Augustmaaned kom; Børnene fik Ferie, og den skulde tilbringes paa et Landsted i Frederiksberg-allee. Amalia vilde helst have været paa Strandveien, men Fru Bärenschild satte sig derimod, jeg troer virkelig alene for at drille Amalia.
„De maa tage ud i Forveien, Mamsel Staal, tilligemed Lise Stuepige, for at hænge Gardiner op og ordne Alt"
Lise Stuepige, der siden vor Samtale første Dag bestandig havde viist mig en kjendelig Uvillie, var slet ikke fornøiet med Arrangementet; i hendes Øine var jeg et Slags Spion, Noget, Oberstinden virkelig, men rigtignok aldeles uden Held, havde foreslaaet mig at blive.
„Støvet trængte ind gjennem Vinduerne i den fuldpakkede Omnibus, hvori vi kjørte henad Vesterbro, mit kjære Vesterbro, som jeg ikke havde betraadt siden Afskeden. Det forekom mig som et Blik paa vort fordums Hjem vilde gjøre mig godt; jeg strakte Hovedet ud af Vinduet, — men hvad var det! Huset var næsten revet ned; vor kjære Dagligstue stod aaben for Alles Blikke; de smukke grønne Tapeter hang i Pjalter; gjennem Spisestuen saae jeg ud i Haven; hvor der før var Blomsterbede og pyntelige Gange, laae nu Gruushobe og Steen; eet Øiekast, og bort rullede Vognen, men jeg havde seet nok, jeg følte mig hjemløs; jeg tænkte paa Professorens Fugle og kunde neppe beherske mine Taarer. Ak, jeg havde altid troet, at vi skulde flytte sammen i det gamle Hjem; nu vilde det blive under nye Omgivelser; vilde det i det Hele skee? kun Gud vidste det; vor Gjenforening forekom mig fjernere og mindre sandsynlig end før.
„De faaer Taarer i Øinene,” sagde en tyk Kone, der var aldeles belæsset med Tasker og Pakker og uafbrudt tørrede sit vaade Ansigt, „det er af bare Varme, kan jeg see, ja, det gaaer ikke mig stort bedre, og alligevel maae vi Frederiksberg-Folk være glade over de velsignede Omnibusser; det er dog noget Andet end at gaae paa sine Been.”
Skjøndt jeg ikke kunde være enig med hende heri, var jeg saa tilfreds med de venlige Blikke, den tykke Kone gav mig, at jeg tilbød mig at holde to af Pakkerne. Den ene indeholdt, som Lugten strax sagde mig, Kaffebønner, den anden, en Taske, havde jeg nær tabt af Forskrækkelse thi det rørte sig i den paa en høist uhyggelig Maade.
„Gud hjælpe mig, om jeg ikke troer De bliver ganske angst,” den gode Kone lo, som skulde Hun kvæles, „det er blot nogle uskyldige Rødspætter, som jeg kjøbte til mine Børn, for jeg skal sige vos, de har havt Kighoste og maae ikke spise Kjød endnu.”
Lise Stuepige trak sin Kjole tæt om sig, rynkede Næse og saae med et hovmodigt Blik paa Tasken med Rødspætterne.
Det var en travl Dag; Lieutenant Due kom ud for, som han sagde, at give mig et Par Vink med Hensyn til Møblernes Opstilling. Det var mig en stor Trøst, da jeg ellers havde været ganske konfus.
Familien kom om Aftenen, der blev ikke yttret et rosende Ord, men jeg fik heller ingen Skjænd, og det var allerede meget.
Amalia havde faaet et Tegnemønster til en Mulls Mantille, som jeg skulde brodere. „De maa skynde Dem, Mamsel Staal,” hed det, og jeg skyndte mig af alle Kræfter. Til at spadsere var der ingen Tid, men jeg sad med mit Arbeide i Haven og glædede mig over Blomsterduft, grønne Træer og Solskin.
Vi vare oftere ene end i Byen; Stemningen var fordetmeste uhyggelig. Oberstinden kjedede sig og var dobbelt bitter, Amalia kjedede sig og var dobbelt opfarende, Lieutenant Due kjedede sig og var undtømmelig i smaa Drillerier, især mod Søsteren; Obersten derimod følte sig — paa faa Tordenøieblikke nær — glad i sin Families Skjød; han gav sig meget af med Børnene, som Fru Bärenschild og Amalia aldeles forsømte.
„Tante Louise vil komme og blive her otte Dage,” forkyndte Amalia en Morgen ved Frokosten. Ingen sagde noget herimod, dog var det aabenbart en Gene for hele Familien; kun En glædede sig oprigtig til hendes Komme. —
Naar den første Solstraale stjal sig ind i vor Stue, der var i et Taarn, som vendte lige mod Øst, vækkede jeg mine smaa Veninder, og efter et skyndsomt Toilette gik vi ned i Lysthuset, for uforstyrrede at benytte Morgentimerne til Læsning. Jeg hjalp dem med deres Stile og Opgaver, som skulde være færdige til Examen, og begyndte at lære dem lidt Engelsk.
„Hvad er det for et Komplot?” lød en Morgen Geheimeraadinde Trolles aldeles uventede Stemme, „jeg saae dem gaae ud igaar, og nu igjen idag, og blev ganske nysgjerrig efter at erfare Aarsagen. — De læse, seer jeg med Fornøielse. I holde bestemt meget af Mamsel Staal, Børn?”
Louise slap min Haand, medens Henriette lagde sin Arm om mit Liv. „Vi elske hende,” sagde Hun.
Geheimeraadinden tog Plads i Lysthuset, bladede lidt i Bøgerne, rakte mig en fransk Bog og bad mig læse høit.
„Godt, meget godt; og nu vil jeg fortælle Dem en Plan, jeg har, og høre om den vinder Deres Bifald, før jeg foreslaaer den for Oberstinden. Vilde De, Mamsel Staal, thi at De kunde er udenfor al Tvivl, vilde De paatage Dem at læse med Louise og Henriette? det vilde være til stor Gavn for Børnene; De kan være vis paa, at jeg har bemærket den Indflydelse, De har over dem, og hvormeget de have vundet ved Deres Paavirkning.”
„Hvis jeg virkelig skulde være duelig nok dertil, vilde Intet være mig kjærere.”
Henriette jublede, og Louise gav uforbeholdent sin Glæde tilkjende.
Geheimeraadinden nikkede mildt til os og gik bort; kort efter kom hun tilbage. Hendes Selvbeherskelse var meget stor og Hun var fuldkommen rolig, men der var dog en usædvanlig Rødme paa hendes Kind.
„Jeg hører, min kjære Mamsel Staal, at De er aldeles uundværlig i den Stilling, De beklæder, hvilket dog ikke er en Grund for Dem til at blive i den. Jeg har paa min lange Livsvandring samlet en Deel Menneskekundskab; jeg er en temmelig skarp Iagttager og har længe bemærket, at Deres Opdragelse stiller Dem paa en ganske anden Plads end De indtager. — Jeg pleier ikke let at bortskjænke mit Venskab, men naar jeg gjør det, haaber jeg ogsaa det er et varmt Venskab, der viser sig mere i Handling end i Ord. Det vil ikke være mig vanskeligt at skaffe Dem en Ansættelse som Gouvernante, og det vil være en sand og stor Fornøielse for mig at bidrage til, at De kommer et Sted, hvor De vil blive vurderet efter Fortjeneste.”
„De veed ikke, hvor saamegen Venlighed og Deeltagelse gjør godt, jeg takker tusinde Gange, men kan dog ikke benytte mig af Tilbudet.”
Den gamle Dame gik tæt hen til mig, saae mig lige ind i Øinene og udraabte:
„Skulde det være muligt, skulde De for disse Moderløses Skyld ville bringe et saadant Offer?”
„Nei, Deres Naade, det vilde gjøre mig inderlig ondt at skilles fra Børnene, men jeg har en mere egoistisk Grund.”
„Tør man spørge, hvad det er for en Grund?”
„Det gik min Familie nær til Hjertet, at Forholdene nødte mig til at tage ud mellem Fremmede; de troe nu, at jeg har fundet et Slags Hjem og at jeg har det godt; skiftede jeg Plads, vilde de paany føle den samme Smerte, som da jeg forlod dem.”
„Var det den egoistiske Grund?” Geheimeraadinde Trolle lagde sin smalle Haand kjærtegnende paa mit Hoved og hviskede med blød Stemme: „De er en god, lille Pige.”
Om Eftermiddagen var Amalia i ondt Humeur. „De spilder altfor megen Tid paa Børnene,” sagde Hun, „Gud veed, hvem der har sat Dem Lærerindenykker i Hovedet; De forsømmer Syningen; Mantillen er jo ikke engang halv færdig. Nu maa De forlade Alt og plukke Blomster samt sætte dem i Fad, rigtig smukt.”
Og Kapitain Ridderspore, Frieren, som Lieutenant Due kaldte ham, kom om Aftenen og beundrede Blomsterne: „Frøkenen har vist ordnet dem; man kan ikke see noget mere malerisk.”
„Kunde De gjætte, at jeg havde gjort det,” lo Amalia, „ja, i den Retning troer jeg rigtignok at være temmelig begavet; — hvad skal man more sig med herude paa Landet.”
Kapitain Ridderspore tog en Rosenknop og gjemte den ved sit Bryst Han fortjente virkelig at hedde Frieren; ufortrødent beilede han til Amalia, der hverken kunde bekvemme sig til at sige ja eller nei. Som Adelsmand, Officeer og bemidlet Mand fortjente han ikke at afvises; som meget lidt begavet, baade med Hensyn til Forstand og Ydre, fortjente han ikke at antages; Amalia fandt det klogest at trække Tiden ud. —
En Søndag Morgen midt i August, da jeg kom fra Kirke, iført en blaa, klar Kjole, Moders sidste Julegave, mødte jeg Amalia i Gangen.
„Min Gud, Mamsel Staal, hvad er det for en Dragt? den smukkeste Kjole man kan tænke sig! hvor taktløst! De har dog altid før valgt mørke Stoffer; jeg synes det falder af sig selv, at De altid maa være, nok anstændig, men dog saa lidt iøinefaldende klædt som muligt.”
Jeg gjorde ingen Indvendinger, hængte min smukke, blaa Kjole bort, den fortjente ogsaa, at der skulde slaae et lettere Hjerte under den, og iførte mig den evige sorte Silkekjole, som forekom mig at være den, hvori Anstændighed og skyggeagtig Usynlighed mest forenedes.
En Dag, da det var meget varmt, kjørte Obersten med Børnene i Skoven, Fru Bärenschild begav sig i Bad, og Amalia og Lieutnant Frederik søgte Kølighed hos mig i Lysthuset.
„Hvilken uudholdelig Varme! man kan hverken gaae, læse eller bestille Noget.”
„Det er Deres Mening, Amalia, og unægtelig ogsaa min, men det lader ikke til, at Frøken Staal deler den.”
„Alle Mennesker ere ikke stillede eens; naar Enhver vilde lægge Hænderne i Skjødet for en Smule Varmes Skyld, saae det galt ud. Jeg begriber forresten ikke, Frederik, Hvorfor De i den senere Tid kalder Mamsellen for Frøken; det er virkelig upassende.”
„Jeg er gammel nok, Amalia, til at handle paa egen Haand; Mamsellerne, vi i Fortiden have havt, have givet mig Ufsmag paa Navnet; det er med fuldt Overlæg, at jeg kalder denne unge Dame for Frøken. Men seer jeg ret! der kommer Helene kjørende med en drabelig Ridder ved sin Side. Frieren, saasandt jeg lever!”
Amalia ventede et Øieblik, til hun havde faaet sit lidt fortrukne Ansigt i de rette Folder, og skyndte sig saa hen til Vognen.
„En smuk Pige,” bemærkede Lieutenanten, idet han saae efter hende.
„Overordentlig smuk.”
„Hør, Frøken Staal, jeg vil egentlig bede Dem om et Raad; tillad.” Han tog en Præn ud af min Syæske og kradsede med den i Bordet. „Kan jeg vente et oprigtigt Raad?”
„Det haaber jeg.”
„Troer De, at Amalia vilde kunne gjøre mig lykkelig? troer De, at vi vilde passe godt sammen? raader De mig til at anholde om hendes Haand?”
„Gud frie mig fra at raade i saa Hensende, Lieutenanten kjender jo Frøken Amalia langt bedre end jeg.”
„Det havde jeg ikke tiltroet Dem, Frøken Staal; det var ikke venskabeligt; stod min værste Fjende for Brudeskamlen med hende, vilde jeg gribe ham i Armen og raabe: holdt, holdt, før det er for silde.”
„Jeg maa tilstaae, at jeg ikke antog det for muligt, at De holdt af Amalia.”
„Naa, det glæder mig dog; men hvad mener De, Helene har ofte slaaet paa den Streng, at jeg skulde ægte Amalia; Søsteren vil af med hende og under Broderen at faae hende. Forresten er mit Hjerte langt borte, helt oppe i Sverrig er det. O, De er dog det besynderligste Menneske, jeg nogensinde har kjendt; er det ikke første Gang De seer rigtig venligt paa mig, da De hører at mit Hjerte er i Sverrig. — Det er gaaet mig sælsomt nok; jeg har altid havt en vis Skræk for Præstedøttre, svenske Damer, og høie Damer i Almindelighed, og for Navnet Maja i Særdeleshed, og see, jeg besøger en Fætter i det nordlige Sverrig og kommer hjem forlovet med en høi, svensk Præstedatter, benævnet Maja. — Det er en stor Hemmelighed, jeg har kun en eneste Fortrolig. Dem beder jeg ikke om at tie, De gjør det nok alligevel. Var jeg en Smule sentimental, vilde jeg opramse alle hendes Yndigheder og Fortræffeligheder, dog det er jeg ikke og lader mig derfor nøie med at beskrive hende som en velsignet, sød lille Pige. De minder mig om hende, hvor ubegribeligt det end er mig; der er ingen ydre Lighed, Hun er — De maa ikke tage det ilde op, det er maaskee ogsaa kun min Smag — smukkere end De; hun er aaben, De indesluttet; Hun er munter, De alvorlig; — Vor Herre veed, De har ikke Grund til andet her — hun er imødekommende, De tilbageholdende, og dog minder De mig om hende. Det er som boede en hemmelig Kraft i begges Hjerter, en Kraft, der ret vilde vise sig i Modgangens Dage; jeg har en uindskrænket Tillid til begges Handlemaade; ja, det er en Gaade, jeg ikke kan forklare, og De kan naturligviis ikke forstaae mig.”
„Det troer jeg dog nok, jeg kan; Ligheden kommer vist af, at vi tjene igaarde sammen.”
„Ah!” — Lieutenant Due vendte Ansigtet halvt bort, borede Prænen saa dybt ned i det grønne Bord, at Spidsen brak og spurgte: „Tjener jeg ikke i samme Gaard?”
„Jeg maa sige nei, De har ikke taget fast Tjeneste der, men undertiden, ja ikke saa sjeldent, troer jeg, gjør De timeviis Arbeide i Gaarden, dog De har Egenskaber, som, naar De engang lader Dem fæste for Livstid, og det ender det bestemt med, ville gjøre Dem til en af de bedste og nyttigste Tjenere.”
„Ingen Prædiken, Frøken Staal! for Himlens Skyld ingen Prædiken!” Lieutenant Due holdt Fingrene for Ørene, ilede ud af Lysthuset og kastede, uden at vide det, den mishandlede Præn ned i et Bed Gulerødder.
Lidt efter kom han tilbage: „har De Lyst til at see hende? det er desværre kun et ynkeligt Billede, malet af en omreisende Stymper.”
„Et uendelig indtagende Ansigt; jeg kan ikke blive kjed af at see paa det.”
„Hun seer prægtig ud i Virkeligheden, ganske anderledes end der, og naar man saa tænker hvor god og rar Hun er. Jeg har kun een Ting paa hende at udsætte, men det er ogsaa Noget, jeg aldrig kan forsone mig rigtig med, Noget, der staaer i Strid med alle hendes øvrige Dyder. Kan De gjætte hvad det er?”
„Umuligt!”
„At Hun valgte mig, at Hun kunde finde Behag i mig, at Hun elsker mig af hele sit trofaste Hjerte. Det er en stor Feil af en saa reen og fast Karakteer, at vælge en letsindig, flygtig Lieutenant til Livsledsager. Jeg har mange Gange sagt til Maja, at det sætter hende ned i mine Øine, men hvad skal man sige? havde Hun givet mig en Kurv, var jeg bleven evig ulykkelig; enhver Ting har sin mørke og sin lyse Side. — Naar jeg først er femogtyve Aar og Eneherre over min Formue, reiser jeg op efter min Pige, og naar Hun som min Kone kommer hertil, da vee dem af mine Slægtninge, som ikke vise hende tilbørlig Respekt. — Jeg har aabnet Dem mit Hjerte, Frøken Staal, dels, fordi jeg havde stor Lyst til at sladdre til Dem om Maja, og dels, fordi det var den eneste Maade vi kunde komme til at staae i et behageligt, utvungent Forhold til hinanden; jeg haaber, at vi for Fremtiden skulle blive Venner.”
„Rigtig gode Venner.” svarede jeg og trykkede varmt hans Haand.
Jeg fandt en stor Trøst i dette Venskab; vi talede ofte om Maja, undertiden sendte hun mig en venlig Hilsen. Lieutenant Due behandlede mig nu med en hjertelig og alvorlig Høflighed, der stak temmelig skarpt af mod hans sommetider næsten ufordragelige Væsen i Forhold til Fru Bärenschild og Amalia. Disse Sidste vare strengere mod mig end nogensinde og lode mig høre, at jeg havde Nykker, skjøndt jeg virkelig ikke var mig nogen bevidst.
Jeg troer igrunden, min største Feil i deres Øine var, at jeg aldrig nedlod mig til at sladdre eller smigre, de to eneste Veie, som Lieutnant Due forsikkrede, til deres Gunst.
Geheimeraadinde Trolle protegerede mig paa det Kraftigste; og naar jeg skrev til mine Kjære, dvælede jeg ret ved hendes Godhed, ligesom jeg ogsaa skildrede min nye Ven og hans Maja samt mit Forhold til Børnene. Men fortæl os Noget om Fru Bärenschild og den ældste Datter; hvorfor nævner Du aldrig dem, Marie?” og jeg svarede, at Fru Bärenschild var svagelig og desværre bestandig led af Hovedpine, og at Datteren var den smukkeste Brunette, man kunde see, og sin Faders Afgud. — Dagen før vor Afreise kom Amalia løbende ind i Havestuen. „Tænk Dig, Mama, Grev Christian Ørnklo holder udenfor og taler med Frederik, jeg haaber da ikke han rider bort uden at hilse paa os.”
Heldigviis vendte jeg Ryggen til Amalia, ellers maatte Hun have bemærket min Sindsbevægelse, da Hun nævnede Navnet paa Moders Brodersøn, Grev Christian Ørnklo.
Efter et Par Minutters Forløb kom han ind, hilste utvungent paa Damerne og kastede sig i en Lænestol, hvor jeg ret havde Leilighed til at betragte ham.
Han lignede Moder, det vil sige Trækkene lignede, thi Karakteren i deres Ansigter var aldeles forskjellig. Man kunde tydelig see, at han bestandig havde havt gode Dage, at han var betydelig hovmodig, men tillige betydelig godmodig, at han aldrig havde anstrengt hverken Sjæl eller Legeme.
Amalia konverserede ham paa det Livligste om Heste og Hunde, Noget man kunde mærke han forstod fra Grunden.
„De maa dog see min lille engelske Hund. Spilop! Spilop! Spilop!”
Spilop sprang op paa sin Herskerindes Skjød og slog paa en koket Maade med sine lange Øren.
„Ikke ægte engelsk,” bemærkede Grev Ørnklo med lidt Foragt i sin Tone.
Det var Amalias svage Side; Frederik havde ofte drillet hende med det Samme, og Hun var da bleven rasende: nu betvang Hun sig imidlertid paa lidt Rødme nær.
„Skulde den virkelig ikke være ægte engelsk; jeg kan neppe troe det; den har været meget kostbar, see, hvilken prægtig Hale, dog jeg maa naturligviis underkaste min Mening en saa stor Kjenders.”
„Næsten ægte, men ikke ganske. — Jeg forskrev for nylig een fra England, den smukkeste lille Tingest man kunde see; jeg havde bestemt den til en Cousine, men havde ikke stor Tak for Uleiligheden; Hun gav den til min lille Søster Therese og valgte i dens Sted en stor Jagthund, hvidgraa med brune Pletter. Jeg kunde egentlig godt lide det af min Consine, at Hun hellere vilde have en tro, klog Hund, der kan beskytte hende, naar hun alene streifer omkring i Skoven, et Slags Ven, end en dum, egoistisk lille Skjødehund, der ikke duer til andet end til at kjæles for og opvartes.”
Amalia bed sig i Læberne, Grev Ørnklo lod Munden løbe lidt endnu og reiste sig derpaa for at tage Afsked.
Han anede ikke hvilken Strid der var i den beskedne Skikkelses Bryst, der sad ved Vinduet og syede, hvor gjerne Hun havde sendt en Hilsen til Cousinen, hvor velkommen den Hilsen vilde have været. — Dog han havde vel aldrig hørt mig omtale; jeg var i en underordnet Stilling og vilde nødig genere eller berøre ham pinligt.
„Farvel, min kjære Grev Ørnklo, glæd os snart igjen med et Besøg; de hjerteligste Hilsener til Greven og Grevinden.”
Efter smilende fra Vinduet at have besvaret den Bortridendes Hilsen udbrød Amalia. „En dum, uopdragen, utaalelig Dreng!”
„En grundskikkelig Fyr og ikke saa dum endda,” indvendte Lieutenanten, „skjøndt jeg ikke vil paastaae, at han har opfundet Krudtet; han har unægtelig lidt Naragtigt ved sig, men det ligger vist alene i, at han Intet har villet lære. Man siger, at hans Herr Papa, en halv Videnskabsmand, har havt stor Sorg af ham i den Retning. Hos Grevinden havde han Medhold; Hun stikker ikke dybt, og fandt det Synd at plage Drengen. Det lille Menneske, der ellers er Føieligheden selv, skal, i Forhold til sine Hovmestre, have været stridig som en Karriolhest.”
„Nu maa De tage fat, Mamsel Staal, og pakke ind til Flytningen,” bød Oberstinden.
Jeg skyndte mig efter bedste Evne, men medens Hænderne havde travlt med Glas, Porcelain etcetera, vare Tankerne beskjæftigede med en let og yndig Skikkelse, der syngende løb henad en Skovsti, fulgt af en stor hvidgraa Jaghund med brune Pletter.
Med et vist Veemod forlod jeg Landstedet, for atter at flytte ind i det store Huus i Bredgaden, hvor jeg følte mig mere indespærret og havde mindre Leilighed til at være ene. I Frederiksberghave havde jeg, det lyder næsten utroligt, ikke været en eneste Gang. Da vi kjørte gjennem Vesterbro saae jeg en stor Bygning, hvor vort lille Huus havde staaet; den var nylig reist; den grønne Krands med Flitterguldet og de flagrende Baand aftegnede sig skarpt paa den klare Himmel.