CADA PIEZA VIVE EN UNA DIRECCIÓN · NADA VIVE EN UNA SOLA SALA  

PoetósferaLa BibliotecaCornelia von Levetzow

Cornelia von Levetzow · Vanguardias / s. XX

En ung Piges Historie — Fjerde Kapitel

danés

Der var en Grundforskjel paa Minnas og mine Evner; hun lærte enkelte Ting med forbausende Lethed og Hurtighed, og kunde da igjen slet ikke komme tilrette med andre, hvorimod jeg maatte anstrænge mig jevnt i alle Fag. Grammatik, Regning og Aarstal, det var de Skjær, hvorimod hun daglig stødte an. Jeg husker saa tydeligt hendes lille halvt komiske, halvt fortvivlede Ansigt og de bedende Blikke, hun af og til sendte Moder, der med sin bedste Villie ikke kunde lade være at lee.
„Du dumme Barn, hvad nytter det Dig, at Du kan Historien, naar Du ikke husker et Aarstal; hvad kan det nytte, at Du forstaaer Sprogene og har en god Udtale, man kan jo dog ikke skrive en Linie uden Grammatik; og hvad Regningen angaaer, maa Du skamme Dig dobbelt; Din Fader, som Du saa gjerne vil ligne, var et rigtig mathematisk Hoved.”
Ved Krigens Udbrud i 1848 var Professor Lange i Italien, men han reiste strax hjem, begeistret, som et ungt Menneske, for den gode Sag.
Skjøndt Minna og jeg kun vare ti Aar, var vor Fædrelandskærlighed, rigtignok især Minnas, varm og levende.
„Jeg er et meget skrøbeligt Menneske,” sagde Moder til vor tro Ven Pastor Skau, „er det ikke, som ønskede jeg at kalde min Ægtefælle tilbage fra Himlen, for at stride for det Danmark, han elskede saa høit, og som nu trænger til Sønner som han. Jeg længes inderligt efter ham og glemmer undertiden ganske, at i Fredens Hjem maa enhver Krig, Menneskets Kamp imod Mennesket, blive betragtet paa en anden Maade end vi formaae.”
„De har Intet at bebreide Dem, Fru Staal, Deres Stemning er saa naturlig, men De maa trøste Dem med, at den Tapperhedens, Udholdenhedens og Uegennyttighedens Aand, hvoraf han var besjælet, lever endnu i Anførernes, som i den menige Mands Bryst.
Gud vil føre Danmark til Seier!”
Landsoldaten var Professorens Ideal; han malede ham siddende paa en Grøft under en blomstrende Hyld, skrivende til Hjemmet paa Tornystret, som laa paa hans Knæ. Det var et ægte dansk Fysiognomi; der var stor Godmodighed og lidt Poliskeri i hans Blik, og hele hans Væsen bar Præget af et roligt, bramfrit Mod. — En rig Officeersfrue kjøbte Stykket for høi Priis, som Professoren skjænkede de Faldnes Efterladte.
Det var lykkelige Dage, da Krigerne vendte hjem; vi pyntede vort lille Huus paa det Smukkeste med Flag og Grønt.
Professoren tog Minna og mig med i Ridehuset; selv foranstaltede han et overdaadigt Middagsmaaltid for tolv Soldater. Moder fungerede som Værtinde; midt paa Bordet stod en mægtig Krandsekage med sindrige Hentydninger til Seirvindingerne; ved hver Soldats Tallerken laa en Bouket udsøgte Blomster, som Professoren, i dyre Domme, havde kjøbt hos en Kunstgartner. han havde valgt sine Gjæster som en ægte Maler, efter deres Udvortes. Det var alle høie, stærke Karle med lyse Haar, blaa Øine og ærlige Ansigter. Han kjendte kun en af dem fra før, en Underofficeer ved Navn Mads, som havde været Oppasser hos Fader.
Moder bad ham ind til os, og da han saae Faders Portrait, fik han Taarer i Øinene.
„Ja, det er min Lieuteuant, som han stod for mig den værste Stund i mit Liv! De maa vide, Frue, han har reddet mig fra det, der er værre end Døden.”
Mads hulkede høit og fortsatte derpaa med dæmpet Stemme:
„Det vil være en Glæde for Dem at høre, og i denne lykkelige Time vil jeg aabne mit Hjerte. — Jeg havde bestjaalet ham, Frue, bestjaalet den Mand, som aldrig havde beviist mig andet end Godt; men han opdagede det; han gik ind til mig og anklagede mig. Da faldt jeg paa mine Knæ og anraabte ham for Frelserens Skyld ikke at gjøre mig ulykkelig. Kjærlig i al sin Strenghed var hans Formaningstale, og hvad troer De han gjorde, da han hørte, at jeg havde begaaet Forbrydelsen for at skaffe en gammel, syg Moder i Jylland Brødet? han gav mig halvtredsindstyve Daler til hende, som han havde lagt hen til en Reise. Gud velsigne ham!”
Mads førte de andre Soldater ind i vor Stue; de bandt deres Bouketter sammen og hængte dem om Portraitet, hvorpaa de fjernede dem med et lydeligt: Hurra.
Hans Historie glædede os inderligt; Minna vilde fortælle den til Professoren, men det forbød Moder.
„Hans Fortrolighed maa ikke misbruges; desuden, naar vor kjære Ven hører et ædelt Træk, er det snart hele Byen rundt; var det smukt at belønne Mads saaledes?”
Det var en livlig Tid ogsaa for os; flere af Faders fordums Vaabenbrødre saae ind til os, for at vise hans Enke et Tegn paa deres Medfølelse.
„Hun ligner sin Fader,” sagde en ung Kapitain om Minna, „men Deres anden Datter ligner, mærkeligt nok, hverken ham eller Dem.”
„Der gives en indre Lighed; Marie ligner, saavidt jeg troer, baade min Mand og mig i Karakteren.”
Min Kind blussede ved hans Tale; Moders Svar gjorde mig saa lykkelig; hun havde ikke berigtiget hans Vildfarelse, ikke med et Ord havde hun hentydet til, at jeg var en Fremmed.
„Jeg vilde ønske, at jeg var rig,” sagde Minna ofte, „og havde et stort Huus, som laa midt i en Skov, og en Vogn med hvide Heste, saa skulde Du kjøre hver Dag, lille Moder, og vi vilde lære at ride, og i Haven skulde der være en Gynge og mange deilige Blomster; dem maatte Mette passe. Professoren skulde have det største og lyseste Værelse i hele Huset og Haresteg og Krumkager hveranden Dag, og naar han reiste udenlands, toge vi med, ikke sandt?”
„O nei, Minna, vi have det saa godt; vi ere saa lykkelige, ønsk ikke noget mere, ønsk blot, at dette maa vare ved.”
„Lad hende kun bygge, lille Marie, skjøndt jeg neppe troer, hun vilde være lykkeligere i det store Huus i Skoven, end her. Lykken, min Minna, er langt mindre en ydre Ting, end Du troer; den sidder her inde i dit lille Hjerte, min Glut; naar det slaaer uskyldigt og fromt, er Fred og Glæde med Dig, hvorledes dine Kaar end ere. Nogle sige, at sand Lykke kun er forenet med et lille, netop tilskrækkeligt Udkomme, men det er ganske falskt; den kan være i Kongens Sale, som paa Arbeiderens Tagkammer. Naar vore Hjerter staae, om jeg maa bruge det Udtryk, i et rigtig godt Forhold til Vorherre, vilde vi kunne være uendelig lykkelige i min Minnas store Huus i Skoven.”
Pastor Skau kom ofte til os, Moder forstod mesterligt at adsprede den mørke Stemning, han meget hyppigt var hensunket i, og der vist, som oftest, var fremkaldt ved Uoverensstemmelse mellem ham og hans Kone. Han var ingen Tøffelhelt, og Fru Skau maatte, hvor nødigt hun vilde, i de fleste Ting bøie sig efter hans Villie, men til Gjengjæld var hun vrippen og suur i det daglige Liv.
„Hvorfor valgte den Mand netop den Kone?” sagde Professoren med en vis Foragt.
„De tager feil,” svarede Moder; „han valgte ikke hende, men en imødekommende ung Pige, der med Varme gik ind paa hans Ideer. Alle Ægteskaber vilde være lykkelige, naar Ingen lod sig bedrage af Skinnet.”
De havde kun eet Barn, en Datter, lidt yngre end vi. Nicoline var en smuk lille Pige med Faderens gode Hjerte og Moderens Nykker. Hun kom engang imellem til os, men vi bleve dog først rigtig intime i Dandseskolen, som holdtes i hendes Forældres Huus.
Jeg husker saa tydeligt den første Dag, vi kom der, hvor besynderlig fremmed jeg følte mig mellem de mange Børn. Fru Skau gik lige forbi os, jeg saae godt, at hendes Øie hvilede paa os, men hun sagde Intet, hvorimod hun overøste en lille, pyntet Pige, som havde Falblader allevegne, hvor de kunde anbringes, med sine Kjærtegn. Det var dog mærkeligt!” hviskede Minna til mig; derpaa løb hun lige hen til Fru Skau, og sagde, paa sin paa eengang undseelige og tillidsfulde Maade:
„De kjendte os nok ikke? jeg skal hilse saa meget fra Moder!”
Præstekonen skar et underligt Ansigt, som skulde være sødt: „Ah, det er min egen, lille Minna Staal, nei, jeg kjendte Dig virkelig ikke, saa stor Du er bleven.
Hils Mama, og bed Professoren endelig komme her snart.”
Det var mærkeligt, hvor meget yngre vi, i enkelte Retninger, forekom os end de andre Børn, medens vi, i andre igjen, vare meget ældre; vi havde læst, hørt og tænkt langt mere end de.
Minna blev snart Alles yndling, men hun tog ikke imod noget Venskab, hvori jeg ikke ogsaa blev indlemmet. Hun var saa munter, saa smuk; hun var uden Sammenligning den, der dandsede med mest Ynde, og dog var hun sig aldeles ikke disse Fortrin bevidst. Jeg troer det laa i, at hun ikke betragtede sig selv, for at udsinde sine egne Fuldkommenheder, og Andre, for at udsinde deres Feil, men tvertimod vendte Forholdet om.
„Vi have det ret gemytligt og godt herinde, Børn,” sagde Moder en klar Decemberdag, „men jeg troer dog, at en Spadseretour vil forfriske os; jeg vil lægge en lille Brændeknude i Kakkelovnen, at her kan være varmt og hyggeligt, naar vi komme hjem.”
Hendes Forslag blev modtaget med Glæde; vi gjemte vore Arbeider og pakkede os godt ind.
Sneen knirkede under vore Fodtrin, Solen skinnede paa Træernes hvide Grene; det saae ud som Diamanter.
„Vinteren er ogsaa smuk i sin hvide Klædning, see Himlen, Børn, hvor den er blaa og høi, Luften er saa reen; man aander Sundhed og Tilfredshed ind med hvert Drag.”
Vi gik Frederiksberghave rundt; Kanalerne vare tilfrosne, Minna vilde prøve, om de kunde bære hende.
„Skam Dig dog, Du store, fjortenaars Pige! har Du Lyst til at falde i Vandet? hvornaar vil Du blive voxen.”
„Det vil vare umaadelig længe, lille Moder,” og Minna sprang ud paa Isen, som knagede selv under hendes lette Fod.
Vi vare saa muntre og oprømte; paa Hjemveien mødte vi flere Kaner.
„O, hvem der engang kunde komme til at eie, eller blot til at kjøre i en saadan, hvilket deiligt Næt! hør Bjælderne, Marie, hvor lystigt og smukt de klinge i den klare Luft, vend Dig om, Moder, der kommer den allersmukkeste.”
De stolte, pragtfulde Heste løb som i en Dands til Bjældernes Musik; et kostbart Net bedækkede dem; i den elegante Kane sad en Herre indsvøbt i Peltsværk; da han saae os, undslap et let Skrig hans Læber; han bøiede sig ud af Kanen, og det var næsten som strakte han Armene imod os, men i næste Øieblik var det lette Kjøretøi ude af Syne.
„Men hvem var dog det?” raabte Minna og jeg paa eengang.
Moder var meget bleg; hun rystede endogsaa; „Børn, det var min Broder.”
Hun sagde ikke mere, vi vovede ikke at spørge, men fordoblede vore Skridt.

Sigue explorando

Por su autor
Cornelia von Levetzow · 75 piezas más en la casa
Dónde vive
La Biblioteca

← En ung Piges Historie — Femtende KapitelEn ung Piges Historie — Fjortende Kapitel →

Expediente

Autor
Cornelia von Levetzow
Título
En ung Piges Historie — Fjerde Kapitel
Lengua
danés
Época
Vanguardias / s. XX
Sala
La Biblioteca
Identificador
ws-da-en-ung-piges-historie-fjerde-kapitel--cornelia-von-levetzow-27ced5
Cita recomendada
Cornelia von Levetzow, «En ung Piges Historie — Fjerde Kapitel», Poetósfera, poetosfera.com/p/ws-da-en-ung-piges-historie-fjerde-kapitel--cornelia-von-levetzow-27ced5.html

Las obras de dominio público se reproducen íntegras, con atribución y en la ortografía de su impreso. ¿Ves una errata o conoces una fuente mejor? Escríbenos desde Sobre la casa.