Faa Dage efter reiste Gustav, for at ordne Alt i Præstegaarden; atter faa Dage, og vi toge til Byen.
„Jeg har aldrig hørt noget mere urimeligt,” sagde Amalia, „end at De vil bort; jeg troer det heller ikke rigtigt; De betænker Dem nok. Hvis De bestemmer Dem til at blive, skal Lønnen blive forhøiet.”
„Jeg har ikke klaget over Lønnen, Frøken Amalia, men De kan nok forstaae, at jeg er glad ved at komme tilbage til mine kjære.”
„Nei, det kan jeg ikke begribe; uh, det utaalelige Jylland! det er jo til Jylland De skal. Bliv her, Mamsel Staal; De skal saae mere Frihed, De skal komme i Theatret, idetmindsle fire Gange i Vinter; der skal ikke lægges Dem et Halmstraa iveien af noget Menneske.”
Da hun fandt mig aldeles urokkelig, gik hun til Louise, hvis Bønner og Taarer hun umulig troede mig stærk nok til at modstaae.
Det var særdeles ubehageligt; den kjære, lille Pige græd, bad og bebreidede mig Ligegyldighed, hvergang hun saae mig. Jeg trøstede mig imidlertid med, at hun lod til at være lige fornøiet, naar jeg ikke var inde.
Og Dagene gik, men de gik uendelig langsomt; snart var jeg haabefuld, snart nedslaaet, altid urolig. O, der vilde dog komme Noget iveien. Undertiden følte jeg mig saa svag; jeg tænkte paa Døden; før havde jeg aldrig frygtet for at døe, men nu var det en rædsom Tanke. og jeg sad og syede paa Lommetørklædet Sting i Sting, Sting i Sting, jeg kunde ikke holde det ud, men maatte springe op og trække mit Veir.
„Jeg kæmpede tappert,” sagde Lieutenant Due, „for at De skulde komme herfra; alligevel kan jeg ikke nægte, at jeg følte en egoistisk Glæde, da det dog ikke skete. Jeg vilde meget nødig have mistet Dem saa snart og saa pludseligt; vi have nu havt det saa rart sammen hver Morgen, skjøndt vi ikke altid have været enige, eller rettere, skjøndt De sjelden eller aldrig har givet mig Ret i mine Ankeposter. — De maa troe, det har noget meget tungt, ikke at kunne holde af dem, til hvem man er knyttet ved Blodets Baand. Der existerer ikke to hinanden mere modstridende Karakterer end Helenes og min. Vi ere ogsaa opdragne af fraskilte Forældre, hun af Moder, jeg af Fader. Jeg nægter ikke, at jeg for en stor Deel har Skylden i vore Stridigheder; jeg opirrer, plager og driller, men aldrig uden Anledning; selv har jeg mindst godt deraf, det gjør En ond. — Men hvad er det jeg staaer her og snakker; De kjender vel ikke Deres gamle Ven igjen, thi han kjender ikke sig selv. Det er vist de sure Brombær vi fik igaar, der have bekommet mig ilde og stemt mig til Melankoli. — I Martsmaaned fylder jeg Femogtyve, og saa tøver jeg ikke her en Dag længere. Seer De, Frøken Marie, jeg skal vente et halvt Aar og er dog taalmodig, De kun en Maanedstid og synes, det er forskrækkeligt. Jeg holder inderligt af Dem, men denne Spænding er virkelig lidt latterlig; De er sentimental, Frøken Staal, altfor sentimental; det Bedste er da, at De gaaer stille med det.”
„Hvad vil Du forære Din Søster?” spurgte lille Jette.
Det var en vanskelig Opgave; at forarbeide Noget kunde der slet ikke være Tale om. Jeg tænkte paa at kjøbe et broderet Lommetørklæde; dog jeg kunde ikke gjøre det; Minna vilde holde af det, fordi jeg havde syet det; det var som et Slags Bedrag. Skulde jeg da give hende et Stykke Sølvtøi? fy, nei, jeg kunde ikke give Minna Sølvtøi. Resultatet blev, at jeg begav mig ud til en Gartner, flettede en Myrtekrands i hans Drivhuus og sendte den velindpakket i fugtigt Mos, til Bruden.
Den Femte var en Søndag; jeg gik i Kirke, men hørte ikke saa nøie efter Talen som ellers, og dog var der Gudstjeneste i mit Hjerte, Lov og Paakaldelse. Jeg saae mine Kjære i Tankerne; jeg vidste, at det var et Skaar i deres Lykke, at jeg ikke var hos dem, og var ikke bedre end at det glædede mig.
Om Eftermiddagen kjørte jeg med Geheimeraadinde Trolle til Frederiksberg; vi drak Vand ved Kilden, og den gamle Kildekone saae gjenkjendende paa mig.
„Ak, er det Dem? der er gaaet en forskrækkelig Tid, siden De var her sidst. Ak ja, Gud ja, hvad skal man sige. — Lever Deres Moder og den Anden ikke mere?”
„Jo, Herren være lovet, de leve Begge.”
Tre Dage efter, just som jeg sad og tænkte paa Minna, hvor sød en Husmoder hun vist var, og paa Moder, om hun saae rask ud, og om hun ogsaa talte Dagene, meldte Tjeneren: Grev Ørnklo.
„Det kan jeg lide, Grev Ørnklo, det er venskabeligt, at De kommer her saa snart efter Hjemkomsten.”
„Ja, Jeg maa rigtignok tilstaae, Fru Oberstinde, at denne Gang gjælder Visiten hovedsagelig min Cousine, Frøken Staal.”
Oberstinden blev ganske stiv, Amalia spilede sine smukke Øine op, saa de bleve endnu større end ellers.
„Jeg har tusinde Hilsener til Dem, min kjære Marie, fra Tante og Minna; fra den Sidste har jeg ogsaa Bebreidelser; hun sagde, at ingen jordisk Magt skulde kunne have forhindret hende fra at være hos Dem ved en saadan Leilighed.”
„Skylden er min,” indvendte Amalia hurtigt, „jeg vilde ikke slippe hende saa let.”
„Jeg troede ikke Frøkenen var egoistisk. — Maaskee vi kunne gaae herind, Cousine, og tale nærmere sammen.”
Han beskrev mig Festen klart og livligt i dens mindste Enkeltheder. Der var foregaaet en stor Forandring med ham; han udtrykte sig langt bedre, saae mandigere og tænksommere ud, mindre selvtilfreds, skjøndt ikke mindre veltilfreds, hvilket undrede mig lidt.
„Finder De det ikke besynderligt, at jeg, efter hvad der er foregaaet, — som De naturligviis veed — havde Lyst til at komme til Brylluppet?”
„Det glæder mig netop.”
„De maa ikke troe, at jeg er letsindig; i Førstningen sørgede jeg dybt, men det varede ikke længe, før det gik op for mig som et Lys, at jeg ikke var den Mand, der passede for hende. hun stod over mig i enhver Retning, og det bør Konen ikke; det havde været en Mesalliance, ikke for mig, men for hende. Da jeg hørte, at hun var bleven forlovet, følte jeg ikke Skygge af Jalousi, og det blev mig klart, at jeg egentlig havde elsket hende som et Ideal, som jeg elskede min Tante, de første Væsner, der havde vækket mit bedre Jeg. Uden Prøve turde jeg alligevel ikke stole paa mine forandrede Følelser. Brylluppet var denne Prøve, og jeg har bestaaet den. Jeg vil ikke, som jeg besluttede i første Øieblik, blive Pebersvend hele mit Liv, jeg vil til sin Tid gifte mig, og mit Valg skal — haaber jeg — ikke gjøre den Ide Skam, som Minna har givet mig om Kvindeværd.”
Jeg har aldrig kunnet udstaae Kjesten Gifteknive, men da han stod der og talede saa aabent, stiftede jeg uvilkaarligt i Tankerne et Parti mellem ham og min lille Henny; de vilde bestemt passe godt sammen.
Da han var gaaet, kom Amalia hen til mig og lagde sin Haand fortroligt paa min Skulder. „De kan takke Dem selv for enhver Ubehagelighed, De har havt her i Huset; De burde strax have traadt selvstændig op, talt om Deres Familie og ikke gaaet saa beskedent, at Ingen kunde gjætte, at De hørte til ordentlige Folk.”
„Jeg finder, Frøken Amalia, at Enhver, der opfylder sine Pligter og dertil er beskeden, hører til ordentlige Folk og bør behandles som Saadanne.”
„Ja, men simple Folk gjøre aldrig deres Ting, uden der maa lidt Haarhed til; de ere saa forskrækkelig. tykhudede, saadanne Mennesker. — Hør, min Kjære, vær nu en rigtig sød og rar Pige og bliv; De skal faae det paa en ganske anden Fod, det veed Gud De skal.”
Jeg rystede paa Hovedet.
Fra denne Dag behandlede Amalia mig vexelviis som fortrolig Veninde og Underordnet. Fru Bärenschild var ganske den Samme. Obersten fandt, — troer jeg — at Amalia gjorde for meget Væsen af Mamsellen.
Den kjære Geheimeraadinde Trolle, som aldrig gjorde noget halvt, viste mig den moderligste Omhu.
„Det lader til, at Lieutenant Due holder meget, særdeles meget af Dem,” sagde hun en Dag med et saa gennemtrængende Blik, at jeg ikke kunde andet end lee.
„Det haaber jeg ogsaa han gjør, jeg holder idetmindste meget af ham. Desuden maa Gehermeraadinden vide, at jeg er hans Fortrolige.”
Hun smilede fornøiet.
„Det er virkelig tragikomisk,” sagde hun en anden Gang, „saa travlt De har, jeg troer, ved Gud, ikke De har et Øieblik at offre paa Deres eget Tøi. Jeg skal sende Jomfru Bagge herop et Par Timer hver Dag, for at De kan faae det i Orden.”
„Min Kasse var vel forsynet, da jeg næsten slet ikke havde rørt min Løn. Den gode Jomfru Bagge kjøbte og syede mig en ny sort Silkekjole — den anden var ubrugelig — og anskaffede Alt hvad nødvendigt var. Lille Henny hjalp hende troligt.
„Det var en forunderlig rastløs Aand, der var kommen over mig; kun med voldsom Anstrængelse kunde jeg samle mig saameget, at jeg hverken forsømte eller glemte mine Pligter.
Den otteogtyvende September klippede jeg Lommetørklædet ud og syede Kniplinger om; det var, som om der var faldet mig en Steen fra Hjertet.
Amalia var henrykt; Oberstinden saae paa det med misundelige Øine.
„Det er næsten overdrevent,” sagde hun, „jeg finder, min kjære Amalia, at Du kunde have anvendt Mamsellens Tid paa en nyttigere Maade.”
„Umuligt! o det er deiligt, det er det smukkeste Lommetørklæde i Landet.”
Og hun svingede det i Luften. Frieren var netop nærværende; han betragtede hendes barnlige Glæde med Henrykkelse.
„Jeg har kun een Ting at udsætte paa Tørklædet,” sagde han, „at der staaer A B; i mine Øine vilde det først være fuldkomment smukt, naar der stod A R.”
„Det forstaaer De Dem ikke paa, Herr Kapitain,” svarede hun naivt, „det er en langt smukkere Form, at Bogstavet runder ind end ud. — O, jeg takker Dem, min kjære Mamsel Staal, hvilken yndig Erindring har jeg ikke her om Dem. Nu er der kun een Ting tilbage, som jeg vil bede Dem gjøre; jeg tør næsten ikke sige det. Alle mine Kniplinger! De vasker dem saa guddommeligt og vil ikke nægte at gjøre det, kjender jeg Dem ret.”
Atter fik jeg travlt; Flasker bleve overtrukne med Flonel og Kniplingerne riede paa. Lieutenanten skosede Amalia paa mine Vegne; Geheimeraadinden kom med Bebreidelser, men hun fik sin Villie, og det var dog det Vigtigste.
Henriette veg ikke fra min Side. „Naar vi blive voxne, komme vi og besøge Dig, Marie; indtil da ville vi skrive rigtig ofte. Hvor ofte maa vi skrive?”
„Een Gang hver Uge; jeg skriver da igjen til Eder een Gang hver Uge, og Du maa love mig, min Henny, at være meget god mod Mamsellen, der kommer i mit Sted; og Du maa lægge rigtig an paa at tækkes Din Papa og, saavidt det staaer til Dig, gjøre ham det hyggeligt, som han har saamegen Sands for.”
Endelig oprandt den sidste Dag: Kniplingerne vare færdige og mit Tøj indpakket henimod Middagstid.
„Jeg staaer altid meget tidligt op,” sagde Geheimeraadinden, „og det vil glæde mig imorgen at komme med min Vogn og hente Dem; ingen Indvendinger, for mine Nærmeste har jeg ofte gjort det Samme, og der er ikke mange af dem, der staae mit Hjerte saa nær som De, mit Barn.”
Om Aftenen tog jeg Afsked. „Farvel, Fru Bärenschild.”
Jeg veed ikke, om hun følte Fortrydelse, men jeg veed, at jeg gjorde det; mit Sindelag mod hende var ikke ganske som jeg ønskede, ikke at det var vredt, men det var ukjærligt, jeg bedømte hende strengt, og selv nu, mærker jeg desværre, at jeg gjør det.
„Farvel, min Gode.”
„Jeg ønsker Dem ret megen Lykke,” sagde Obersten, „De kan være vis paa at faae det bedste Anbefalingsbeviis.”
„Tusinde Tak, men det behøves ikke; jeg tager nu hjem.”
„Det kunde dog senere komme Dem tilgode.”
Jeg afslog det atter; han rystede min Haand, og saa skiltes vi. Havde han værdiget mig nogen mere Opmærksomhed, troer jeg vi vare blevne gode Venner; nu kjendte han igrunden slet Intet til mig, jeg derimod kjendte ham nok til at agte ham.
„Farvel, De slemme Pige,” Amalia kyssede mig, „kunde vi nu ikke have havt det saa rart sammen, var De blevet; jeg er vis paa, at jeg vil savne Dem mange Gange.”
Mit sidste og bedste Farvel fik Landsoldaten, hvor gjerne havde jeg ikke taget ham med.
Maanen stod i sidste Kvarteer, dens Skin blandede sig med det første Dagskjær, da Geheimeraadinden kom for at hente mig.
„Jeg havde villet forsvoret, at jeg nogensinde skulde komme til at kjøre i Donna Grandezzas Karosse,” hviskede Frederik leende, da han blev indbudt til at kjøre med.
Den skarpe Morgenvind blæste mig lige i Ansigtet; jeg sad ved Geheimeraadinde Trolles Side med hendes Haand i min; Lieutenant Due havde Plads mellem Børnene. Han satte et muntert Ansigt op; det gjorde Henriette ogsaa; Louise græd.
Da jeg steg ned, blev jeg standset af Lise Stuepige; hun og hendes Anton havde indfundet dem, for at takke for Sølvskeerne. Den stakkets Bagersvend var flau og forsøvnet; han svarede ikke ganske til Lises idealiserende Beskrivelse. Han slog ud med Armen, hvilket vist skulde være flot, og begyndte paa en lille Tale, der faldt temmelig uheldig ud, men var meget velmeent. Men Hvem var det, der stod, tør og stiv, med Frakken knappet helt op til Halsen? kunde jeg troe mine Øine, vilde Doktor Stub uleilige sig saa tidligt op, for at tage Afsked med mig.
„Det var altfor venligt af Doktoren; jeg sætter uendelig megen Priis derpaa.”
Jeg havde neppe sagt dette, før jeg fortrød det; jeg havde dog vist taget feil; han saae slet ikke ud, som var han kommet for min Skyld. Imidlertid tog han dog, for første Gang, min Haand og klemte den paa en eiendommelig Maade.
Geheimeraadinden anbefalede mig til Kapitainens Omsorg; derpaa omsavnede hun mig.
„Gud velsigne Dem, mit Barn; lever jeg, naar De næste Gang kommer til Kjøbenhavn, gjør jeg Fordring paa Dem som min Gjæst.”
Henriette hang om min Hals; hun kunde ikke holde sin Hulken tilbage mere; Louise klyngede sig til mig; Frederik hvislede: „til Sommer besøger jeg Dem med min Kone.” Klokken lød, og der stod jeg ene paa Dampskibet og nikkede til mine Venner, de tro Venner, som jeg skyldte saamegen Taknemmelighed, hvis Kjærlighed og Godhed havde lettet mig saamangen tung Stund. De vare Alle bedrøvede ved Adskillelsen, men jeg kunde ikke være bedrøvet. Baandene, der droge mig til den jydske Kysk, vare langt stærkere end de, der holdt mig tilbage paa den sjællandske.