Intet Barn kunde være mere modtageligt for Kjærlighed end jeg; i dens Haand jeg elskede var jeg blød som Vox; havde slette Mennesker viist mig Ømhed var jeg bleven slet som de; under Moders velsignede Indflydelse, gjorde jeg mig al Flid for at være artig og god, og dog laa der, netop i min inderlige Kjærlighed til hende, Spiren til en ond Lidenskab, til Skinsyge; dog, Gud skee Lov, den blev aldeles kvalt.
Havde Moder viist Minna mere Ømhed end hun viste mig, vilde jeg have næret Bitterhed og Vrede mod den søde, lille Pige, som deelte Alt med mig, men hun var eens imod os; med den skarpeste Opmæksomhed kunde jeg ingen Forskjel opdage, ja, hun gav sig endogsaa mest af med mig, der var saa forsømt i enhver Retning. Selv nu, naar jeg tænker derover, troer jeg ikke det var Pligt alene; af Pligt kan man vistnok være eens i Reglen, men ved enkelte Leiligheder vil Kjærligheden dog give sig tilkjende; jeg troer, at hendes Medlidenhed med det fattige Barn var saa stor, hendes Hensigt at sørge for det saa oprigtig, at hun strax optog det i sit Hjerte som sit eget Barn og virkelig elskede det ganske som sit eget. Dog ligesaameget som jeg ønskede, at Moder ingen Forskjel skulde gjøre paa os, ligesaameget fordrede jeg, at Andre skulde gjøre mere af Minna, ligesaa klart indsaae jeg, og indsaae det med Glæde, ja med en vis Stolthed, at hun stod langt over mig i enhver Henseende. Moder lærte mig at læse og hjalp Minna med at lære mig at lege, og jeg lærte begge Dele mest for at føie dem, for at vise min Hengivenhed; dog snart holdt jeg af Legene, og da de første Vanskeligheder vare overstaaede, ogsaa af Læretimerne. Der var, mærkede jeg snart, Plads til en god Deel i mit tomme, lille Hoved.
Hvor ubeskrivelig deiligt var det for mig at have et Hjem, det hyggeligste, det kjærligste Hjem. Hvilken blid, fornøiet Stemning var der ikke altid udbredt over Moder, hvilket Liv og hvilken Lystighed over Minna; hvor var hun mild og kjærlig fra den tidlige Morgen til den sildige Aften, hvad kunde hun ikke finde paa, hvor sang og dandsede hun, men hun kunde ikke altid sine Lectier og det kunde jeg.
Ved Mettes Hjælp lavede Moder selv Maden, den var saa indbydende i sin Tarvelighed; dengang fandt jeg den rigtignok ikke tarvelig, men det var den, tarvelig som vore Klæder, der alligevel vare smagfulde og nette.
Jeg saae snart, at de fine, skjønne Arbeider, Moder beskjæftigede sig med, af Mette bleve ombyttede med Penge. Det undrede mig lidt, at Sligt var nødvendigt i den lykkelige Tilværelse, men, da det var som en Fornøielse for Moder, tænkte jeg ikke videre derover.
Aldrig have Børn lært Religion paa en bedre Maade end vi. Moder var selv saa gjennemtrængt af den; Guds Ord var hendes Lov; hun handlede efter det, søgte Trøst og Raad hos det. Christus var hendes Herre; gjennem ham nærmede hun sig frimodig, opfyldt af Kjærlighed, Taknemmelighed og Ærefrygt, til Gud. Hun lærte os, at vi ere Vandringsmænd og at vort Borgerbrev er i Himlene; og vi troede det, troede det gjennem hendes Ord, og, maaskee endnu mere, gjennem hendes Vandel.
Moder og Professoren havde mangen halv alvorlig, halv spøgefuld Strid om Sandheden. hun holdt paa ubetinget Troskab imod den; han bad for: „en lille Nødløgn,” men Moder var ubønhørlig.
„O nei, nei, ingen lille Nødløgn, thi den viser netop, hvor man ringeagter Sandheden, at man ikke vil underkaste sig en lille Ubehagelighed, en blot Forlegenhed, hellere end træde den for nær. Desuden maa det Menneske, som aldrig vil lyve, ogsaa paa Grund deraf handle bedre end Andre. Dog er Nødløgn naturligviis ikke den værste Løgn, det anseer jeg derimod Hykleri for.”
„Det er vist, det troer jeg ogsaa,” raabte vor kjære Professor; intet Menneske var mere fritaget for Hykleri end han.
Mette var den eneste af mine Venner, som ikke havde rigtig Tillid til mig. Hun saae nøie efter, at jeg ikke tog Noget i Haven, advarede Moder flere Gange for Syltetøi og Sukker, og troede altid, at jeg havde en eller anden Spilop for, skjøndt hun aldrig greb mig i nogen. Jeg var ikke vred. paa Mette; det morede mig næsten, da jeg havde en fuldkommen reen Fod at staae paa.
Mettes Kjærlighed til Blomster var virkelig rørende; hun talte til dem paa sin egen Maade, uden Ord; naar de trivedes godt og vare smukke, klappede og kyssede hun dem; en styg Blomst truede hun; de halvvisne, svage Planter rystede hun paa Hovedet af og ynkede.
Om Sommeren stode hendes Blomsterpotter i Haven, om Vinteren i Vinduerne og i hendes egen lille Stue paa Borde og Stole. Aar for Aar fik hun flere, Aar for Aar fik hun mindre Plads at bevæge sig i. hun holdt inderligt af sin Professor, men hun gjorde dog lidt Nar af ham, han var en snurrig, ja den snurrigste Mand under Solen; det kunde hun bevise, og saa gik Fingrene paa Mette saa rappe som den rappeste Mund.
Hun havde engang arvet en lille Pengesum, og da hun neppe brugte sin halve Løn, havde hun en heel Deel Specier, som hun gjemte i Strømpefødder. Disse smaa Poser vare hendes Glæde; gode Dage til Alderdommen, kaldte hun dem; sætte dem ud vilde hun ikke, det var den rene Ruin, saa fik man dem nok aldrig at see mere; kjøbe Obligationer og faae Renter hvert Aar, det forstod hun ikke, men Eet vidste hun, at naar man først begyndte at spekulere, blev man snart fattigere end en Kirkerotte. Hvad Moder sagde, og hvad Prosessoren sagde, nyttede lige lidt, og de gode Dage for Alderdommen bleve liggende i Mettes Skuffe.
Det Tryk, der havde hvilet saa stærkt paa mig, efterlod Spor længe efter at det var hævet. Skjøndt jeg var uendelig lykkelig, og kun havde een Sorg, en vis ubestemt Frygt for at det ikke kunde vare ved, var jeg dog et stille Barn, ikke aaben og overgiven som Minna, men frygtsom og indesluttet. Minna var mig hjertelig kjær, men jeg elskede dog Moder høiere, jeg trængte saa ubeskriveligt til hende; desuden følte jeg, at hun vidste hvad Sorg var, og derfor forstod mig bedre end den lille Søster, der saae Verden og Menneskene i det mest rosenrøde Lys.
Ofte legede Moder med os om aftenen, og hun var da ganske Barn.
„Det banker paa Døren,” raabte Minna en aften og idetsamme traadte en middelhøi Mand med graasprængt Haar og en dyb Rynke mellem Øienbrynene ind i Stuen.
„Godaften, min kjære Pastor Skau, hvad tænker De om mig, der er aldeles forpustet af at lege Tagfat.”
„Jeg tænker,” sagde han, og hans Øine antog et uendelig blidt Udtryk, „hvad jeg tænker, hvergang jeg kommer her, at her er en lille Havn, hvor Verdens Storme ikke kunne trænge ind.”
Han tog Plads i Sophaen og Moder og han talede sagte sammen.
„Marie, kom herhen.”
Pastor Skau løftede mig op paa sit Skjød „det er en stor Glæde, Fru Staal, at dette Barn nu er i gode Hænder, det er en stor Glæde at see saa skjøn en Gjerning blive udført. Hun seer ud, som var der ikke Ondt i hende; en Smule forknyt, dog det kommer sig nok. — Jeg er ogsaa forknyt, og De maa trøste mig, som De saa ofte har gjort; jeg er træt, og har Samvittighedsnag over at være det. I min Menighed paa Landet vidste jeg, at jeg udrettede meget Godt, her er jeg ikke engang sikker paa at jeg udretter noget. I Guds Navn gjør jeg mit Bedste, men den Fordærvelse og Slethed, jeg seer rundt omkring, gjør mit Hjerte sygt.”
„Lad os gaae ud i Haven,” hviskede Minna mig i Øret, og da vi kom ind igjen, var den dybe Rynke mellem Præstens Øienbryn næsten glattet, og det trætte Udtryk havde veget Pladsen for et fast og ivrigt.
Hvor ofte, næsten hver Dag, naar Veiret var smukt, gik vi til Frederiksberg. Moder havde Arbeide med og tog Plads paa en skyggefuld Bænk, medens vi tumlede os i det Grønne. Naar det var meget varmt, drak vi et Glas Vand ved Kilden, og den gamle Kildekone med de røde Øine nikkede saa mildt til os; det var som hun holdt af os, og saa skyllede hun det Glas, hun rakte Moder, meget bedre end hun ellers skyllede Glassene, for i Gjerningen at vise sin Venlighed. Engang imellem kjøbte vi en Honningkage hos hende til Svanerne. Det var en Fornøielse. Det var de deiligste Dyr, syntes vi; Minna klappede i Hænderne, og Moder fortalte os Historien om den grimme Ælling.
En vaad, mørk Decemberdag kom Minna styrtende ind i Stuen: „Aa Moder, der er Karen, Jens Peter er med. Nu skal Du see Karen, Marie.”
Vi skyndte os ud i Gangen, hvor en temmelig ung, rødmosset Bondekone og en lille, næsten hvidhaaret Dreng, der bar en Tine, stode og rystede Regnen af dem.
„Naa det er da en Fornøielse, lille Frue, at see Dem igjen. Tag Kaskjetten af, Jens Peter! ja vi ere bare vaade udentil; det er ikke trængt ind.”
Karen slog sin store, tærnede Paraply op og stillede den i et Hjørne, at Regnen kunde løbe af, derpaa rystede hun sin grønne, hjemmegjorte, uldne Kaabe med det store, tunge Slag ud af Gadedøren og hængte den paa en Knage.
„Tør nu Fødderne af, Jens Peter, mere endnu, Dreng! naa, ræk saa Fruen Tinen, det Par Æbler og den Ost maa De ikke forsmaae. — Aa det Barn, hvor er hun dog sød.”
Karen tog Minna i sine Arme og kyssede hende. „Gaa ud til Mette, lille Marie, og bed hende varme Vand til Kaffe.
Jeg havde en lille Anelse om, at jeg blev sendt bort, for at Moder kunde tale til Karen om mig, og da jeg kom ind igjen, saae jeg ogsaa et meget bestemt Udtryk paa Moders Ansigt, og en temmelig stærk Rødme paa hendes Kind. Karen saae suur-sød ud.
„Naturligviis har Enhver Lov til at gjøre ved Sit hvad han vil, men tie og tænke kan Ingen krænke. Kom herhen Du Smaa, at jeg kan see paa Dig! ja Du seer jo ganske skikkelig ud, lad mig nu ogsaa see, at Du opfører Dig brav, skjønner paa at saadant et fattigt Barn har faaet det godt i alle Maader, og Lærdom ovenikjøbet; glem aldrig hvem Du har været, og vær altid Fruen taknemmelig.”
„Marie skal være Vorherre taknemmelig for mig, som jeg er ham taknemmelig for hende.”
Karen rystede paa Hovedet, men til alt Held blev den temmelig uhyggelige Stemning idetsamme afbrudt ved Professorens Indtrædelse. Han blev saa lykkelig over at see Karen; hun skulde ind paa hans Værelse og see hans nyeste Malerier.
„Det er deiligt Altsammen,” lød hendes temmelig overfladiske Bedømmelse.
„De er ganske den samme, Herr Professor, De bliver altid ung, ligesaa ung, som De var i salig Fruens Tid. Kan De huske, hvor jeg var arrig paa Dem, naar De sov fra Lyset, eller naar De kom Cigaraske og sorte Fødder paa Gulvet, ak Du kjære Gud, hvor jeg saa skjændte, men det fortrød mig dog bagefter, og saa lavede jeg til Forsoning Deres Livret, Krumkager; Fuglene fik et Par med, ellers smagte de ikke, ja De har altid været et Barn.”
Moder og Professoren loe ved de gamle Erindringer; Karen lo ogsaa, og den skikkelige Kones Sind mildnedes; hun saae paa mig og nikkede.
„Du er en god lille Unge, og det er rart, at den Anden har faaet En at lege med. Naar Du besøger os til Sommer i Farum, saa skal Du see, at Jens Peter er en anden Karl hjemme, end her, hvor han staaer, som havde han mistet Mælet.”
Da Kaffen var drukket i den gemytligste Stemning, blev den store, grønne Kaabe taget paa igjen og Paraplyen slaaet sammen, hvorpaa Karen og Jens Peter bade Farvel, efter at Moder havde lovet at skrive et Par Dage før vi kom.
„Gravene skulle faae friske Gravkrandse Juledag,” var Karens sidste Ord.
„Hvis Grave?”
„Faders Grav og Bedstedmoders Grav; hun er egentlig vor Oldemoder, men jeg kalder hende altid Bedstemoder, for det gjør Professoren og Moder. Karen var hendes Pige i tolv Aar, derfor holde vi saameget af hende.” —
„Vil De gjemme Børnene for mig, Professor Lange,” bad Moder Juleaften, idet hun skjød os ind i hans Stue, „men der maa være rigtig mørkt inde hos Dem.”
Med en hemmelighedsfuld Mine slukkede han Lampen, rullede Gardinet ned og trak Skjærmen for Kakkelovnen.
„Nu er her mørkt, ikke sandt? jeg vil have En paa hvert Knæ, see saa. Lad os nu rigtig tænke paa det lille Jesusbarn i Krybben, paa Stjernen, der lyste for de hellige tre Konger og paa Englene, der viste sig for Hyrderne.”
„Kom ind!”
Vi kom ind i et Lyshav; det grønne Træ, de røde og hvide Lys med alle de smaa Flammer, det var yndigt, vidunderlig yndigt; selv Minna blev saa stille, dog kun et Øieblik.
Om Faders Portrait var der slynget en Krands af Vintergrønt, samlet med tre Rosenknopper; dem havde Mette opelsket i sin lille Stue; det var hendes Gave til Moder.
Karens Æbler pyntede saa smukt; vi plukkede dem ned og de couleurte Net med Nødder fra vore egne Træer. Vi fik hver Tøi til en Kjole af Moder; af Professoren fik vi Andersens Eventyr og en Mand af Chocolade. Moder gav Mette en ny grøn Fløiels Hue og et Forklæde; til Professoren havde hun strikket et smukt Halstørklæde; det fik han hvert Aar, da han altid tabte sit henad Foraaret.
„Frelseren er født,” sagde Moder, „men er han ogsaa født for os? den skjønneste Julegave er Bevidstheden om, at hans Magt over vore Sjæle er bleven større, at vi ere blevne kjærligere og ydmygere. Det er den sande Juleglæde. — Lille Marie, jeg har seet mange gode Egenskaber spire frem hos Dig, men een Ting har jeg at udsætte: Du elsker os saa inderligt, men dit lille Hjerte er næsten lukket for Fremmede. Du er ikke selv Skyld deri, men Du vil, med Guds Hjælp, være Skyld i at det kan blive anderledes. Du, min Minna, er langt mindre egensindig end Du før har været, lad mig næste Aar kunne sige, at Du er langt mere stadig.”
„Og jeg,” bad Professoren, „De maa ikke glemme mig.”
„Det vilde passe sig meget slet for mig at formane Dem; desuden, medens man beundrer høie og ædle Dyder hos Dem, kan man kun opdage Barnets Feil.”
Ak nei, jeg veed det bedre, tænk blot paa Nødløgnen, og den kan jeg ikke skille mig ved. — Deres Tale var god; nu har jeg holdt min Kirkegang, Julen er kommen ind i mit Hjerte. Naar jeg gaaer i Herrens Huus, er der saa meget, som afdrager min Opmærksomhed fra Talen, hvor smuk den end er. De forunderlige Bedemænd, de afmaaalte Kirkebetjente, de forskjellige, løierlige Kirkegængere; jeg vilde først have godt af en Prædiken, naar jeg var bundet for Øinene. Naturen er min Kirke, og selv der drager det Skabte mit Hjerte for meget fra Skaberen. Naar jeg rigtig vil opbygges, gaaer jeg ud en ensom Nat og seer paa Stjernehimlen, seer mig ret ind i den, og naar jeg da tænker, at hver Stjerne er en Klode, og at mange ere uendelig mange Gange større end Jorden, føler jeg ret min grændseløse Ubetydelighed, men jeg føler tillige, at der inden i mig er Noget, der ikke kan døe, og jeg bøier mine Knæ og lover og priser Universets Herre for min udødelige Siæl.”
Det sidste, lille Lys gik ud, da han endte; Mette slog Døren op til Spisestuen, hvor Risengrøden stod paa Bordet og dampede; hun fik Lov til at spise med os Andre og var sjæleglad.
„Naa,” sagde Professoren, da Maaltidet var endt, „vi have feiret en velsignet Juul her; nu skal jeg ud i stort Selskab og feire den paa anden Maade.”
Længe kunde jeg ikke falde isøvn, jeg var saa optaget, saa glad; jeg bad ret inderligt til Gud, at jeg næste Aar maatte have lært at elske alle Mennesker, som Moder ønskede at jeg skulde. Da Klokken slog to, kom Professoren hjem; jeg hørte ham dreie Nøglen i sin Dør og synge:
Vier Clemente
Inuig gesellt —
Derpaa faldt jeg isøvn.
Næste Morgen før vi gik i Kirke, vare vi inde hos Professoren og saae ham smuldre den store Julekage til Fuglene.
Nytaarsdag kom Pastor Skaus Kone; hun var umaadelig pyntet; en stor Fjer vaiede paa hendes Hat; der var et sødt Udtryk i hendes Ansigt, som jeg ikke holdt af.
Hvor saae Moder fiin og elegant ud i sin sorte Silkekjole ved Siden af den brogede Fru Skau; hvor fremhævedes hendes utvungne, naturlige Væsen af den Andens affektation.
Fru Skau overøste Minna med Kjærtegn, men det forekom mig, som var det ikke saameget af Venlighed, som af Forlegenhed, idet hun ikke vidste, hvad hun skulde sige til Moder, fordi der næsten ingen Berøringspunkter var imellem dem.
„Jeg maa endelig tale med den kjære Professor Lange,” sagde hun, „han er os utro, besøger os aldrig, skjøndt han eengang for alle er indbudt hver Søndag Aften; vore Fremmede haabe bestandig paa at han skal komme, men forgjæves. Han er mageløs original og elskværdig.”
„Marie, bed Professoren komme herind.”
„Godt at jeg blev advaret, lille Mie,” svarede han, da jeg fortalte, at Fru Skau gjerne vilde see ham, „jeg vilde gaae ti Mile for at undgaae den Kjærling. At jeg skulde komme og pynte paa hendes Selskaber, som en Pappegøie eller et andet udenlandsk Dyr! jeg er ikke hjemme, dog det maa Du ikke sige, da det ikke er sandt; det kan Mette løbe med.”
Mette lo med hele Ansigtet, da hun modtog Besked og skyndte sig paa sin forunderlig hastige Maade ind til Moder.
„Jeg maa dog,” hørte vi Fru Skau sige i Gangen, „før jeg gaaer, titte ind i vor store Mands Værelse og see paa hans nyeste Malerier.”
Hun begyndte at dreie paa Laasen, men Professoren skjød i en frygtelig Fart Slaaen for.
„Nu har hun da faaet et haandgribeligt Bevis paa, hvor original og elskværdig den store Mand er. — ”
„Skjænd kun paa mig, lille Mie, jeg har ærlig fortjent det. —”
„Har De Lyst til at see mit sidste Arbeide?” spurgte Professoren en Foraarsdag. Vi vare meget nysgjerrige, da han, mod Sædvane, havde holdt sig indesluttet, medens han malede.
Aldrig glemmer jeg min Skræk, da jeg saae det; det var vor Stue i Adelgade, Vinduet, Stolen med de tre Been, den plumpe Seng med Halmen og det pjaltede Tæppe. Gamle Dorthe sad saa lyslevende paa Sengekanten med Bordet foran sig, Snuustobaksdaasen stod ved Siden, en Praas i en Flaske kastede et usikkert Skjær paa et Spil Kort, som laa udbredt paa Bordet. Hendes Øine lyste, hendes Mund mumlede, Pegefingeren var hævet, som den pleiede, naar hun talte. En smuk, ung Tjenestepige med en Kurv paa Armen stod foran hende; hun var bleg og forskrækket, og hendes Blik hvilede ufravendt paa Dorthes Læber, hvorfra Oraklet lød.
Det var saa naturligt, at jeg kom til at ryste, og da jeg havde seet noget derpaa, styrtede jeg ind i vor Stue og skjulte mig under Bordet.
„Lille Mie, kom frem. Du veed ikke, hvor jeg holder af Dig, Du er den af alle Mennesker, ja jeg kan sige med Sandhed, af alle Mennesker, paa hvem mine Malerier mest gjør den tilsigtede Virkning. Du ryster jo ordentlig for den fæle Dorthe, Du er et ypperligt Barn og behøver ikke at være bange, jeg skal snart faae hende ud af Huset, hun skal til Charlottenborg, endnu i denne Time.”
Pastor Skau kom en Dag med sin lille Datter og tog Minna og mig med paa Maleriudstillingen. Der var saa mange deilige Ting, men Intet var dog saa deiligt som den fattige Dreng. „Det er det hedste Stykke paa hele Udstillingen,” sagde med stor Vægt en vægtig Mand med Briller paa Næsen. Minna blinkede til mig, vi følte os saa stolte og glade; det Stykke hørte jo paa en Maade til vor Familie.
„En rig Engelskmand,” som gik omkring med kritisk Mine og nedsatte paa Alt, blev aldeles henrykt ved Synet af Dorthes Billede. Han kjøbte det strax, og endnu samme Uge reiste han til England med det. Jeg havde følt saamegen Frygt, hvergang jeg saae det, at det var en behagelig Bevidsthed at vide det saa langt borte.
Roligt og regelmæssigt forløb Dagene; jeg var uendelig lykkelig og meget flittig, saa flittig, at jeg snart indhentede Søsteren.
„Maae vi faae det? maae vi gjøre det?” bad Minna mange Gange om Dagen.
„Marie, hvorfor beder Du aldrig om Noget?”
„Jeg faaer jo Alt, hvad jeg ønsker.
„Hun beder rigtignok ikke ofte,” bemærkede Professor Lange hertil, „men hun vilde tage sig fortræffeligt ud som et bedende Barn; jeg har tænkt paa at male hende i den Stilling, og Minna svævende over hendes Hoved, som en Engel.
„O nei, det maa De ikke, Minna er ingen Engel, og Marie skal kun bede i Løndom, ikke for Alles Blikke, De maa virkelig ikke.”
„Ja jada, Fru Staal, naar De misbilliger det, har De Ret, De har altid Ret. Jeg har ofte ønsket at male Dem, men jeg troer mig ikke istand dertil. Der er en Modsigelse i Deres Ansigt; hvergang De slaaer Øiet op og seer paa mig, forbauser det mig; det barnlige, blide, ja om jeg saa tør sige, ydmyge Udtryk passer ikke til de regelmæssige, næsten stolte Træk.”
„Hvis det virkelig er, som De siger, maa en Menneskekender jo kunne læse mit Livs Historie i mit Ansigt.”
Prosessoren gik hen til Moder og trykkede et Kys paa hendes Haand. Jeg saae paa de skjønne Træk og det endnu langt skjønnere Udtryk, og brød min lille Hjerne forgjæves, for deraf at læse hendes Livs Historie.
Hvert Foraar gjorde Professoren, naar han var i Landet, en Kjøretour.
„Nu er Bøgen sprungen ud; idag maae vi afsted.”
Et Øieblik efter holdt Wienervognen for Døren, og bort rullede vi. „Jeg hader Betænkningstid,” sagde han.
Hvor vi vare glade paa disse Toure. Mette sad hos Kudsken; hun vendte af og til Hovedet og nikkede, til Tegn paa sin Fornøielse. Vi kjørte ialmindelighed ad Strandveien til Klampenborg, og derfra til Cremitagen. Der var smukt paa Slottet i den store Sal med de kunstige Vægge, Loft og Gulv, men der var dog smukkere bag Høien paa den lille grønne Banke, hvor Stranden tittede frem bag den lysegrønne Skov, og hvor man saae de adspredte Tjørnetræer, som vare saa tæt bedækkede med Blomster, at de lignede Sneekugler. Paa den anden Side af Slottet græssede Dyrene ved det lille Vand; Minna løb hen imod dem, men skjøndt hun selv var let som en Hind, flygtede de dog for hende, standsede saa et lille Stykke borte, kneisede og løftede deres Takker.
Vi gik hen ad den yndige Sti til Fileværket; Moder havde et Glas i Lommen, og vi drak af det metalagtige Vand i Kilden; derpaa tittede vi ind ad Vinduet i Fabrikken. Hu, hvor det dundrede og slammede; de kraftige Skikkelser saae ganske sorte ud i Luerne.
„De Stakler!” sagde Moder; Minna nikkede ind til dem, og Professorens hele Sjæl var koncentreret i hans Øine, som vilde han fastholde Scenen i sin Hukommelse. Derefter kjørte vi til Rungsted; Moder blev saa saa veemodig paa Evalds Høi; Professoren fik Taarer i Øinene ved at tænke paa den store, ulykkelige Digter. I Vedbeks Krohave drak vi The; Talen kom paa Tycho Brahe. „En anden Gang tage vi til Hveen,” sagde han, men det blev aldrig til noget. Minna vilde til Sverrig, til Norge, til Island, men først vilde hun dog have været paa Møen og i Italien.
„Jeg skal tage Dig med,” lo Professoren, „saa kan Marie blive hjemme i Moders Skjørter.”
I Angust gjorde Moder sædvanlig sin Tour til Farum. Stemningen var da en ganske anden; Moder var stille, ja selv Professor Lange, naar han var med, var veemodig. Minna og jeg havde to Krandse paa Skjødet, som Mette havde bundet af Havens smukkeste Blomster, efter sin egen vilde, men maleriske Smag. Vi stege ned af Vognen ved Fiskebækshuset, og efter der at have drukket et Glas Mælk i den lille Havestue, hvor de stadselige Navneklude hang i Glas og Ramme, vandrede vi ad den smalle Sti, som snoer sig langs Søen til Farumgaard.
Her var altfor smukt til at vi Børn knude være alvorlige; Kornet bølgede for Vinden, Fuglene kviddrede saa lystigt, Minna plukkede Kornblomster og sang; jeg sang med, men Moder og Professoren gik langsomt bagefter og talede om fordums Tider.
Jens Peter stod under det kæmpestore Træ midt i Byen, han svingede sin Hue, da han saae os, og styrtede derpaa hjem for at melde os.
Karen og Peter Larsen, Manden, kom os imøde i Porten; Lænkehunden gjøede, Høns og Ænder gjorde en frygtelig Støi, og tre smaa Drenge, mindre, endnu mere undseelige, og endnu mere lyshaarede end Jens Peter, stak Hovederne halvt ud af Døren.
„Ja, Rollinger have vi nok af,” bemærkede Karen, „Peer er glad ved at det er Drenge, at han kan faae dem til Karle med Tiden, jeg ønskede derimod nok, at idetmindste Een var en Tøs.
Peter Larsen stod og konverserede Moder det Bedste han kunde, og purrede sig af og til med den store, røde Haand i det gule Haar, naar han manglede Ord. Professoren snakkede med Karen i Kjøkkenet, og Jens Peter viste os alle Herlighederne.
Paa den store Dragkiste i Storstuen var en heel Række Kopper opstillede; afvexlende stod der „Glædelig Fest” og „Jeg gratulerer” paa dem; sindrigt og ikke ensformigt. Det var Peter Larsens Gaver til Karens Fødselsdage, naar man talte dem, kunde man see, hvor længe de havde været gifte.
Først efter at vi havde spiist Flæskesteg, Tykmælk, Æbleskiver og drukket Kaffe, og seet alle Karens Huer, Klæder og hjemmegjorte Trøier,og efterat Peter Larsen havde viist os Kalvene og de smaa Grise,. fik vi endelig Lov til at gaae til Kirkegaarden.
Der stode de to hvide Kors, Gravstedet var saa pynteligt indhegnet med Buxbom, en Hængeask bøiede sig over det. Minna Gjertrude Staal, 82, Harald Staal, 29 Aar, Bedstemoder og Sønnesøn. Jeg nærmede mig Gravene, lagde min Kind paa Korset over Bedstemoders og tænkte, om hun vilde anerkjende mig, den Fremmede; Fader vilde nok, men vilde hun?
Moder hængte en Krands paa hvert Kors, Professoren hulkede; derpaa spadserede vi til Præstebakken, og kjørte saa hjem. Det har været en deilig Dag,” sagde Moder, og jeg undrede mig over at hun fandt det, da hun dog havde været saa bedrøvet.
Saa roligt som vi levede, saa uroligt levede vor kjære Huusfælle, Professor Lange. Naar man troede ham ret sikker hjemme, kom Reiselysten ligesaa heftig som pludselig over ham, og væk var han; men naar man mindst tænkte det, stod han der igjen: et Brev, et kjendt Ansigt havde vakt Hjemvee, og han fulgte, saavidt muligt, altid sine Indskydelser. Hans Helbred var altid udmærket, hans Humeur fortræffeligt, han var uendelig livlig og ivrig, og jeg har ofte hørt ham sige, at man skulde troe, de Unge nutildags havde Vand i Aarerne istedetfor Blod, saa rolige og flegmatiske vare de. Hans Hjerte var altid, og hans Pung, naar der var Noget i den, aaben for hans Venner. En Hemmelighed kunde han ikke glemme, det sagde han reent ud. Til Stokke, Paraplyer, Handsker og Lommetørklæder brugte han en Mængde Penge, da han altid tabte eller glemte disse Gjenstande og aldrig fik dem igjen. Han trak sjeldent sit Uhr op, bar det i Lommen uden at det gik, og troede bestandigt at det var Morgen, lige til Mørket faldt paa. Skinhellige og affekteerte Mennesker hadede han, ellers var han den omgængeligste Mand under Solen. Blev han bedt ud, sagde han altid ja, men blev dog ofte borte, undertiden, fordi han glemte Indbydelsen, og undertiden, fordi han foretrak at tilbringe sin Dag paa en anden Maade. Snart malede han uafbrudt, snart rørte han ikke sin Pensel. Lidt forfængelig var han, men det forhindrede ham aldrig i at anerkjende Fortjenesten hos Andre og glæde sig over den. Han glemte — jeg kan desværre ikke nægte det, — han glemte selv sin Klatgjæld og sine Løfter, men aldrig glemte han sine Fugle; hvor pludselig Reiserne bleve bestemte, huskede han at give Moder Brødpenge til dem.
Ligner denne min Skildring ham? jeg er ikke rigtig tilfreds med den; Besynderlighederne ere hans, men jeg har ikke dvælet nok ved hans fromme, kjærlige Hjerte, ved hans lyse, begavede Aand.