Tredie Dagen efter min Ankomst, som jeg sad og læste høit i Onkel Toms Hytte, kom Tjeneren med et Brev til mig. Jeg forglemte aldeles Ceremoniellet i min Glæde og Sindsbevægelse, lagde Bogen paa Bordet og løb efter et flygtigt: „undskyld,” ind i vor lille Stue med min Skat. Det var fra Minna.
„Moder er bedre, Marie, det skal være det Første, Dit Øie falder paa, thi det ligger Dig dog mest paa Sinde, Hun er bedre trods Alt. Igaar var Hun oppe, sad ved Vinduet i Solen og ventede paa Dig, men Du kom ikke; hvorfor kom Du ikke, Mie? jeg stod vist tyve Gange i Døren og saae ned ad Gaden, og naar jeg kom ind, spurgte Moder: er Hun der? og jeg maatte altid sige nei. — Tænk, vi skulle allerede reise imorgen, Onkel Carl var her igaar; han var meget bevæget. Strax da han saae mig, tog han mig i sine Arme og trykkede mig til sit Bryst, men slap mig derpaa pludseligt, som fortrød Han sin Venlighed. Langsomt gik han hen til Moders Seng og stod taus foran hende; hun rakte ham sin Haand og smilede kjærligt gjennem Taarerne; et Øieblik holdt han den i sin, hvorpaa han ilede ind i Dagligstuen, kastede sig ned paa Sophaen og hulkede voldsomt og længe. Jeg havde saa inderlig ondt af ham, men vidste slet ikke hvorledes jeg skulde trøste ham; omsider reiste han sig dog op, og gik rolig ind til Moder. Han talede derpaa om Sygdommen, Reisen, Vognen, vore Forberedelser, paa den mest forekommende Maade, men ikke et Ord om Fortiden; jeg havde holdt mere af at han havde fremkaldt en Forklaring; ogsaa var han lidt fremmed i sin Høflighed, men det vil nok gaae over med Tiden, det er jeg vis paa, o havde vi blot Dig, da vilde Alt snart blive godt.
„Det er saa besynderligt at skrive til Dig, Mie, saa lidt tilfredsstillende mod en Samtale, og dog vil det snart blive den største Glæde for os at skrive og modtage Brev. Du veed ikke, Søster, hvor jeg savner dig, hvor pinligt Synet af Din tomme Seng og Din tomme Stol berører mig. Tusinde Gange om Dagen vil jeg tale til Dig, see paa Dig, spørge Dig tilraads, jeg forekommer mig saa ufuldstændig, som var jeg kun et halvt Menneske, og Moder — dog Hun har forbudt mig at skrive om sig. Skynd Dig, Marie, tag Hat og Shawl paa, iil ud til os, spild ikke et Øieblik, husk, det er den sidste Dag. Minna.”
De kjærlige Ord husvalede mit nedtrykte Sind; see dem igjen, det var saa herlig en Udsigt, at jeg ikke grublede over, at det kun var et Øieblik og for sidste Gang i lang Tid. — Dog, vilde man tillade mig at gaae strax, jeg vovede ikke at haabe det.
„Jeg maa bede om Forladelse for min pludselige Bortgang, maaskee det kan undskylde mig lidt, at Brevet indeholdt Efterretninger om en kjær Syg.”
„Jeg skal ikke nægte, min Gode, at deres Opførsel, mildest talt, var høist upassende.”
Hun saae saa streng og kold ud, trods den blide, rolige Stemme, at alt Modet forgik mig.
„Jeg har en Bøn, Fru Oberstinde, maa jeg besøge mine Slægtninge idag?”
„Ah! De er een af dem,” jeg kan ikke beskrive det opirrende Eftertryk, Hun lagde paa Ordet dem, „jeg har havt flere Mamseller, der altid have villet være paa Farten, men det bliver der Intet af her, jeg siger det eengang for alle.”
„For Fremtiden skal jeg altid blive hjemme; min Familie reiser imorgen, jeg ønsker blot at sige dem Farvel.”
„De siger Dem selv imod, min Gode, før talede De om Sygdom, nu om Reiser; vil man overtræde Sandheden, maa man dog idetmindste have en Smule Hukommelse.”
Blodet brændte i mine Kinder, mit Hjerte slog voldsomt; jeg følte næsten Had mod hende.
„Min Moder skal netop reise for sit Helbred, — nægt mig ikke at gaae.”
„Paaskud ere lette at finde; idag reiser hun bort, imorgen kommer hun hjem.”
Hun saae paa mig med den uovervindeligste Mistillid i sine Miner.
„Jeg tør gjøre min Saligheds Ed paa at Hun taler Sandhed: prøv paa at troe hende, Helene.”
„Ingen har været saa godtroende som jeg, Frederik, det er egentlig en Karakteerfeil hos mig, men Bedrag føder Mistillid, dog for denne ene Gang maa De gaae, naar vi have drukket The.”
„Ak, da er det saa seent, og jeg tør ikke gaae ene i Mørke.”
„Lad Tjeneren følge hende, Helene.”
„Hvilken urimelig Tale, Frederik, som om Tjeneren ikke havde Andet at bestille.”
„Nu, saa vil jeg selv følge Dem; dog jeg troer De er ligesaa bange for mig, som for Mørket; det har De sandelig ingen Grund til.”
„Jeg takker meget, men jeg vilde saa gjerne gaae snart, medens De spise til Middag maaskee?”
„Hvem skal saa lave Kaffen?”
Jeg saae bønligt paa Amalia, men Hun slog ikke Øinene op fra sin gule Uldgarnsrose.
„Lise Stuepige,” svarede Lieutenanten efter en lille Pause, „kan jo lave Kaffen, saa bliver den idetmindste mere velsmagende end den, Amalia undertiden har opvartet med, thi den har enten været tynd eller kold eller grumset.”
Oberstinden lo, Amalia bed sig i Læben.
„Tør jeg gaae?”
„Javst, javist, men det vil vare meget længe og beroe paa Deres Opførsel, om De faaer Tilladelse til at gaae igjen; jeg hader Overhæng, og det nytter Dem til aldeles Intet.”
Endelig var Amalia klædt paa, det havde været en sand Prøve for min Taalmodighed at hjælpe; dog nu var det overstaaet, jeg var min egen og kunde gaae.
„Kjender De de gammeldags Silkepunge, Mamsel Staal?” spurgte Amalia.
Jeg kjendte dem godt, Bedstemoders grønne Pung var til endnu; den havde en egen Bestemmelse; i den blev det lille Beløb gjemt, som Moder lagde hen af sine faa Indtægter til dem, der havde endnu færre; den indeholdt Enkens Skjærv. Jeg svarede bejaende.
„Vil De da kjøbe grøn Silke til een og endelig ikke blive for længe borte; jeg skal have den færdig til imorgen.”
Der var Uro og Kamp i mit Sind,. medens jeg mere fløi end gik gjennem Gaderne; Vrede mod Oberstinden, Glæde over at skulle samles, og Bitterhed ved den Tanke, at de faa Øieblikke endnu skulde forkortes os. Da jeg kom ud paa Broen, blev mit Sind roligere; hvor ofte havde jeg ikke gaaet her med Moder og Minna, hvor ofte havde vi seet paa Uhret, hvor ofte ynket den gamle Frugtkone, der sad sammenkrympet i sit Skab. Alene Tanken paa Hjemmet bragte Fred, og da Minna, som stod i Døren, tog mig i sine Arme og hvislede: „Saa har jeg Dig da igjen,” begyndte Fortørnelsen at smelte, og den Fred, der, trods hendes heftige Sindsbevægelse, hendes Sorg, hendes Glæde hvilede over hende, meddeelte sig ogsaa til mig.
Moder sad ved Vinduet; da jeg kom, rakte Hun Armene ud imod mig.
„Hvad have I to Børn gjort? Marie, hvor kunde Du nænne det?”
Jeg skjulte mit Hoved ved hendes Bryst, græd Vrede og Nag bort, græd mig god igjen ved hendes kjærlige Hjerte.
„Hvorledes er Familien?”
„Der er to smukke, smaa Tvillinger, som jeg skal tage mig af, og en nydelig ung Datter.”
„Du maa skrive meget ofte, Marie, lette dit Hjerte fra Grunden, skrive Alt. — Det er en bitter Stund denne, een af de bittreste i mit Liv; ak hvor vil jeg ikke være forsigtig med mig selv, da vor Gjenforening beroer paa, at jeg bliver rask. — Græd ikke saaledes, min Minna; naar vi atter samles, og tro mig, Børn, Vor Herre vil lade os samles, da ville vi erkjende, at Adskillelsen har været til vort Gavn, og af vor eget Livs Erfaring ville vi see, at alle Ting maae tjene dem tilgode, som elske Gud.”
Minutterne fløi bort, Klokken slog sex: „Nu maa jeg gaae.”
„Gaae, Marie! det kan ikke være dit Alvor, Du bliver her iaften; vi lade hende ikke slippe for nogen Priis, vel Moder?”
„Jeg tør ikke.”
„Vi ville ikke forlede hende til at overtræde sin Pligt, ak, Hun er nu afhængig af Andre; hvor gjerne vilde jeg kjende dem, vide, hvad jeg tør bygge mit Barns nærmeste Fremtid paa; nei, jeg vil ikke overtale Dig, ikke udsætte Dig for Ubehageligheder. Gud tage Dig i sin Varetægt, han vogte og beskjærme min Øjesteen. Gaa, Mie, gaa, naar det saa skal være.”
Moder trykkede mig tæt til sig, da Hun sagde gaa, saa tæt, som om hun aldrig vilde slippe mig, men jeg maatte bort, et sidste Kys, Minnas gittrende Haand slap min, og jeg stod ene ude paa Gaden. Taarerne blændede mine Øine, medens jeg ilede bort, og dog var jeg langt lykkeligere end paa Henveien. Rig i min faste Tillid til Guds Naade, rig ved de Elskedes Velsignelse, rig ved vor inderlige, gjensidige Kjærlighed, følte jeg mig stærk til taalmodig at bære meget; desuden havde jeg en stor Trøst: De vilde faae det godt. Sammenlignet med Oberstens Familie forekom Moders Broder mig næsten som en ophøiet Karakteer; han var stolt, men ligeoverfor Nederdrægtighed er Stolthed næsten ingen Last; Moder og Minna vilde overvinde denne Stolthed, han kunde umulig modstaae dem; de vilde faae det godt.
Da jeg kom hjem, mødte jeg Lieutnant Due i Entreen.
„Er De allerede der,” udbrød han, „jeg ventede langt snarere, at De var bleven reent borte, og, saa sandt jeg lever, havde jeg ikke fortænkt Dem deri.”
Jeg svarede Intet; hans lette Tone mishagede mig, skjøndt jeg var ham taknemmelig, fordi han havde skaffet mig Lov til at gaae.
Henriette og Louise vare i Amalias Stue; jeg tog Plads ved Vinduet og beredte mig til at begynde paa den grønne Pung.
„Lille Louise, vil Du holde Silken?”
Hun saae paa Søsteren, men da denne var aldeles passiv, nærmede Hun sig.
„Tak, saa skal jeg til Gjengjæld fortælle Dig en Historie om Nissen hos Spekhøkeren.”
„Den kjender jeg.”
„Fem fra en Ærtebælg, kjender Du den?”
„Nei.”
Da jeg begyndte at fortælle, stod Henriette og saae ned i Gaarden, men lidt efter lidt nærmede hun sig, for stolt til at skjule den Interesse, Hun følte.
Ak, hvor megen Glæde havde Andersens Historier ikke forskaffet os; jeg kunde dem næsten alle udenad; Professor Lange havde læst dem høit i de hyggelige Vinteraftener, og naar han var færdig, og vort lydelige Bifald tillod Moder at komme tilorde, havde Hun forklaret dem for os, og det var noget Andet, noget Mere, noget endnu Yndigere end det vi havde forstaaet. „Der er en Kraft til det Gode i dem,” sagde Moder. Minna og jeg læste dem sammen, da vi bleve ældre, og gjorde os Umage for selv at udfinde Historien i Historien, som Minna kaldte det.
Da jeg havde endt, blev der en lille Pause, hvorpaa Henriette nærmede sig, fæstede sine smukke Øine alvorligt paa mig og sagde: „Jeg holdt nok af den Historie, og jeg troer ogsaa nok jeg vil komme til at holde af Dem.”
Denne Tilstaaelse glædede mig unbeskriveligt, langt mere, end jeg turde lade Henriette mærke; kunde jeg blot faae lidt Indflydelse hos hende, ventede jeg mig Alt af en Karakteer, der, som jeg allerede havde bemærket, vel var trodsig og stolt, men tillige ærlig og oprigtig; jeg besluttede ikke at rette for meget paa hende, men blot lægge an paa at faae noget Godt ind i hendes Sjæl, overbeviist om, at det ved dets egen Kraft vilde overvinde Feilene.
„Ak, jeg kan ikke finde ud af min Lektie.”
„Maaskee kan jeg hjælpe Dig, lille Louise.”
„Nei, det kan De ikke, det er Fransk.”
„Saameget destobedre, det forstaaer jeg temmelig godt.”
„Kan De Fransk? det har ingen af alle de andre Mamseller kunnet.”
Alle de andre Mamseller! det gjøs i mig. „Har her da været mange før mig?”
„Om her har! her har været Mamsel Paulsen med den røde Næse, da var jeg ganske lille, og Mamsel Jensen, der altid vilde ud, og Mamsel Schaum, der kom bort, fordi hun var næsviis, og Mamsel Munk, der slog saameget i Stykker, og Mamsel Olsen, der ogsaa var næsviis, og stjal Sukker og Penge fra Mama, og Mamsel Schmidt, den sidste, som de sagde var en Sjuske, og endnu flere har her været, som jeg ikke kan komme paa strax.”
Det var sørgelige Udsigter; alle de Erfaringer, Oberstinden havde gjort, gik ud over mig, hvad Prædikat mon jeg vilde faae, naar jeg kom bort?
„Vil De ogsaa hjælpe mig,” bad Henriette.
„O saa gjerne,” jeg trykkede et Kys paa hendes Pande, Hun saae lidt forundret, men dog venligt paa mig.
„Fortæl os en Historie endnu.”
Jeg fortalte den lille Historie: „Ved det yderste Hav”; jeg fortalte den mere for min egen Sjæl end for Børnene, og jeg fandt Trøst i den.
Næste Morgen sad jeg i Dagligstuen ifærd med at fuldende Pungen. Veiret var saa klart og smukt, jeg vidste, at de havde forladt Byen, jeg vidste, at de rullede langt bort, og at jeg var ene, uden et Menneske at søge Trøst hos.
„Godmorgen Mamsel Staal, ah, De har jo strax Pungen færdig; De veed da, at Amalia selv har hæklet den; Hun pleier at forarbeide en heel Deel Ting paa samme Maade. — Vi to ere Morgenfolk og maae underholde hinanden det Bedste vi kunne, til Selskabet kommer.”
Jeg vidste intet passende Svar og taug derfor. Lieutenanten trommede i Vindueskarmen, lukkede en lille Æske op og i — han skulde idethele, mærkede jeg, altid have Noget at pille ved — og fortsatte:
„Vi talte forleden om Nationaliteter; siden har jeg tænkt, at de forskjellige Nationer igrunden have Repræsentanter her i Huset. Min Svoger, opbrusende og desperat, men snart god igjen, ærlig og ubestikkelig, dog ude af Stand til at modstaae Lysten til at prale og overdrive, er naturligviis Tydskeren. Amalia, tyrannisk, hovmodig, sættende Alt tilside, for at faae sin Villie, er den russiske Dame. Min Søster, dog Gud skee Lov, Hun bliver en Sjeldenhed overalt. Nu De, jeg taler reent ud, Mamsel Staal, De, med deres rolige Mine, Deres Blikke, hvori tydeligt staaer skrevet: tre Skridt fra Livet, er den engeske Miss, naa, det fornøier mig dog, at De kan lee. — Jeg er Franskmanden, den høflige, godmodige, overfladiske Franskmand, der hverken gjør Ondt eller Godt. Louise og Henriette er det unge Danmark, Gud naade os!”
„Jeg har den bedste Tro til det unge Danmark.”
„Den kan jeg ikke dele, det maatte da være, at Englands Indflydelse gjorde Underværker; dog, jeg er ikke færdig endnu: Spanierinden, Donna Grandezza, som jeg kalder hende, har De ikke seet, Pungen, De sidder med, har Amalia hæklet til hende. Det er en gammel Dame, Søster til Amalias Bedstemoder. Har De aldrig hørt Geheimeraadinde Trolle omtale.”
„Nei.”
Hun kommer her idag; Stolthed og Anstand fra Isse til Fod.
„Det seer virkelig komisk ud, Mama,” bemærkede Amalia senere, „naar Tante Louise kommer kjørende med den hvidhaarede Tjener og Kudsken, hans Søn, hvis Haar begynder at graanes.”
„Komisk seer det rigtignok ud, men saameget komisk er det egentlig ikke for Dig, min Engel; Din Tante har talt om at give dem store Legater efter sin Død, og det vil jo gaae fra Dig, hvilket er saamegetmere at beklage, da Hun, saavidt jeg veed, er den Eneste, Du har Udsigt til at arve.”
„Det tager jeg mig temmelig let, der bliver Arv nok alligevel, jeg har aldrig seet saa smukke Smykker som Tante Louises; Mamas ere Intet mod hendes; der er især et med Diamanter, der overgaaer Alt, og saa har hun fem Uhre med Kjæder til, det ene smukkere end det andet.”
„Jeg maa afbryde Deres Begeistring,” bemærkede Lieutnant Due. „der er Vognen.”
Nede paa Gaden holdt den elegante Wienervogn; den hvidhaarede Tjener hjalp sin Frue ned og aabnede Porten, hvorpaa han igjen sprang op bag paa. Kudsken, hans Søn, knaldede med Pidsken, og bort kjørte Vognen.
Geheimeraadinde Trolle var en meget smuk, gammel Dame, rank som en Piil, klædt i sort Atlask, og ganske rigtigt Anstand fra Isse til Fod.
„Hvor det var kjærligt af min lille Amalia at tænke paa den gamle Tante med en Pung, og det een akkurat som min forrige.”
„Det morede mig meget at hækle den, da jeg hele Tiden havde det Haab at den vilde fornøie Tante.”
„Amalia er ogsaa en Mester i kvindelige Arbeider,” bemærkede Lieutenanten, „hun behøver blot at røre ved dem, saa ere de strax færdige.”
Efter at Geheimeraadinde Trolle havde underholdt sig noget med Oberstinden, reiste Hun sig op og nærmede sig til mig.
„De er den nye Mamsel?” hun saae forskende og skarpt paa mig, men skjøndt jeg rødmede under hendes Blik, var det mig dog ingenlunde ubehageligt, tvertimod, jeg vilde gjerne gjennemskues af hende.
„De er meget ung til at tage et saa stort Ansvar paa Dem, thi Børnenes Opdragelse udenfor Skolen er jo forstørstedelen overladt Dem.”
Ansvar, Opdragelse, det var Ord, jeg forstod, Ord, der fandt Gjenklang hos mig. Jeg saae Donna Grandezza lige ind i hendes klare, unægtelig lidt strenge graa Øine og svarede: „det er virkelig et stort Ansvar, men jeg skal gjøre mig al mulig Umage.
Hun nikkede og gik tilbage til Sofaen. —
Det var sande Festdage for mig, naar Hun kom; stolt som Hun var, viste Hun dog Enhver al den Høflighed og Anerkjendelse, der kunde tilkomme dem. Hun var den personisicerede Agtværdighed; den straalede ud fra hendes Fingerspidser og fra de sirlige Læg paa hendes Silkekjole; jeg solede mig ret i den; Hun forekom mig som en god Aand: Amalia holdt sin Hidsighed tilbage i hendes Nærværelse, Oberstinden sine Spydigheder, Lieutenant Due, der ikke yndede Gene og nødig aflagde sin Nonchalance, gik somoftest bort. — Jeg maatte ordentlig beherske mig, for ikke at see altfor venligt paa hende; efterhaanden forekom det mig, som fattede Hun lidt Godhed for mig.
„De spiller meget smukt, Mamsel Staal,” sagde Hun, „og Amalia vil have godt af at øve sig med Dem.” En anden Gang bemærkede Hun: „De er bleg, De trænger vist til Motion; en saa ung Pige maa ikke indespærres; spadseer dygtigt med Børnene, det ville de alle Tre have godt af. Amalia, Du maa passe paa, at Mamsel Staal kommer ud; hun er virkelig altfor bleg.”
„Jeg kan da ikke tvinge hende til at gaae imod sin Villie, søde Tante.”
Geheimeraadinden truede med Fingeren ad mig; hun anede ikke, at hvis jeg havde bedt om at gaae, vilde det strengt være blevet mig nægtet; i Luften kom jeg kun, naar jeg skulde gjøre Indkjøb til Amalia, hvilket rigtignok gik temmelig ofte paa.
Jeg havde uendelig travlt med at brodere, sye Linnedsyning, vaske Kniplinger paa Flasker, læse høit, spille paa Klaveer og altid være ved Haanden; det var mig umuligt at offre saamegen Tid paa Børnene, som jeg havde ønsket.
Familiens udstrakte Omgang var, det mærkede jeg snart, paa meget faa Undtagelser nær, bedre end Familien selv, Hvorfor jeg ogsaa følte mig mere tilfreds, naar vi havde Fremmede, — skjøndt jeg ikke spillede mere Rolle end en Skygge, — end naar vi vare alene. I Selskab var Oberstinden livlig og vakker, Amalia munter, naiv, godmodig og elskværdig; jeg kunde neppe kjende dem igjen, men naar de Fremmede, efter den hjerteligste Adsked, gik bort, begyndte Moder og Datter, endnu før de vare komne ud af Huset, at rive dem ned og paa den skaanselløseste Maade lee af de ubetydeligste Ting, de havde sagt eller gjort. Jeg blev piinlig berørt heraf, meget piinlig berørt af den lette, raillerende Tone, hvori Oberstinden omtalte Uenigheder mellem Ægtefolk, Familieulykker, som stemte mig langt mere til Graad end til Latter, jeg blev meget piinlig berørt af den blide Stemme og de søde Ord, hvormed Hun kunde sige de bittreste Ting. Naar Fru Bärenschild havde Hovedpine, følte hun, troer jeg, en Trang til at lade Smerten gaae ud over Andre, og desværre, Hun havde ofte Hovedpine. Undertiden var jeg meget opbragt paa hende, men atter til andre Tider, naar jeg var blidt og godt stemt, havde jeg inderlig ondt af hende; hvor grændseløs sørgeligt maatte det ikke være, at have Mistillid til sine Nærmeste, til sin Mand, sin Broder, til dem, der skulde være hende i Børns Sted. Amalia havde den modsatte Feil: Hun tiltroede, — nei, det er ikke det rette Udtryk, hun fordrede, at alle Andre skulle være bedre end hun selv. Hendes Penge lod Hun, trods mine gjentagne Bønner, altid ligge og flyde omkring; den tjenende Aand, der stod direkte under hende, og hvis Plads dengang blev indtaget af mig, skulde være dygtig, behændig, ordentlig, snarraadig, taalmodig og lydig; jeg var ikke alt dette, Hvorfor Frøken Amalia heller ikke sjeldent var utilfreds med mig.
Obersten mærkede jeg kun lidt til, med Undtagelse af to Gange, jeg henvendte mig til ham. Den ene Gang var for at udbede mig Ordre, hvem jeg egentlig skulde adlyde, hans Kone eller Datter, da begge vilde lægge Beslag paa min Tid og mine Kræfter; jeg spurgte ham meget kort, og uden alle Omsvøb, hvilke jeg havde mærket han hadede, om hans Villie.
„Oberstinden har sin franske Kammerjomfrue og alle Husets øvrige Domestiquer under sig; det er derfor billigt, at De udelukkende er til mine Døttres Disposition,” svarede han med Bestemthed. Jeg var glad over at vide, hvad jeg havde at gjøre, men Fru Bärenschild tilgav mig aldrig dette Skridt.
Den anden Gang, jeg gik til Obersten, var for at udbede mig Tilladelse til engang imellem at gaae i Kirke.
„Det er en rimelig Begjæring,. Mamsel Staal, jeg seer gjerne, at Husets Folk gaae i Kirke, naturligviis i Garnisonskirken.”
Og Tiden gik; Sommeren stod i sin fulde Pragt, men jeg mærkede den kun gjennem Varme og kvalm Luft. Der svandt ikke en Dag, uden at jeg blev ydmyget paa en eller anden Maade, skjøndt jeg gjorde mig al Flid for at opfylde mine Pligter. Heldigviis tog Oberstinden og Amalia ofte ud, og naar jeg sad alene, gik Tiden godt, selv om jeg var overlæsset med Arbeide; jeg drømte da om Fortidens svundne Glæder og haabede — det var dog kun et svagt Haab — paa Fremtiden. Hver Uge fik jeg mit Brev, og snart lærte jeg at blive rolig ved min Bestilling og gjemme det i min Syæske til et beleiligt Øieblik. Det var det Samme med Moder, lidt bedre maaskee, men Hun led meget af Søvnløshed.
„Onkel Carl, skrev Minna, er Omhyggeligheden selv, undertiden ogsaa Kjærligheden, men det er, som var han bange for at vise den, som bar han endnu et Nag, han ikke vilde glemme. Tante Julie er blid og mild mod os, som mod Alle, Cousinerne ere de sødeste, kjærligste smaa Piger, og Fætter Christian veed ikke det Gode han vil gjøre os, — og dog, Marie, hvor lykkelige vare vi ikke før! vi savne Dig tidligt og silde, vi savne Dig tusinde Gange mere, end Du savner os; tro ikke, det er en Bebreidelse, Søster, tvertimod, Gud skee Lov, at Du har det saa godt.” —
Moder maatte egentlig ikke skrive, men der fulgte dog gjerne et Par Linier med fra hende selv.
„Dine Breve tilfredsstille mig ikke, Mie, det er som vare de stillede paa Skruer. Vær oprigtig! møder der Dig noget Ubehageligt, deel det da med os, det vil trøste Dig; og det vil trøste mig at vide Sandheden.”
Men oprigtig kunde jeg ikke være, og overtræde Sandheden vilde jeg ikke; derfor bleve Brevene unægtelig stillede paa Skruer. Ikke et Ord om Ubehagelighederne, ethvert lille Gode fremhævet saa meget som muligt; ak, det var kun en delviis Lettelse for mig, disse Breve; intet usandt Ord, og dog, naar jeg gjennemlæste dem, Skyggesiderne udelukkede, Lyssiderne fremtrukne, hvad var det andet end Usandhed. Min velsignede Minna, min ærlige Minna, der skrev lige ud af Hjertet, lod sig skuffe, men Moder ikke.
Af Brevene saae jeg, at Herr Høppe var apoplektisk; han kunde ikke tale, ikke forlade sit Værelse og sin Stol, men havde dog fuld Bevidsthed. Han blev omhyggeligt passet, men var næsten altid ene, og derfor dobbelt glad, naar Moder timeviis sad hos ham og talede blidt og godt til ham, eller naar Minna bragte ham Blomster. Moders Svigerinde havde fortalt hende, at Herr Høppe altid havde pustet til Broderens Vrede, men det gjorde ingen Forandring i Moders Opførsel: han var hjælpeløs, Hun vilde lindre og trøste saa meget Hun kunde.
Imidlertid voxede mine smaa Elever, rigtignok især Henriette, fast til mit Hjerte, og til min Glæde holdt de ogsaa, hver paa sin Maade, hjerteligt af mig. Louise var uendelig modtagelig for Indtryk, ængstelig modtagelig; god af Hjertet, havde hun dog ikke Mod til opponere mod det Slette, til at vedkjende sig det Gode, til at stille sig mod Strømmen; dog det havde Henriette, men saa var hun igjen lidt haard, lidt stridig, hidsig, trodsig, stolt, men ædelmodig, trofast og istand til at gjøre Opoffrelser. Dog var dette naturligvis ikke fuldkomment udpræget i Barnets Karakteer, men det spirede i den.
Hvor ofte sad lille Jette ikke om Aftenen, naar Louise sov og jeg arbeidede, opreist i sin Seng og disputerede med mig om hvad der var Ret eller Uret; nødig gav Hun efter, men gjorde Hun det, var Hun overbeviist, og af hendes Opførsel saae jeg snart, at Sandheden havde slaaet Rod i Hjertet.
„Ak, Mamsel Staal, Mama og Amalia ere virkelig meget slette.”
„Tag Dig iagt, Henriette, opkast Dig ikke til Dommer over Andre; man kan have nok med sig selv at gjøre; min Moder pleiede altid at sige, at den eneste Følelse, vor Næstes Feil maatte indgyde os, var Bedrøvelse, samt Lyst til at dække dem med Kjærlighedens Kaabe.”
„Deres Moder er meget god.”
„Og meget beskeden.”
„Jeg holder slet ikke saameget af Beskedenhed; jeg finder, at naar man virkelig har en Fortjeneste, maa man være sig den bevidst.”
„Hvad Maal bruger Du i din Selvbedømmelse, lille Henny? maal Dig efter syndige Mennesker, og Du kan let blive stor; maal Dig efter den eneste Fuldkomne, og Du vil snart blive uendelig lille, ydmyg og beskeden. Ikke sandt?”
„Jo.”
„Nu skal Du sove, Henriette. Godnat, drøm sødt, min lille Pige; Du skal ikke skjule dine Taarer, det er gode Taarer. Godnat; naar jeg har syet denne sidste Garnering om Amalias Kjole, er jeg færdig og gaaer ogsaa til Ro.”