Jeg veed ikke noget skjønnere, end, med egen Villie henvendt til det Gode, at leve blandt Mennesker, der ere bedre end En, at føle sig som den Mindste, at aabne sit Hjerte for at modtage alt det Velsignede og Gode, der bliver sagt eller gjort. O, hvor havde ikke Talen i Oberstens Huus, selv om den aldeles ikke vedkom mig, pint og saaret mig; jeg tænkte næsten altid det Modsatte, men maatte tie og lukke til for det Bedste i min Sjæl.
Vi deelte snart Huusholdningen imellem os, dog saaledes, at den unge Huusmoders Rettigheder som Regentinde bleve respekterede. Det varede ikke længe, før vor Munterhed — vi ere nu alle Tre muntre, hver paa sin Viis — smittede Gustav, og den alvorlige Skygge paa hans Ansigt kommer kun sjeldent tilsyne og flygter snart bort. Naar han seer paa sin yndige Hustru, der sysler omkring, saa kvindelig, saa kjærlig, saa fuldkommen uvidende om sin egen Elskværdighed, læser jeg en Velsignelse i hans Øine; han griber da undertiden hendes Haand og hvisker: „Minna, vi ere uendelig lykkelige.” —
Det er utroligt hvor Tiden svinder, naar man lever et stille, virksomt og tilfreds Liv; jeg har været her over tre Aar, og det er dog for min Tanke som een lang Helligdag.
Hver Søndag gaae vi i Kirke; den er kun tarvelig, og intet Orgel ledsager Psalmesangen, men den er fuld af skikkelige, andægtige, jydske Ansigter, og Talen er skjøn og simpel. Vi vide og Menigheden veed, at Præsten fuldt og fast troer det Ord han forkynder, at han i Aand og Sandhed handler derefter, at han i Gjerningen viser Kjærlighed til sin Næste; og er han end lidt streng, er han dog strengest mod sig selv. Naar han ender, er der Taarer i mangt et Øie og paa mangen gammel furet Kind, selv den joviale Kammeraad fra Gaarden, — som aldrig undlader at møde med Pigebørnene i den indelukkede Stol, — tørrer Øinene med et stort Silkelommetørklæde og tænker paa sin salig Kone.
„De skal spise til Middag hos os, Herr Pastor, med Damerne, jeg tager ikke mod Afslag,” siger han, naar vi mødes udenfor Kirken, og Døttrene, to store, smukke, unge Piger, trænge ind paa den hjerteligste Maade, saa det næsten er umuligt at slippe.
Og der er meget hyggeligt paa Gaarden, kun bliver man trakteret lidt for meget. I Førstningen troede de, at vi enten maatte være syge, kræsne eller affekterede, fordi vi ikke kunde spise til enhver Tid.
„Fortæl os lidt om Kjøbenhavn; tænk, vi have aldrig været der, og vi have dog en kjødelig Onkel, som er Grosserer derinde, og en Broder, som studerer. Fortæl lidt om Komedierne, om Ballerne, om Tivoli, om Rundetaarn og Rosenborghave.”
„Og om Moderne,” tilføiede den Ældste, „det maa egentlig være forskrækkelig kjedeligt for en Kjøbenhavnerinde at boe her.”
Ak, de kjendte kun lidt til det!
Kammerraaden talte i en anden Stil: „Landlivet er det sundeste og lykkeligste, Børn; see blot paa Frøken Staal, hvor rask og godt hun nu seer ud, og da hun kom hertil, maatte saa ikke Enhver troe, at Pigebarnet havde Svindsot; det var den bandsatte Luft og sine Levemaade Skyld i.”
Vi aflagde Besøg hos Nabopræsterne og enkelte andre Familier; Modtagelsen var overalt gjæstfri og velvillig; Tonen var den hjerteligste. Ved Juletid pleier det ene lille Selskab at afløse det andet, og naar vi, muntre og varme efter Dandsen og Legene, — hvortil Moder og Gustav dog kun ere Tilskuere — kjøre hjem i Maaneskin, maae vi altid tilstaae, at vi have moret os særdeles godt, skjøndt Et og Andet vel kunde være lidt besynderligt.
Vor Præst, Madammen, Fruen og Jomfruen ere Alle yndede i Landsbyen; Fruen især er farlig gemeen at tale med.
Naar vi sidde sammen i Skumringen, tale vi ofte om de elskede Afdøde: Bedstemoder, Fader og Hedevig, og det er saa forunderligt for mig at jeg Ingen af dem har seet, da de dog staae mit Hjerte saa nær; og jeg tænker paa mine egne Forældre, og det er mig en sød Tanke, at deres Velsignelse, en varm og brændende Velsignelse, hviler over Moder for al hendes ubeskrivelige Godhed mod deres Barn.
Hver Uge modtager og skriver jeg et Brev til mine smaa Veninder og har, som jeg tydelig mærker, bevaret en stor Indflydelse over dem. De skulle konfirmeres til Foraaret og ville da besøge os. — Engang imellem faaer jeg et Par kjærlige Linier fra Geheimeraadinde Trolle. Amalia er bleven forlovet med Frieren og skal snart giftes.
Moders Broder kommer her hver Sommer; jeg kan godt lide ham, skjøndt han er lidt besynderlig i sit Forhold til mig, ikke at han er uhøflig, tvertimod, men han kan — eller rettere vil – paa ingen Maade faae andet i Hovedet, end at jeg er Gustavs Søster.
Karen har været her med sin lille, syvaars Louise. Det var en forfærdelig Begivenhed for Karen at tage over Vandet med et Dampskib; hun havde oplevet umaadelig meget, mere end i hele sit øvrige Liv; og de jydske Folk saae paa Karen, og Karen saae paa de jydske Folk.
„Sikket Sprog de føre,” sagde Karen leende, men vi tænkte, at den Ene ikke havde synderligt at lade den Anden høre.
„Nu maa Tøsen og jeg reise,” sagde hun efter fjorten Dages Ophold, „her har været godt i alle Maader, men jeg er ikke Menneske for at ligge længer paa den lade Side.”
Og den lykkelige Frederik har været her to Gange med sin unge, svenske Kone. De bragte rigtig Liv og Lystighed med sig. Han er ligesaa fuld af Skjemt og Spøg som altid, men ikke nær saa slem til at spotte, og begynder han end undertiden derpaa, er et eneste, bedende Blik fra Majas store, blide Øine istand til at afvæbne ham.
Doktor Stub er død; til min grændseløse Forbauselse havde han testamenteret mig femtusinde Daler; en ung Studiosus medicinæ og en gammel Kagekone i hans Port fik hver en lignende Sum; hans øvrige Formue faldt til Hospitalerne. Denne hans Godhed berørte mig besynderligt, jeg veed ikke selv, om det var behageligt eller ubehageligt. Ak, hvor ofte havde jeg ikke seet paa hans rolige Ansigt og ønsket at fremkalde et venligt Blik af hans Øie, men forgjæves.
Den anden Sommer blev vor Familie forøget med et nyt Medlem, en deilig, lille Dreng med Faderens Pande og Moderens og Bedstefaderens Øine. Det er et yndigt Syn at see ham sidde paa sin unge Moders Arm og med sine smaa, buttede Hænder klappe Faderen paa Kinden; del er et yndigt Syn, naar Bedstemoderen rider Ranke med ham.
„Er det ikke besynderligt, at jeg ikke kan føle mig som en gammel Kone,” siger hun smilende, „jeg er jo dog Bedstemoder og saae imorges flere graa Haar paa mit Hoved.”
Mette elsker den lille Harald næsten til Afguderi; hun kommer aldeles ud af sig selv, naar Nogen vover at nægte ham hans Villie. Haven med alle dens Blomster — hvilke vi Andre kun tør plukke med Mettes specielle Tilladelse — er til hans Raadighed; hun fletter af friske Provindsroser tykke Krandse, som hun slynger om hans lille Vogn, naar hun trækker ham i Haven. Herredsfogden har opsat hendes Testamente; alle hendes Eiendele — og i Mettes Tanker er del ikke lidt – skulle tilfalde Harald, og saa tager hun sine Strømpefødder frem og rysler med Stolthed det blanke Indhold ud for Barnets Fødder, der seer forundret paa det med sine uskyldige Øine.
Hver Morgen, før vi drikke The, sidder lille Harald paa Tante Maries Arm — han holder ikke saa lidt af Tante Marie — og smuldrer et stort Stykke Brød til Fuglene.
Sidste Juleaften, som vi sadde og ventede paa, at Minna skulde aabne Døren til Salen, begyndte Trofast at gjøe ganske forskrækkeligt; derpaa lød et Posthorn og en aaben Vogn rullede ind i Gaarden.
Et Øieblik efter traadte vor dyrebare Professor Lange, hvem vi troede velbeholden i det varme Italien, hvid som en Snemand af Riim ind i Stuen.
„Jeg kommer da tidsnok?” raabte han, „Træet er da ikke tændt endnu?”
Hvor der blev en Glæde! vi toge ham Alle i vore Arme; Mette blev aldeles vild af Henrykkelse.
„Lad mig see Barnet.”
Minna rakte ham med moderlig Stolthed den Lille, der var falden isøvn paa Bedstemoders Skjød; han saae alvorligt paa ham, men da Harald vaagnede og slog sine store, smilende, blaa Øine op, svingede Professoren ham leende i Luften. „Den Dreng vil komme let igjennem Verden.”
„Kan De huske, Fru Staal, hvor Bedstemoder pleiede at skjænde, fordi Aftenen altid kom bag paa mig? saadan er det ogsaa gaaet med mit Livs Aften. Jeg opdagede forleden, at jeg nu er en gammel Mand: Syvoghalvfjerds, og jeg blev ganske bange for ikke at faae Dem at see mere. Det var som mit Hjerte trængte til Varme, og den vidste jeg var at finde her, hvor jeg vil slaae mig til Ro en god Stund.”
Der sad han ved Højtidsbordet, den smukke Olding med de hvide Haar, og saae saa kjærligt paa os; der stod han ved Juletræet med Harald paa Armen og var selv et Barn.
Idag er det Nytaarsdag 1860, hør hvor smukt Klokkerne kalde til Kirke. Solen skinner saa venligt herind, det er saa stille i mit Indre, jeg er saa fuldkommen lykkelig. Mine Venner, ikke de nærmeste, men andre gode Venner, tale vel til mig om en selvstændig Lykke, noget Eget, og de give det endogsaa bestemt Skikkelse og Navn, men jeg ønsker ingen Forandring. Af hele min Sjæl elsker jeg min Omgivelse; jeg er gjenelsket; de vilde savne mig. O Gud, lad dette vare ved! men kan det ikke skee, frygter jeg dog ikke: den Herre, der skjænkede det fattige forladte Barn et lykkeligt Hjem, den Herre, der holdt sin Haand over hende og Hendes i Sorgens Dage og førte dem sammen, han vil aldrig forlade hende. Jeg spørger ikke, hvad Aaret gjemmer i sit Skjød, jeg veed, at Gud vil føre mig til Maalet gjennem hvad der er mig tjenligst, være sig Sorg eller Glæde.
En Fader, det er soleklart,
Vil ei sit Barn bedrøve,
Og skeer det, er det aabenbart,
For det ved Sorg at øve;
Ja kasted end hans stærke Haand
Mig i Bølgedybet
Saa ved jeg dog, at Herrens Aand
Kan finde mig blandt Krybet.