Else rulled Hækletøjet sammen og putted det ned i sin Arbejdstaske. Saa læned hun sig tilbage i Vognen og lukked Øjnene. Naar de nu standsed ved Kroen, og Vogndøren blev lukket op, og Knut pludselig stod foran hende?
Vilde Knut straks mærke, at hun ikke var sindssyg? Forstaa i et eneste Glimt, at det var en oprørende Uret at spærre hende inde i et nyt Galehus? — —
Nej, det vilde han sikkert ikke. Han havde jo blindt og fast troet paa Hieronimus. Saa kunde vel ikke det blotte Syn af hende og et Par Minutters Samtale omstøde hans klippefaste Tro. Der var jo noget, som kaldtes for de gales lyse Øjeblikke.
Men saa vilde det være bedre, at han ikke var der. Aa ja, ja, tusend Gange bedre!
Hun var jo desuden saa forstenet og forbitret over hans Adfærd mod hende siden den Dag, han forlod hende ved Indgangen til sjette Afdeling, at hun ikke vilde kunne bekvemme sig til nogetsomhelst Forsøg paa at forandre hans Bestemmelse. Hun vilde formodentlig komme til at sige det samme som til Hieronimus den Gang i Cellen: Lad mig bare fare. Jo mere, jo bedre.
Aa Gud nej. Bare han dog ikke var der!
Vognen holdt. Konen rejste sig, og la Haanden paa Elses Skulder: „Her er det.”
Else retted sig op.
I det samme blev Vogndøren aabnet. Else fo'r sammen med et Ryk. Gudskelov, det var Portøren, som stod udenfor, og ikke Knut.
Konen steg først ud; saa rakte hun Haanden til Else, der Øjeblikket efter stod paa Landevejen, og saa' sig sky om til alle Sider. Ingen Knut. Intet at se andet end de bølgeformig flade Marker, med Skimt af Skovbryn gjennem Taagedisen, som nu var graa og fugtig. Nogle Bondegaarde og Bygninger her og der, og tilhøjre tæt ved, et lavt, langt Hus, over hvis Indgangsdør der med store hvide Bogstaver stod skrevet: „Gjæstgiversted”. Ligeoverfor var der et Skur med Paaskriften: „Rejsestald”.
Else pusted ud i Lettelse over, at Knut ikke var der, for i næste Nu at føle Skuffelsen som et sugende Nag i Brystet.
Men inde i Kroen vilde han sidde. Der vilde han komme hende imøde, ta hende ved Haanden, og be om at faa tale med hende. Atter igjen følte hun den forrige skjælvende Bevægelse krybe igjennem sig, og atter sneg Angsten for at se ham sig over hende.
Kusken og Portøren begyndte at spænde Hestene fra, og Konen tog Else ved Armen, og førte hende op ad Kroens lave Stentrappe ind i en raakold Stue, der havde en Skjænk med mange Flasker paa den ene Langvæg og nogle Smaaborde og Stole paa den anden. Foran de to smaa Vinduesfag stod ligeledes Borde og Stole. Paa Væggene var der opklæbet Annoncer og Plakater med storbogstavede Avertissementer og kolorerede Billeder af Tuborgflasker. Bag Skjænken stod et døsigt Fruentimmer i sort Strikkevest med korslagte Arme over den fremstaaende Mave. Der lugted af Petroleum, Brændevin og Stenkulsos, og Gulvet var strøet med Sand.
Altsaa heller ikke der nogen Knut.
Konen fik Else tilsæde ved et af Bordene. Saa bestilte hun to Kopper Kaffe med Wienerbrød.
„Kan jeg ikke heller faa et Stykke Smørrebrød, bad Else. „Jeg liker ikke Wienerbrød.”
„Ja, jeg véd inte Frue. Reglementet lyder paa Wienerbrød. Men forresten, det kan vel gjøre det samme.”
Straks efter bragtes det forlangte af det døsige Fruentimmer.
Else betragted Konen, der begjærlig, og i lange Drag drak den glohede Kaffe af den tykke blaarandede Kop. Selv maalte hun længe puste paa Kaffen, inden hun kunde gi sig i Lag med den.
Døren fra Gangen gik stille op, og et underligt Par kom ind: et Fruentimmer med et grønblegt, udmagret Ansigt, holdende under Armen en graagusten Mand i fillede Klær og stride Haartjafser strittende rundt om det med tyndt, kort Skjæg bevokste Ansigt. Fruentimmeret havde revnede Mandfolkestøvler, kort blaarudet Bomuldsskjørt, sort Vadmelstrøje, og om Hodet et uldent Tørklæde, der ganske skjulte Haaret. Mandens ene Ben var fra Ankelen til Knæet surret ind i en skidden Bandage, og han halted stærkt, mens han, støttet til Fruentimmeret og med en Kjæp i den ene Haand stavred hen til et af Bordene, hvor Fruentimmeret hjalp ham tilsæde.
Else keg paa dem. De sad begge to stive og stille og saa ret frem for sig.
Det døsige Fruentimmer bag Skjænken gik hen til dem med en Bajer og et Snapseglas i den ene Haand, og i den anden en Brændevinsflaske, hvoraf hun fyldte Snapseglasset.
Manden greb med stive Fingre i sin lasede Vestelomme, og tog op nogle Kobbermønter, som han rakte Værtinden. Saa drak han Snapsen, og satte derpaa Bajeren til Munden, og tømte den paa en Gang.
Derefter tog han op af Bukselommen en liden Snadde og en Æske Fyrstikker. Han stak Langfingeren i Snadden, saa lidt paa den, og tændte den. En hæslig Stank af brændt Træ fyldte straks efter Rummet.
Saa greb han Kjæppen, som han havde stillet ind mellem sine Knæ, og Fruentimmeret, der hele Tiden havde siddet ret op og ned og stirred med et tomt Blik, rejste sig øjeblikkelig, tog ham under Armen og hjalp ham op fra Stolen. Og uden at mæle et Ord stavred de saa ud af Skjænkestuen.
Else rejste sig og saa' gjennem Vinduet efter dem.
Der gik de henad Landevejen, Konen med det udmagrede, grønblege Ansigt, trækkende med sig den lasede, haltende Mand.
„Hvad var det for Slags Mennesker?” spurgte Else Konen, der øjeblikkelig var kommen hen, og havde stillet sig ved Siden af hende.
„Nogle Vejfarende, som skal til Byen. Formodentlig for at søge Arbejde.”
„Men hvorfor fik Konen ingenting? Hvorfor drak han det altsammen selv?”
„Aa ja Frue. Manden er jo den vigtigste.”
„Men den stakkels Kone! Hun var jo segnefærdig af Træthed og Sult.”
„Netop! Men saadan er det nu engang her i Verden.”
„Hvor kunde De vide, at det var Snaps og Bajer, han vilde ha?” vendte Else sig til Værtinden, der havde indtat sin forrige Plads bag Skjænken.
„Hvad skulde han ellers vilde ha havt,” svarte Konen trevent.
I det samme lød der et Hyl. En smal Dør i Tværvæggen bag Skjænken gik op, og en 4 Aars gammel Gut kom løbende ind: „Mor, han sla'r mine Kyllinger!”
Det døsige Fruentimmer tog Gutten i Armen og føjsed ham med et Spark af sit Knæ hen imod Døren. Men saa blev Gutten grebet af et voldsomt Hosteanfald med hule hikkende Lyde. Han kroged sig sammen og faldt næsegrus mod Gulvet, mens han blev ved med at hoste og at hive efter Vejret.
„Han har jo Krampe,” sa Else forskrækket til det døsige Fruentimmer, der stod rolig og uanfægtet.
„Aa, det er kun denne fjollede Kighoste,” Fruentimmeret letted liksom modstræbende Gutten op fra Gulvet og bar ham ud.
„Var det ikke muligt, at jeg kunde faa komme ind et Sted, og gjøre en Smule Toilette?” spurgte Else, mens hun tørred sine Fingre i Papirservietten.
„Jo værsgod,” Konen aabned en Dør, der førte ind til et lidet Rum med et Par Senge, og et, med hvid Sjirting behængt Vaskebord. Derinde stod en Dør paa Klem med Udsigt til en uryddig Gaardsplas, i hvis ene Hjørne der var en aaben Laage ud til de brune, vide Marker.
Konen skjelte til den aabne Dør, mens hun tripped Else i Hælene og bestandig stod tæt op ad hende. Hun holdt de nervøst skjælvende Hænder lidt opløftet, som gjaldt det at være rede til at slaa Kloen i noget.
„Nu er De igjen bange,” sa Else, mens hun dypped sine Fingre i Vaskeskaalen.
„Ok nej, Frue. Men en kan jo aldrig vide. Og nu er mine Ben saa stive og gamle. Før i Tiden sprang jeg saa let, som jeg véd ikke hvad. Den maatte være tidlig oppe, som skulde rende fra mig,” hun smilte og smaarysted Hodet.
„De skal ikke ha Mistro til mig,” sa Else. „Det er ganske unødvendigt.”
„Netop Frue. Men en har jo sin Bestilling. Og det er ikke rart, hvis der hænder noget.”