Da jeg slog Øiet op, saae jeg, til min Forbauselse, en høi Skikkelse staae foran mig; i Mørket kunde jeg ikke kjende hvem det var, men hørte snart paa Stemmen, at det var Geheimeraadinde Trolle.
„Det gjør mig ondt, hvis jeg har vækket Dem.”
Hun rakte mig sin Haand; det forekom mig at den skjælvede lidt.
„Jeg vidste Intet om dette før igaar; lad os gaae her ind.”
Da vi kom ind i den lyse Havestue, saae hun stivt paa mig.
„Moderen og Søsteren reiste, og De blev.”
„Det er saa rimeligt, da jeg havde havt Sygdommen.”
„Er det ogsaa rimeligt, at De blev ladt tilbage næsten alene? er det rimeligt, at Alt her er saa uhyggeligt for Dem som tænkeligt? er det rimeligt, at Deres Ungdom og Sundhed blive bortødslede, som havde de slet intet Værd? Du store Gud, jeg forekommer mig næsten som Medskyldig, blot fordi jeg hører til Familien. Hvorledes kan dette forsvares for Deres Moder?”
Hun tog mig i sine Arme; det var ikke Donna Grandezza mere, Fornemhedens Skranker vare nedbrudte, hun var lutter Ømhed og Hjerte.
„Føler De Dem ikke syg, mit stakkels Barn? De seer ud, som havde De hverken faaet Søvn, passende Næring eller frisk Luft; jeg troer næsten De trænger mest til det Sidste. De skal bestemt kjøre en lille Tour i min Vogn; imidlertid bliver jeg rolig hos Børnene.”
Hun kastede med høitstegne Hænder et Shawl om mine Skuldre, bandt Hatten under Hagen, førte mig ud til Vognen og gav Kudsken Ordre til at kjøre til Rongsted, og saa strax tilbage. „Begynd lidt langsomt,” sagde hun.
Tjeneren slog Døren i, Kudsken knaldede og saa kjørte vi; det Hele var som en Drøm.
Den friske Luft, den uvante Bevægelse overvældede mig; jeg svimlede som i en Gynge; det klare Sollys blændede mine til Mørket vante Øine. Raskere og raskere gik det; Landsteder, Haver, Marker og Skove fløi forbi; det var næsten pinligt, og saa følte jeg mig saa lille og ubetydelig, som jeg sad der ene i den elegante Vogn.
„Imorgen gjør De det om igjen,” sagde Geheimeraadinden, da jeg kom tilbage, nu tager jeg strax bort og sender derpaa min Kammerjomfru herud, Jomfru Bagge, som Du holder saa meget af, Louise: hun kan være om Eder, at Eders kjære Marie kan pleie sig lidt og ret faae hvilet ud.”
Et Par Timer efter kom Jomfru Bagge med en temmelig stor Bagage. hun var graanet i Tjenesten, og hendes Ydre frembød et for et træt Sind velgjørende Skue af Ro, Godmodighed, Flegma og Enfold.
Hun bredte en Dug paa Bordet, trak en Flaske Viin, nogle Østers og en kold Kylling op af en Kurv, og bad mig tage tiltakke med Retterne.”
Skjøndt jeg aldeles ikke er en Lækkermund, smagte det fortræffeligt, styrkede og gjorde rigtig godt. Det var længe siden jeg havde faaet et Maaltid beredt af Kjærlighed; i den senere Tid havde jeg levet af Kaffe, eftersom Madam Olsen, der selv foretrak Kaffe for alt Andet, nødig vilde have Uleilighed med at lave Mad til mig.
Efter endt Maaltid førte Jomfru Bagge mig ovenpaa i et smukt, luftigt Værelse, hvor hun havde redt en indbydende Seng. Jeg blev ganske begeistret ved Synet af den; de blændende hvide, bløde Puder, det grønne Silketæppe, det var et vederkvægende Skue for En, der længe havde ligget paa en haard Sofa. Jomfru Bagge havde bragt Alt med, hun besaae med et tilfreds Blik Arrangementet, lukkede Vinduerne og forlod mig.
Jeg havde altsaa Udsigt til en lang Søvn, ikke forstyrret af Frygt for at Børnene skulde savne Noget, eller af Frygt for, at Louises Kalden ikke skulde kunne vække mig. Træt og mat stod jeg og saae paa Sengen; hvor skulde den smage! Klokken var først sex; jeg kunde sove lige til Morgenen; hvor skulde den smage!
„Undskyld at jeg forstyrrer, Mamsel Staal, men der er en Herre, som vil hilse paa Dem.”
„Er det ikke Obersten? eller maaskee Lieutenant Due?”
„Nei, det er en fremmed Herre.”
„Saa maa det ganske bestemt være en Feiltagelse.”
Lidt efter kom hun tilbage. „Han bad mig sige, at han var Pastor — ja, hvad var det dog.”
„O, saa var det vist Skau, en gammel Herre?”
„Det er en ung Herre, men er det ikke det Klogeste, at Mamsellen gaaer ned for at tale med ham.”
Da jeg kom ned i Havestuen, var den Fremmede gaaet ud paa Verandaen; Hatten havde han sat paa Bordet; der var høit sort Flor om den; det greb mig saa underligt. Gjennem Glasdørene kunde jeg see ham; det var en høi, mørk Mand med et meget tankefuldt Ansigt, et smukt Ansigt, især fra Udtrykkets Side. Jeg havde aldrig seet ham før, thi havde man een Gang seet ham, kunde man umulig glemme ham.
Jeg flyttede en Stol for at vække hans Opmærksomhed, og øieblikkelig traadte han ind. Det var et besynderligt Blik han fæstede paa mig.
„Ak, De er ikke rigtig rask! han greb fortrolig min Haand.
„Jeg veed ikke, hvem jeg har den Fornøielse at tale med?”
„Gustav Bang, men har De da ikke faaet Brevet?”
„Mit sidste Brev gik tabt; har De Efterretninger fra Italien? i Guds Navn, det er dog intet Slemt?”
„Paa ingen Maade, jeg haaber noget Godt. De seer saa fremmed paa mig, og jeg saa bekjendt paa Dem; De har allerede en stor Plads i denne Gustav Bangs Hjerte, hvem De aldrig har hørt omtale. Har De heller aldrig hørt Noget om Hedevig Bang?” Det sørgmodige Udtryk paa hans Pande tiltog.
„Ak jo, saa kjender jeg baade Dem og hende; Minna har skrevet saameget om dem.”
„Minna har ikke, mærker jeg nok, før i det forsvundne Brev, skrevet Noget, som kan bane Veien for, hvad jeg har at sige; jeg frygter næsten, at det skal mishage. Giv mig Deres Haand, Marie, og lov mig at erstatte Minnas Tilkommende den tabte Søster.”
Minnas Tilkommende! var det muligt! jeg saae forskende paa ham, men læste Intet uden Godt i hans klare, dybe Øie.
„Ja, see kun paa mig, hun er en Skat, en stor Skat, tør De betroe mig hende?”
„O ja, men bliv ikke vred, om jeg er lidt besynderlig, det kom saa pludseligt; jeg er ganske forvirret. Det stod altsaa i Brevet; jeg kunde i tre Uger have vidst det.”
„Lad os sætte os paa Bænken udenfor. Jeg frygter jeg har forskrækket Dem, De ryster jo, min kjære Marie.”
„Hvorledes har Moder det?”
„Meget godt. Lægen har erklæret, at det, hun nu mangler, kan end ikke det herligste Klima give, det er Opfyldelsen af hendes høieste Ønske.”
Det var som havde jeg kjendt ham længe, og dog var det saa sælsomt. Han talte om sin tabte Søster, ham talte om Moder og Minna; det var mig særdeles behageligt at høre, hvor sandt og smukt han opfattede deres Karakterer.
„I Begyndelsen,” sagde han, „bebreidede jeg mig næsten at have knyttet Minnas Skjæbne til min og frygtede, at hendes lette, haabefulde Sind skulde lide ved den Alvor, der er min fremherskende Stemning, en Alvor, som skriver sig fra, at jeg hidtil har kjendt mest til Livets Skyggesider; men nu er jeg kommen til det Resultat, at vi med Guds Hjælp netop ville være istand til at paavirke hinanden til det Bedre. Hendes godtroende, overbærende, kjærlige Hjerte vil mildne den strenge Livsanskuelse, jeg, paa min besværlige Kamp fremad, har erhvervet, og til Gjengjæld vil min Erfaring sætte mig istand til at bevare hende for Skuffelser. — Men, min kjære Søster, nu ville vi tale om Dem; jeg finder det høist besynderligt, at De er her saa alene hos de syge Børn i det tomme, uhyggelige Huus. De seer selv overanstrængt ud; jeg frygter næsten at Moders Anelse, som Minna altid har beleet, dog var begrundet; det er vist samvittighedsløse, slette Folk?”
Der var en Villiekraft i hans mørke Øie, som det gjennemskuende hvilede paa mig; jeg kunde ikke skuffe eller undgaae ham, men appellerede til hans Godmodighed og bad ham ikke spørge mig mere.
„Denne Bøn er en Indrømmelse af min Formodning. Stakkels Marie, hvor skulle vi ikke pleie og forkjæle Dem, naar De først er hos os; De spørger ikke engang naar og hvor.”
„Jeg kan endnu ikke rigtig forstaae det.”
„Først skal De vide hvor.” Derpaa skildrede han den gammeldags Præstegaard paa Jyllands Østkyst; Mostaget med Storkereden; Dammen med Steengjærdet og Piletræerne; det hundredeaarige Lindetræ paa Skrænten i Haven; Stien over Lynghøiene forbi Kilden til den nære Skov; og det var saa levende, som saae jeg det, og Troen paa, at vi virkelig skulde leve sammen der, begyndte at slaae Rod i mit Hjerte.
„Og nu komme vi til naar; de ere allerede paa Reisen; Brylluppet skal holdes hos min eneste Slægtning, en Broder til min afdøde Fader, der er Præst i det Slesvigske, der reise vi To hen og møde de Andre. Den femte September, Professorens Fødselsdag, have vi valgt; han indfinder sig ogsaa. — Men det begynder jo allerede at blive mørkt! jeg maa skynde mig bort; imorgen kommer jeg igjen.”
Og han gik, men jeg forstod det nu; det var ikke længer et fjernt, uvist Haab; jeg vidste Tiden: den femte September; idag var det den sextende August: „tyve Dage, o min Gud, kan jeg bære denne Lykke!”
„Naa, det var dog godt han gik, at Mamsellen endelig kan komme iseng.”
„Iseng?” jeg saae forundret paa hende, „det har jeg slet ikke isinde, det er mig umuligt; gaae De til Ro, Jomfru Bagge, jeg kan ikke.”
„Marie, fortæl mig hvad det var, det var vist noget Glædeligt, Du fortjente noget Glædeligt.”
Jeg fortalte lille Henny Alt; hun klappede i Hænderne, men sagde dog: „saa skulle vi skilles.” Det gjorde mig ondt midt i min Fryd.
Jomfru Bagge lagde sig omsider; Børnene sov, jeg listede mig ud i Haven. Maanen seilede paa den klare Himmel; den kastede et gittrende Skjær over Stranden, et sølvagtigt Skin paa Georginerne i Haven. Huset saae saa fredeligt ud, jeg tænkte paa den forrige Nat og min Sjæl var fuld af Andagt.
Da Geheimeraadinde Trolle kom kjørende næste Dag, stod jeg i Døren og tog imod hende.
„Naa, det maa jeg sige,” sagde hun smilende, „en Nats Søvn kan gjøre Underværker.”
Jeg brast i Latter; det var længe siden jeg havde leet; det lød forunderligt, næsten som det ikke var mig selv, og dog gjorde det saa godt.
Jeg tog hendes Haand og kyssede den. „Om Forladelse, Deres Naade, jeg har slet ikke været iseng.”
Derpaa satte jeg mig paa en Skammel ved hendes Fødder og fortalte hende min Historie. hun hørte opmærksomt efter; da jeg var færdig, kyssede hun mig paa Panden og sagde:
„Jeg vilde være stolt af at kalde Dem Datter, og dog maa jeg skjænde paa Dem; De har været latterlig bange for at bedrøve Deres Kjære ved at skifte Plads; De kan ikke forsvare det; havde det varet meget længere, troer jeg, ved Gud, De var bukket under. Nei, De maa ingen Indvendinger gjøre; Henriette har fortalt mig meget, og jeg har selv gjennemskuet meget. — Altsaa, Louise Ørnklo er Deres Pleiemoder; jeg har kjendt hende, den smukkeste og mest begavede unge Pige, jeg nogensinde har seet. At hun havde ægtet en Officier, vidste jeg, men Rygtet sagde, at han havde taget Livet af sig selv, paa Grund af Gjæld, og at hun derpaa mistede Forstanden. Jeg har aldrig havt Tillid til Rygter, men dette var dog virkelig for galt. — Nu vil jeg see at lette Dem for det Eneste, der endnu tynger Sindet, Frygten for at Forsømmelse og Tiden vil nedbryde, hvad De møisommelig har opbygget i Børnenes unge Hjerter. Stol De trygt paa mig, jeg skal tage mig rigtig af dem og værne om Deres Værk.”
Havedøren gik, der kom En. Det var ikke Oberstens haarde, martialske Gang, ikke Lieutenantens Dandsemester-Trin, men raske, mandige Skridt, som løde henover Gruusgangen; det maatte være den nye Broders Skridt, og snart stod han i Døren. Geheimeraadinde Trolle modtog ham meget høfligt og venligt, men med sin gamle Anstand, som jeg kjendte saa godt, men som nu var smeltet bort i Forhold til mig.
„Gaa nu ind og tag Tøi paa, min lille Ven, jeg tænker, at Herr Svoger nok vil kjøre en Tour med Dem.”
Da jeg kom ind igjen, truede hun ad mig. „Tag Dem iagt, Mamsel Staal, nu har De faaet Deres Skudsmaal.”
Der sadde vi sammen, og det var paa eengang saa ubegribeligt og saa naturligt. Jeg saae ind i hans mandige og dog saa blide Ansigt, jeg gjorde ham tusinde Spørgsmaal. Det klare, lyse Solskin blændede mig ikke idag; det var ikke lysere end mine Forhaabninger; jeg var ikke ene, forladt, lille, nu Vennen og Broderen sad ved min Side.
Stranden var saa blaa; de hvide Seil paa Skibe og Baade saae saa fornøielige ud; Landstederne med deres Haver vare saa pyntelige; Skoven havde aldrig været grønnere; og af og til fik man et Glimt af Marker med travle Høstfolk; de smaa Grise løb over Veien; Kildevognene rullede forbi; overalt saae man glade Ansigter; inde i Hjertet sang jeg:
Deilig er Jorden,
Prægtig er Guds himmel,
Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.
Men hvem var det der red? ak, det var jo min kjære Lieutenant Frederik. Jeg nikkede til ham; han hilste ikke igjen, saa forbauset var han, men blev ved at stirre efter os. og det var virkelig ogsaa et Syn, der kunde forvandle ham til en Saltstøtte, at see mig kjøre i Geheimeraadinde Trolles Vogn med en fremmed Herre.
Gustav talte hjerteligt og anerkjendende om Christian Ørnklo.
„Hvad synes Minnas Onkel egentlig om Partiet?” spurgte jeg.
Han lo, og jeg iagttog, hvor smukt Smilet klæder et alvorligt Ansigt.
„Det var et meget passende Parti for hendes Faders Datter. Desuden beroligede det ham, troer jeg, at vide hende uigjenkaldelig bundet.”
„De skal adlyde mig, som var De et lille Barn,” sagde Geheimeraadinden, da vi kom hjem, „først drikker De denne Bouillon, og saa gaaer De iseng.”
„Nei, det maa De ikke forlange. jeg kan ikke sove den skjønne, klare, lyse Dag bort.”
„De kan og De skal. Gaa nu strax iseng; Jomfru Bagge maa ikke vige fra Dem, før De sover. Vær et lydigt Barn og bed Godnat, nu kjøre Pastoren og jeg bort.”
Jeg troede det var mig umuligt at sove, men da jeg havde ligget noget og betragtet Jomfru Bagge, der sad ved Vinduet i uforstyrret Sindsro og strikkede, lukkede mine Øine sig uvilkaarligt, og jeg slumrede ind ved den sagte, ensformige Lyd af hendes Strikkepinde.
Da jeg vaagnede, var det Morgen; jeg havde sovet sytten Timer itræk og følte mig ubeskrivelig styrket. I en Fart klædte jeg mig paa og løb ned i Haven, medens det sang og klang for mig: atten Dage, kun atten Dage.
Jeg plukkede en heel Deel Blomster, gav Henriette og Louise hver en Buket og lagde een ved Doktorens Glas, uden ret at tænke over hvad jeg gjorde.
Da han kom, gav han Børnene Lov til at staae lidt op; derpaa vendte han sig til mig:
„Hvem har lagt Blomsterne ved mit Vand?”
Det var for mig, som havde jeg begaaet en Forbrydelse; jeg var nærved at bede ham om Forladelse.
„Jeg har rigtignok lagt dem, De maa undskylde, jeg var saa glad.”
„Ethvert Overmaal af Glæde og Bedrøvelse,” svarede han flegmatisk, „anseer jeg for en Slags Sygelighed.”
Alligevel saae jeg til min Forundring, at han fæstede Buketten i sit Knaphul og kjørte bort med den.
Længere hen paa Eftermiddagen kom Geheimeraadinden med Gustav; de saae temmelig alvorlige ud.
„Hun kan ligesaagodt høre det først som sidst,” sagde han. Det lagde sig koldt om mit Hjerte.
„Bliv ikke bange, det er ingen Ulykke, skjøndt unægtelig noget Ubehageligt. Jeg har været hos Oberstens, og de nægte reent ud at lade Dem reise før første Oktober. De holde dem til, at der skal siges op inden Midten af Maaneden; om en Anden i Deres Sted ville de Intet høre. Det gjør mig hjerteligt ondt, men jeg frygter, De maa finde Dem deri.”
„Saa er det bedst, at Brylluppet udsættes,” sagde Gustav.
„Nei, paa ingen Maade, jeg vil være langt lettere og gladere, naar jeg veed, at det er skeet, naar jeg kan tænke mig dem Alle i god Ro i Hjemmet.”
„Det er en bitter Skuffelse! hvad skal jeg sige, naar jeg kommer alene?”
„Hvad De skal sige Moder, veed jeg ikke; Minna behøver De blot at fortælle, at Oberstens paa ingen Maade vilde undvære mig; jeg er vis paa, at hun vil udlægge det paa den mest smigrende Maade.”
Vi loe Begge, men mit Hjerte var tungt; atter Opsættelse! Maalet forekom mig fjernt. Treogfyrgetyve Dage, tænkte jeg.