Tre Dage vare gaaede; Moder følte sig langt bedre, og det var en saadan Fryd for os at see hende vinde Kræfter, at det næsten lod os overvinde den Ængstelse, hvormed vi ellers vilde have ventet Svar.
Minna var gaaet ud for at trække frisk Luft, da Postbudet kom med Brevet. Jeg tænkte paa det sidste, Moder havde faaet fra den Kant; hvad indeholdt dette, Sorg eller Glæde? jeg saae paa den elegante Convolut, den faste Udskrift, Vaabnet, Kronen med de ni Kugler. Med skjælvende Haand aabnede jeg det og læste:
„Min kjære Niece!
„Dit Brev overraskede mig baade smerteligt og glædeligt, smerteligt, fordi jeg deraf saae, at Din Moder var syg, og glædeligt, fordi jeg saae, at hun dog havde talt til sin Datter om mig og talt saaledes, at Du kjendte mig nok til trygt at henvende Dig til mig, og Du skal ikke have gjort det forgjæves.
„Aldrig er et Væsen blevet høiere elsket end min Søster blev det af mig; aldrig har jeg været fuldkommen lykkelig fra det Øieblik hun forlod mig.
Aarene have kjølnet min Vrede, min retfærdige Vrede; jeg har savnet hende saameget, at jeg vil tilgive hende, selv om hun ikke erkjender sin Brøde, som jeg længe vilde have tilgivet den Angerfulde. Du seer, som din Faders Datter, Sagen fra en anden Side, og jeg skal vistnok altid respectere dine Følelser. Han havde ædle og store Egenskaber, han var min Ven; dobbelt smerteligt er det at forraades, hvor man nærer uindskrænket Tillid.
„Faa Dage efter at Du har modtaget dette Brev, vil jeg være hos Eder, og det vil være mig en stor, skjøndt sorgblandet Glæde at føre min syge Søster og hendes Datter ind i mit Hjem, hvor Alt skal gjøres for at skaffe hende Sundheden tilbage.
„Man har sagt mig, at din Moder har opdraget et Barn, formodentlig en af din Faders Slægtninge; hvis hun endnu er i Eders Huus, hvilket jeg dog neppe kan troe, maa hun være i en Alder, hvori hun kan forsørge sig selv; jeg kan naturligviis ikke tage mig af hende.
„I det Haab at jeg vil træffe min Søster bedre, slutter jeg, takkende Dig for dit aabne, tillidsfulde Brev. Din hengivne Onkel
Carl, Greve af Ørnklo.”
Jeg læste hvert Ord, mit Hjertes Slag standsede; store Gud, hvor skulde jeg hen. Som da jeg var et lille Barn ønskede jeg at komme bort, reent bort, blot jeg ikke skulde være en Hindring for mine Elskede.
I den Alder at hun kan sørge for sig selv; ja, han havde Ret, men hvorledes? jeg forsøgte forgjæves at samle mine Tanker. —
Doctor Stub kom og begav sig med sit uigjennemtrængelige Ansigt ind til Moder. Ved at see ham fik jeg en Tanke. Han havde engang spurgt, om vi kjendte en ung Pige, der vilde paatage sig en Plads i en Familie, jeg huskede ikke rigtig som hvad. — Maaskee det var hvad jeg behøvede.
Jeg samlede al min Kraft, tog det roligste Væsen paa jeg formaaede — ak hvor urolig var jeg ikke indvendig — og bad ham om en Samtale.
Det var næsten som talede jeg til en Sneemand, saa rolig sad han, medens jeg udviklede vore Forhold og Nødvendigheden af, at jeg maatte sørge for mig selv.
„Naa saaledes, jeg har aldrig anet, at De var et Pleiebarn. — De ønsker den Plads, jeg har omtalt, den er endnu ikke besat, men jeg troer neppe den vil convenere Dem.”
„Skal jeg lære Børn?”
„Nei, Børnene gaae i Skole. De skal læse høit, spille paa Claveer, hjælpe med hvad der falder for, jeg troer ogsaa med den ældste Datters Toilette; dertil skal De holde Fruen, — der er Stedmoder, — Børnene fra Halsen i deres Fritid. Det er to Tvillinger paa tolv Aar. Lønnen er fem Daler om Maaneden.”
„Skal jeg være der maanedsviis?”
„Ja, jeg tilstaaer det er intet godt Tegn. Imidlertid maa De bestemme Dem, da jeg troer at kjende en Anden, som nok vil overtage Pladsen.”
Jeg vovede ikke at betænke mig, jeg frygtede at min Kraft ikke skulde vare ved, jeg frygtede at Minna skulde bestride min Beslutning, jeg følte at det var det Rigtigste at tage derimod, og jeg vilde blive roligere, naar det var uigjenkaldelig bestemt; svag, som jeg var, maatte jeg binde mig strax.
„Vil De anbefale mig?”
„Ja, men kan De tiltræde Pladsen i disse Dage?”
„Endnu idag.”
„Godt, altsaa iaften, Deres Frøken Søster kan meget godt besørge Pleien alene. Familien er Oberst Bärenschilds, Bredgade Nr. — første Sal.”
Døren lukkede sig efter ham; jeg ønskede saa inderligt, at Minna ikke vilde komme endnu, at jeg først maatte have tænkt mig ind i den nye Fremtid.
„Lille Marie! kom ind til mig, rul Gardinet op, lad mig igjen see Guds klare Himmel, lad mig igjen føle Varmen af hans velsignede Sol. O, jeg er saa glad idag, jeg trækker mit Veir saa let. Kom hen til mig, min Mie, lad mig see paa Dig. Denne Kind er saa bleg, og det for min Skyld; fortjener jeg saamegen Kjærlighed. — Du troede ikke Du skulde beholde mig, min stakkels Glut, jeg mærkede det nok; selv troede jeg ikke, at jeg skulde døe; jeg havde en Følelse, som vilde Vor Herre høre Eders Bønner, som vilde han give saamegen Opoffrelse og Ømhed Løn; desuden syntes jeg, at mine smaa Piger ikke ret kunde undvære mig endnu.”
Jeg trykkede mit Hoved ned i Puderne, jeg græd, jeg følte mig som en Forbryder. For første Gang skjulte jeg Noget for Moder, for første Gang havde jeg med Villie gjort Noget, der maatte berede hende Smerte; og dog, burde jeg have handlet anderledes?
„Kald paa Mette, jeg har ikke seet hende saa længe. Lad hende bringe mig nogle Blomster.”
Mette lod sig det ikke sige to Gange; hun plyndrede uden Medlidenhed sine kjære Træer og Buske, til Forklædet var fuldt, derpaa løb hun ind til Moder, kastede den brogede Samling paa Dynen, klappede i Hænderne og sprang omkring i Stuen.
Moder loe saa velsignet, at jeg næsten glemte Brevet og Adskillelsen.
Lidt efter kom Minna: „Goddag, Marie, Du troer ikke hvor Veiret er forfriskende og yndigt, tag smukt Tøi paa og gaa lidt ud.”
Jeg vovede ikke at see paa hende: „Minna, jeg har en stor Bøn til Dig, gjør mig ikke noget Smerteligt, der maa skee, smerteligere ved Klager og Bebreidelser: i den Kjærligheds Navn, Du nærer for mig, gjør mig ikke svag, men styrk mig.”
„O Gud, hvad er der skeet?”
Jeg fortalte hende om den Plads jeg havde faaet; jeg skildrede det med de lyseste Farver; derefter læste jeg Brevet, som med Undtagelse af det Sted, hvor jeg var nævnet, var kjærligere, end vi havde haabet, høit for hende.
„Hvor fortryder jeg før at have ønsket en bedre Skjæbne; o Marie jeg skulde blot have bedet, at vi ikke maatte adskilles. — Jeg kan endnu ikke rigtig troe det, det klinger for mit Øre, men vil ikke trænge ind i mit Hjerte. Det var en Mulighed, jeg aldrig har tænkt mig, at Du skulde ud mellem Fremmede. Jeg kan ikke være stærk, Marie, jeg maa græde; hvor langt hellere vilde jeg ikke tage ud; jeg synes at jeg næsten kunde være lykkelig hvor det skulde være, naar jeg vidste, at Du var hos Moder og havde det godt.”
Mennesket er egoistisk, Minnas inderlige Kjærlighed, hendes Taarer trøstede mig og lindrede min Sorg.
„Gud har lagt et tungt Kors paa os, Marie.”
„Vi maae ikke være utaknemmelige; Gud skaanede Moder; havde vi mistet hende, da havde det været et saa tungt Kors, at dette, sammenlignelsesviis, forekommer mig fjederlet. Desuden have vi godt af at see os lidt omkring, af at blive lidt selvstændige; vi ville skrive til hinanden hver Uge, og naar Moder er bleven fuldkommen rask og fuldkommen forsonet med sin Broder, da ville vi igjen flytte sammen og skjønne endnu mere paa vor Lykke end før.”
„Slaget kom for pludseligt, Søster; jeg kan ikke lægge Planer, jeg kan ikke haabe. Sæt Dig ind til Moder, vær hos hende saalænge Du kan; o Mie, hvorledes skal jeg kunne sige hende det, hvorledes trøste hende, dog det er Synd af mig at bedrøve Dig, gaa Du kun rolig ind til Moder; jeg skal imidlertid pakke Dit Tøi ind.”
Det lille Middagsbord var prydet med Blomster, som til en Fest, mine Livretter bleve serverede, men vi rørte dem ikke. Minna skjulte sine Taarer for mig, som jeg mine for hende.
Om Eftermiddagen gik jeg ud til Mette for at tage Afsked. Hun kom aldeles ud af sig selv. Moder og Minna vilde reise snart, jeg strax; hun kunde ikke blive klog derpaa; det var uhørt; det løb rundt for Mette. Atter og atter maatte jeg forklare det, tilsidst forstod hun det ogsaa, løb saa op i sit Kammer og kom tilbage med en Species. Den skulde jeg have, hun tog ikke mod et Afslag; den vilde bringe Lykke, en rigtig Lykkeskilling var det, som nok vilde vise sig.
Det var saa smukt af Mette at give mig en Deel af de gode Dage til Alderdommen: jeg listede mig ind og lagde den i Husholdningskassen, hvor der næsten var Ebbe; bring den Lykke, tænkte jeg. Moder slumrede, jeg kyssede hendes Pande, hendes lukkede Øine, hendes Haand.
„Farvel, Minna.”
„Farvel, Søster, mit Hjerte er for fuldt, jeg kan Intet sige Dig.”
Mit Hjerte var ogsaa fuldt, saa fuldt, som skulde det briste; hele min Tanke var en Velsignelse over det Hjem, hvori jeg saa kjærligt var optaget, og som jeg nu skulde forlade.
„Kom her hen en af Dagene, Marie.”
"O ja, det skal jeg.”
Slagterens Dreng, som undertiden gik os tilhaande, bar min Koffert. Jeg skyndte mig bort og vovede ikke at see mig tilbage.
„Det gjør mig hjertensondt, lille Frøken, at De skal ud og stride for Brødet; det er ikke Sjou at komme hjemmefra; jeg husker nok hvad jeg døiede, men naar man barestens kan holde Modet oppe den første Tid, gaaer det siden af sig selv. — Naa her er det nok.”
Mit Hjerte hamrede af Ængstelse, medens vi stege op ad den brede, herskabelige Trappe. Ole satte min Kuffert udenfor Døren, lovede at hilse hjemme og gik sin Vei. — O jeg var saa ene, saa forladt, dog nej, Gud var hos mig, den bedste Fader vaagede over mig, jeg følte det tydeligt, aldrig havde min Tro været stærkere end i dette Øieblik. Han, uden hvis Villie ingen Spurv falder til Jorden, vilde ogsaa nok sørge for mig.