Himlen var graa; det blæste temmelig stærkt; de fleste Damer trak dem tilbage til Kahytten, men det var mig umuligt; jeg havde ingen Ro paa mig og gik, saa godt det lod sig gjøre, op og ned ad de gyngende Planker. Søsygen havde ingen Magt over mit overspændte Sind.
„Frøkenen er meget modig,” sagde Kapitainen, og saa forsøgte han at knytte en Samtale med mig, men det lykkedes ikke rigtig. Den høflige Mand undrede sig vist over mine korte, adspredte Svar.
„Nu ere vi snart i Aarhus.”
Det kom næsten for pludseligt, og dog havde jeg for et Øieblik siden tænkt, om det aldrig fik Ende.
Da Skibet lagde an, saae jeg strax Gustav; han hilste fornøiet og gjorde Tegn til, at Alt var vel; et Minut efter stod han ved min Side.
„Velkommen, min dyrebare Søster, til Lykke og Velsignelse. — Minna blev hos Moder, jeg fandt det bedst saaledes.”
Ja, det var bedst, jeg blev ganske lettet, da jeg hørte det. Han bød mig sin Arm og førte mig sikkert gjennem Trængslen.
„Vognen holder strax ved, men ønsker Du — Minna har befalet, at jeg skal sige Du — ikke en Forfriskning.”
„O, nei, jeg længes blot efter at komme afsted.”
Vi naaede snart den lille Vogn; den brede, jydske Kudsk løftede paa Hatten og hilste mig med et venligt: „Godaften og velkommen.”
Naar man er i stærkt Røre, rigtig i Aande, da har det noget mærkeligt at see paa et fuldkomment roligt Ansigt, og et saadant havde Søren Kudsk. Han saae velnæret, ubeskrivelig selvtilfreds og godmodig ud; alligevel glimtede Poliskeriet frem af hans smaa missende, blaa Øine. Roligt og sindigt udfoldede han en varm Kaabe og slog den derpaa om mig.
„Madammen sagde, at Jomfruen skulde have denne paa;” med et øvet Tag strammede han den sammen i Halsen og hægtede den.
„Hvem er Madammen?”
„Men, Kjære, det er naturligviis Minna.”
Jeg kunde ikke andet end lee; jeg havde slet ikke tænkt mig, at Minna blev kaldet Madam, min lette, fine, lille Minna; de Madammer, jeg havde seet, havde alle været saa store, saa tykke, saa gruelig prosaiske. Til alt Held forstod Søren ikke Grunden til min Latter; Latteren selv kunde han godt lide; han tænkte vist, at det var en farlig lystig Jomfru, Madammens Søster.
„Hvornaar kunne vi komme hjem?”
Søren vendte Hovedet om. „Nu har Bæsterne hvilet saa godt ud, at det kan gaae rask hjemad; vi naae det vel, før Mørket falder rigtig paa.”
„See, Marie! see dog Domkirken!”
Den gamle, ærværdige Bygning havde stor Grund til at være fornærmet paa mig; jeg stirrede paa den, men min Sjæl modtog intet varigt Indtryk af, hvad mit Øie saae.
„Har Moder kjørt i denne Vogn?”
„Flere Gange.”
„Har hun siddet her, hvor jeg sidder?”
„Netop, og Minna paa min Plads.”
„Lov mig at sige det, noget før vi naae Maalet.”
„Jeg skal sige Dig det, lige hvor Sognet begynder.” og han fortalte saameget, for at adsprede mig, om Egnens Beboere, om Kammerraadens paa Herregaarden, eller Gaarden, som Bønderne kaldte den, vore nærmeste Naboer. „Rigtig brave Folk,” sagde han, „saa ubeskrivelig gjæstfrie,” og saa saae han saa skjælmsk ud, som om de brave Folk dog vare lidt løierlige.
Det var allerede halvmørkt, da Veien dreiede af.
„Her begynder Sognet, Marie, Du kan see Kirken der oppe paa Bakken.”
„Maa Vognen ikke holde, kjære Gustav, jeg vil ned, jeg tør ikke blive, jeg foretrækker at gaae.”
Søren hørte Ordene og udlagde dem paa sin Maade. „Kors bevares, er Jomfruen saa bange, her er anderledes Høider i Egnen end den, bliv De blot rolig siddende.”
„Det vilde være tusinde Gange værre, min kjære Ven, om Du stod af, hvornaar vilde Du da faae Mod til at komme ind; det blev nok neppe før imorgen.”
Han lo og tog min Haand. Der var noget Beroligende i det faste Haandtryk. Jeg skammede mig egentlig for ham; han fordømte mig dog vist: jeg stjal mig til at see paa hans Ansigt, men det havde intet strengt Udtryk, tvertimod, et rigtig mildt og godt.
„Saae Du den mørke Skikkelse, der foer over Engen? jeg tør sværge paa, at det er Mette, der har staaet paa Hjørnet og seet efter Vognen, som hun nu løber hjem for at melde. — Her er Dammen, og her Præstegaardens Have; Trofast lader sig allerede høre, og der er Diana. Mod, min kjære Marie, Mod.”
Nu var jeg der! o, der stode de i Døren! jeg var ikke mere urolig; der blev saa stille, saa helligt i mit Hjerte.
„Her er hun i god Behold,” sagde Gustav, idet han løftede mig ned.
Og jeg laa i deres Arme, og vi græd og vi loe. De førte mig ind i den venlige, oplyste Dagligstue; de toge Tøiet af mig, som var jeg et lille Barn. O, hvor var det yndigt at see paa dem, at høre deres Stemmer, at trykke deres Hænder.
Moder var saa bevæget, Minna saa glad, saa omhyggelig. hun syslede ved Thebordet. „Du trænger bestemt til noget Varmt, Mie.”
Og jeg saae rigtig paa hende; hun var forandret, men, om muligt, endnu yndigere og elskeligere end før. Sorgerne havde grebet hende for dybt, til at de kunde svinde uden alt Spor, men det havde ikke været Sorger, der efterlade Bitterhed eller Fortrydelse i Sjælen; det havde ikke været Sorger, som Menneskene havde beredt hende; det var Sorger sendte fra Gud, og de havde kun gjort hende endnu blidere og frommere.
Der stod Bogskabet og Skrivebordet, og der hang Faders Portræt! mit Hjerte blev for fuldt; jeg gik ind i den mørke Stue ved Siden, kastede mig paa Knæ og takkede Gud. Al denne Angst og Uro kunde have være sparet, havde jeg trygt lagt Alt i hans Hænder. — De vare derinde, o, det var en henrykkende Tanke; Lyset trængte ind gjennem Sprækken paa Døren, derinde vidste jeg de Elskede vare.
„Men Marie dog, hvad gjør Du i den mørke Stue, jeg forstaaer mig ikke paa Dig og Moder; hun er ogsaa gaaet ind i sit Værelse. Jeg finder, at naar man har længtes saameget, skal man blive sammen.”
„Her er dit Værelse, Mie,” sagde Minna om Aftenen, „lige ved Moders, jeg tænker Døren skal staae aaben. O, Gud skee Lov, at vi har Dig, Søster.”
Og Moder tog mig i sine Arme, „Ja, Gud skee Lov!”
Jeg laa længe vaagen, da Klokken slog tolv, stod jeg op. Jeg troede vel ikke, som da jeg var et lille Barn og første Gang sov under Moders Tag, at det var en Drøm, men jeg trængte dog til at see Moder. hun sov saa roligt, hun smilede idrømme; ak, jeg kunde have staaet og seet paa hende hele Natten, men det vilde hun have skjendt over, og jeg sneg mig lydløst iseng igjen.
Om Morgenen vækkedes jeg — som jeg saa ofte var bleven det i fordums Dage — af en sølvklar Latter; jeg slog Øiet op, og Minna stod bøiet over mig med sit gamle overgivne Ansigt.
„Godmorgen Marie! skammer Du Dig ikke, Klokken er over ni. Du og Moder faae ingen The til Straf, jeg har været her tre Gange med den, og I have sovet; nu er det snart Kaffetid. — Jeg kan ikke forstaae det, Moder pleier. altid at vaagne Klokken fire.” og Moder traadte ind; hun saae frisk og ungdommelig ud og hilste os med sit søde, glade Smiil.
„Hvorfor har jeg ligget vaagen, min Minna? fordi jeg har grundet over, hvorledes det gik Barnet der, hvorledes hun havde det; see, det var Aarsagen til den Søvnløshed, Lægerne ikke kunde faae Bugt med. Idag vaagnede jeg ogsaa Klokken fire, men saa tænkte jeg, Marie ligger derinde og har det godt, og saa vendte jeg mig om, og slumrede ind igjen. — Gaa Du nu, Du Kjære, vi komme strax.”
Moder tog Plads ved min Seng og greb mine Hænder.
„Du kommer ikke op, min Glut, før Du har fortalt mig alt det, Du har fortiet i dine Breve. Begynd nu smukt strax.”
Hvad skulde jeg gjøre? jeg havde fast foresat mig at tie stille, men Moder saae mig spørgende ind i Øiet, mit Hjerte havde altid før været en aaben Bog for hende; jeg kunde ikke modstaae, hun fik hver Smule at vide.
„O, Du stakkels, kjære Barn! dog nu er det overstaaet; vi ville takke Gud, ogsaa for Lidelserne, de gjøre os bedre, nøisommere og taknemmeligere.”
Jeg skyndte mig op, jeg tittede ud i Haven, hvor Mette gik og pillede ved de faa Blomster; jeg følte mig saa lykkelig, saa ung, saa let; jeg løb ind i Dagligstuen til Minna.
Det var en meget venlig Stue; Møbler og Tapeter vare smukke og nye, Vinduerne fulde af Blomsterpotter. Det saae rigtignok lidt besynderligt ud med Bjælkeloft og den store Bilæggerovn paa to Been, men det var dog igrunden ganske hyggeligt.
Jeg tog Minna om Livet og svingede hende omkring. „Du er den sødeste lille Madamme,” sagde jeg, „paa hele den vide Jord.”
„Marie har havt godt af at være ude i Verden; Oberstens have anderledes forstaaet at sætte Liv i hende end vi.”
„Du har altid været et skarpsindigt Hoved, min egen Ven,” svarede Moder og strøg kjærtegnende Haaret fra hendes høie, aabne Pande.
Minna tog denne Ros op for gode Varer, tragtede Kaffen endnu en Gang, og nærmede sig sagte Vinduet, hvor Gustav sad og læste. Hun trykkede sine smilende Læber paa hans alvorlige Øine og saae paa ham med et Udtryk af uendelig Ømhed og Tillid. Ak, det havde været tungt, noget af det Tungeste af Alt, at see Minna fæste et saadant Blik paa En, der ikke fortjente det, dog det gjorde han i fuldt Maal.
Da vi havde drukket Kaffen, besaae jeg hele Huset, og der var saamegen Plads og saamange Bekvemmeligheder, at man nok kunde forsone sig med, at det Hele just ikke var efter Skjønhedens Regler. Derpaa løb jeg alene ned i Haven, og Diana, den store hvidgraa Jagthund, fulgte mig.
Og jeg stod paa Skrænten under Lindetræet og saae hen til Gaarden, hvor Kammeraaden boede; den hvide Bygning med det røde Tag stak grelt af mod den guulbruue Skov; og jeg vendte mig om og betragtede Præstegaarden, der saae saa hyggelig ud med sine tre Skorstene, hvoraf Røgen steg i Veiret, sin tomme Storkerede, og sine mange, blanke Vinduer. Der vare de! jeg behøvede blot at gaae faa Skridt, saa var jeg hos dem; men det vilde jeg ikke nu. Jeg aabnede Laagen, vovede mig ud paa Stien, over Lynghøien, forbi Kilden, til Skoven. Diana foer frem og tilbage, den var rigtig i sit Es. Det gule Løv hvirvlede for mine Trin; det blæste skarpt; af og til faldt der store, tunge Draaber Regn; Himlen var blygraa, men jeg fandt det dog deiligt Altsammen.
Min Glæde gav sig Luft i Sang; jeg løb længere og længere ind i Skoven og vendte derpaa pludseligt tilbage. Jeg kunde have trykket hele Verden til mit Bryst! jeg nikkede til den lille, fregnede Dreng oppe i Nøddetræet, jeg nikkede til Huusmandskonen med Barnet paa Armen, der hentede Vand ved Kilden, jeg nikkede til den gamle Hvedebrødsmand og til Røgteren, som drev Kvæget ud i Dammen for at vande det, og de nikkede Alle saa venligt igjen. Røgteren tog den røde Hue af, trak Munden op til Ørerne og sagde! „Goddag og velkommen, lille Jomfru.”