De skal ikke være bange,” sa Else og smilte til den venlige gamle Kone, der sad paa Vognsædet ligeoverfor, og med vagtsomme Øjne holdt Haanden paa Dørgrebet. „Jeg pønser ikke paa at undvige.”
„Nej,” sa Konen og nikked blidt, uden at ta Haanden bort. „Det er nu saadan” en Vane, jeg har.”
„Har De kjørt til „St. Jørgen” med flere kanske?”
„Ok ja, Frue,” Konen smilte, saa at Ansigtets Rynker blev myldrende mange. „I 26 Aar. Min Mand er Portner ved Hospitalet, og saa har jeg havt den Bestilling.”
„I 26 Aar,” gjentog Else. „Saa kan jeg ikke forstaa, at De er ængstelig. De maa jo da være vant til at greje Dem med de gale.”
„Aa ja,” nikked Konen. „Men de har det paa forskjellig Maade. De roligste er de lumskeste,” hendes bittesmaa, sortblinkende Øjne saa lunt paa Else, og om den gamle smale Mund laa et underfundigt Smil.
„Nej, man siger jo, at ingen i Verden kan være saa snedige som de sindssyge,” svarte Else, der næsten ikke kunde bare sig for at le.
Konen kneb Øjnene sammen og nikked med det samme underfundige Smil, mens hun ugenert stirred Else ind i Ansigtet. Hendes Mine sa: Mig narrer Du ikke.
„Hvor er vi nu?” spurgte Else.
„Paa Kongevejen. Der henne ligger den gamle store Park,” Konen pegte ud gjennem det venstre Vognvindu.
Den gamle store Park. — — Der havde Else gaat med Knut paa klare, varme Sommerdage, og de havde siddet deroppe paa Udsigten, og set nedover Byen. Og hun havde vært saa lykkelig ved at gaa der, fordi hun gik der med Knut, og fordi den gamle store Park et Par smaa Steder minded lidt om hendes Hjemland.
„Har det hændt, at de forsøgte paa at undvige de, som De kjørte med?” spurgte Else.
„Ok ja. Mange Gange.”
„Men det er vel aldrig lykkedes?”
„Nej. For det er jo umuligt. Her er jo jeg — ja, før var jeg saa rask tilbens, at selv om de Syge løb hurtig. — Og saa er der jo en flink Fyr paa Bukken, foruden Kusken. Og desuden — alle de, en møder, gir sig med paa Jagten, saasnart de hører, det er en sindssyg.”
Ja, tænkte Else. For dem, som har faat Etiketten sindssyg klæbet paa sig, for dem gives der ingen Pardon.
„De er altsaa altid blet fanget ind igjen, de, som vilde flygte?” vedblev Else.
„Netop. Paa to Gange nær. To Gange i 26 Aar. Det er inte mejet.”
„Hvordan gik det til, at de undkom? Fortæl mig!”
„Ja, jeg véd skam inte, Frue. De var som sunkne i Jorden. Den ene havde gjemt sig inde i en Rugmark, hørte vi siden, og den anden var sprungen tværs over Gjærdet og var faret paa Hodet i et Gadekjær.”
„De arme Mennesker,” sa Else og knytted fast Fingrene i hverandre, mens hun sukked dybt.
„Aa ja. Det var nu Sindsygens Dumhed som drev dem,” bemærked Konen. „Saa man véd inte, hvad man skal sige til 'et.”
Else saa bestandig ud gjennem Vognvinduerne. Der var vidt og bølgeformigt fladt til alle Sider. Himlen var blaa, Solskinnet gyldent, og rundt i Horisonten stod en fin, lillahvid Taagedis, hvorigjennem fantastiske Konturer af Skovbryn her og der kom tilsyne.
„Aa hvor her er varmt,” Else løste paa sin Peltskaabe. „Har De noget imod at vi aabner lidt?”
„Inte det ringeste, Frue,” Konen rejste sig, og trak i Remmen, saa Vinduet halvt gled ned.
„Tak,” sa Else. „Nu vil jeg ta frem mit Hækletøj og være flittig. Saa gaar Tiden fortere.”
„Hvorlænge varer Turen til St. Jørgen?” spurgte Else, da hun i Taushed havde hæklet en Stund.
„Fem Timer omtrent. Men vi skal bede undervejs.”
„Hvorfor?”
„For Hestenes Skyld. Og ogsaa for at Fruen skal ha en Forfriskning. Kaffe og Hvedebrød. Paa en Kro midtvejs mellem Byen og Sct. Jørgen. Det skal smage godt at faa Kaffe,” Konen nikked. Hun sad fremdeles med Haanden klemt fast om Dørgrebet.
Der vil Knut være, tænkte Else, og en Skjælven krøb igjennem hendes Legeme. Aa bare hun fik dette ene Bevis paa, at han var med i hendes Lidelse. At han, tiltrods for at han intet havde foretat sig efter hendes Jammersbrev, dog var hos hende i sine Tanker og i sin Sorg. Hvor kunde en dog overlade et Væsen, som var en kjært til fremmedes Forgodtbefindende uden i det mindste en eneste Gang selv at se og høre ? — —
Nej, han vilde staa udenfor Kroen, komme hen og lukke Vogndøren op, og saa — — —
Tænk hvor nøjsom hun var blet! At hun kunde føle denne Bevægelse ved Tanken om, at Knut vilde være paa hendes Smertensvej. Vilde, om blot se hende, og sige de Ord, som tog alt ondt bort.
Nøjsom? Nej, det var ikke nøjsomt. Det var Livets et og alt, dette at ha et Menneske, som i Livets ondt og godt var ét med en selv. Og netop saadan havde Knut jo altid vært.
Hun sank hen i Mindet om og i Betragtningen af de svundne Aar, og mens hendes Fingre flittig hækled paa den brede Gardinblonde blev hun vissere og vissere paa, at Knut vilde staa udenfor Kroen, som laa midtvejs mellem Byen og Sct. Jørgen, der hvor de skulde bede. — —
Denne stilfærdig knitrende Lyd, der liksom vugged hende dybere ind i hendes Forestillinger og vakte som en vag Fornemmelse af et Slags hjemlig Hygge? — — Else retted Hodet, som hun havde holdt bøjet over Hækletøjet. Der sad Konen trykket ind i Hjørnet af Vognen med et stort, sort Strikketøj mellem Hænderne. Saa var hun altsaa falden til Ro, og frygted ikke mere for, at Else tænkte paa at undvige. Else blev saa glad over dette Bevis paa denne erfarne gamle Kones Tillid, at hun gjerne kunde ha kysset hende.
„Kanske De fryser,” sa Else. „Vil De ikke ha min Skindkrave? Jeg er saa altfor varm.”
„Nej, nej, Frue. Jeg sidder saa lunt. Ellers Tak.”
„Aa jo,” vedblev Else indtrængende. „Jeg kan se paa Dem, at De er bange for Trækken,” Else rejste sig og slog Skindkraven om Konens Skuldre. „Vær sød og behold den paa,” bad hun.
„Fruen er saa altfor venlig,” Konen rysted smilende Hodet. „Ja ja, saa siger jeg Tak.”
„Har De Børn?” spurgte Else lidt efter.
„Ok ja, Frue,” svarte Konen, mens hun strikked og strikked. „Vi har havt saa mange, men Vorherre har gjemt dem saa nær som paa to.”
„Stakkels Dem. Hvad har De da ikke gjennemgaaet.”
„Netop,” sa Konen. „Naar det første dør, synes en, at det kan en ikke udholde, men naar de saa plukkes fra en den ene efter den anden,” hun la Strikketøjet i Skjødet, og tog frem af en Pose en hvid Klud, hvormed hun tørred Øjnene og pudsed Næsen.
„Og saadanne dejlige og fremmelige Børn,” Konen var atter begyndt at strikke. „Anton, han var lige fyld 7 Aar — han sa til sin Far om Aftningen, som han døde om Natten. Far, sa han, jeg tror, det er sandt, at vi faar Vinger, naar vi dør, for jeg kan mærke, at de er begyndt at vokse ud paa mine Skuldre.”
„Vidste De, at han skulde dø, da han sa det?”
„Ja. For vi havde jo set paa de andre. Det var Lungesot de havde. Han døde saa stille som et Lys, der pustes ud. Jeg sad i Stolen foran Sengen og blunded lidt — ja, for jeg havde vaaget saa mange Nætter, og ingen er jo mere end et Menneske. Saa vaagner jeg af at høre min Mand snorke borte i Sengen, og da jeg skal se til Drengen, er han kold og død,” atter la Konen Strikketøjet fra sig og pudsed sin Næse.
„Vækked De saa ikke Deres Mand?” „Nej, ok nej. Han var jo træt efter Dagens Slid og Slæb, og Anton var jo den syvende, som døde.”
Den syvende, som døde, tænkte Else. Man vænner sig altsaa til alt. Ogsaa til at se sine Børn rives bort af Døden. — Ja, selv havde hun jo vænnet sig til det Hieronimuske Helvede saadan, at hun formelig havde følt Vemod ved at skulle forlade det.
„Jeg kan næsten ikke fatte, at man nogensinde kommer over det at se sine Børn dø,” sa hun. „Det maa dog være det værste af alt.”
„Ja, jeg ved virkelig inte, hvad jeg skal kalde for det værste,” svarte Konen og rokked med Hodet, mens hun flittig strikked. „Hvis nu ens Mand holder sig med andre,” hun kneb Læberne sammen, og bøjed Ansigtet dybere over Strikketøjet. „Vi Fruentimmer slides jo op af Stræb og Børnefødsler, og Mændene — de vil jo immer ha noget at forlyste sig med. Naar de saa kommer hjem til en træt og mut og gnaven gammel Kone,” hun tog atter Kluden frem og tørred Næsen.
„Men der er dog mange Mænd, som er glad i sine Koner, selv om de er trætte og gamle,” sa Else. „Ikke sandt?”
„Ja tror Fruen virkelig det?” Konen lod Strikketøjet synke og saa' forskende paa Else.
„Ja. For de har jo saa mange gode Minder fra før i Tiden. Dengang Konen var ung og sød og glad. Og det binder en Mand og gjør, at han ser paa Konen med Ungdommens Øjne.”
„Det høres saa kønt, hvad Fruen siger,” nogle smaa Taarer trilled ned langs Konens Næse, og det bæved om hendes tynde Mund. „Men naar der nu ingen gode Minder er? Naar Konen altid har vært træt og ussel og gnaven og mistroisk. — Aa ja, Frue, jeg snakker saa vidt og bredt, fordi jeg kan mærke, at Fruen er et Menneske som forstaar.”
Der gik nogle Minutter hvori Else hækled og Konen strikked. Saa sa Else: „De er altsaa kommen til det Resultat, at Livet er et Onde?”
„Et hvadforslags?”
„Ja, at Livet er saa ondt og fælt, at det var bedre ikke at ha vært født?”
Konen holdt op at strikke og grunded lidt. „Nej,” sa hun saa, og rysted stille Hodet. „Jeg kan slet ikke tænke mig det, at ikke ha vært født. Der har dog vært saa mange Adspredelser, og om jeg saa maa sige, Oplevelser og Glæder her i Verden. Og nu min Bestilling. Hvem skulde kjøre med de sindssyge, hvis jeg ikke havde gjort det?”
„De havde dog vel nok fundet en anden,” sa Else.
„Fundet en anden? — Ja, men saa havde det jo ikke vært mig. Nu har jeg kjørt og kjørt i alle disse Aarene. Ok ja.”
„Har De ikke lidt frygteligt ved det — jeg mener, havt forfærdelig ondt af dem?”
„Af hvem? Af de sindssyge. — Nej, Herregud, det er jo Personer, som man ikke saadan kerer sig om. Og saa er de saa skrækkelig simple. Jeg kan slet ikke fortælle Fruen, hvad Slags Ord de tar i sin Mund, og hvad Sags Gebærder de mangen Gang gjør.”
Else blev mere og mere vel tilmode ved den venlige gamle Kones Selskab. Saadan vilde hun ikke ha talt, hvis hun havde anset Else for sindssyg. Men naturligvis var hun sig det ikke bevidst. Rent instinktmæssig kom det.
„Ja, det maa jo være fælt at se og høre paa,” sa Else. „Men jeg vilde nu ha forfærdelig ondt af Dem alligevel.”
„Aa, jeg ved inte, Fruen. Den Sort Skabninger er jo mere som et Slags Dyr.”
Else gav sig atter til at hækle, og Konen strikked og strikked. Om en Stund sa Else: „Men de to Børn, De har tilbage, er det gaat godt med dem da?”
„Jeg takker Gud for dem, han har gjemt, Frue,” svarte Konen mørk.
„Saa slipper de for Jordlivets Sorger, mener De?”
„Netop,” sa Konen, og saa hastigt op. „Se nu min Søn, han har giftet sig med et daarligt Fruentimmer, som har draget ham ned saa dybt, saa dybt i Ulykke og Fordærvelse, og har bragt Sorg og Skam over os allesammen.”
„Men kanske han alligevel er lykkelig med hende?”
„Lykkelig! Aa nej, Gud hjælpe os,” Konen tog atter fat paa Strikketøjet. „Der er inte andet end som Slagsmaal og Ballader med dem uafladelig. Hun render med sine gamle Kjærester, og der sidder han.”
„Men det véd han da vel ikke om?”
„Jo, saamæn gjør han saa! Men hvad kan det hjælpe, naar et Fruentimmer først har bedaaret et Mandfolk? Hvergang vi nævner det, farer han op aldeles balstyrig. Men saa undertiden kommer han og græder til mig, og naar jeg saa siger et Ord til hendes bedste, for om jeg saa maa sige, at indsmigre mig hos ham, saa kalder han hende med de værste Navne og siger, om jeg vil gjøre mig saa simpel at tale godt for saadan en.”
„Ja Menneskene er underlige,” sa Else.
„Netop,” udbrød Konen og saa' paa Else med et Blik fuldt af samtykkende Forundring. „Ja er de ikke underlige,” vedblev hun tankefuld. „Det eneste, en har at trøste sig til, det er, at Graven snart skal gjemme os alle,” det sidste kom med bævende Stemme.
„Ja, der er noget forsonende i Tanken paa Døden,” bemærked Else.
„Netop! Og tænk, saa bange som vi fra Begyndelsen af er for den. Men efterhvert som man lever, blir man blidere stemt imod den. Og saa er det jo dette, at ikke alene en selv og de, som lever med en, skal dø, men alle de, som kommer bagefter ogsaa.”
„Tror De paa et Liv efter dette?” spurgte Else.
„Ih Gud ja, det gjør jeg rigtignok! For det lærer en jo fra Barnsben af. Men fatte det kan jeg ikke.”
„Vilde De gjerne leve efter, De var død?”
„Aa nej saamæn. For min Del kunde det være nok med det, som er. Men man er jo ikke et respekterligt Menneske, hvis om en ikke tror paa de Dele. Og saa Herregud — skade kan det jo ikke — —”
Else saa' ud paa Markerne, hvor der her og der laa Klatter af Sne. Solen var gjemt af Taagedisen, som var stegen højere paa Himlen, og Tonen over Landskabet var bleven raakold og vinterlig.
„Nu synes jeg, det er køligt,” sa Else.
„Netop! Ih Gud nej, hvor Fruen dog er fornuftig. Jeg sad lige nu og tænkte paa det samme. Saa lukker vi Vinduet. Forresten er vi der straks.”