Moder og Minna anede rigtignok ikke paa hvilken Tid og under hvilke Omgivelser jeg skrev til dem. De vilde være blevne yderst forbausede, naar de havde seet mig sidde om Natten med Kaabe paa, skrivende paa det nedslagne Laag af Servanten, medens Frosten tegnede sine stadselige Blomster og Blade paa Ruderne. Vi havde nemlig ingen Kakkelovn i vor lille Stue og maatte lade os nøie med den Varme, Amalia overlod os fra sin, og jo stærkere Kulden var, jo mindre vilde hun undvære. Undertiden kunde jeg neppe holde paa Pennen, saa valne vare mine Fingre; Fødderne derimod vare vel placerede i en blød Dukkeseng, som Henriette havde overladt mig til dette Brug.
„Her har jeg Arbeide til Dem, Mamsel Staal,” udraabte Amalia en Dag med et glædestraalende Ansigt; „jeg troer bestemt, Du vil misunde mig, Mama; see hvilket Mønster til et Lommetørklæde! det er lige kommet fra Paris; Keiserinden har Mage til det; er det ikke deiligt? nu gjælder det blot om at faae Navnet til at svare; De maa gaae til Davidsen, Mamsel Staal, og bestille det; jo før vi faae det i Gang, jo bedre.”
Jeg saae med Forskrækkelse paa den brede Bordt, der var sammensat af Blomsterguirlander, næsten usynlige Huller og Grund. Skulde jeg blive her saalænge, at jeg kunde faae det færdigt? det var næsten et høitideligt Øieblik, da jeg syede de første Sting derpaa.
Foraaret begyndte saa smaat at melde sig; jeg fik dets første Hilsen gjennem en Buket Violknopper, som jeg afkjøbte en lille paatrængende Voldtyv; midt i April Maaned blev en Tyvendedeel af Lommetørklædet færdigt; jeg husker godt, hvor tungt mit Sind var den Dag; Geheimeraadinde Trolle var reist til en Slægtning i Holsteen paa ubestemt Tid; jeg havde længe intet Brev faaet fra mine Kjære; Oberstinden var meget vanskelig, og Henriette fik Skjænd, fordi hun — høist imod min Villie — tog mit Parti; det var som slog Alt sig sammen for at bedrøve mig. Om Eftermiddagen kom imidlertid Frederik med Noget i sin Haand.
„Her er lidt Opmuntring, som De vist ogsaa trænger høilig til.”
Det var et Brev fra Minna; Fru Bärenschild saae min Glæde; i samme Øieblik tog hun noget Strikkegarn op af sit Sybord.
„Vil De ikke holde dette, Mamsel Staal.”
„Maa jeg ikke, Mama, Marie længes efter at læse sit Brev.”
„Vist ikke, Henriette, Du sidder saa uroligt med Hænderne. — Vi ville vinde disse to Pund til Tæppet, min Gode, paa eengang.”
Var det ondt at troe hende istand til at gjøre det for at smerte mig? jeg kunde ikke andet; dog Brevet laa i min Lomme; det gav mig Mod til at holde de to Pund tilende med et smilende Ansigt. Derpaa skulde Amalia pyntes, saa kjørte de bort, og jeg kunde uforstyrret læse mit Brev.
„Hvormeget har jeg ikke at sige Dig, Marie, og idag føler jeg endnu tydeligere end sædvanligt, hvor ringe Erstatning Pen og Blæk byde for den mundtlige Samtale. Enhver Ting kunde jeg saa let fortælle Dig, men det er ikke Alt, der er let at skrive, og dog vilde jeg ikke for mit Liv have nogen Hemmelighed for Dig.
Tænk Dig, Mie, Fætter Christian holdt af mig, forstaa mig ret, han holdt saameget af mig, at han ønskede jeg skulde blive hans Kone. Du kan ikke blive mere forundret end jeg blev, da han sagde det; jeg havde ikke den fjerneste Anelse derom, og jeg blev ikke alene forundret, men ogsaa inderlig bedrøvet. Han var saa alvorlig, saa heftig; det var som beroede hans Livs Lykke paa mit Svar, og jeg kunde dog ikke sige ja. Hvis jeg nogensinde skal faae en Mand, da maa jeg elske ham høiere end alle Andre, og jeg holdt ti Gange mere af Moder og Dig end af Christian. Det skar mig lige ind i Sjælen, saa fortvivlet blev han over mit Afslag; jeg var vred paa mig selv, og vilde dog ikke for nogen Priis i Verden have taget det tilbage. Tilsidst bad jeg ham gaae ind til Moder, og det gjorde han ogsaa; jeg gik ud i Haven og græd, men kort efter kom Onkel Carl ud, tog mig i sine Arme, kaldte mig ved de ømmeste Navne og førte mig ind til Moder. „Alt er afsonet, Louise,” raabte han; Din Datter har gjort Alt godt; ingen Skygge skal mere staae imellem os; har Du feilet mod mig, har denne velsignede Pige bragt et saa stort Offer, at det opveier Alt.”
„Kan Du forstaae det, Marie, Onkel Carl siger, at han elsker mig som en Datter, og dog er han saa glad, fordi jeg ikke bliver hans Datter; det er mig en ubegribelig Modsigelse. Jeg kan heller ikke paa nogen Maade gjøre ham det klart, at det intet Offer er, at jeg afslog Christians Haand, hvad jeg saa siger, troer han det dog; det fornærmer mig egentlig lidt, men hans Kjærlighed og Ømhed er saa stor, at jeg umulig kan være vred paa ham.
„Christian er nu reist for at see sig om i Verden; Onkel fandt, at vi slet ikke skulde have talt med hinanden, men det satte jeg mig imod; det var saa koldt og uvenligt. Vi spadserede sammen Dagen før hans Afreise; han talede sig rigtig ud og blev lettet. „Vær ikke bedrøvet for min Skyld. Minna,” sagde han, „jeg skal nok blive lykkelig, tusinde Gange lykkeligere, end om jeg aldrig havde kjendt Dig.”
„Onkel Carl taler nu ofte om Fader, og viser Interesse, naar vi tale om Dig, Søster, som han — nu kan jeg sige det — ikke før har gjort. Moder bliver bedre hver Dag; det er uendelig glædeligt at see, og det er yndigt at tænke, at vi snart skulle samles; o, hvor vilde jeg være lykkelig, hvis Hedevig kunde komme sig, men det er umuligt. Hun kan ikke længer være oppe; hendes Broder bærer hende hver Dag fra Sengen til Sofaen og fra Sofaen til Sengen. Ak, han er saa bedrøvet, og dog trøster og styrker han hende, ja spøger selv med hende. Jeg ønsker undertiden, at Gud vilde kalde mig til sig og skaane Hedevig; Du og Moder have dog hinanden, men han har Ingen paa hele den vide Jord uden hende. Naar de tale sammen om det andet Liv, da folder jeg mine Hænder; det er skjønt at høre, men det er dog som Hjertet skulde briste. Professoren kan ikke taale det; han gaaer ud og græder; Moder derimod taler med; de elske hende ogsaa saa høit.
„Det er et sørgeligt Brev, Marie, og jeg vil dog saa nødig bedrøve Dig; jeg er næsten glad, at Du ikke er her, Søster, det vilde gribe Dig for meget. — Gud være hos os i Prøvelsens Stund!”
Moder skrev:
„Jeg er nu næsten rask, min Mie! vi kunne snart tænke paa afreise, men bør vi? døm selv, min Øiesteen, bør vi forlade Hedevig? jeg troer det ikke.
Du veed, hvorledes jeg længes, men nu, da jeg er bedre, er det ikke mere en saa sygelig Længsel; jeg føler at vi ere til Trøst, saavel for hende som for Broderen; jeg troer aldrig at kunne tilgive mig selv, hvis jeg forlod dem i Sorgens Dage.”
Jeg svarede øieblikkeligt, at Ingen kjendte eller skattede det Velsignede i Moders Nærværelse mere end jeg, og at jeg ikke for nogen Priis vilde berøve en Døende den; jeg havde Kraft til at vente.
Men min Kraft var ikke saa stor som jeg skrev. Der er noget uendelig Piinligt i det Uvisse; jeg turde nu ikke engang ønske dem tilbage, thi med det Samme ønskede jeg jo Hedevigs Død. Minnas Brev gav mig nok at tænke paa; stakkels Christian! det maatte være meget tungt, naar man elskede hende, at faae nei, og dog, jeg takkede Gud, at det var gaaet saaledes; hvilke Sorger og Krænkelser vilde Minna og Moder ikke have været udsatte for, havde hun besvaret hans Følelser.
Fru Bärenschild skrantede; Doctoren raadede til Søbade, og det blev bestemt, at vi midt i Juni skulde tage ud paa Strandveien. Ifjor, da Amalia havde ønsket det, var der tusinde Vanskeligheder; dennegang var der aldeles Intet iveien; Børnene kunde hver Morgen tage til Institutet; Alt lod sig arrangere paa det Bedste.
Et Par Dage før Flytningen, skulde vi have et stort Middagsselskab. Oberstinden kom hen til mig, som jeg stod og tørrede de utallige Smaating af paa Etagererne.
„Der laa en Ring med Rubiner paa mit Sybord, den er borte; her har Ingen været i Stuen uden De.”
„Jeg har ikke seet den.”
„Ikke? ja frem skal den.”
Først nu forstod jeg hende: „O, det er umuligt, Fru Bärenschild, De kan ikke ville beskylde mig.”
„Foreløbig beskylder jeg Ingen, men Ringen skal frem.”
Hun saae koldt paa mig og gik ud af Stuen. Min Gud, hvad skulde jeg gjøre? jeg skjulte mit Hoved i Hænderne og hulkede høit.
„Vær dog ingen Nar, Mamsel Staal,” sagde Amalia i en halv ærgerlig, halv trøstende Tone, „Ringen kommer nok; naturligviis er De uskyldig; De skal aldrig bryde Dem om Mama med saadant Noget. — nu maa De virkelig tørre Deres Øine; der er er en heel Kurv Blomster, som skulle sættes i Vaser og Fade, rigtig malerisk og smukt. Af de allerfineste Blomster maa De pille en lille Buket ud, der skal lægges ved det første Kuvert.”
Jeg gjorde som hun befalede mig, men mine Taarer faldt paa Blomsterne, dog der saae Ingen dem.
„Men Mama,” raabte Amalia senere, „Du har jo Ringen paa Fingeren.”
„Ja naturligviis; Den, der har taget den, har lagt den igjen.”
„Saa vist der er en Gud til, jeg har ikke seet den for mine Øine.”
„Tag dog ikke saaledes paa Veie, min Kjære; jeg klagede, da den var borte, nu har jeg faaet den igjen, og vi ville ikke tale videre om den Ting.”
Kunde hun ikke overbevises, eller vilde hun ikke. Det var det Bittreste, der var budt mig; jeg bad Amalia om at maatte blive paa vort Værelse.
„Nei, det kan De ikke; der skal være Børnebord i Spisestuen, hvor De skal være.”
Det brændte i mit Hoved; mine Øine vare trætte af at græde, da jeg med mine smaa Veninder, som forgjæves havde spurgt hvad der feilede mig, traadte ind i Salen.
„Klokken er ti Minutter over fem,” sagde den smilende, elskværdige Værtinde til sine Gjæster, „jeg frygter næsten, at han ikke kommer; det er virkelig en Skuffelse.”
Amalia saae ud af Vinduet: „O, det var dog herligt, der er han!”
Det Usædvanlige i disse Udbrud vakte, saa sørgelig var min Sindsstemning, neppe min Opmærksomhed; imidlertid fæstede jeg dog ligesom alle de Andre Blikket paa Døren. Den aabnede sig og — var det Øienforblændelse? — min egen Professor stod i den. Nei det var intet Blændværk, det var Virkelighed; han strakte Armene ud imod mig, og jeg ilede til hans Bryst.
Et Øieblik glemte jeg Alt i min Glæde; derpaa trak jeg mig sagte løs, men beholdt dog hans Haand, hans trofaste Haand, som nok vilde beskytte mig.
„Det var smukt og venligt, min kjære Fru Bärenschild,” henvendte han sig til den maalløse Oberstinde, „at sende Tjeneren til Dampskibet, for strax at føre mig herhen, men det var, reent ud sagt, unødvendigt; jeg var kommen alligevel; min første Gang maatte være til dette Barn.” Han hævede mit Hoved op og betragtede mig nøie.
„Men, Mie, hvor seer Du bleg ud, Du har ikke udviklet Dig synderligt, siden jeg saae Dig. — Ja, hun har altid havt det kjærligste Hjerte; Længselen er Skyld i det Hele, og jeg er dog vis paa, at De have gjort Alt for at trøste og opmuntre hende, især De, min kjære Frøken Amalia; jeg tænker at De og Marie ere blevne rigtig gode Veninder, næsten som Søstre.” Han lagde sin ene Arm om Amalias Liv, den anden om mit og trak os tæt sammen; hun svarede ikke, men blussede helt op til Tindingen.
Professoren mærkede Intet; han kyssede mig paa Panden, stak min Arm ind i sin og udraabte:
„De har vist allerede ventet paa mig, min naadige Frue, og skal sandelig ikke vente længere; jeg er nu fuldkommen beredt til at gaae tilbords; ja, min lille Dame beholder jeg naturligviis.”
Mit svage Forsøg paa at trække Haanden løs ændsede han ikke; Intet hjalp, jeg maatte følge ham. Lieutenant Due gjorde en komisk, velvillig Grimace, idet vi passerede forbi.
Der sad jeg, paa engang lykkelig og ulykkelig, ved Æresgjæstens Side. Selskabet var gjort for vor Skyld, det var en Selvfølge for ham, som han ogsaa gav tilkjende.
„Du har vist bundet Buketten? tak min søde Pige, har Du ogsaa ordnet Vaserne?”
Dennegang fik Amalia ikke Æren.
Professorens Samtale sprudlede af Liv og Glæde; jeg blev hele Tiden trukket med ind i den; for ham var jeg dog Hovedpersonen. Oberstinden sad tavs, Obersten saae ud som tørstede han efter en Forklaring; Amalia derimod lagde tydelig an paa at behage Professor Lange; Gjæsternes Stemning var den muntreste.
„Nu, min kjære Ven,” sagde en alvorlig Herre, Baron Sberfeldt, "nu maa jeg lægge Beslag paa Dem for den øvrige Deel af Aftenen; det er et gammelt Løfte.”
„Jeg kommer strax,” svarede Professoren, „et Øieblik maa jeg tale med min lille Pige her.”
Vi gik ind i et Kabinet; han tog mig paa sit Skjød; jeg kyssede hans hvide Haar, hans kjærlige Øine, hans Hænder.
„Naa, Marie, hvorledes have de det i Farum?”
„Jeg har slet ikke været derude.”
„Hvorledes! hvorfor har Du ikke bedet Oberstens kjøre Dig derhen? det var ikke venligt! Mette er i Kost hos Karen og vilde have glædet sig ved at see Dig.”
„Fortæl mig lidt om Moder.”
„Det skal jeg; hun blomstrer op, er næsten som da jeg forlod Eder, ak, der er gaaet Sorger over Eders Hoveder siden den Tid; og Hedevig, o Mie, hun er en Engel! det unge Barns Hjerte er i Himlen, medens en gammel Mand som jeg ved tusinde Baand er knyttet til Jorden. — Lad os ikke tænke derpaa. — Du troer ikke, hvor Grev Ørnklo er kjærlig mod sin Søster; han holder mere af hende tør jeg sige, end af Kone og Børn, og dog, naar det kommer til et vist Kapitel, har den ellers kloge Mand endnu bestandig en Skrue løs. Nu ville vi tale Om Minna, hun er en Rose! høi, slank og deilig, ubeskrivelig deilig, og dog græder hun meget, Marie, af Sorg og Medlidenhed, samt af Længsel efter Dig.”
„Professor Lange, tør jeg afbryde Samtalen, min Kone venter os.”
„Jeg kommer paa Øieblikket, min kjære Baron, om to Minutter. — Imorgen tales vi nærmere ved, Mie; jeg reiser til Fyen tidlig iovermorgen; Dagen imorgen skal være Din. Jeg har en heel Deel at fortælle Dig, just ikke Noget, der er skeet, men Noget, der sikkert vil skee, og jeg vil give Dig Materiale til at bygge Luftkasteller, forstaaer sig, i al Tarvelighed. — Her er jeg, Herr Baron! anbefaler mig, Deres Naade, og takker for de særdeles behagelige Timer, ja imorgen kommer jeg igjen for at tale rigtig uforstyrret med Barnet.”
Jeg fulgte ham ned ad Trapperne; jeg vilde saa nødig slippe ham.
„Tag dit Tøi paa og gaa med, Marie! ikke sandt, hun vil være velkommen?
Baronen bukkede og fremstammede en let Invitation.
„Jeg takker meget, men det kan ikke lade sig gjøre. Farvel saalænge.”
Porten lukkede sig efter ham; jeg gik langsomt op igjen, ængstelig ventende hvad der vilde komme.
Fru Bärenschild og Amalia stode midt paa Gulvet i Spisestuen; Obersten gik op og ned, en Vulkan, der ventede paa at komme til Udbrud.
„Har De nogensomhelst Undskyldning at fremføre?”
„I hvilken Henseende, Fru Oberstinde?”
„Nei, det er dog virkelig for galt, jeg har aldrig hørt noget mere uforskammet! hvorfor fortalte De ikke iforveien, Menneske, at han var Deres Slægtning? havde De ikke gaaet saa lumsk dermed, var hele Skandalen bleven forhindret.”
„De har aldrig viist Interesse for mine Forhold eller spurgt mig om min Familie, ligesaalidt som De nogensinde har fortalt mig hvem her skulde inviteres; jeg anede ikke, at Professor Lange blev ventet.”
„Der er vel ogsaa Raad for Næsviished; gaae øieblikkelig til Deres Værelse.”
Obersten taug; han saae ud, som fandt han, at mit Forsvar ikke var blottet for sund Forstand.
Det varede længe før jeg kunde sove. Sorg og Glæde, Ondt og Godt kæmpede i mig. Det havde været den sørgeligste Dag, og dog, hvor megen Lykke havde jeg ikke følt ved at see min velsignede, gamle Ven igjen. Han kom imorgen, hvad vilde han fortælle mig? noget Godt, det havde jeg læst i hans skjælmske Blikke. — Før jeg slumrede ind, bad jeg Gud om Kraft til at tilgive Oberstinden, bad ham kvæle det Nag, der desværre ulmede i mit Hjerte.
„De maa gjøre Dem istand, Mamsel Staal,” sagde Fru Bärenschild næste Morgen, „til om en halv Time at reise ud paa Landstedet, for at tage imod Tøiet.”
„Men Bestemmelsen var jo imorgen.”
„Jeg har forandret min Bestemmelse.”
„Maa det ikke vente til tolv, maaskee jeg da først kunde faae talt med Professor Lange.”
„Det kan ikke skee.”
„Vær vis paa, Frøken Staal,” sagde hendes Broder hidsigt, at jeg skal fortælle ham Sammenhængen.”
„Nei, det maa De ikke, under ingen Omstændigheder vil jeg bedrøve ham; bring ham min kjærligste Hilsen, men siig Intet. — Fru Bärenschild, lad Dem bevæge, De gjør mig en uendelig stor Tjeneste, hvis det maa blive til imorgen; det er en stor Sorg ikke at skulle see ham mere.
„Hvor tidt skal jeg sige nei.”
Det var nedværdigende at bede mere; desuden nyttede det til Intet. Den hele Foranstaltning vær en Hævn, eller — som Oberstinden vel benævnede det — en Straf for igaar.
„Det er skammeligt,” sagde Lise, „Tjeneren har fortalt mig det Hele. Herregud! kunde de ikke engang unde Dem den Fornøielse at tale med Deres Bedstefader, eller hvad han er.”
Det var det skjønneste Veir; Alt var saa sommerligt, saa grønt, men jeg var for bedrøvet til at glæde mig derover. Landstedet laa imellem Klampenborg og Charlottenlund. Det var et smukt lille Sted med Veranda udenfor og en Have, fuld af Rosentræer. Da Alt var ordnet om Aftenen, var jeg dygtig træt, men roligere. Jeg saae ud over den klare, blaa Strand og grundede paa Professorens Ord: „jeg vil give Dig Materiale til at bygge Luftkasteller, forstaaer sig, i al Tarvelighed.”
Den ene Dag gik som den anden; Lommetørklædet skred rask frem, thi Morgenstund har Guld i Mund. I Juli fik jeg et kort, rystende Brev fra Minna; det var skeet, Hedevig var død. Uden Lidelser var hun slumret hen som et træt Barn. Papiret viste Spor af Taarer, der stod Intet om Reisen eller deres Planer.
Med hvilken Længsel ventede jeg ikke næste Brev, men Uge gik efter Uge, der kom Intet. En Dag beklagede jeg mig derover i Amalias Nærværelse.
„Der er kommet Brev til Dem,” udraabte hun. „Frederik bad mig, forleden jeg var inde, at tage det ud med; jeg havde ganske forglemt det! det ligger vist i min Taske, eller i Hattekassen, eller et andet Sted, jeg husker ikke mere hvor.”
Jeg søgte i Tasken, i Hattekassen og ethvert andet tænkeligt Sted, men forgjæves.
„Det ærgrer mig, ved Gud, at jeg har forkommet Deres Brev, Mamsel Staal, men jeg finder dog ikke det er Noget at gjøre saa forskrækkeligt Væsen af. Ulykken er jo ikke uerstattelig; De faaer nok snart Brev igjen.”
Jo, Ulykken var stor for mig; jeg skrev og meldte dem Tabet. Hvor længe vilde det vare, før jeg fik Svar? hvad stod der i det forsvundne Brev? hvilke Bestemmelser havde de truffet? var Lykken nær, eller var den endnu stedse lige taageagtig fjern?
„Jeg er ikke rask,” sagde Henriette en Morgen. Hun var meget haardfør og vilde ikke have klaget uden Grund. Jeg følte paa hendes Pande, den brændte; hun havde ondt i Halsen og kunde Intet nyde.
„Troer Oberstinden ikke at Lægen burde hentes?”
„Det seer jeg ingen Grund til; hun er bestemt rask inden Aften, hvis ikke, kommer han iovermorgen til mig.”
Jeg tog mit Arbeide ind til lille Henny; hun laa taalmodigt i sin Seng og saae kjærligt paa mig. „Gud skee Lov for Dig,” sagde hun.
Næste Dag blev Louise syg; hun græd og klagede sig: jeg gik atter til Oberstinden.
„Maa Doktoren ikke blive hentet?”
„Det er ordentlig latterligt, saadan De forkjæler Børnene; jeg har jo sagt, at han kommer imorgen.”
„De skulde have kaldt mig før,” sagde han næste Dag, efter opmærksomt at have seet paa dem og befølt Pulsen, „det er Mæslinger, her maa øieblikkelig hænges for Vinduerne. — Maa jeg bede om Skrivemateriale.”
„De har naturligviis havt Mæslinger,” spurgte Amalia, efter at han var kjørt.
„Ja.”
„Det kunde jeg nok vide, men jeg har ikke havt dem og maa reise ind.”
„Og jeg kan ikke taale alle disse Anstalter,” bemærkede Fru Bärenschild, "jeg maa ogsaa tage ind.”
„Ingen kan tvinge Dem til at blive, Frøken Staal,” udraabte Lieutenanten ivrigt, „De tager ogsaa ind.”
„Her er ikke Tale om Tvang; det vilde være en stor Overvindelse for mig at forlade de kjære, smaa Syge.”
„Anderledes kunde De ikke tænke; det burde jeg have vidst. — Jeg haaber ikke, De tiltroer mig den Feighed eller Nederdrægtighed at flygte for Sygdommen, men sætter Dem ind i at jeg kun reiser, fordi Ceremoniellet, dette hjerteløse Uhyre, forbyder os at være alene herude.”
„Møblerne og Folkene tage vi naturligviis ind med,” bemærkede Oberstinden, „men De skal faae en Vaagekone ud fra Kjøbenhavn.”
„Her er Eau de Cologne, maaskee den kunde forfriske Børnene, og her er nogle Kalendere og Smaating til at more Dem med.”
Jeg var Amalia saa taknemmelig, som havde det været mine og ikke hendes Sødskende.
Ak, der var meget uhyggeligt i det øde Huus, hvor jeg gik alene omkring. I Havestuen stod et rundt Bord og nogle Stole; alle de andre Værelser vare tomme. Jeg længtes ret efter Vaagekonen, men da hun kom, tilfredsstillede hun mig ikke, hun havde et ubehageligt Ansigt; Sygepleien var hendes Levebrød, intet videre, det saae jeg strax.
„Jeg er slet ikke for at komme ud paa Landet,” sagde hun, „mindst saadant et afsides Sted uden Mandfolk, Gud hjælpe os.”
Madammen gik ud i Haven, undersøgte omhyggeligt Vinduesskodderne, rystede paa Hovedet og rokkede derpaa ud i Kjøkkenet for at lave en Taar Kaffe, som hun udtrykte sig.
Seent om Aftenen kom Obersten ridende. Han viste sine Børn den største Kjærlighed; til mig sagde han ved Afskeden: „Lad mig see, Mamsel Staal, at De passer Børnene rigtig godt; De kan være vis paa, at jeg rundelig skal paaskjønne det.”
„Siig dog ikke saadant Noget, Papa! udraabte Henny med Bestemthed, „den Pleie, Marie giver os, kan ikke betales med Penge.”
Obersten saae forundret paa hende, nikkede derpaa til mig, hvilket vist skulde betyde, at han stod ved sit Løfte.
Da Doktor Stub kom næste Gang, saae han sig omkring, og Noget, der lignede Tilfredshed, afmalede sig i hans Ansigt.
„Familen er reist, seer jeg; det fornøier mig, at Alt er overladt til Dem alene, saa vil det dog blive udført med Ro og Nøiagtighed.”
Hans Ord glædede mig ikke, trods den Anerkjendelse, der unægtelig laa i dem; de viste altfor lidt Hensyn til min personlige Behagelighed.
Det var meget haarde Mæslinger, især Hennys, og dog var hun den Taalmodigste; hun vilde saa gjerne skaane mig og vækkede mig yderst sjeldent om Nætterne. Stakkels lille Louise havde ikke den Aandskraft; hun vilde hele Tiden have mig om sig; jeg maatte fortælle hende Historier, synge for hende, trøste hende. Jeg glædede mig over, at Henny dog fik godt af det med det Samme.
„Kom herhen, Marie! lad mig faae lidt at drikke; ak, jeg har saa ondt i Halsen! hør, Du maa give mig Haanden paa, at Du vil blive her inat, og ikke lade den ækle Madamme komme herind; uh, jeg er saa angst for hende, jeg bliver syg, hvis Du ikke lover mig det.”
Obersten kom daglig ridende for at see til Børnene; Doktor Stub indfandt sig hver Morgen, saae til Patienterne, drak et Glas Vand, som stod i Beredskab til ham i Havestuen, og tog bort uden flere Ord end høist nødvendigt.
Der var gaaet en ni, ti Dage; Feberen var forbi, og al Fare, der havde virkelig været Fare — overstaaet; jeg laa paa Sophaen og blundede, men blev vækket af Louise.
„Marie, det tordner! for Guds Skyld staa op; hvor skal vi hen! hvor skal vi hen!”
De blaa Lyn trængte igjennem Sprækkerne paa Vinduesskodderne og fordunklede aldeles den svage Natlampe; det tynde Huus rystede ved hvert Tordenbrag, Stormen tudede i Skorstenen, Bølgerne brusede og sukkede udenfor.
„Marie, hvor skal vi hen! hvor skal vi hen!”
„Tys, Du Kjære, og bliv i Sengen. Du var saa syg, og vor Herre har allerede næsten gjort Dig rask, Du kan være vis paa, at han ogsaa lader dette gaae over.”
I det Samme blev Døren revet op af Vaagekonen; hun var bleg som et Liig.
„Verden forgaaer,” sagde hun, „og det er endda ikke det Værste; det pusler nede i Haven, det rasler ved Vinduerne; saadant et Veir er som skabt for Tyve og Røvere. Gud naade os usselige Fruentimere!”
„Det er kun Blæsten, der pusler og rasler med Træernes Grene.”
Lyn i Lyn gik det, Tordenen overdøvede deres Klager.
„Marie,” hviskede Henriette, „troer Du dog ikke, at Verden virkelig forgaaer?”
„Nei, lille Henny, det troer jeg ikke, og jeg veed, at Gud under ingen Omstændigheder vil forlade os. — De maa virkelig ikke tage saadan paa, Madam Olsen, den lille Pige er bange nok iforveien. Tro mig, Louise, om et Par Timer er det forbi, og Dagen vil bryde frem smukkere end nogensinde.”
„Et Par Timer! ak, der kan skee meget inden den Tid. Hvad var det? hørte De ikke Noget, Trin?”
„Nei, det er kun den voldsomme Regn.”
Endelig ved Daggry standsede Uveiret; Solen stod op med sin gamle Pragt, Støvet var skyllet af Blade og Blomster, Alt saae saa forynget og foraarsagtigt ud. Jeg indaandede den friske, rensede Luft fra Verandaen jeg takkede Gud, der havde holdt sin Haand over os.
Vaagekonen var gaaet op paa sit Værelse; Børnene slumrede; jeg følte mig meget træt, mat, overanstrængt. Jeg tog Plads i en Krog af Sofaen, lukkede Øinene og gjennemlevede snart i Drømme den uhyggelige Nat.