelser, og forbød mine nærmeste Adgang til mig?”
Overlægen trak paa Skuldrene: „Naa ja, lad nu Hieronimus ligge. Men nu Deres Mand, hvorfor er De vred paa ham?”
Else gjorde rede for, hvorfor hun var vred paa ham.
„Deres Mand har handlet af Kjærlighed og Omsorg for Dem,” sa Overlægen alvorlig. „Det maa De gaa ud fra som noget, der er givet”
En dejlig Omsorg den! Gjør mig forresten den Tjeneste at ikke nævne min Mand.”
„Se nu at finde dem tilrette,” Overlægen nikked til Farvel.