CADA PIEZA VIVE EN UNA DIRECCIÓN · NADA VIVE EN UNA SOLA SALA  

PoetósferaLa BibliotecaAmalie Skram

Amalie Skram · Modernismo

Paa St. Jørgen — IV.

danés

De sad atter i Vognen, som rulled afsted, Konen strikked, og Else hækled.
Naa ja, saa vilde Knut være paa Sct. Jørgen. Det var ogsaa bedre. For der i Kroen i de uhyggelige Omgivelser — —. Skjønt paa Sct, Jørgen fik han vel ikke Lov til at se hende Kroen havde dog vært som et Slags neutralt Terrain.
„Hvorfor skal Fruen egentlig til Sct. Jørgen?” spurgte Konen pludselig, og saa op fra Strikketøjet.
„Ja, sig mig det,” svarte Else og smilte sygt.
„Men har da Fruen ikke sin Mand ilive?”
„Jo: Men Hieronimus er ogsaa ilive.”
„Netop,” sa Konen, og lo stille. „Og det er en streng Herre.”
„Ja, han har ikke vært god at komme ud for. De maa tænke Dem til, han ved ikke Gnist af Besked om mig, har kun ganske brutalt besluttet” — Else standsed pludselig, og sa til sig selv: Hvad kan det nytte at tale om det til hende, og saa tilføjed hun med et Suk: „Det er en mærkelig Mand.
„Netop. De er forskjellige Frue. Den, vi havde før Hieronimus var nu saa mild igjen. Han slap dem ud, bare slap dem ud, naar de da ikke var aldeles flyvende gale. Og jeg har ikke hørt, at der er kommet noget slemmere ud af det. Nej saamæn.”
„Forresten maa Fruen ikke være saa bedrøvet,” vedblev Konen lidt efter. „Det gaar nok godt, skal Fruen se.”
„Det gaar nok godt,” tænkte Else. Ja, hun var jo sluppen levende fra Hieronimus. Men det var et Mirakel, og Mirakler skete der ikke hver Dag. Hvis nu Overlægen paa St Jørgen var som Hieronimus — der gik en Frysning gjennem hende, og hun følte sit Ansigt stivne. Reservelægen paa sjette Afdeling havde rigtignok sagt, at Overlægen var saa „elskværdig”. Men hvilke Rygter var der ikke gaat om Hieronimus' Elskværdighed og Indsigt?
„Nu skal jeg naturligvis puttes i Celle igjen,” sa hun med skjælvende Stemme, og rakte uvilkaarlig sine Hænder ud mod Konen.
„Ok nej, Fruen kommer ikke i Celle”, Konen trykked ivrig Elses Hænder. „Vær vis paa det. Vær vis paa det.”
„Men hvordan kan De vide det?” Else bøjed Hodet og graad over Konens Hænder.
„Hvordan jeg kan vide det? Hvad skulde det være godt for at putte en som Fruen i Celle? Nej, vær De blot rolig.”
„Ja men hos Hieronimus, — da jeg gik derned, ante jeg ikke, at jeg skulde i Celle, eller at jeg skulde være mellem gale.”
„Ja hos Hieronimus — der er det nu saa sin egen Sag.”
„Er Overlægen paa St. Jørgen da ikke ligedan?”
„Ok nej nej, Frue! Han er saa jævn og gemenlig, og saa rar og god. Han skal nok ikke overfuse nogen, eller gjøre sig mystisk eller stor paa det. Aldrig, ikke putter han Fruen i nogen Celle!” Konen frigjorde sine Hænder og strøg kjærtegnende ned over Elses Arme.
Else tørred sit Ansigt og tog atter fat paa Hækletøjet.
„Aa ja, ja. Bare hun ikke kom i Celle, saa fik det endda gaa an. Ikke for det — hun frygted ikke mere for at miste sin Forstand, selv om hun ogsaa kom i Celle. Hun var jo vant til det, og skulde nok vide at holde Stand. Men hun grued saa mindelig for alle de Rædsler og Lidelser, hun der skulde se paa og være med til. Og selv om Forstanden holdt ud, saa vilde Sjælen lide Skade, ubodelig Skade. Denne fortærende Vrede, hun følte over den Behandling, hun vederfores. Hvordan vilde hun vel bli tilsidst? Hendes Indre vilde være hærjet, lagt i Grus og Aske som efter en Ildebrand.
„Der er den gamle Domkirke,” sa Konen og pegte ud gjennem Vinduet tilhøjre.
„Saa er vi der vel snart,” sa Else dumpt; hun flytted sig sagte i Sædet og saa' ikke paa den gamle Domkirke.
„Ja. Om ti Minutter.”
De kjørte gjennem en bakket og kroget Gyde med smaa, uregelmæssige Huse paa begge Sider. Saa kom de ud paa en Landevej. Else saa gjennem Vognvinduet, et Stykke borte, et helt Kompleks af lyse, vidtstrakte Bygninger, hvoraf de fjerneste laa højere oppe, som paa Terrasser.
„Er det St. Jørgen?” spurgte hun.
„Ja. Det er St. Jørgen, Frue.”
Det var som en Flom bruste op inde i Elses Bryst og vilde trænge sig frem og ud over hendes Læber med et meningsløst Skrig. Hun bed Tænderne sammen og slog Hænderne for Ansigtet.
Skulde det være gjørligt at hoppe ud af Vognen? Fly fra denne Voldshandling? Hvis hun nu kunde være saa snedig som de sindssyge var?
Hun titted gjennem de sprigende Fingre over paa Konen, der rolig vikled Garn om det sammenrullede Strikketøj. Hvis hun nu fort rev Vogndøren op, hopped ud og sprang som en gal og la sig plat ned i en Grøft — det dirred og krøb gjennem hendes Legeme, men hun rørte sig ikke.
Aa disse Kvaler hun nu igjen skulde gjennemgaa, med nye Læger, nye Sygeplejersker og nye gale. — Skulde gaa der imellem dem som et overgit og udleveret Menneske, som en, der ingen havde, ingen andre end sig selv og Hieronimus.
Nej, nej, nej, det var ikke til at udholde! Hellere Døden end dette. Hun tog Hænderne fra Ansigtet og rettéd sig med et Ryk.
„Ja, kjære Frue, nu er vi der straks,” Konen la liksom tyssende Haanden paa Elses Arm.
Else saa paa hende med et Blik fuldt af Smerte og Forundring. Saa roligt og hverdagsligt hun tog dette, at et Medmenneske, som intet havde forbrudt, skulde mod sin Vilje sættes i Fængsel, holdes under Laas og Lukke, og det til og med paa et Sted, hvor kun gale havde tilhuse.
Else blev ved at se paa Konen, og mens hun saa, sank alt til Ro indeni hende. Saadan var Livet og Menneskene. Livet gik sin Gang uden at ænse, hvor mange søndertrampede og blødende Menneskesjæle det lod bag sig. Og Menneskene saa ligegyldig til. Hver havde nok med sit.
Bøje sig for det uundgaaelige. Bøje sig og takke til, at det ikke var endda værre. Hvis hun nu sprang ud af Vognen, saa vilde der ikke være nogen Rugmark til at gjemme sig i, og ikke noget Gadekjær til at plumpe ned i, og saa vilde den gamle, venlige Kone fange hende ind igjen, og tænke, at nu havde hun faat et nyt Bevis paa, hvorledes de gale kunde forstille sig.
Nej, der var intet at gjøre. Bøje sig. Ydmygt dukke Nakken.
Men at være fældet af en Fyr som Hieronimus! Det var dog for sølle!
Nu var de paa én langstrakt, jevnt skraanende Bakke. Der var unge, nøgne Træer, med stort Mellemrum paa begge Sider, og paa Toppen af Bakken et langt, lavt, hvidt lysende Murgjærde med en høj aaben Indkørselsport i Midten. Bagenfor en anseelig toetages Bygning med Taarn og Sidefløje, og bagenfor denne igjen, højere oppe og ved Siderne mange store forskjelligartede Bygninger, omgit af Haver og aabne Rum. Og rundt omkring stort Landskab med Skov og Bakker. Det var som en hel liden Verden for sig selv.
Pludselig rykked Else sig hurtig tilbage i Vognen.
„Var det nogen Fruen kjendte?” spurgte Konen, som paa Landevejen havde set en Herreskikkelse nysgjerrig kige til Vognvinduet.
„Ja, en Slægtning af min Mand, som er Funktionær paa St. Jørgen.”
„Det skal saamæn Fruen ikke bryde sig en Smule om. Alleslags Mennesker saa kommer de her en skjønne Dag. Idag mig, imorgen Dig.”
Else bare rokked med Hodet. Det var, som sad der en Prop i hendes Hals.
„Snart bliver Fruen fri og frank igjen. Tro De mig.”

Sigue explorando

Por su autor
Amalie Skram · 98 piezas más en la casa
Dónde vive
La Biblioteca

← Paa St. Jørgen — III.Paa St. Jørgen — IX. →

Expediente

Autor
Amalie Skram
Título
Paa St. Jørgen — IV.
Lengua
danés
Época
Modernismo
Sala
La Biblioteca
Identificador
ws-da-paa-st-jrgen-iv--amalie-skram-c030fe
Cita recomendada
Amalie Skram, «Paa St. Jørgen — IV.», Poetósfera, poetosfera.com/p/ws-da-paa-st-jrgen-iv--amalie-skram-c030fe.html

Las obras de dominio público se reproducen íntegras, con atribución y en la ortografía de su impreso. ¿Ves una errata o conoces una fuente mejor? Escríbenos desde Sobre la casa.