Hvis det var tænkeligt at elske Moder høiere end før, gjorde vi det efter at have hørt hendes Historie. Minna byggede Luftkasteller, hvori en Forsoningsscene fandt Sted mellem Broder og Søster, men Moder hørte ikke Noget derom.
„Det er ikke muligt Andet, Marie, han vil komme engang, banke paa vor Dør, tilstaae, at han har Uret og bede Moder om Forladelse. Da ville vi holde rigtig af den gode Onkel Carl, der er gaaet i sig selv, og hans Børn ville besøge os, smaa søde Cousiner og Fættere; hans Kone, Tante, det er saa morsomt at have en Tante, vil jeg holde uendelig meget af, men Herr Høppe kan jeg ikke lide; dog maaskee han ogsaa er bleven et nyt og bedre Menneske.” —
Da Minna og jeg vare sexten Aar gamle, gik vi til Confirmation hos vor kjære Pastor Skau tilligemed hans egen Datter.
Hvor græd hun ikke, den stakkels lille Nicoline, naar Underviisningstiden var tilende og Faderens Forklaring af Christendommen havde faaet alle de gode Strenge i hendes Hjerte til at dirre.
„O jeg er saa slet, saa slet! det er virkelig sandt; burde jeg ikke altid være som jeg skulde, selv om det blot var for at glæde min Fader, min eiegode Fader. I troe ikke hvor gruelig slem jeg er til at gjøre Nar af Folk og til at lyve, ja jeg er ogsaa ulydig; igaar læste jeg i en Bog, Fader havde forbudt mig at læse; men for Fremtiden vil jeg see at blive bedre. Fader har Sorger nok, jeg vil ikke bringe flere Rynker paa hans Pande, men glatte dem, der allerede ere der.”
Trøstet ved denne gode Beslutning tørrede hun Taarerne af Kinden, aandede paa sit Lommetørklæde, holdt det for de smukke brune Øine og hoppede saa hen foran Speilet, bandt sine Hattebaand i en prægtig Sløife, glattede Haaret med Haanden, viste sine hvide Tænder en lille Smule, pyntede paa sin Mantille, rettede sig og hviskede, idet hun gik forbi os: „Moder og jeg kjøbte igaar Silketøi til min Kjole, det er saa tykt, at det næsten kan staae; jeg faaer en Kjede og et Uhr af Bedstemoder, og en Broche med Diamanter af Tante Jane.”
Medens Confirmationens Vigtighed: Bekræftelsen af vor Daabspagt, stod klar og tydelig for os, var det som de andre Børn — ikke Alle, men de Fleste — kun saae en Leilighed deri til at faae Pynt og Stads, til at blive voxne og komme med.
De vilde have det Bedste af Alt, hvorimod vi blot ønskede at gjøre Moder saa lidt Udgift og Uleilighed som muligt. Sparebøssen, i hvilken Moder i mange Aar havde puttet til denne Leilighed, blev slaaet itu, og dens Indhold var tilstrækkeligt til at skaffe os det Fornødne godt og smukt.
Da jeg vaagnede Confirmationsdagen, var Minna allerede oppe; jeg skyndte mig ind i Dagligstuen og fandt hende staaende foran Faders Portrait. „Marie, jeg har bedet ret inderlig til den gode Gud, at han vil hjælpe mig med at holde det Løfte, jeg idag skal aflægge, thi af min egen Kraft kan jeg ikke, det føler jeg saa godt, og hvis jeg ikke holdt det, kunde jeg aldrig være glad mere. Om Forladelse, Mie, for hver Gang jeg ikke har været mod Dig som jeg burde.”
„O Minna, Du faaer mig til at rødme; hvad skal jeg svare Dig, Dig, der aldrig har bevist mig andet end Godt. Mit Hjerte er saa fuldt af Taknemmelighed mod Vor Herre, mod Moder, mod Dig, mod Professoren; jeg er saa glad, og dog frygter ogsaa jeg for ikke altid at være som jeg bør i Smaat som i Stort.”
„Godmorgen, mine Børn! den, der staaer, see til at han ikke falder; det glæder mig at I ikke stole paa Eder selv, men paa Gud; han vil ikke slippe Eder; ere Eders Hjerter hans, ville Eders Handlinger blive til hans Ære.”
Mette kom med den yndigste Bouquet til Minna: Rosenknopper, Lilieconvaller og Myrthegrene. I Hemmelighed havde hun opelsket dem i sin lille Stue til sin yndling; mig overrakte hun en broget Samling af gule, lilla og hvide Crocusser fra Haven.
Moder og Minna bleve næsten vrede paa Mette, men jeg takkede hende hjerteligt, og roste hende, fordi hun gav Søsteren de Blomster, der passede bedst for hende.
„Men Crocusser passe ikke for Dig, Marie,” indvendte Professoren, „ligner Minna, og det gjør hun virkelig, Roser, Lilier og Myrthegrene, saa ligner Du en beskeden Violbouquet og den vil jeg give Dig.”
„Nu maa jeg afsted,” sagde vor Ven, da vi kom hjem, efter i Forening at have gaaet til Alters, „Saalerne have længe brændt under mig; jeg er kun bleven her saalænge for Eders Skyld, Børn. — Her er Penge til mine Fugle, Fru Staal. Farvel, og Levvel, gid jeg kunde tage Dem med mig til la bella Italia.”
Han tog os alle Tre i sin Favn, kyssede hver især paa Panden og saae uendelig kjærligt paa os. Ikke tænkte jeg dengang paa, i hvor forandrede Omgivelser jeg skulde see ham næste Gang.
Alle vore Venner toge bort; Pastor Skau fik et Præstekald paa Landet.
„Det er,” sagde han reent ud, „meest for Nicolines Skyld, at jeg har søgt det; hendes Moders rige, udstrakte Familie forkjæler og fordærver hende; vilde jeg redde Huusfreden og Familielykken, maatte jeg tage paa Landet; vilde jeg bevare mit Barn fra at blive flygtig, letsindig og forfængelig, maatte jeg tage paa Landet, og vilde jeg udrette noget Egentligt i min Herres Tjeneste, maatte jeg ogsaa tage paa Landet; herinde duer jeg ikke mere; jeg er for gammeldags, kan ikke rette mig efter den selvkloge Ungdom, og har derfor ingen Indflydelse paa den.”
Fru Skau var nærved at fortvivle, men trøstede sig omsider med de forøgede Indtægter og Tanken om et Vinterbesøg i Hovedstaden. Nicoline vidste ikke rigtig om hun skulde være glad eller bedrøvet.
„Tænk, hvad jeg gaaer glip af,” sagde hun ved Afskeden, „Baller, Theatret, vore smaa Søndagsfêter, Tante Janes Assemblér! blot jeg nu maa blive et bedre Menneske, som Fader troer. Jeg skal rigtig lægge mig efter at ælte Smør og lave Ost og Pølse; I skulle bestemt faae nogle sendende, og saa skal jeg gaae alene omkring i den store Have, jo det vil blive romantisk. I maa endelig snart besøge os og skrive mig til, I kjære, kjære Piger. Veed I forresten hvad Fætter Ludvig sagde til mig igaar, tør jeg sige det? I maae ikke fordømme mig, Du maa ikke sætte Ansigt op, Marie, jeg kan jo ikke gjøre ved hvad dumt Tøi Fætter Ludvig siger: naar saadan en fix, nydelig, lille Kjøbenhavnerinde kommer paa Landet, vil hun fordreie Hovederne paa alle unge Herrer i ti Miles Omkreds.”
„Jeg troer virkelig,” sagde Moder, der havde hørt hendes Snak, „at lille Nicoline trænger høilig til at komme ind i andre Omgivelser og faae andre Tanker i sit Hoved.”
Det var en yndig Sommer Moder og vi vare som Veninder, og dog var hun os saa overlegen; dog vare hendes Samtaler saa belærende for os. — Hvor godt husker jeg det store Træ med Bænken under, heelt nede i Søndermarken, hvor vi sadde og vexelviis læste David Copperfield høit for hverandre. Undertiden havde vi Frokost med, og Minna deelte sin Part med Fuglene, Professorens Børn, som hun kaldte dem.
Vi havde hver sin Uge til at gaae i Huset, og gjorde os den større Flid for at lave Maden saa velsmagende som muligt, og alligevel bruge saa lidt som muligt.
Minna var skudt i Veiret og bleven høi og slank; hun havde ikke Moders fuldendt skjønne Profil, hendes Træk vare ikke ganske regelmæssige, og dog var hun meget smuk. Den rosenrøde Kind, det klare, dybe blaae Øie, det glindsende Haar, og fremfor Alt det næsten blændende Udtryk af Godhed, der var udbredt over hende, gjorde hende henrivende. Ak, hvor havde hun et kjærligt, aabent Hjerte og en ubegribelig god Tro til alle Mennesker; havde hun ikke i andre Retninger været særdeles begavet, maatte man have troet, at det var en Mangel ved hendes Forstand, men det var det ikke; det laae i at hendes ædle, uskyldige Sjæl absolut tiltroede alle Andre ogsaa at være ædle og uskyldige. Naar hun hørte noget Ondt, bedrøvede det hende, men det berigede ikke hendes Menneskekundskab, ethvert enkelt Individ, hun traf paa, var godt og fortræffeligt. — Salige ere de Rene af Hjertet.
Naar jeg hørte Minnas melodiske Sang eller hendes friske, ungdommelige Latter, kunde jeg blive ganske veemodig og ret inderlig bede til Gud, at naar Sorgen kom, — den maatte engang komme, dette kunde ikke altid vare ved, — den da ikke maatte berøre hende, ikke berøre Moder, men holde sig til mig alene. Dog Herren vilde det ikke saaledes; den kom over os Alle: i April, Aaret efter vor Confirmation, blev Moder syg.
Først troede hun og vi, at det var en lille Forkjølelse, og vi lavede Hyldethee og kogte Sirup, i en Skee over Lyset, til hende, men det hjalp ikke; det blev værre og værre, Feberen tiltog, Moder sov ikke mere om Nætterne, og vi besluttede endelig, skjøndt hun nødig vilde have det, at hente en Læge. Vi valgte Professor Langes mangeaarige Ven, Doctor Stub. Han kom strax; det var en underlig, tør gammel Herre med Frakken knappet heelt op til Halsen. At han var erfaren, duelig og samvittighedsfuld kunde man læse i hans Ansigt, men man kunde ogsaa læse, idetmindste forekom det os saaledes, at der ingen Følelse var i hans Hjerte, at han strengt gjorde sin Pligt, men at Udfaldet var ham ligegyldigt.
„Det er Brystinflammation,” svarede han roligt paa mit skjælvende Spørgsmaal; derpaa skrev han en Recept og gav os nøiagtige Ordres med Hensyn til Pleien.
Det var en lang, tung Tid, som fulgte; vi skiftedes til at vaage, og naar vi da lagde os et Par Timer, hvor bekymrede faldt vi ikke isøvn, med hvilken Ængstelse vaagnede vi ikke op. Moder var sig ofte ikke bevidst, og dog, selv i sin Vildelse, var hun blid og elskelig; hun gjorde næsten Undskyldninger for sin Sygdom og klagede meget sjeldent.
„Marie,” sagde Minna en Dag til mig, og Taarerne trillede ned ad hendes blege Kind, „lad os bede af hele vor Sjæl til Gud, at han vil være hos os i denne Tid, at vi fromt maae gjøre vor Pligt til det Sidste, at han vil give os Kraft til at bære Alt, thi hvis han vil, maae vi, ikke sandt Søster? ydmygt bære Alt.”
Hun tog mig i sine Arme, og jeg gjentog: „Alt,” men jeg følte, at Eet knude jeg ikke bære, jeg følte, at det endogsaa var mig umuligt, at bede om Kraft til at bære det.
„Skaan hende, Herre! Bevar hende, Herre! læg din Haand paa hende, min Frelser, og gjør hende sund, alt Andet vil jeg bære, kun ikke Dette.” Det var de eneste Bønner, der uafbrudt stege op fra mit Hjerte. — Minna var tusind Gange bedre end jeg.
Mette gik og græd i Kjøkkenet; vi turde slet ikke lade hende komme ind til Moder, da hun var saa støiende i sin Sorg.
„Er det farligt?” spurgte Minna Lægen, og hun gittrede af Frygt for Svaret.
„Ja det er en farlig Betændelse,” lød hans iiskolde Svar.
„Hvis det bliver meget slemt, Marie, vil jeg skrive efter Onkel Carl, jeg synes det var Synd ikke at gjøre det. O Marie, vær fornuftig, Gud kan hjælpe os endnu.” —
Den lille Lampe brændte mat, Uhret dikkede piinlig lydeligt, Minna laae i en let Slummer paa Sophaen; af og til reiste hun sig op og spurgte hvorledes det gik. Jeg havde et Arbeide i Haanden, men jeg rørte det ikke, en Bog laae opslaaet foran mig, jeg saae i den, men Linierne løb i Eet for mine Øine; min Tanke var ikke der, den var udelukkende hos Moder, som bleg og rolig, i en besynderlig stille Søvn, hun aldrig før havde havt, laae paa Sengen; jeg blev saa angst, bøiede mig over hende, lagde min Haand paa hendes Hjerte og lyttede; det slog svagt, men dog temmelig roligt. — O, det var en lang, lang Nat; da Minna stod op om Morgenen, var Moders Stilling uforandret; hun ønskede at jeg skulde sove, men det havde været mig umuligt. Time gik efter Time: vi vare saa bange som aldrig før; Haand i Haand sadde vi og saae paa Moder. Endelig kom Doctoren; rolig og afmaalt gik han hen til Sengen, tog den lille, magre Haand mellem sine Fingre og følte Pulsen; forgjæves forsøgte vi af hans ubevægelige Ansigt at slutte os til Noget.
„Hvor længe har den Søvn varet?”
„Fra inat Klokken tolv.”
Atter følte han Pulsen, vendte sig derpaa om imod os, og, idet han trak sin Handske paa og knappede dem sagde han: „nu kan jeg erklære hende uden Fare.”
„Siig det endnu engang.”
Som om han troede vor Hørelse havde en Feil, gjentog han med hævet, men ligesaa rolig Stemme: „Deres Fru Moders Liv er ikke mere i Fare.”
Jeg kastede mig i Minnas Arme; vi græd begge, som skulde vore Hjerter briste.
Det var vist hensigtsmæssigt, om de gik ind i det andet Værelse; hvis Patienten vaagnede, vilde Sindsbevægelse neppe være hende gavnlig.”
„Hvorledes kunne vi takke Dem, Herr Doctor?”
„Jeg har kun gjort min Pligt, unge Damer; iøvrigt har jeg endeel Forskrifter at give, men vil hellere blive til imorgen, da De idag ikke lade til at kunne forstaae mig.”
Med gravitetiske Skridt gik han ud af Døren; hans Ansigt udtrykte en levende Fordømmelse af vor Sindsbevægelse og Glæde. —
Luften var mig for trang i Stuerne; jeg løb ud i den lille Have, hvor jeg ikke havde været over en Maaned; dengang var den øde og vinterlig; nu stod den, det forekom mig næsten som et Mirakel, i Foraarets fulde Pragt. Nøddetræerne vare saa grønne, Sirentræerne blomstrede, Tulipanerne stode i deres brogede Dragt, Fuglene sang, Kirsebærtræets Grene med de hvide Blomster svaiede for den blide Luftning.
O, det var næsten for megen Lykke; jeg faldt ned paa mine Knæe: „Tilgiv mig, Gud, at jeg i Sorgens Stund ikke med fuld Tillid sagde: Din Villie skee.”
Da jeg kom ind, sad Minna og skrev.
„Min Lykke var for stor, Marie, jeg kunde ikke bære den alene, men maatte dele den med Professoren og Pastor Skau.”
Hun saae saa yndig ud; hendes Kind var bleven rosenrød igjen; det var som om Nattevaagen og Anstrengelse, nu da Sorgen var hævet, slet intet Spor havde efterladt.
Da Moder endelig vaagnede, saae hun meget mat ud, mattere end før, men hun var fuldkommen rolig, og Tanken var aldeles klar. Hun nikkede til mig, trak mit Hoved ned paa sin Pude og kyssede mig paa Panden.
„Nu kommer Du Dig snart, lille Moder.”
„Ja, det kan jeg læse her og der,” hviskede hun, idet hun smilende pegede først paa mit og saa paa Minnas Ansigt.
Næste Dag tog Doctor Stub Plads paa Sophaen, som havde han mere end sædvanligt at sige til os.
„Sygdommen, Betændelsen, vil snart være aldeles hævet, men den vil efterfølges af en temmelig langvarig, skjøndt ikke piinlig, ja for Patienten neppe ubehagelig, Svækkelse. Denne maa behandles med stor Opmærksomhed; et varmere Clima vilde være det Allerbedste; i ethvert Tilfælde maae De flytte, da sund Landluft er fuldkommen nødvendig. Hver Eftermiddag maa Deres Fru Moder have sin regelmæssige Kjøretour; hendes Næring maa for Størstedelen bestaae af Vildt, Østers, Kraftsuppe, et godt Glas Viin For- og Eftermiddag. — Efter saa paafaldende en Bedring, der er indtruffet, antager jeg at De snart kunne reise.”
Da Doctoren var gaaet, saae Minna og jeg paa hinanden, og saa lette og glade vare vore Hjerter, at vi i første Øieblik brast i Latter.
„Hvor skal det komme fra, Mie?”
Nødpungen, som Moder altid havde liggende til uforudsete Udgifter, var snart udtømt; hvor skulde det komme fra?
„Det maa frem, Minna.”
Vi saae bekymrede paa hinanden; vi tænkte paa det Samme, men Ingen af os vilde sige det først.
„Hvad tænker Du, Marie?”
„Det Samme, Du tænker.”
„Bør vi gjøre det? vi staae ogsaa saa ene! havde vi blot havt vor kjære Pastor Skau til at raade os, vi ere meget unge til at handle paa egen Haand. — Vilde Fader have bifaldet, at vi henvendte os til Onkel Carl?”
„Jeg troer han vilde, han elskede jo Moder over Alt; desuden kan den Forsoning, Du saa ofte har ønsket, maaskee derved komme istand.”
Minna tog strax Pen og Papir: „Naar vi handle efter vort bedste Skjøn, vil Vor Herre nok føre det til det Gode.”
Det var et kjærligt Brev, men tillige et stolt Brev; Minna skjulte ikke sin Opfattelse af hans Opførsel; hun skjulte ikke, at Moder aldrig vilde eller kunde angre sit Ægteskab.
„Endnu kunne vi holde det tilbage,” sagde hun, da hun havde forseglet det og skrevet udenpaa.
„Men det ville vi ikke,” svarede jeg, idet jeg tog det fra hende og løb ud med det til Mette, der nysgjerrig bekigede den lange Udskrift.