Godmorgen Frue, hvordan har De det?” lød en travel Stemme.
Else fik Øjnene halvt op, og saa søvndrukket paa Frk. Schrader.
„De har jo havt Tandpine, og ikke sovet,” siger Sibylle.”
„Sibylle?”
„Ja Nattevagten. Hun, som har git Dem Omslag.”
„Men nu sov jeg. Gud gi, De dog ikke havde vækket mig.”
„Klokken er snart syv. Nu kommer Maren og lægger i Ovnen; saa faar De The, og saa maa De op. Hvis De da ikke foretrækker at bli liggende,” Frk. Schrader nikked og gik.
Nej, Else foretrak ikke at bli liggende. Hun havde havt nok af det paa sjette Afdeling. Men nu var hun saa søvnbetynget. Snart syv! Saa havde hun altsaa kun blundet en halv Times Tid, for længe efter at Nornen havde slukket Gassen, var hun bleven holdt vaagen af sine Naboersker. Hun vendte sig mod Væggen og døsed hen, men blev straks skræmmet op af, at nogen kom ind og begyndte at rage og rasle med Kakkelovnen. Hun laa ganske stille og haabed paa, at naar dette var overstaat, hun da atter skulde døse hen, hvilket hun ogsaa gjorde, Men saa kom Maren med Theen og sa højt og vækkende: „Værsgod Frue.”
Else vendte sig sukkende om og sa til Maren, at hun 1000 Gange heller vilde ha undværet Theen.
Maren forklarte, at det gik ikke an. Klokken ½ 11 kom Stuegangen, og saa skulde Værelserne været gjort istand, Patienterne ha spist Frokost, osv.
Da Else havde klædt sig paa, gik hun ud paa den lange Korridor og spaserte frem og tilbage paa Løberen. Hun gik langsomt, lidt vaklende, for Legemet kjendtes saa tungt, og Knæerne var saa kraftløse. Dørene ind til Værelserne stod næsten allesammen aabne, og Maren og en anden Pige var i travel Virksomhed med lange Fejekoste og Støveklude. Nogle af Værelserne var tomme, i andre laa Patienterne i sine Senge.
En ung Pige med et rent og pillent Ydre, lyst, glat Haar, opsat i en sirlig Nakkeknude og et let, skotskternet Sjal over Skuldrene viste sig paa Gangen, og gav sig til at trave op og ned. Hendes graa Kjole af blødt uldent Stof var saa kort forneden at de lange, smale Fødder og de tynde Ankler vistes. Det lille lyse Hode sad paa den spinkle Hals som paa en fremstrakt Stilk, og hun skotted med de frygtsomt spørgende Barneøjne nysgjerrig til Else, hvergang hun paa sin Marsch nærmed sig hende. Tilsidst slog hun Følge med Else, men holdt sig dog et Skridt bag hende. Else, der kunde mærke, at den unge Pige pønsed paa at tiltale hende, vendte haardnakket Hodet til Siden, og gjorde hvad hun kunde for at bli kvit hende: sagtned sine Skridt, gik hurtigere til, stod undertiden helt stille. Men den unge Pige gjorde trolig ligesaa og vedblev at følge hende.
„Jeg kan ikke like, at hun dér, gaar i Hælene paa mig,” hvisked Else til Maren, der ved et Bord nede i Hjørnet af Koridoren sysled med en vældig Stabel Smørrebrød paa et stort Fad.
„Saa skal jeg sige det til hende,” svarte Maren, mens hun hurtig fordelte Smørrebrødet paa Talerkener.
„Aa nej lad være! Hun ser saa snil ud, Stakkeren.”
„Nu skal De ned til Frokost Frk. Thomsen,” sa Maren, og vendte et Øjeblik Ansigtet mod den unge Pige, der var blet staaende et Skridt borte.
Frøken Thomsen svøbte Sjalet tætttere om sine Arme, og slog paa Nakken med et Gjep der sa: Pas Du Dig selv.
Idetsamme lød der en Klokke etsteds fra.
„Nu ringer de!” raabte Maren højt til den unge Pige, der lidt efter drejed sig paa Hælen, og langsomt forsvandt fra Koridoren.
„Er hun døv?” spurgte Else.
„Ja, hun hører ikke stort.”
„Stakker. Det er jo rent et Barn.”
„Hun er da 27 Aar,” svarte Maren med sit sædvanlige blide Smil.
„Er det muligt? Hun ser saa barnlig og god og skikkelig ud.”
„Aa, hun er nok ikke saa god,” nikked Maren.
„Er hun da ondskabsfuld?”
„Sommetider. Nu sætter jeg ind Deres Frokost, Fru Kant.”
— Nej, disse tykke Stykker! Else løfted paa Smørrebrødet, da hun sad ved Frokostbakken paa sit Værelse, og havde ikke Lyst til at gi sig i Lag med dem. Med ét fik hun en Idé. Hun gik ud til Maren og bad om at faa laane en Kniv. Maren saa lidt tvivlraadig ud, men rakte hende dog det forlængte. Med Kniven kløved Else Smørrebrødet efter Fladen, saa det blev mindre end Halvdelen saa tykt, og da smagte det udmærket.
„De er nok saa sød at gi mig en Kniv baade Aften og Morgen,” sa hun til Maren, da denne kom efter Bakken, og Maren mente, at det kunde der intet være til Hinder for.
Straks efter var Overlægen der, og Else fortalte om Natten.
„Ja, jeg véd det nok. Tandpine er en farlig Plage. Men nu faar vi se, hvad vi kan finde paa.”
„Det er næsten værre med de to Naboersker,” sa Else.
„Ja vel ja. Men bi nu lidt. Naar Dagene længes plejer Frk. Hall at bli bedre. Vi har havt hende her i 14 Aar. Om Sommeren blir hun sendt hjem et Par Maaneder, men til Efteraaret kommer hun ufravigelig tilbage.”
Naar Dagene længes, tænkte Else. Mens Græsset gror, dør Koen.
„Og Fru Henderson derinde falder nok ogsaa til Ro senere, skal De se. Bare være ved godt Mod, Fru Kant.”
„Jeg kan ikke,” mumled Else. „Det er saa forfærdeligt, at jeg skal være her.”
„Aa Snak,” opmuntred Overlægen, som havde tat Plads i den lille Sofa, mens Else sad paa Stolen ved Vinduet, klemt inde mellem Væggen og Bordet. „Vi er jo gode ved Dem. Vil De skrive Breve, Værsgod! Kommer her Breve til Dem, skal De faa dem, uden at jeg aabner og læser dem iforvejen. Vil De ha Besøg af Deres Mand, saa skriver jeg øjeblikkelig efter ham.”
„Det véd De jo, at jeg ikke vil.”
„Naa ja, saa lar jeg være. Men en Hilsen. — Nej, nej, saa ber jeg ikke om nogen Hilsen,” afbrød Overlægen sig selv, da han saa Else urolig bevæge sig paa Stolen.
„De ser jo, De faar det som De vil ha det,” vedblev Overlægen i elskværdig Tone. „Maden op paa Deres Værelse og alting. — De burde nu forresten gaa ned. De er rolige og rare, de, som spiser dernede.”
„Nej Tak,” sa Else. „Jeg ber om at faa slippe.”
„Er der noget De ønsker — et Æg til Frokost, et Glas Mælk nu og da, Hvidtøl til Middagsmaden — bare sig til.”
„Ja Tak,” sa Else. „Jeg føler mig saa ussel og mat.”
„Vi skal ogsaa gi Dem noget Jernmikstur. Det hjælper paa Kræfterne. Og saa maa De ud og spasere.”
„Jeg kan gaa paa Koridoren derude. Der er jo luftigt og godt.”
„Ja for det første. Og Læsning, vil De ha noget Læsning, saa sig bare til. Vi har et helt Bibliothek.”
Else svarte ikke. Hun sad og tænkte paa den uhyre Forskjel mellem Overlægen og Hieronimus. Rent mekanisk tog hun med Hænderne om Ansigtet og virred lidt med Hodet.
„Er det Tanden igjen?”
„Nej, det er Hieronimus. Ikke engang en Tandlæge lod han mig faa! Det hører da vel ikke med til Behandlingen af formentlig Sindssyge, at de ikke skal ha Hjælp for legemlige Smerter?”
„Naa, er De nu der igjen,” Overlægen lo og trued til Else. „Skal vi ikke slutte en Overenskomst, som gaar ud paa, at De ikke mere nævner den Herres Navn i mit Paahør?”
„Jeg vilde ikke kunne holde det,” sa Else.
„Naar De nu sætter en fast Vilje ind paa det, hvad?” Overlægen gjorde sig morsk, og rynked sine Bryn.
„De skulde vært dernede og set paa!” raabte Else. „Bare det, at han altid trode, jeg løj! Jeg, som var kommen derned for at sige ham al mulig Sandhed. Hvor kan en Syg bli hjulpen uden at sige sin Læge Sandheden?”
„Nej, nu gaar jeg,” Overlægen rejste sig smilende. „Lad mig nu finde Dem i bedre Humør, naar jeg kigger ind til Dem iaften.”
— I bedre Humør. — Hm, hvordan skulde hun kunne bli i bedre Humør, saa længe hun var her? Men Gudskelov for Overlægen. Hun begyndte at holde af ham.