Døren stod paaklem; jeg skjød den sagte op og befandt mig i en smuk, rummelig Entree, hvor der hang og laae en heel Deel Tøi; altsaa var her Fremmede. Frygtsom aabnede jeg en Dør og gik ind i en stor Spisestue, hvor et af Sølv funklende Aftensbord var dækket. Der var Ingen inde, men fra et tilstødende Værelse hørte jeg Silkekjoler rasle, livlig, men paa ingen Maade hørrøstet Samtale og velklingende, skjøndt maaskee ikke ganske hjertelig Latter. Jeg havde ikke Mod til at gaae derind og følte mig dog slet ikke tilpas hvor jeg var, jeg haabede at en af Tjenerskabet skulde komme og føre mig til mit Værelse.
Da jeg havde staaet en rum Tid og ventet, meget piinlig tilmode, lød endelig Trin, og en ung Officier gik hurtig hen over Gulvet; han saae mig ikke, før han stod lige foran mig, hvorpaa han med paatagen Angst traadte tre Skridt tilbage og udbrød:
„Seer jeg Syner ved høi lys Dag!”
Det var et mærkeligt Ansigt; Udtrykket vilde have været smukt og behageligt, hvis det ikke havde været skjæmmet af en satirisk Grimace.
„Er De et levende Væsen eller en Aand?”
Vittighed, Godmodighed og Ondskab stredes om Herredømmet i hans Blik og Tone.
„Jeg har faaet en Plads her i Huset, som” —
„Som! ja det er meget rigtigt, at De ikke fortsætter, thi det vilde blive for vidtløftigt at opramse som hvad. De er altsaa Mamsel Staal. —
Er De nogensinde før bleven kaldt Mamsel?”
Hans Mine fornærmede mig; jeg benægtede det meget koldt.
„Ikke, ja det maa De vænne Dem til her. — Vi maa see at blive lidt bekjendte, og da jeg er den Første De træffer paa, vil jeg præsentere mig for Dem: Lieutenant Frederik Due, Oberstindens Broder, et høist omgjængeligt Menneske. Man maa ikke rose sig selv, alligevel vil jeg tilføie, — for at indgyde Dem Tillid, — at jeg anseer mig for et af de bedste Medlemmer af denne elskværdige Familie.”
Mit Blod kogte; hvad berettigede ham til denne Nonchalance ligeoverfor mig.
„Maaskee De vil være saa god, at lade mig mit Værelse anvise.”
„Paa min Ære, jeg gjorde det gjerne, men jeg frygter, at det vil blive høist vanskeligt, for ikke at sige umuligt, da det nævnte Værelse — efter hvad jeg antager — ikkun findes i Phantasiens Regioner. Vil Mamsel Staal imidlertid følge mig, saa skal jeg vise Dem, hvor Indgangen til Deres Værelse er, hvis et saadant existerer, som jeg dog endnu engang maa bemærke, at jeg betvivler.”
Der var noget Opirrende i hans Tone, skjøndt den ikke var blottet for en vis Venlighed.
Vi gik ud i en lang Corridor; ved den første Dør standsede han, bukkede og gik bort.
Det Værelse, jeg traadte ind i, var opfyldt af en Mængde smukke Meubler og Sager, opstillede uden synderlig Orden. I et Hjørne stod en Seng med et engelsk Tæppe, hvor endeel Blomster, Baand og Smykker laae henkastede; et stort Speil viste mig min Skikkelse fra Hoved til Fod. O, det var altfor blegt og alvorligt, dette Ansigt; jeg maatte forsøge at fatte mig.
Hvem der turde rydde lidt op her, tænkte jeg, og tørre Støvet af de smukke Nipssager paa Skrivebordet; naar man er vant til fuldkommen Orden og Reenlighed, kan man næsten ikke andet end indføre det, hvor man kommer, jeg vovede imidlertid ingen Forandring at gjøre og nøiedes med at aabne Vinduet, for at den blandede Lugt af Rosenvand og Mandelklid kunde trække ud.
At dette var den ældste Datters Værelse, sluttede jeg let. Hvorledes var hendes Karakteer? efter hvad jeg her saae, tænkte jeg mig hende flygtig og ubetænksom.
I en lille Stue bagved stode tre Senge, to smaa og en stor, et Dukkeskab, en Kommode, en Servante, en Reol med Skolebøger, Alt meget tarveligt. Nei, der var intet Værelse til mig; her skulde altsaa Børnene og jeg være; havde der blot været en hyggelig Plads, men det var der ikke, ikke et Sted, hvor jeg kunde sidde behageligt og godt og skrive til mine Kjære. Dog, tænkte jeg, jeg vil ikke være bedrøvet over en saa udvortes Ting: de smaa Børn og jeg ville blive rigtig gode Venner, jeg er her jo mest, for at de ikke skulle genere Stedmoderen, de smaa Stakler; de trænge maaskee til at holdes af; hvor vil jeg ikke holde af dem.
Jeg tog Plads ved Vinduet i det forreste Værelse, med Længsel ventende, at Nogen skulde komme. Jeg tænkte paa at tage en Bog i det store Palisander-Bogskab, hvor jeg saae mange kjære, gamle Venner, men jeg havde ikke Mod til det, og desuden, jeg havde heller ikke Ro i Sindet til at læse. Hvor pludseligt var ikke alt Dette kommet, hvor lidt havde jeg om Morgenen tænkt mig Sligt muligt.
Mørket begyndte allerede at falde paa, da Døren hurtig blev aabnet, og en smuk, ung Pige med glindsende sort Haar, brune Øjne, en elegant Figur og en endnu elegantere Dragt, traadte ind. Hun tog, uden at lægge Mærke til mig, et Toilettespeil, stillede sig derpaa med Ryggen til det store Speil, for at betragte sig fra alle Sider, en Manøvre, som jeg aldrig før havde seet udført. Hun opdagede mig formodentlig i Speilet, thi Hun vendte sig om.
„Ah! det er vel Mamsel Staal.” Hun rakte Haanden ud; et Øieblik troede jeg, at det var for at byde den Fremmede velkommen i sit Hjem, men i det næste saae jeg, at det var for at faae sin Handske knappet.
„Vil De stikke min Haarpynt fast, godt; nu sender jeg Børnene ind til Dem; de skulle iseng. Pas endelig paa, at de ikke rører mine Smykker; De maa lægge Alt i Orden, og naturligvis blive oppe til jeg kommer.”
Medens Hun sagde Dette, betragtede Hun sig uafbrudt i Speilet og gik derpaa ud. Jeg var ganske forbauset; hun havde neppe seet paa mig; det var som havde jeg altid været der.
Kort efter kom to smaa Piger, hinanden saa lige, som to Dugdraaber, løbende ind. I første Øieblik saae jeg, trods den ydre Lighed, en Forskjel paa deres Karakteer, thi medens den Ene betragtede mig dristigt, næsten trodsigt, saae den Anden undseelig ned for sig.
„Godaften, mine kjære Smaa, jeg længes ret efter at gjøre Eders Bekjendtskab; hvad hedder Du, og Du?”
Den lille Undseelige svarede: „Jeg hedder Louise, Hun Henriette.”
„Vi ere ikke Deres kjære Smaa,” afbrød Henriette stolt, „kom Louise, lad os prøve Amalias Halsbaand.”
„Nei, det har Hun forbudt, det kan jeg ikke tillade.”
„Vi ville, enten De tillader det eller ikke.”
Blodet steg op i mine Kinder; jeg begyndte at blive vred; i en Fart samlede jeg Guldtøiet i Skrinet og satte det op paa Chatollet; men Henriette vilde ikke lade sig saaledes afvise; hun sprang op paa en Stol for at hente det ned igjen. Jeg var nødt til at tage hende om Livet og med Magt bære hende ind i det andet Værelse.
„De troer maaskee, Mamsel, at De skal regjere os, men De tager ganske feil, vi have Lov til at befale over Dem. Kom Louise, vi ville selv klæde os af.”
Hendes Øine gnistrede, og hun lukkede Døren imellem os.
O, hvor var jeg bedrøvet, hvor var jeg vred paa disse Børn og endnu mere vred paa mig selv for min Vrede. Havde jeg da kun været sagtmodig, fordi intet Halmstraa var blevet lagt mig iveien? var jeg maaskee hidsig, ond, lidenskabelig; skulde jeg ikke alene kæmpe mod ydre sørgelige Forhold, men ogsaa mod en indre Fjende? jeg kjendte ikke den Lidelse at være vred: som lille Barn havde jeg været for sløv og underknet til at være det, senere for elsket, for lykkelig.
Jeg gik hurtig op og ned af Gulvet. Hvorfor skulde jeg ogsaa netop komme her; dette næsvise unge Menneske, denne kolde unge Pige, dette uartige, hovmodige Barn, havde hver især berørt mig paa den ubehageligste Maade; dog, det var maaskee netop det jeg trængte til, min Sjæl skulde maaskee saaledes luttres. Det var en Prøvelse; kunde jeg bestaae den? jo, ved Hans Hjælp, der bevarede Moders Liv, vilde jeg kunne bestaae den.
Ligesom den Syge villig tager den bittre Medicin, naar det først ret bliver ham klart, at den kan hjælpe, beredte jeg mig til villig at lide Alt, og det blev atter roligt i mit Sind; jeg tænkte paa dem hjemme, jeg saae i Tankerne Minna pusle omkring og ordne Alt til Natten, jeg saae hende græde for min Skyld.
„Er Mamsel Staal herinde? men hvorfor ialverden har De dog ikke tændt Lysene; det er ogsaa mærkeligt, hvor tankeløse saadanne Mennesker ere.”
Da jeg havde hjulpet Amalia og kom ind i vor lille Stue, sov begge Børnene. Den lille Louise smilede idrømme, hun hed som Moder; hun havde ikke været uartig, hende vilde jeg holde af, men den Anden — dog jo, ogsaa af hende, hvor sød saae Hun ikke ud isøvne, o Gud skee Lov, jeg var ikke længer vred; hvad kunde Hun gjøre ved, at Hun var opdraget daarligt, maaskee den Lykke blev mig forundt at lede hende til det Bedre. — Jeg stjal mig til at kysse dem paa Panden, før jeg gik iseng.
Det var en uhyggelig Opvaagnen; men da jeg ret var bleven mig bevidst, samlede jeg alt mit Mod sammen, huskende paa Slagterdrengens velmeente Raad. Kofferten var bragt ind, min Fatning havde nær forladt mig, da jeg pakkede den ud og faae, hvor kjærligt og betænksomt Minna havde sørget for Alt, hvorledes hun havde udplyndret sig selv for enhver Ting, hun antog, at jeg kunde have Brug for.
Da jeg var færdig, vaagnede Børnene; de afsloge al Hjælp fra min Side og klædte dem paa med et taust Suurmuleri. Neppe havde de forladt Stuen, før en net Stuepige traadte ind og hilste saa venligt, at det ordentlig gjorde mig godt.
„Godmorgen, De har allerede ordnet deres Tøi, seer jeg, ja Herskabet her staaer silde op, de drikke først The Klokken ti; men hvis” — her dæmpede Hun sin Stemme betydeligt og gjorde et lille Tegn ind til Døren, — „De vil have en Kop Kaffe med vi Andre, saa skal De gjerne faae den.”
Jeg havde Intet nydt siden forrige Formiddag, hvorfor hendes Tilbud unægtelig fristede mig, men den skjulte Maade, hvorpaa det fremkom, gjorde, at jeg alligevel afslog det.
„Ja, ja da. Herregud, hvor Mamsellen er ung, det er intet Sted for Dem her. Lønnen er jo god, det forstaaer sig; man kan jo ogsaa nok samle Noget sammen paa andre Maader, men det krænker, ikke at blive agtet mere end det Støv, der trædes paa. Oberstinden især er grumme lav, og" —
„De maa ikke blive vred, men jeg kan virkelig ikke høre Dem tale saaledes om den Familie i hvis Brød vi begge ere.”
Pigen maalte mig fra Hoved til Fod. „Naa saaledes, lille Mamsel, værsgo og fortæl inde hvert Ord jeg har sagt, men De skal ikke vente stor Tak for Uleiligheden.”
„De vil engang lære mig bedre at kjende,” Hun slog med Nakken, „tør jeg bede Dem vise mig Vei til Dagligstuen.”
Det var et stort, elegant og behageligt Værelse, kun savnede jeg Blomster i Vinduerne; de pynte dog mere end brogede Tæpper og Fløielsbetræk; men hvem var det, der hang over Sophaen! jeg blev saa glad, det var min gamle Ven: Landsoldaten under den blomstrende Hyld. Hvor kjendte jeg ham godt med hans opadvendte Blik, der viste, ikke at han ledte efter en Tanke, thi den kunde man nok see han havde, men at han søgte efter Ord til at klæde den i. Han mindede mig om saameget Behageligt; en Dag havde jeg spurgt Professor Lange, hvem han skrev til.
„Naturligviis til sin Pige.”
„Men han har ingen Ring paa Fingeren.”
Strax blev den tykke Guldring, der endnu skinnede saa blank, anbragt paa den høire Haand.
„Har Minna Intet at indvende,” spurgte han derpaa.
„Aa jo, send nogle af de smaa Forglemmigeier, som staae i Grøften, inden i Brevet.”
Og Professoren malede tre Forglemmigeier paa Tornystret ved det paabegyndte Brev; derpaa vendte han sig med stor Gemytlighed mod Moder: „Nu De, Fru Staal.”
„Hun vilde bestemt blive glad over en Lok af hans Haar.”
Øieblikkeligt blev Landsoldaten studset synligt i Tindingen; den tykke, gule, lidt stride Lok laa ved Forglemmigeierne.
Jeg tabte mig ganske i kjære Minder og blev slet ikke glad, da Lieutenant Due traadte ind.
„Godmorgen, Mamsel Staal, De er nok en Kjender af Malerier?”
„Man behøver ikke at være Kjender, for at finde dette smukt.”
„Smukt? De mener formodentlig godt malet” thi smukt er det i Sandhed ikke. Var jeg Maler, vilde jeg kun male, hvad der i Virkeligheden var smukt.”
„Jeg finder, at det Eiendommelige, det Karakteristiske har ligesaa megen Interesse, og dette Maleri især, hvor Landsoldaten staaer som en Typus for den danske Nationalitet.”
„Denne Typus for den danske Nationalitet,” gjentog han, svagt efterabende min Tone, „har jeg, oprigtig talt, ikke stor Lyst til altid at see paa; maaskee det ligger i, at jeg har for meget med Rekrutter at gjøre, — hvoraf de fire af fem see saaledes ud, — til at vurdere den efter Fortjeneste. — Apropos, hvad siger De om Husets Børn, ere De ikke mageløs velopdragne, og Amalia, er det ikke en blid Due, et Mønster paa en ung Pige?”
Jeg har været her altfor kort, til at kjende enten den Ene eller den Anden.”
„De er en Smule Diplomat, troer jeg. Det er naturligviis første Gang De er ude fra Mamas Vinger, ikke?”
„Jo.” Jeg tog mit Arbeide, satte mig ved Vinduet og saae saa uimodtagelig ud, som det var mig muligt. Lidt efter kom Amalia med en engelsk Skjødehund paa Armen, og strax derpaa Oberstinden. Det var en bleg, fiin, ungdommelig, lille Dame; Hun besvarede min Hilsen med et let Nik, medens Hun skarpt betragtede mig gjennem Lorgnetten. Alt Blodet steg op i mine Kinder, saalænge dette ydmygende Blik var fæstet paa mig; jeg læste i det: hvad duer hun til? jeg læste en høi Grad af Mistillid; det var som troede Hun mig istand til alt Slet.
„Frederik, jeg kunde lugte din Cigar i Spisestuen; aa Kjære, trom dog ikke paa Bordet.”
„Undskyld, Helene, jeg glemte, at Du er nervøs.”
„Jeg er ikke nervøs. — Mamsel Staal, De hedder jo Staal? vil De nu lave Theen.”
„Oberstinden vil maaskee være saa god at sige mig, hvormeget jeg skal tage.”
„Herregud, kan De ikke engang lave The. Amalia!”
Amalia reiste sig op og viste mig paa en raillerende Maade, hvad jeg skulde bruge.
„Nu maa De vide,” begyndte Oberstinden med en blid, klagende Stemme, „at De skal staae til Ansvar for Sukker, Kaffe og Thee; jeg veed naturligviis hvad vi pleie at forbruge og gjør min Sammenligning.”
„Ja, min Søster tæller endog undertiden Stykkerne i Sukkerskaalen, tag Dem derfor iagt, Mamsel Staal.”
De troede mig istand til at stjæle, dog, det rørte mig ikke, det kom mig ikke ved, det gjaldt mine Forgængerinder.
Da Theen næsten var drukket, traadte Oberst Bärenschild ind. Det var en høi, før Mand; hans Øienbryn vare sammentrukne, han var meget rød i Hovedet og saae ud, som om han ikke kunde faae Luft. Med heftige Skridt gik han op og ned ad Gulvet.
„Der trækker et Uveir op,” bemærkede Lieutenant Due, idet han pegede paa den klare Himmel, som slet ikke saae truende ud.
Obersten vedblev at marchere; hvergang han kom til Bordet, hvor jeg stod, vendte han om, efter først at have tilkastet mig et udfordrende Blik. Tilsidst troede jeg, at det var et opfordrende Blik og spurgte:
„Maaskee Obersten ønsker deres The skjænket?”
Han standsede og udtordnede: „Mamsel, hvad er det nu De hedder, jeg vil engang for alle sige Dem, at jeg aldrig drikker The, og at det i det Hele er min Skik, naar jeg vil have Noget, selv at forlange det.”
Taarerne traadte mig i Øinene, jeg kunde neppe holde dem tilbage.
„Bjørnen er ikke det værste Dyr i Menageriet,” hviskede Lieutnant Due venligt; jeg lod imidlertid, som om jeg ikke hørte det, da hans fortrolige Tone fornærmede mig.
Obersten lukkede alle Vinduerne op.
„Kjære Bärenschild, jeg kan ikke taale den Træk.”
„Hvorfor kan Du ikke taale den? fordi din Natur er i Bund og Grund ødelagt ved Nattevaagen og evige Forlystelser; aldrig kan man have en Aften i Fred og Ro.”
„Tvertimod, lidt Selskabelighed gjør mig godt, men med Nattevaagen har Du Ret, Hvorfor blive de Fremmede her saalænge; det er alene Amalias Skyld, som altid vil, at der skal dandses.”
„O, Du kjære, lille Papa, Du fortænker mig bestemt ikke i, at jeg hellere vil dandse end sidde stiv paa Stol og tale kjedeligt. Du, der dandsede saa smukt og saa gjerne endnu for faa Aar siden, Du under bestemt din Amalia den Fornøielse.”
„Ja vist, min søde Pige, naar her dog er Fremmede, maa Du gjerne dandse; man er kun ung eengang i Livet. Han kyssede hende og gik betydelig formildet bort.
„Jeg kan ikke forstaae, min kjære Amalia, hvor Du kunde sinde Dig i at leve saa tarveligt, som Du dog maatte, før din Fader og jeg bleve gifte. Har Du ganske glemt den Tid?”
„Nei, Mama, Du har talt for ofte derom, til at jeg kunde glemme den. Dengang var jeg et Barn, dog husker jeg godt, at vi havde det mindre rigeligt, skjøndt, i enkelte Retninger, mere behageligt.”
„Lad os afbryde denne Samtale. — Her er Bogen, Mamsel Staal, hvori De skal læse høit, Side halvfjerds, det nederste Stykke.”
„Det vil blive en smagfuld Forelæsning,” lo hendes Broder, „saaledes at begynde midt inde i en Bog, man ikke kjender.”
„Vil De ikke læse lidt hurtigere.”
„Hvor vil Du hen, søde Amalia, jeg vilde netop bede Mamsellen læse langsommere.”
„Hvem der vil bygge sit Huus efter hver Mands Sind, faaer det skjævt til at staae,” bemærkede Lieutenanten, „finder De ikke, Mamsel Staal, at dette er en ualmindelig enig Familie?”
Jeg var grændseløs uhyggelig tilmode. —
„Er det Deres Arbeide?” afbrød Amalia, efter en halv Times Forløb, min Læsning, „har De selv broderet Dette?”
„Ja.”
„Det var jo rart! saa kan De maaskee sye denne Chemisette færdig, som jeg ingenvegne kommer med; den skal paa imorgen.”
Hun tog, uden ringeste Hensyn, Bogen fra mig, rakte mig sit Arbeide og begyndte selv at læse høit.
Ak, det var vanskeligt at vedligeholde en ydre Fatning, at holde Taarerne tilbage, at holde Modet nogenlunde oppe.
„Undertiden spiser De med os, undertiden paa Deres Værelse, som det kan falde sig,” sagde Oberstinden ved Middagsbordet.
Amalia havde sat mig strengt Arbeide for; jeg maatte skynde mig meget, hvis Chemisetten skulde blive færdig; alligevel forstyrrede hun mig for de ubetydeligste Ting.
Om Eftermiddagen lokkede jeg den lille Louise i Enrum og talede kjærligt til hende; Hun hørte mildt og artigt paa mig, men trak sig strax tilbage med en kold Mine, da Søsteren traadte ind. — Det gjorde ondt i Hjertet; jeg længtes efter Aftenen, for useet og uhørt at kunne græde.
Det var en lang, sørgelig Dag, den første Dag, men omsider fik den dog en Ende, som selv den længste og sørgeligste Dag altid faaer det.