Høit oppe under Taget i en stor, mørk Baggaard i Adelgade saae jeg Lyset; Moder døde Aaret efter; Fader giftede sig igjen; ogsaa han døde; jeg veed Intet om dem, Ingen har talt til mig om min Moder, og af min Stedmoder har jeg blot hørt, at Fader var en god Arbeider.
Vinden peb igjennem den ituslaaede Rude, Røgen slog ud af Kakkelovnen, de faa Pinde vilde ikke engang blusse op. Gamle Dorthe, min Stedmoders Moder, sad i Kakkelovnskrogen og snaasnakkede; min Stedmoder tog sit store Tørklæde paa, saa gik hun ud at tjene Brødet til Tre. „Havde jeg dog blot mig selv alene,” brummede hun, „men denne gamle hjælpeløse Moder, dette Barn, denne Byrde,” og saa gik hun, og jeg følte, at jeg var en Byrde for hende, for mig selv, og gysende af Kulde trykkede jeg mig op til Kakkelovnen og græd.
Naar Somren kom, var der saa hedt i den lille Stue, at man neppe kunde trække Aande; jeg stod da hele Timer paa en Stol og kigede ud af Vinduet, snart ned i Gaarden, der saae ud som en smal, dyb Brønd, og snart hen paa Kvistvinduet ligeoverfor, hvor Kanariefuglen hang og Skræddersvenden sad paa Bordet og fløitede for den, medens han arbeidede. Bleg og mager var Skræddersvenden, og det var hans Kone ogsaa; de syede og syede, havde neppe Tid til at spise og sove, men hun havde dog bestandig Tid til at kysse og klappe sin lille, rødhaarede Dreng, og, fattige som de vare, fik Fuglen hver Søndag sit Stykke Sukker og den lille Dreng sin Bolle.
Jeg nikkede til den lille Dreng, men de forbøde ham at nikke igjen, der var jo Fjendskab mellem min Stedmoder og Skræddersvendens Kone; desuden var han reen og heel, saadan en forpjusket og forsømt lille Pige var ikke Selskab for ham.
Gamle Dorthe, det var mit Selskab; hun var den Eneste, som talede til mig, men der var ingen Kjærlighed imellem os.
Fæl saae hun ud, tandløs, guul og. rynket var hun, bøiet af Aar og Besværligheder; hun gik i Barndom, talede meget med sig selv og noget med mig; jeg lyttede til begge Dele. Hun holdt ikke af sin Datter, hun holdt ikke af mig; der var kun to Ting hun holdt af, det var Snuus og Kaffe.
„Saadan er det at have Stedmoder,” sagde hun, naar jeg græd af Kulde og Mangel, „en Moder vilde sørge anderledes for Dig, kan Du troe, bedre om Du aldrig var født.”
„Meget bedre,” svarede jeg, og mine Taarer randt stærkere, medens jeg tænkte, hvor skjønt det maatte være at blive holdt af som Skræddersvendens Lille blev det.
Min Stedmoder mishandlede mig egentlig ikke; undertiden truede hun mig, ialmindelighed lod hun mig gaae for Lud og koldt Vand.
Da jeg vel omtrent var fem Aar, blev jeg sendt ud for at tjene lidt, for at bidrage en Smule til vor sørgelige Føde; jeg blev sendt ud for at tigge.
Grændseløs lille og ubetydelig forekom jeg mig mellem alle disse Mennesker; jeg kjendte Ingen og Ingen kjendte mig. De smilende og de alvorlige Ansigter brøde sig lige lidt om mig, de havde hver sine Tanker, hver sit Maal, hvor turde jeg standse dem; dog, jeg skulde; Frygten for min Stedmoder var større end Frygten for de Fremmede, og ingen ædlere Følelser holdt mig tilbage. Jeg berørte en Dames. Silkekjole og bad: „en Skilling,” men jeg fik ingen; en Amagerpige gav mig derimod et Æble; det var stødt paa den ene Side, men smagte dog deiligt, mættede og trøstede, jeg bad igjen og jeg fik.
Sælsomt saae der ud i min barnlige Sjæl; jeg var ikke ond eller trodsig, men svag, forkuet, feig. Verden kjendte jeg kun af Dorthes Beskrivelser, som min egen Erfaring bekræftede. To Tilværelser var der: i den ene var Alt Glæde, Rigdom, Lykke og Kjærlighed; i den anden Fattigdom, Sorg og Jammer, men dog undertiden ogsaa Kjærlighed, dog ikke for mig.
Naar det begyndte at blive mørkt, gik jeg hjem med mit lille Udbytte. Jeg vovede ikke, hvortil jeg ofte havde Lyst, at kjøbe noget paa egen Haand, jeg havde en Følelse, som om min Stedmoder var allestedsnærværende og vilde straffe mig frygteligt. Ene stavrede jeg op ad de mørke, steile Trapper, gjennem de vildsomme Gange, og gamle Dorthes mildeste Velkomst var: „bedre om Du aldrig var født,” som hun dog undertiden varierede med et: „godt om Du var død.”
„Og hvad saa, Dorthe, hvor kommer jeg saa hen?”
„Hvor skal Du komme hen,” svarede hun vredt og stødte til mig, „saa havde Du en Ende paa det, og det er det Bedste.”
Min Iagttagelsesevne var meget udviklet; jeg forstod at læse i Ansigterne: undertiden læste jeg Medlidenhed, oftest Ligegyldighed, stundom Foragt. De smaa pyntede Børn trak dem tilbage for mig, nogle skar endogsaa en Grimace Det gjorde ondt i Hjertet, men dog ikke saa ondt, som naar jeg saae en Moder kjærtegne sit Barn; da maatte jeg græde. Ingen havde Kjærlighed til mig, og naar jeg saa ret græd, standsede En og Anden og gav mig Penge, men Ingen gav mig Kjærlighed.
Udenfor Legetøis-Boutikerne stod jeg og tittede ind, men oftere stod jeg dog udenfor Bagerens Vindue. Hvor saae Brødet ikke indbydende ud, hvor lugtede det godt; det smagte endnu bedre; jeg vidste, hvorledes det smagte, thi om Løverdagen fik jeg undertiden gammelt Brød forærende.
Naar jeg laa paa mit lille Leie i en Krog af Stuen, indsvøbt i en gammel Kappe, der baade var Over og Underdyne, tøvede Søvnen ikke at komme med Drømme, der dog ikke vare meget afvexlende. Snart drømte jeg, at Skræddersvendens Kone havde mig paa Skjødet, klappede og kyssede mig, og jeg var saa glad, men da Manden kom med Lys, og hun saae at det var mig og ikke hendes eget Barn, rev hun Vinduet op og kastede mig ud i den snevre, dybe Gaard; jeg vaagnede ved Skrækken; snart drømte jeg, at jeg havde en heel Kurv med nybagt Brød, der Alt var mit, men jeg vaagnede altid, før jeg fik smagt paa det; eller jeg drømte, at jeg havde slaaet de store Kopper med Malkepigen og Koen, der stod oppe paa Hylden, itu, og at min Stedmoder vilde kaste mig i Ilden til Straf; da var jeg glad, naar jeg slog Øiet op og saae Kopperne staae der endnu.
Det var den eneste Prydelse i vor elendige Stue, disse Kopper; jeg krøb op paa en Stol for at naae saa høit, at jeg rigtig kunde see dem; engang tog jeg dem ned, men min Stedmoder traadte idetsamme ind, rev dem fra mig, ruskede mig i Armen og svor, at hvis jeg en anden Gang rørte dem, skulde jeg see, hvad der blev af mig. Det var en gruelig Trudsel; ved sin Utydelighed gav den Anledning til mange Gisninger og blev derfor langt værre end den sædvanlige: „jeg vil slaae Dig sønder og sammen.”
Den ene Dag lignede den anden; med Sorg stod jeg op, med Sorg gik jeg iseng; i mit lille Hjerte var der hverken Haab eller Mod, kun en sløv Underkastelse, og dog havde jeg et Øieblik været lykkelig; jeg havde et Minde, en lille, lysende Begivenhed, hvorom jeg drømte, men jeg havde intet Haab om, at noget Lignende skulde gjentage sig.
Hvor klart staaer den raa vaade Efteraarsdag for min Erindring, da jeg gik op i et Huus, hvilket jeg undertiden vovede, og ringede paa første Sal. Det varede længe, før Nogen kom; jeg troede næsten, at min svage, ængstelige Ringning ikke var bleven hørt og vilde netop fornye den, da Døren blev aabnet af en tyk gammel Herre med Briller paa Næsen og en sort, lille Kalot paa Hovedet.
„En Skilling,” bad jeg.
„En Skilling,” gjentog han, efterabende mig, „til din Faders Begravelse, ikke sandt? eller til Medicin til din syge Moder, og saa kjøbe Brystsukker derfor, jo jeg kjender nok Jer Smaafolk.”
Medens han sagde dette, trak han mig gjennem Entreen ind i en smuk, stor Stue, hvor et prægtigt Frokostbord var dækket, og hvor det brændte og knittrede lystigt i Kakkelovnen.
„Du faaer ingen Skilling her,” sagde han, idet han løftede mig op paa en Sol, som han trak hen til Varmen, „Du er kommen til den Feile, min Snut.”
Aldrig havde jeg seet noget prægtigere end dette Værelse; et blødt, broget Tæppe bedækkede Gulvet; tykke, gule Gardiner hang for Vinduerne, det runde Bord var aldeles opfyldt med Lækkerier, skjøndt der kun var dækket til Een, til den gamle Herre. Han saae venligt paa mig, humpede derpaa hen til Bordet, lagde sin ene Fod, der var indsvøbt som en Pakke, op paa en høi Skammel og tog Plads.
Der laae flere Aviser paa hans Tallerken, som om han ogsaa skulde spise dem, men han skød dem tilside og besmurte, med en Ivrighed, der gjorde ham ganske varm, det ene Stykke Brød efter det andet, indtil Tallerkenen var fuld; derpaa lagde han forskjellige Ting paa hvert Stykke og rakte mig det Hele.
Varm, frisk Luft ombølgede mig, jeg spiste Noget, der smagte saa godt, at gammelt Hvedebrød stod aldeles i Skygge; dertil saae den gamle Herre mildt paa mig gjennem sine Briller; jeg var lykkelig.
Da jeg havde spiist, rakte han mig et Glas med en rød Vædske i, jeg drak rask til, men det brændte i Halsen og jeg kom til at hoste voldsomt. Den gamle Herre slog mig i Ryggen til det standsede, gav mig saa et Stykke Sukker, hvorpaa han lempelig skubbede mig ud af Stuen, men før han lukkede Døren, nikkede han til mig.
„See Du kun herop engang igjen, Du Smaa, men Penge faaer Du aldrig, aldrig.”
Jeg følte mig saa varm, saa mæt, saa glad; jeg maatte komme der en anden Gang igjen, det var Noget at tænke paa, og glæde sig til.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg Intet til Dorthe eller min Stedmoder, ellers havde de maaskee afknappet mig mit tørre Brød og min Cichoriekaffe, og jeg vilde dog nok have det, skjøndt det smagte endnu mindre godt den Aften end sædvanligt.
Næste Morgen gik jeg allerede derhen; jeg troede, at den gode, gamle Mand ventede mig; han havde jo selv bedt mig om at komme.
Dristigere end Dagen iforveien ringede jeg, og i samme Øieblik blev der lukket op af en stor, pyntelig Tjenestepige med en Kost i Haanden. Da hun saae mig, tog hun mig i Armen.
„Dit Trold! det var Dig, der var her igaar og plettede Tæppet med dine sjaskede Sko, saa det aldrig bliver klart i Grunden mere. Ned ad Trapperne med Dig, og vov aldrig at komme her igjen; eller jeg skal faae Dig sat i Hullet.”
Jeg styrtede bort mere sørgmodig, mere haabløs end nogensinde før.
Om Sommeren opholdt jeg mig ofte i Kongens Have; jeg saae paa Træerne, paa Slottet, paa Springvandet, paa Blomsterne; dem havde jeg Lyst til at plukke, men det maatte man ikke. Paa en ensom Bænk tog jeg Plads og anstillede mine Betragtninger: Alle disse Børn, der løbe saa glade omkring, have deres Tilhold, Ingen er ene som jeg, Ingen ulykkelig som jeg; see, hvor Faderen klapper sin lille Dreng paa Hovedet; see Pigen med de pyntede Børn, de holde hverandre i Hænderne, de ere tre; see Moderen, der trækker sin Lille i Vognen, hvor omhyggelig hun vifter Fluen fra hans Kind, ja selv den lille Pige med bare Fødder, som ogsaa beder om Hjælp, er lykkelig, den blinde Mand paa Bænken er hendes Bedstefader; han kysser hende paa Panden, tager hendes Haand i sin, og hun leder ham hjem.
See kjærligt paa det fattige Barn, naar Du rækker det en Gave; det gjør godt, undertiden bedre end Gaven.
Havde jeg dengang anet, at der var et Væsen, det høieste og største Væsen, for hvem Ingen er for lav eller for ringe, der saae ned paa og bar Omsorg for mig, hvor havde jeg da følt mig trøstet og glad, hvor havde jeg elsket dette Væsen, men jeg kjendte ham ikke, dog han kjendte mig.
En brændende varm Sommerdag stod jeg ene oppe i vor lille Stue. Dorthe var gaaet bort for at kjøbe Snuus, som Stedmoder ikke maatte vide; Pengene havde hun listet ud af Skuffen. Jeg var kjed af at see ned i Gaarden, kjed af at see paa det tomme Vindue ligeoverfor, thi Skræddersvendens vare flyttede; jeg trak Stolen, der kun havde tre Been, hen til Hjørnet, hvor Hylden med Kopperne var, jeg saae paa dem, jeg trak dem længere ud paa Hylden, jeg rørte ved dem, jeg vovede at løfte Overkoppen, jeg tog den i den ene Haand og Underkoppen i den anden, da rørte Noget ved Døren; det var kun en Kat, men jeg troede, at det var min Stedmoder; i min Forskrækkelse tabte jeg Kopperne: de faldt, de knustes i tusinde Stykker.
Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var som lammet af Skræk, dog kun et Øieblik; i det næste var jeg ude af Stuen, nede af Trapperne og ude paa Gaden. Hun vidste det, hun var efter mig, tænkte jeg og styrtede bort, uden at bryde mig om hvorhen, blot hun ikke kunde naae mig. Paa Vesterbro standsede jeg et Øieblik, trak Veiret og saae mig om, her havde jeg aldrig været før.
Langsommere gik jeg gjennem Alleerne, her var saa yndig svalt, men jeg var bange for at glæde mig derover. Da jeg kom ud paa Gaden, begyndte jeg igjen at løbe, men standsede medeet og lyttede efter en lille Fugl, der fløitede akkurat som Skræddersvendens Fugl havde fløitet, mon det var den samme? den stod i et aabent Vindue mellem Blomster paa den anden Side af Gaden. Jeg vilde løbe hen og see paa den, da idetsamme en Vogn kom kjørende; det var som skulde jeg kjøres over, men den ene Hest stødte mig tilside, jeg faldt haardt og slog min Tinding paa en Steen, men Vognen rullede forbi uden at røre mig.