Hvor var det underligt at kjøre afsted som en Arrestant — Else drejed uafladelig Hodet fra højre til venstre og saa ud gjennem Vognens Vinduer.
Der gik Meneskene fri og frank i det dejlige Vaarsolskin paa det plørede Martsmaaneds Føre og tænkte paa alt og ingenting. Sporvogne, Drosker, Arbejdskærrer, alle Slags Kjøretøjer fo'r frem og tilbage i den Retning, de selv vilde. Kun hun blev transporteret didhen, hvor hun ikke vilde.
Hvor tit havde hun ikke i Bladene læst om, at den eller den af Politiet var bleven puttet i en Droske og kjørt til Stationen, uden at tænke noget videre over det. Nu var hun i samme Kasus.
I samme Kasus? Nej, det var netop det, hun ikke var. For dem, som Politiet tog sig af, gaves der Lov og Ret: Forhør, Frikjendelse eller Domfældelse. Men for hende? — Hun tilhørte nu en Kaste, som Samfundet ikke regned med.
Gjennem Vognvinduet opfanged hun et Glimt af en aldrende, sirlig og proper, men fattig klædt Herre, som hun mange Gange før havde truffet i denne samme Gade. Han brugte altid at gaa med ludende Hode og Hænderne sammenlagt paa Ryggen. Ret som det var, plejed han at staa stille, at rette Nakken, og at se frem for sig med et Blik, der intet saa. Og saa snakte han med Læberne, lydløst, og virred lidt med Hodet. Else havde tit iagttaget ham i nogle Skridts Afstand, og tænkt, at han var en ulykkelig, en, som Livet havde pint og brudt istykker, men ikke gjort ond. For hans Øjne var saa milde og døde.
Bare ikke Hieronimus nogensinde fik fat paa ham! Saadan en Særling vilde Hieronimus naturligvis straks putte i Celle. Og saa vilde det være forbi med Manden for bestandig. For Kræfter til at udholde bare de rent fysiske Pinsler i det Hieronimuske Helvede havde Stakkeren sikkert ikke. Langt mindre da den afgrundsonde Tanke at være berøvet Friheden, og at bli holdt indespærret i et Galeshus.
Saadan en Særling — —
Var Hieronimus ikke selv en Særling? — —
Else blev ved at dreje Hodet til Siderne for at kunne se gjennem Vognvinduerne. Hvor Færdselen i Gaderne forekom hende fjern og fremmed! Som en Verden hun saa paa fra et hinsidigt Sted.
Herregud — hvorfor trasked og stræved og aste dog disse Mennesker saadan? Og hvorfor hypped de til Hestene, og tvang dem til at slide og løbe?
En vakker Dag vilde dog Døden slaa Kloen i dem alle. Eller — hvad der var tusend Gange værre: de vilde bli tat i Nakken og fanget ind af en eller anden Hieronimus.
— Hun prøved at tænke paa Knut og Tage, men fik det ikke til. En uendelig, uoverskuelig Ørken skilte dem fra hende. Det var, som de ikke længer kom hende ved.
Hun havde ingen i Verden mere. Var kun sig selv. — Sig selv og — Hieronimus.
For ham førte hun med sig. Han og hans Færd besatte hende, var helt og holdent inde i hende, laa som en Mare over og indeni og udenpaa hende. —
Hieronimus og hun. Ingen og intet i Verden uden han og hende. — —
Og dog følte hun hele Tiden Hjærtet klappe pludselig med stærke Slag, fordi hun uafladelig, mens hun saa' gjennem Vognvinduerne, troed at gjenkjende Knuts Skikkelse. Det var begyndt allerede, da hun kjørte over Hospitalets Gaardsrum. Knut maatte staa der, for at se hende, og nikke til hende, inden hun førtes til sit nye Fængsel. Eller ved den store, sidste Port. Eller ude paa Gaden tæt ved Hospitalet. Men overalt havde han ikke vært.
Hun sorged ikke over det. Kunde bare ikke forstaa det.