CADA PIEZA VIVE EN UNA DIRECCIÓN · NADA VIVE EN UNA SOLA SALA  

PoetósferaLa BibliotecaCornelia von Levetzow

Cornelia von Levetzow · Vanguardias / s. XX

En ung Piges Historie — Femte Kapitel

danés

Da vi kom hjem, gik Moder ind i Soveværelset, men Ingen af os fulgte hende. Minna lagde sin Arm om mit Liv; hun var ganske bleg og saae ud som en skræmmet Fugl; jeg var ogsaa forunderlig ængstlig tilmode og havde ingen Lyst til at bryde Tausheden.
Den lille Stue var ligesaa venlig og smilende, som da vi for to Timer siden med lette og glade Hjerter forlode den. Solens sidste Straaler spillede paa Portraitet, og vi nærmede os det uvilkaarligt, som om vi ventede at finde Forklaring og Trøst hos det.
Da Moder kom ind igjen, saae hun rolig, næsten fornøiet ud, men jeg saae dog tydeligt, at hun havde grædt. hun lagde Brænde i Kakkelovnen, og da det blussede lystigt op, nærmede hun sig til os.
„Jeg kan ikke taale,” sagde hun, „at see saa tankefulde Pander og saa bedrøvede Øine paa mine smaa Piger, og det ganske uden Grund. Hvad er der da skeet? — ja det vide I ikke, og derfor ere I bange; Indbildningskraften tumler sig bedst i Mørke, hvorfor jeg ogsaa vil see at skaffe Lys, et klart Lys, og ligesom I nu ere mine Fortrolige, vil jeg ogsaa lade Eder skue min Fortid og dømme, om jeg har handlet rigtigt mod denne Broder, som jeg er glad ved at have gjenseet; thi skjøndt vi, i over femten Aar, ikke have seet hinanden, holder jeg af ham, og jeg veed ogsaa, at han holder af mig.”
Moder tog Plads paa Sophaen; vi satte os, hver paa sin Side, tæt op til hende; hun holdt Haanden over Panden, som for at samle sine Tanker, og begyndte derpaa: „Det var et prægtigt Sted, mit Barndoms Hjem, et deiligt lille Slot med Spir og Taarne, der afspeilede sig i Søen; midt i den store Borggaard pladskede et Springvand, og hundredaarige Lindetræer dannede en lang, lang Allee, hvorigjennem man kjørte ind til Slottet. Haven, der skraanede ned mod Søen, var fuld af de sjeldneste Blomster, ja et stort Drivhuus lod os glemme naar det var Vinter. Der var altid Fremmede i Besøg om Sommeren; deilige Kjøretøier rullede ud og ind; Hunde af alle Størrelser og Arter tumlede dem i Gaarden, liberiklædte Tjenere bevægede dem hurtigt, men dog afmaalt, til alle Kanter, det var, kort sagt, et ægte, storartet Herregaardsliv, som I, mine Kjære, opvoxede i Tarvelighed, neppe kunne forestille Eder, og saa glimrende, som vor Minna i sine dristige Luftkasteller ikke engang har skabt det. — Fader døde i min spæde Barndom; han var meget ældre end min Moder, idetmindste tredive Aar; hun elskede ham ikke, har man siden sagt mig, men hun elskede hans Rigdom og Glands; om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige; hun nævnede ham meget sjeldent, men vedblev at bære Sorg for ham saalænge hun levede.
Moder var overordentlig deilig, og stolt af sin Skjønhed; iøvrigt var hun blid og mild, og naar man saae hende flygtigt, kunde man ikke ane, at der boede en ubegrændset Stolthed hos hende: dog det gjorde der.
Min Broder Carl var tolv Aar ældre end jeg; tre Sødskende imellem os vare døde. Han var en smuk Dreng, kun lidt for fiin og spinkel, hvilke Mangler han forsøgte at skjule ved forøget Dristighed og Mod; han bar sit Hoved høit, og vidste meget godt, at han var Stamherren, Arvingen til det Hele, hvilket han ogsaa lod sin Omgivelse, ja selv Moder føle, dog altid paa en godmodig Maade. Jeg elskede ham høit, og han besvarede min Kjærlighed med en ubeskrivelig Ømhed, hvilket slet ikke behagede Moder, der følte, at vi holdt mere af hinanden, end af hende. Børn ere langt mere skarpsindige, end Voxne ialmindelighed troe; jeg mærkede godt, at Moder kjærtegnede mig mere, naar Nogen saae det; jeg mærkede godt, at hun vilde sees som den smukke, ømme Moder med sit Barn, og det stødte mig bort. Det er tungt at tænke paa, men jeg skylder Eder Oprigtighed. Der var ofte smaa Tvistigheder mellem Moder og Carl for min Skyld; han paastod, at jeg blev forsømt, at jeg burde lære meget mere, og ikke altid have min Villie. Ved saadanne Lejligheder tog jeg altid Parti mod Carl, da min Frihed var mig meget kjær, og jeg nok holdt af at faae min Villie, men han havde Ret, jeg var forkjælet og forsømt.
Der var en underlig Person i vort Huus, som ogsaa var kommen der paa en forunderlig Maade, som jeg dog maa fortælle Eder. Da Fader, som yngre Mand, engang var i Kjøbenhavn, stiftede han Bekjendtskab med et ungt, vittigt og lystigt Menneske, der studerede Jura; Fader syntes om ham, bad ham ud til sig, og han kom. Besøget blev trukket saa langt ud, at Fader ikke mere kunde undvære ham og at han havde fundet saadan Smag i Luxus og Velvære, at al Energi, al Lyst til at komme frem, var forgaaet ham, og han følte sig ude af Stand til at forsætte sine Studier og sin forrige tarvelige Levemaade; han blev altsaa; Fader sikkrede ham noget Vist, og han var til Gjengjæld det vittige Hoved, som altid maatte være parat til at more.
Det var en sørgelig Historie, dog da jeg var hjemme, fandt jeg den morsom.
Efter min Faders Død blev Herr Høppe, der nu var en gammelagtig Mand, roligt hos os. Moder, der ofte led af Kjedsomhed, kunde slet ikke undvære ham; han læste høit for hende, fortalte Egnens Nyt, og roste paa den fineste, mest skjulte Maade, hendes Skjønhed og Elskværdighed. Med Carl spillede han Billard og Fjerbolt, mig gyngede han, fortalte Historier og klippede Billeder til.
Du seer sørgmodig ud ved denne Skildring, lille Marie; den har ogsaa noget Nedværdigende for Menneskeheden, noget Frygteligt. Jeg begriber ikke, at det dengang kunde more mig saa meget at see hans store Appetit, hans Kræsenhed og Graadighed. Mod Tjenerskabet var han lige saa bydende, som han var krybende imod os, hvorfor de ogsaa Alle hadede ham.
Da jeg var ni Aar havde jeg kun lært meget lidt; jeg kunde tale Fransk, dandse og klimpre lidt paa Klaveer. Det Andet havde ikke stor Vigtighed; man kunde prægtigt hjælpe sig foruden, meente Moder, maaskee af egen Erfaring. Carl derimod havde lært en heel Deel; de to første Examina havde han med bedste Karakteer; videre vilde han ikke. „Det vilde være upassende for mig at drive et Fagstudium,” sagde han med stor Værdighed. „Naturligviis,” svarede Moder, „det var en Uting i dine Forhold, men Du maa reise udenlands,” og det gjorde han.
Naar jeg undertiden var uartig mod Kammerpigen, kaldte Moder mig til sig og holdt en lille Formaningstale, der dengang forekom mig som den høieste Moral.
„Du bør altid være nedladende og venlig mod simple Personer, min Louise, naar de vise Dig den tilbørlige Respekt, ja vi bør endogsaa være overbærende med deres Smaafeil, hvilket Vor Herre vil gjengjælde os, men sætte de Ærbødigheden det Mindste tilside, da er det en Pligt mod vor egen Værdighed, at straffe haardt og strengt, at kue dem ganske, og hvis det ikke hjælper, saa strax ud af Huset med dem; forstaaer Du? med Sligt maa man være bestemt. Kys mig, min Lille, og bed din Bøn.”
Jeg foldede mine Hænder og bad Fadervor, efter at Moder havde betegnet mig, naar jeg skulde see op og naar jeg skulde sænke Blikket. Ved saadanne Leiligheder følte jeg mig overbeviist om, at Vor Herre havde al Grund til at være tilfreds med mig, hvilken Følelse Moder, med Hensyn til sig, sikkert havde i endnu høiere Grad.
Om Vinteren laae vi et Par Maaneder i Kjøbenhavn, og da afløste den ene Festlighed den anden. Det tog meget paa Moders Helbred, men hun ændsede ikke Hosten eller den tiltagende Mathed; hun var jo endnu, ved Lysekronernes Skin, med sin snehvide Teint, som den sorte Dragt fremhævede, sine store Øine og regelmæssige Træk, smukkere end Ungdommen. Naar hun og Carl kom hjem fra Selskaber, vare de undertiden temmelig ærgerlige. „At man skal bedes sammen med Alleslags!” sagde Moder. „Ja, det er harmeligt,” svarede Carl, „at slige uopdragne Karle skulle trænges ind mellem de bedste Slægter i Landet. Hos os, i vore Selskaber, er det dog Gud skee Lov ikke saaledes; vi ere enige, Moder, i aldrig at bede Nogen, hvis Byrd udelukker ham, naar det da ikke er et Geni eller en Kunstner; de komme nu paa en anden Maade.”
Jeg lyttede, og frydede mig over at være af høiadeligt Blod og besidde sexten Ahner; man skulde troe, at et lille Barn blev uberørt af Sligt, men det er ikke Tilfældet. Carls og Moders bestandige Taler derom, Tjenerskabets, ja næsten alle underordnedes Smigrerier gjennemtrængte hele min Sjæl med Stolthed; der var mange Sorter Mennesker, saae jeg; jeg troede at høre til bedste Sort, og glædede mig derover.
Pastor Skau var dengang Sognepræst paa Carls Gods; han kom ofte til os og talede længe og eftertrykkeligt med Moder; han var ligefrem og ivrig, ganske ligesom nu, og behagede derfor ikke.
„Det er dog den besynderligste Mand,” har jeg hørt min Moder sige til en Veninde, „formaner han ikke mig til kristelig ydmyghed, som om jeg ikke var den personisicerede kristelige Ydmyghed. Bøier jeg mig ikke selv, og har jeg ikke opdraget mine Børn til at bøie sig for Vor Herre; gaaer jeg ikke i Kirke hver Søndag, og er dertil velgjørende mod Fattige. Jeg finder, at en Præst burde rose og opmuntre En, naar man gjorde Sligt, men Sagen er — det gjør mig ondt at skulle sige det, da han ellers har store og gode Sider, — han er smittet af liberale Ideer.”
I kunne ikke forstaae det, mine smaa Piger men Opdragelsen kan forunderligt fordunkle et Menneskes Opfattelse; min Moder sagde, hvad hun tænkte, med den fulde Overbevisning, at hun tænkte rigtigt.
Jeg formoder, at Fader dog har været noget anderledes, thi Pastor Skau var hans Ven, og ved sin Død gav han ham ogsaa Beviis paa sin Tillid, ved at indsætte ham til vor Formynder.
Naar den fortræffelige Præst tog mig paa sit Skjød, og gjennem smaa Fortællinger og Lignelser vilde bibringe mig Modgift mod den Gift, jeg daglig indsugede, mærkede jeg godt hans Hensigt, og lukkede samvittighedsfuldt mit Hjerte for alle saadanne gruelige Ideer, som vare ganske det Modsatte af hvad Moder, Carl og Herr Høppe lærte mig. Den sidste hadede af hele sit Hjerte Præsten, og gjorde ham bestandig latterlig, ved at efterabe hans, unegtelig ikke aldeles feilfrie, Manerer, til stor Moro for os Andre.
Da jeg var 10 Aar, reiste Moder til et Bad i Tydskland; hun var meget daarlig, og vilde ikke have mig med, hvorimod Carl ledsagede hende. En Maaned efter kom han ene tilbage.
Vi græd lidt, men Deeltagelsen, som fra alle Sider strømmede os imøde, trøstede snart de Forældreløse, saa snart, at vore Venner undrede sig over, at den ømmeste Moder ikke blev mere savnet; men I kunne bestemt forstaae det; hun havde været mere for Verden, end for os, derfor sørgede vi mindre, end den fandt vi burde.
„Lille Louise,” sagde Carl kort efter til mig, „Du er min Kjæledægge, min bedste Skat, i mange Henseender min Stolthed; Du skal være det i alle; vi ville tage alvorligt fat paa din Opdragelse; dine Kundskaber skulle ikke være overfladiske, som de fleste unge Pigers, men glimrende; Du maa derfor anstrenge Dig fra nu af til dit sextende Aar, anstrenge Dig voldsomt, men da kan Du ogsaa være vis paa, at enhver Opmuntring og Adspredelse, Du i din Fritid kan ønske, skal blive Dig tildeel.”
Denne hans Tale gjorde et dybt Indtryk paa mig, jeg følte mig pludselig ærgjerrig; desuden vilde jeg gjerne tækkes min Broder og begyndte strax at læse med Alvor og Flid. Den Lærerinde, Carl anskaffede, var ligesaa kundskabsrig som kostbar; hun kunde alle mulige Ting til Fuldkommenhed, men var selv en ubetydelig Person, som aldeles ingen Indflydelse fik paa min Karakteer. Herr Høppe, som begyndte at føle sig temmelig tilovers, tilbød at undervise mig i adskillige Ting, og fra om Morgenen Klokken otte til Fire om Middagen blev jeg daglig fyldt med Kundskaber, men efter fire var Tiden min egen; da sørgede Carl for Kjøre-, Ride- og Seiltoure, Børneselskaber, ja Baller. Overalt blev jeg forundet, da Folk mærkede, at det var den bedste Maade til at vinde min Broders Venskab, især overvældede de Familier, hvor der var unge Døttre, mig med Ømhed. Jeg blev en meget taabelig, lille Person; forfængelig og stolt har jeg vist, uden at ane det, krænket Mange, hvilket er en tung Tanke.
Carl var altid uendelig kjærlig imod mig; mod Folkene var han godmodig, gavmild mod de Fattige, især naar de forstode at smigre ham paa en vis Maade. Han levede for det meste i Kjøbenhavn, og naar han kom ud paa sit Gods, havde han gjerne flere Venner med sig, som dog ikke Alle vare Standsfæller, da Carl med Hensyn til sin egen Omgang ikke var saa streng. „En Ungkarl kan gjerne gjøre en enkelt Undtagelse med en flot Fyr, især naar det er en Militair,” sagde han.
Paa et af disse Besøg, jeg var vel da en tretten Aar, saae jeg for første Gang Eders Fader; han saae klogere, mandigere, livsfriskere ud end de Andre; jeg husker, at jeg betragtede ham nøie og undrede mig over, at han ikke gabede, og ikke i sin Lystighed saae ud som kjedede han sig; han drak ogsaa mindre, og gjorde ikke Herr Høppe til Skive for sit Vid.
„Er det Deres Moder?” spurgte han mig en Dag, idet han pegede paa hendes Billede, der i Legemsstørrelse hang i Salen. Da jeg bejaede det, saae han meget kjærligt og meget medlidende paa mig og spurgte, om jeg kunde huske hende.
„Det er skjønt at kunne erindre dem, vi have mistet; jeg var kun to Aar, da min Fader, der var Læge i Vestindien, døde; min Moder rar alt død, da hun skjænkede mig Livet; ubevidst om mit grændseløse Tab blev jeg paa et Skib bragt her tilbage, hvor min eneste Slægtning, min Bedstemoder, tog mig til sig. Hun har været Alt for mig, men alligevel har jeg ofte ønsket, at jeg havde kjendt mine Forældre, at jeg havde havt Minder om deres Ømhed, at jeg, med Bevidsthed, havde modtaget deres Velsignelse.”
Hans Ord greb mig forunderligt; det lille Barn paa det store Hav, det var en yndig Historie; havde hans Fader blot ikke været Læge i Vestindien.”
Foruden Lærerinden og Herr Høppe havde jeg i Vintermaanederne, naar vi laae i Byen, forskjellige Spille-, Tegne- og Dandselærere. Den sidste kom ogsaa undertiden om Sommeren ud til os, da Carl ønskede, at jeg ved Holdning, Gang og Dands skulde udmærke mig fremfor alle andre unge Piger.
Det er sørgeligt at stræbe efter en Fuldkommenhed, for ved den at hæve sig over Andre, dog jeg vidste ikke det var Synd, men naar vi uvidende begaae noget Urigtigt, har Vor Herre Medlidenhed med os, og vil aabne Øinene paa os, før det er for silde. Det er min Tro, uendelig Naade er bleven mig tildeel; jeg stod langt fra Herren, men han vaagede over mig, han førte mig hen til sig.
Da jeg gik til Confirmation hos den gode Pastor Skau, havde jeg omgivet mit Hjerte med en dobbelt Forskandsning; den ene for at tilbagevise alle fortrolige Bekjendtskaber med de unge Piger, af hvilke Ingen hørte til vor Kreds, og den anden, for at værne mig mod alle Præstens Formaninger.
I en vis, næsten, — saaledes forekom det mig dengang, — ugudelig Retning. Ærligt troede jeg mit Løfte var, at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger, og alt hans Væsen, og jeg anede ikke, at Hovmod boede i mit Hjerte, og at netop det er hans Væsen.
Hele Slottet var fuldt af Fremmede paa Confirmationsdagen; jeg svimlede næsten af Glæde; nu var den besværlige Arbeidstid forbi; nu stod jeg prydet med Fuldkommenheder ved Maalet og skulde høste, hvad jeg havde saaet. Du seer vantro ud, Marie, Du kan ikke ret fatte, at det var mig, din Moder, der havde slige taabelige og syndige Tanker en saa høihellig Dag, og dog var det, Gud tilgive mig, saaledes.
Dagen efter overrakte Carl mig Moders Smykker. Han lagde sin Arm om mit Liv, kyssede for første Gang min Haand og holdt en Tale, der karakteriserede den Maade, han holdt af mig paa.
„Du er nu voxen, Louise; — smuk, begavet, elskværdig, af en af de første Familier, kan Du gjøre Regning paa at gjøre et ualmindelig brillant Parti; vel sandt, Du er ikke rig for Din egen Person, men jeg er det, og, saa høit jeg elsker Dig, er det det samme; desuden er Comtesse Ørnklo's Familieforbindelser mere end Rigdom Du skal være kræsen, Louise, vrage og vælge, indtil Du finder en Mand, som i enhver Hensende staaer Dig an, fornem, rig, og tillige smuk og elskværdig. Din Apanage, 400 Rd., er naturligviis utilstrækkelig til Dit Toilette; jeg lægger 400 til, og ønsker Du noget Aparte, et særdeles kostbart Stykke, siger Du blot et Ord, og Du skal faae det. — Glæd Dig ved Livet, min egen Ven, pynt Dig, moer Dig, træd frem og gjør Dig bemærket; jeg haaber at faae stor Ære af Dig.”
„Jeg kan ikke lide din Broder,” afbrød Minna livligt Moders Fortælling, „var det en Tale ved saadan en Leilighed, fy!”
„Og dog elskede han mig, Minna, dog er han et godt Menneske, trods alle de taabelige Fordomme, hvori han selv og Andre have hildet ham. Jeg seer et Blus paa Maries Kind, der kappes med det paa din; jeg blussede ogsaa ved min Broders Ord; og jeg nægter ikke, at min Stolthed reiste sig ved den Tanke, at alle mine Fortræffeligheder skulde betragtes som Midler til at gjøre et fordeelagtigt Parti.
Kort Tid efter reiste vi til Italien, hvor jeg stiftede Bekjendtskab med Professor Lange. Som Kunstner regnede jeg ham for, paa en Maade, at staae udenfor Ceremoniellet, og jeg fandt meget Behag i ham. Han var saa fortrolig med Alt, Rom var halvt som hans Hjem, og hans Godmodighed til at ledsage og forklare var stor; han viste rigtignok samme Godmodighed mod et Par andre danske Damer, som, efter min Mening, aldeles ingen Fordring havde paa Udmærkelse, hvilket mishagede mig; dog, han var et Geni, et stort Geni, og dem maa man holde meget til Gode.
Nu, mine kjære Børn, troer jeg I have et klart og sandt Billede af, hvorledes jeg var. Slør havde jeg for Øinene og for Hjertet, og var dog selv fuldkomment overtydet om, at jeg var ualmindelig klarseende. Der er endnu dem, som ere saaledes, men jeg troer, at Aar for Aar bliver Tallet mindre; Oplysningen gjennemtrænger Sløret.
Vinteren forløb i Suus og Duus, Selskaber ude og hjemme; jeg læste ikke meget, thi Tiden forløb med Visiter og Toiletteforberedelser; men jeg gjorde det gjældende, som jeg havde lært. Adskillige Tilbud bleve afviste; det kostede mig ingen Sorg at gjøre det; jeg troer heller ikke, det var sand Kjærlighed, o nei, det var det bestemt ikke.
Herr Høppe smigrede mig først og sidst. Carl opfyldte ethvert af mine Ønsker, trak mig frem ved enhver Leilighed og viste mig stedse den største Kjærlighed. Jeg præsiderede som Værtinde ved vore Selskaber, hvilket morede mig meget. Eders Fader var den eneste af de borgerlige Venner, som vedblev at komme; min Broder bad mig udtrykkeligt at være særdeles høflig imod ham. „Det er den bedste Fyr paa Jorden,” sagde han, „Skade, at han ikke er født, thi han har et ægte adeligt Hjerte, ærligt som Guld; han er altfor god for denne forbandede Verden. Stolt er han, uafhængig; han er den eneste af mine saakaldte Venner, som ikke har villet benytte mig, trække mig op paa en eller anden Maade, ja, han har endog afslaaet flere Tilbud, jeg har gjort ham. Liberal er han forresten, men han giver Enhver sin Ret, og Tanker ere toldfrie".
Efter denne Anbefaling viste jeg mig, som min Broder ønskede, særdeles høflig mod Lieutenant Staal, men han følte sig ikke tiltrukket af vor Omgang og kom yderst sjeldent.
Paa den Tid begyndte min Broder at synes om en meget smuk, ung Pige, men før han erklærede sig, spurgte han mig, om det var mig med, da han ellers aldrig vilde gjøre det. Det var et Tegn paa inderlig Kjærlighed, paa ubegrændset Tillid, men tillige et Tegn paa, at hans Kjærlighed til hende ikke var den allerstørste.
Kunde hun tilfredsstille ham, kunde jeg umulig ønske en bedre Svigerinde. Det var den godmodigste, føieligste, enfoldigste lille Person, der kunde existere. De bleve gifte, og der herskede et fortræffeligt Forhold mellem os alle tre; jeg overlod hende min Plads som Værtinde, men blev dog ved at være den Første, saavel i at ordne og styre, som i min Broders Kjærlighed.
To Aar svandt; vi levede paa den samme muntre og glimrende Maade, men dette Liv tilsredsstillede mig ikke mere; jeg higede efter noget Høiere. Den guddommelige Gnist, som er nedlagt i hvert Menneskes Bryst, trængte til Næring; jeg indsaae, at Meget i denne smilende Verden var tomt og huult, at Meget hos mig selv var tomt og huult, og jeg higede efter Noget, uden selv at vide hvad det var. Carls lille Søn var mig inderlig kjær, og jeg tilbragte megen Tid hos ham; jeg fik ogsaa mere Sands for Naturen, men trængte dog bestandig til noget Andet, en høiere, levende Interesse.
En meget vakker Dame, til hvem jeg betroede mig, forsikkrede, at jeg maatte have et eller andet Talent, som vilde komme til Udbrud; hun sagde, at det var gaaet hende ligesaadan, men at hun, da hun ret lagde sig efter Musik, havde faaet sin Sindsro tilbage. — Som Barn høstede jeg stor Roes for min Tegning, og fik nu den Ide at uddanne mig heri.
Jeg henvendte mig strax til vor gode Professor, men han var ikke at bevæge til at forandre sin Beslutning, at tilbringe Sommeren hos en gammel Veninde i Farum. Carl og hans Kone vilde til et Bad i Tydskland; jeg havde ingen Lyst til at følge, og var reent utrøstelig over ikke at kunne benytte deres Fraværelse til at lære at male i; jeg var ikke vant til Hindringer, og det gjorde mig forhippet. Endelig en Dag kom Carl ind til mig og sagde:
„Naa, min lille Søster, nu kan Du da faae Din Villie, hvis Du selv vil; Professoren vil ikke renoncere paa sit Besøg, men Du kan meget godt, hvis Du kan sinde Dig i Tarvelighed, være samme Sted. Det er hos en Præsteenke, Bedstemoder til Lieutenant Staal; jeg har forespurgt mig, og hun vil gjerne tage imod Dig. See, nu har Du tre hele Maaneder til at male i; i den afkrog er Du naturligviis aldeles uforstyrret, og jeg haaber, at Du har malet og tegnet nok for hele dit Liv, til vi komme hjem.”
Da Carl reiste, tog han mig i sine Arme: „For ni Aar siden, Louise, reiste jeg til det samme Bad, og kom hjem i sorte Klæder; Gud vil dennegang bevare os.”
Jeg kunde neppe rive mig løs fra ham, og jeg har ikke seet ham siden, før idag.”
Moder standsede, Taarerne løb ned ad hendes Kinder; jeg greb hendes Haand, og idet jeg kyssede den, bad jeg hende holde op.
„O Moder, vi have hørt nok, vi kunne tænke os det Andet, Du skal ikke atter gjennemleve Sorgerne.”
„Du tager feil, Marie, det jeg har fortalt, er det bittreste, det Andet er glædeligt, opløftende selv i Smerten.
Forunderligt ledede Gud mine Veje! havde Han ikke givet mig denne Lyst til at male, var jeg aldrig blevet den jeg nu er; tro ikke jeg vil ophøie mig, et svagt, skrøbeligt Væsen er jeg, men Guds Barn; det ere vi jo alle Tre, hans tillidsfulde Børn.
De prægtige Fuldblodsheste pustede og stampede for den lette, elegante Wienervogn; vor gamle Kudsk bredte sig med den storartede Værdighed, som er ganske egen for gamle Kudske i gamle Familier; den snørede Tjener med de hvide Handsker og den mod sit Herskab ydmyge, mod Andre stolte, næsten næsvise Mine, stod bag paa, da jeg rullede til mit foreløbige Hjem hos Fru Staal i Farum. hun havde ikke Leilighed til at modtage min Kammerjomfru, og jeg sad og grundede over, hvorledes jeg skulde kunne hjælpe mig selv, Noget, som forekom mig ligesaa komisk som vanskeligt.
Endelig holdt vi udenfor et smukt, enetages lille Huus med Roser og Viinranker op ad Muren, ja heelt op ad Taget, hvor det dannede en Krands om de to temmelig store Kvistvinduer. Haven udenfor Huset var saa net; de blanke Vinduer skinnede i Aftensolen; den lille Kanariefugl, som hang udenfor, sang lystig og nippede til det grønne Fuglegræs; Aftenklokken lød, og i den aabne Dør stod Professoren med sit opklarede Ansigt, en smuk, gammel Dame med snehvidt Haar og en smilende, brunøjet Bondepige, for at tage imod mig.”
„Det var Karen.” raabte Minna og klappede i Hænderne.
„Ja det var Karen; hun nikkede til mig; Professoren hjalp mig ned, og Bedstemoder rakte mig Haanden til Velkomst; bort rullede Vognen, og jeg traadte ind gjennem den ydmyge Dør, ind i den smukke, lille Stue, hvor Alt var saa bonet, blankt og rent, rent som Bedstemoders Hjerte. Der kom strax Fred og Rolighed i mit Sind; jeg følte mig hyggelig tilmode og forundrede mig dog over, at jeg gjorde det.
Over Sophaen hang Eders Faders Portrait. „Er det ikke deiligt,” sagde Bedstemoder, „det gav Professoren mig i Julegave, det er, som havde jeg ham selv; jeg kan ordentlig gjennem Øinene see han lige ind i hans ærlige Hjerte.”
Det var, følte jeg snart, Mennesker ganske forskjellige fra dem, jeg hidtil havde truffet. Skjøndt Bedstemoder saae daarligt, gik med Besvær og idethele var affældig, flød Talen glad og ungdommelig fra det glade og ungdommelige Hjerte. Det lange Liv med de mange Sorger havde ikke røvet, men givet hende Fred; Fremtiden laa solbeskinnet for Bedstemoder, hendes Gjerninger frygtede ikke Lyset, Tjenerinden skulde faae sin Løn. Hun talede om det andet Liv med en Vished, som om hun alt havde prøvet det; om Døden, — Døden, som man i vore Kredse saavidt muligt havde ignoreret, — med en Ro, der forbausede mig: „Frelseren vil være hos mig i min sidste Stund; jeg stoler paa hans Naade.” Skjøndt de viste mig alle mulige Hensyn, følte jeg dog godt, at deres Opførsel vilde have været den samme, om jeg havde været en ubetydelig, ubemidlet Pige, men jeg blev ikke fornærmet, tvertimod, det hævede dem i mine Øine; jeg havde seet saa megen Kryben og Smigreri, at det var blevet mig modbydeligt.
Hvor ærværdig saae Bedstemoder ikke ud i sin glatte, sorte Kjole, med den snehvide Krave og Kappe og det sølvhvide Haar; hvor godt klædte ikke der skjælmske Smiil hende, thi Bedstemoder havde et skjælmsk Smiil, og fra hendes Læber flød Spøg til sine Tider, som Alvor til sine. Skjøndt Professoren var over halvtreds, var han dog en ung Mand i hendes Tanker; hun havde jo baaret ham til den hellige Daab og havde et Slags moderlig Myndighed over ham.
Taus sad jeg og hørte paa dem; jeg var ikke vant til at tale, som de talede, men behageligt var det at lytte dertil. Det Eneste jeg ikke rigtig kunde forsone mig med var, at Karen, naar hun syslede i Stuen, blandede sig i Samtalen; hendes Venlighed mod mig, den Maade, hvorpaa hun spurgte: „har vi Hjemvee, hvad?” fornærmede mig saa meget, at jeg tydeligt gav mit Mishag tilkjende.
„De kjender ikke Karen,” sagde Professoren, „det er en sand Perle. Hun kom her i sit femtende Aar; nu er hun femogtyve; hun lever kun for sin Frue, passer hende i enhver Retning, værner om og vaager over hende. For nylig havde hun et Tilbud af en Fyr hun kunde lide, og hvad svarede hun: Jeg tager ikke fra min gamle Frue; hun skal ikke see et nyt Menneske om sig; jeg veed, hvordan hun vil have det i alle Dele og bliver til Enden. Vil Du vente, kan Du. Finder De nu ikke, at Karen har Ret til at tale med og paa en Maade regne sig til Familien.”
Løverdag Eftermiddag — jeg havde da været der fire Dage — bemærkede jeg en usædvanlig Glæde paa alle Ansigter og fik snart Grunden at vide: Husets Søn skulde komme.
Han saae saa jublende glad ud, da han kom ridende i Gallop, svang sig af Hesten og kyssede Bedstemoders Haand vist tyve Gange; jeg tænkte, om han saae saa glad ud, fordi han var saa god.
„De kjeder Dem vist her, Comtesse Ørnklo,” sagde han venligt til mig, „men jeg har sagt det iforveien til Deres Broder.”
"Paa ingen Maade, svarede jeg næsten fornærmet.
Det var en yndig Aften; vi drak The i Lindelysthuset i Haven. Maanen tittede ind til os; Talen gik let og livlig, Latteren lød. Karen snurrede Bedstemoder aldeles ind i uldne Shamler: derpaa satte hun sig ind i Lysthuset hos os Andre med sin blaa Strømpe; i det Frie, meente Karen, kunde man nok være lidt mere fri end ellers.
Sent skiltes vi ad, men Eders Fader havde udtalt Ord, som jagede Søvnen fra mit Leie. „Hvor sørgeligt,” havde han sagt, „er Livet for dem, der vandre paa maa og faa, uden noget Maal, uden Lys.”
„Hvad meente han?” spurgte jeg om Morgenen Bedstemoder; „maaskee det gjælder om Manden, skjøndt jeg kjender Mange, der slet intet Maal have, men vi Kvinder have det jo aldrig.”
„Min kjære, unge Pige, vi have Alle et Maal: Himmerige. For at naae der, maae vi gaae frem i det Gode, og i Guds Navn virke i den Kreds — den være saa lille, som den vil — der er os anviist; vore Evner bør vi udvikle, for at anvende dem tilligemed de øvrige Gaver, vi have faaet, til Næstens Gavn og Vor Herres Ære; vi have Alle et Lys; det strømmer ud fra Biblens Blade og viser os Veien.”
Det var hendes Tale, og den forberedte mig paa den vi hørte i Kirken: „Værer ydmyge og sagtmodige af Hjertet.” — Ak jeg var det ikke, men jeg ønskede at være det, og det er Begyndelsen.
Da vi kom hjem, gjorde jeg formelig Kur til Karen; jeg havde jo før i mit Hovmod krænket hende.
Kort efter fik Eders Fader Permission, og en Tid — den skjønneste i mit Liv — begyndte. Jeg følte mit Hjerte hæve og udvide sig; tusinde gamle Skranker og Former brast som Sæbebobler; vel fik jeg igjen andre Pligter, jeg ikke før havde kjendt til, men jeg fik ogsaa Rettigheder, store rettigheder, jeg blev Guds Barn.
Hvor nød jeg Synet af Naturen; det forekom mig, at det var en ny Jord, nye Mennesker og en ny Gud, ikke den fjerne Gud i Himlens Skyer, til hvem mine lunkne Bønner før havde været henvendte, men en levende, nærværende, barmhjertig Gud, der virkede kraftig med sin Aand i sine Tjeneres Bryst, saa de bleve nidkjære til al god Gjerning.
Jeg malede ikke mere; mine Anlæg vare ubetydelige, og jeg havde Andet, Bedre at tænke paa. I den tidlige Morgenstund sad jeg paa et skjønt Sted i Nærheden af det lille Huus og tænkte og tænkte, og jeg forstod Manglerne ved mit forrige Liv, og jeg hævede min Stemme til Lovsang over Guds Naade og Fred.
Hvor Karen og jeg bleve gode Venner, hvor jeg hjalp hende, hvor jeg syslede om Bedstemoder og Professoren. Der var saa nyt for mig at gjøre lidt for Andre; det forfriskede min Sjæl; undertiden kunde jeg næsten bilde mig ind, at jeg altid havde været her at jeg var Barn af Huset.
Det var især den levende Strøm af Gudsfrygt og Menneskekærlighed fra Eders Faders Læber, som fik mig forandret, men det var aldeles ikke af Kjærlighed til ham jeg brev det; den kom bagefter; den kom, som en ung Piges Kjærlighed altid maa — jeg kan ikke tænke mig andet — efter at jeg havde mærket, at han elskede mig.
Jeg kan ikke forstaae, at han kom dertil; han var jo meget bedre end jeg, Eders Fader, en ædel, høihjertet, kraftig Karakteer, et Mønster paa en Mand.
Aaben og ærlig kunde han ikke skjule sine Følelser. og længe før han udtalte sig, havde jeg læst det i hans Blikke og hørt det i hans Stemme.
En Morgen, da jeg tidligere end sædvanligt kom hjem fra en af mine Udflugter, hørte jeg Bedstemoder, Professoren og Harald tale ivrigt i Haven; jeg anede, at det var om mig; det lød, som bestred Bedstemoder de to Andre, og det var for mig, som skulde min Skjæbne afgjøres.
Da jeg kom ud i Haven, var hun alene. „Længes De ikke efter at komme tilbage til Deres Broder,” spurgte hun.
„O nej, jeg er lykkelig her.”
„Det kan jeg neppe troe, De maa længes efter Deres vante Levemaade, Deres Bekjendte; her er Alt saa jevnt og ensformigt; lige Børn lege dog bedst.”
Jeg gik hen til den gamle Kone, tog hende om Halsen og græd. „De maa være utilfreds med mig,” sagde jeg, „De holder ikke af mig mere.”
„Det er netop, fordi jeg holder af Dem, mit Barn.”
„Hvis De holdt af mig, vilde De indsee, at jeg ikke kan leve det samme Liv som før. Den Luxus, jeg drev, er nu Synd for mig, Ørkesløsheden er Synd, den Tale, der oftest bliver ført, den stolte, flygtige eller spottende Tale er Synd, jeg maa altsaa, for at bevare min Sjæl, stille mig paa et Slags Stridspunkt med Alle; det vil blive en haard Tid, og undertiden troer jeg, at jeg vil døe derved.”
Bedstemoder smilede gjennem Taarer, trykkede mig til sit Bryst og sagde: „I Guds Navn skee hvad der maa.” Hun gik bort, og næsten i samme Øieblik stod Harald for mig.
„Hvis Fornemhed og Rigdom forekom mig at være Livets Lykke,” begyndte han, og hans Stemme skjælvede af Bevægelse, „da vilde jeg, hvor høit jeg end elsker Dem,” aldrig forlange Deres Haand; men det er ikke Livets Lykke. Et Ægteskab, hvor Mand og Kvinde i Herrens Frygt, Kjærlighed og Enighed vandre deres Bane, trøstende og støttende hinanden, rige, fordi de ere nøisomme, det forekommer mig at være Livets Lykke; men De maa ikke overraskes: betænk Dem vel De maa gjøre Afkald paa Meget, som De aldrig har lært at undvære. Deres Broder maa De ogsaa tænke paa; hvad vil han sige?”
Jeg sagde ham, at jeg ingen Betænkningstid behøvede, at jeg kun ikke ret kunde fatte, hvorfor han holdt af mig. Saa tog han min Haand og førte mig til Bedstemoder. hun blev veemodig glad. Professoren, hvis letbevægelige Sind I kjende, var næsten ellevild, og Karen slog — for første Gang i sit Liv — to Tallerkener itu af Forskrækkelse og Glæde.
Jeg var lykkelig; uendelig ydmyg og taknemmelig tog jeg min store Lykke som en ufortjent Gave af Skaberens Haand. Alle Hindringer vare udjevnede for Tanken; selv saa forandret, glemte jeg hvorledes Carl var; han havde jo sagt, at Harald var for god for denne Jord, desuden havde han altid regnet, at Officierer dannede en Overgang. Fra Hjertet skrev jeg et Brev til ham, og jeg frygtede ikke for Svaret, jeg hengav mig til Lykken.
Dog, jeg er for vidtløftig; I ere maaskee ogsaa temmelig unge, mine Børn, men naar man blader i Mindets Bog, river den En med sig. See Maanen er alt fremme; den skinner klar og dejlig, som den skinnede paa Eders Fader og mig, naar vi sadde paa Præstebakken og talede sammen, som den skinnede paa Bedstemoder, naar hun, støttet paa vore Arme, trippede om i Haven.
Endelig kom Svaret fra min Broder. Da jeg havde Brevet i min Haand, da jeg saae det velbekjendte Vaaben og den velbekjendte Haandskrift, blev jeg bange; Selvskuffelsen svandt, jeg huskede min Broder, som han var; alligevel var jeg ikke forberedt paa Indholdet. Han rasede; Fornærmelser regnede ned paa Eders Fader og mig; derefter kom Bønner, de kjærligste Løfter; Alt skulde være glemt, jeg skulde vedblive at være hans Søster, hans elskede Søster, naar jeg vilde hæve Forlovelsen, men hvis ikke, hvis jeg ikke øieblikkelig forlod Harald, da var den Utaknemmelige død for Broderen, min Fod skulde aldrig betræde hans Huus, han vilde aldrig see mig for sine Øine.
Smerte, bitter Smerte følte jeg, men ikke Skygge af Tvivl eller Vaklen. Jeg viste Ingen Brevet, men sendte det til min Formynder indeni et udførligt Brev fra mig, hvori jeg takkede ham for det Gode, han havde villet bibringe mig, som jeg nu forstod at skatte, og hvori jeg udviklede hele min Sjælstilstand før og nu for ham, samt den Indflydelse, Bedstemoder, Professor Lange og Harald havde havt paa mig.
Den gode Pastor Skau skrev ikke, han kom selv.
Han tog mig i sine Arme, han lagde sin Haand paa mit Hoved: „Da De var en lille Pige og jeg havde Dem paa mit Skjød, bad jeg af hele min Sjæl Herren at bevare sit Lam, og see, han har gjort det. Fortiden maa være død for Dem nu, men i Kraft af mit Venskab med Deres Fader, meddeler jeg Dem hans Velsignelse. Vel var han en stolt Mand, men han skjønnede paa sand Fortjeneste, hvor han saae den; han vilde ikke have negtet sit Samtykke.”
Det var lægende Ord, og for første Gang tænkte jeg meget paa min Fader, og der blandede sig Anger i mine Tanker, fordi jeg ikke havde savnet ham, som en Datter altid burde savne sin Fader.
Kort efter stod vort Bryllup. Professoren havde smykket Haven med Flag og Værelserne med prægtige Guirlander af Georginer; han havde, som han saa udmærket forstaaer, kastet alle Sorger bort og stod glad som Barnet, og, besynderligt nok, jeg følte mig ogsaa rolig, tillidsfuld og glad, som Barnet. Den Byrde, der havde hvilet paa mig, siden jeg modtog Carls Brev, var løstet; mere ublandet Lykke kunde jeg neppe have baaret, men Eders Fader var alvorlig.
„Louise,” sagde han til mig, „er Du nu vis paa, at jeg kan være Dig nok, at Du aldrig” — men jeg lagde min Haand paa hans Mund og forhindrede ham fra at sige mere.
Karen, med hvem jeg havde staaet paa den bedste Fod, forbausede mig ved at holde en temmelig streng Tale: „De faaer den bedste Mand Nogen kan ønske sig; skjøn nu paa det, vær en føielig, flink, ordentlig, sparsommelig Kone, og kom bare ikke med fornemme Nykker, bliv bare ikke som De var, da De kom ind i Huset, thi da vidste De jo neppe om De vilde svare Folk, naar man talte til Dem.”
„Aldrig,” svarede jeg, og Karen, formildet ved Maaden, hvorpaa jeg optog Formaningen, trykkede mig til sit Hjerte og forsikkrede, at jeg var den sødeste Pige og den Eneste, som passede for hendes unge Herre.
Bedstemoder lagde sin Haand paa vore Hoveder: „Jeg har havt Glæde af Dig, min Alderdoms Søn, fra det Øieblik Du kom ind i mit Huus, jeg har Glæde af Dit Valg.”
Vi flyttede ind i denne Bolig her, og Fred og Lykke fulgte os. Det havde noget Nyt og Tiltrækkende for mig at regne ud, spare, selv lave Maden og styre Huset. Eders Fader paaskjønnede mig saa ømt, han var saa munter, saa underholdende; vi vare enige i alle væsentlige Ting, men forskjellige i Smaating, hvilket jeg troer er nødvendigt for et fuldkommen lykkeligt Samliv. Næste Aar i September skjænkede Gud os Dig, min Minna; uendelig Kjærlighed omgav din Vugge; Bedstemoder kom reisende for at see Dig; Din Fader sang for Dig, og Professoren vuggede Dig, Karen sørgede for Tvebaksmad og Mette strøede Blomster paa Dynen. — Det var Bedstemoders sidste Reise; blidt og stille, men dog med Bevidsthed om, at det var Døden, henslumrede hun kort efter i Frelserens Navn, ganske som hun havde troet og haabet. Det var et stort Tab for os, men der var ingen Bitterhed i Sorgen; kun Professoren var aldeles fortvivlet; Karen derimod trøstede sig med den glade Bevidsthed at have opfyldt sin Pligt. Den unge Gaardmand havde ventet efter hende; Dagen efter Bedstemoders Begravelse blev der lyst for dem. — Det lille Huus blev solgt; Karen fik Indboet med Undtagelse af Portraitet af Eders Fader, Bøgerne og den store Lænestol, I kjende fra Professorens Stue.
Moder standsede, og vi vilde staae op: „Nei, mine Børn, I skulle høre mere, Alt.”
Da vor lille Minna ikke rigtig vilde trives i den kjøbenhavnske Luft, besluttede vi at opholde os en Maaned i Farum. Vi leiede to Værelser ovenpaa i Bedstemoders Huus; det var saa rigt paa Minder om hendes Kjærlighed, dette Huus; Harald havde været her fra sit andet Aar; da han var Cadet, havde han tilbragt Ferien i det samme Værelse, hvor Minnas Vugge gik, men istedetfor Bedstemoders blide, milde Tale og Karens lydelige, om just ikke velklingende Sang, lød nu Larm og Kiv op til os fra den urimelige Madamme og hendes forsømmelige Pige. Alligevel var det en skjøn Tid; vi trak Dig i en lille Vogn med paa vore Toure, Minna, og saae snart Roserne blomstre paa Dine Kinder. En Nat midt i Juli vækkedes vi af Klokkeringning og Larm; Himlen var ildrød, Gaarden tæt ved stod i lys Lue.
I en Fart vare vi oppe og paaklædte; Eders Fader stillede sig i Spidsen for de forskrækkede Folk, som strømmede til fra alle Kanter. Han saae nøie efter at Menneskene kom ud, at Kreaturerne kom ud og at Sprøiterne reddede Sidehusene, thi Gaarden selv kunde ikke reddes. Pludselig lød et Skrig: „Tosse Ane!” hun var bleven glemt oppe paa Loftet i et Udhuus, der var aldeles omspændt af Flammerne. Ingen kunde yde hende Hjælp; da gik Eders Fader hen til mig, og, idet han bønligt saae mig ind i Øinene, sagde han: „Louise, tør jeg gjøre det?” Jeg hørte den Afsindiges Skrig og kunde ikke sige nei; han gik derop ad den rygende Stige. Et Øieblik efter kom Harald ned med hende; han kastede hende i Armene paa de Omkringstaaende, men just som jeg troede ham frelst, faldt en Bjælke ned paa hans Bryst, og han styrtede om. —
Da han aabnede Øiet, forlangte han at see Minna; han smilede til Dig og til mig: „da Du tog en Soldat, Louise, maatte Du være forberedt paa at miste ham i Kamp; dette var jo en Kamp mod Elementerne. — Jeg er forunderlig rolig, min elskede Kone, jeg veed at Vor Herre vil sørge for Eder, i hans Hænder befaler jeg min Aand.” Han reiste sit Hoved, sank derpaa tilbage, og paa Knæ ved hans Side laae jeg med mit Barn paa Armen, en Enke, men ingen forladt Enke. Det var, som fik jeg, gjennem Smilet paa min Ægtefælles Læber, en Anelse om Himlen; Gud havde givet mig saa Meget, at jeg havde lært at elske ham, at have fuld Tillid til ham, at holde mig til den Usynlige, som om jeg saae ham, ligesom min Harald havde gjort.
Da Carl hørte den frygtelige Sorg, der havde rammet mig, skrev han, at hvis jeg vilde erkjende, at jeg havde havt Uret og at jeg fortrød min Synd, vilde han, da Vor Herre havde straffet mig saa haardt, tilgive mig. Mit Svar var kort, og siden har al Forbindelse mellem os været afbrudt.
Gjennem vor tro Ven Pastor Skau har jeg stadig modtaget de 400 Rd., der aarlig tilkomme mig. Aldrig før har jeg mødt min Broder, men jeg har mødt Hr. Høppe; han saae mig lige ind i Øinene med en spodsk, ondskabsfuld Mine og tog ikke Hatten af, dog jeg var ikke vred paa ham, jeg kunde have grædt af Medlidenhed med ham; bedre, o tusind Gange bedre er det at lide ondt, end at gjøre ondt.
Og nu, mine elskede Børn, maae I ikke fordømme min Broder; med hans Tankegang kunde han næsten ikke handle anderledes. Han havde spurgt mig, om jeg bifaldt hans Valg, skjøndt det i enhver Henseende var passende; jeg var hans Stolthed, og han havde knyttet store Forhaabninger til mig. — Maaskee han tilsidst vil komme til en bedre Erkjendelse, saa at vi endnu engang kunne mødes i Kjærlighed; hvad mig angaaer, da kan jeg Intet angre.”
„O nei. Du har Intet at angre,” raabte Minna og jeg paa eengang, idet vi grædende omfavnede Moder.
„I maae ikke græde, Gud har været god imod mig; har han ikke skjænket mig en stor Velsignelse i Dig, Marie, lige saa kjær for mit Hjerte som Minna; har han ikke altid givet os det daglige Brød og sin Fred, der er over al Forstand.”
Moder reiste sig, og endnu halv hensunken i Erindringerne gik hun hen til Vinduet og stirrede op paa den klare Himmel. Jeg sneg mig sagte ud af Stuen og bankede paa Professor Langes Dør. Han stod i Kjole og hvidt Halstørklæde og skulde ud.
„Men hvad seer, jeg,” udbrød han, „det er jo lille Mie, der beærer mig med et Besøg.”
„Ak, jeg seer De skal bort, jeg vilde have bedet Dem komme ind til os iaften; Moder har talt om Fortiden, og Deres Selskab vilde have opmuntret hende.”
Med den utilgivelige Letsindighed, hvormed Professoren behandler sine Invitationer og sit Tøi, trak han de hvide Handsker saa hurtigt af, at de revnede, og udraabte:
„Selskab kan være Selskab uden mig; det er første Gang Du beder mig om noget, lille Mie, og jeg vil ikke sige nei. Gaa Du nu ind, naar jeg har faaet alt det Kram af, kommer jeg, som var det af mig selv.
Han var meget velkommen; to Voxlys bleve tændte foruden den sædvanlige Lampe; et efter vore Sædvaner luxuriøst Aftensbord blev dækket, og derefter spillede vi Hanrei om Nødder fra de to Træer i Haven. Den gode Professor lod ret sit Lune spille; Minnas Latter lød, og der var noget Smittende ved Minnas Latter; Moder loe ret fra Hjertet og jeg loe ogsaa med, men da vi vare komne iseng, da jeg hørte paa deres regelmæssige Aandedræt at de sov, løftede jeg Rullegardinet, saae ind i den klare, stjernebesaaede Himmel og tænkte paa Broderen, der kjørte i en prægtig Kane, indsvøbt i Pelsværk, og paa Søsteren, der i sin beskedne Kaabe vandrede tilfods, og jeg undrede mig, at at han forskjød hende, fordi hun ægtede den bedste Mand paa Jorden, og jeg grublede over, hvad det høieste Væsen, Jordens og denne skjønne Himmels Herre, maatte dømme om hans Opførsel, og jeg foldede mine Hænder og bad Gud velsigne min Velgjørerinde og hendes Barn.

Sigue explorando

Por su autor
Cornelia von Levetzow · 75 piezas más en la casa
Dónde vive
La Biblioteca

← En ung Piges Historie — Elledte KapitelEn ung Piges Historie — Femtende Kapitel →

Expediente

Autor
Cornelia von Levetzow
Título
En ung Piges Historie — Femte Kapitel
Lengua
danés
Época
Vanguardias / s. XX
Sala
La Biblioteca
Identificador
ws-da-en-ung-piges-historie-femte-kapitel--cornelia-von-levetzow-a726b6
Cita recomendada
Cornelia von Levetzow, «En ung Piges Historie — Femte Kapitel», Poetósfera, poetosfera.com/p/ws-da-en-ung-piges-historie-femte-kapitel--cornelia-von-levetzow-a726b6.html

Las obras de dominio público se reproducen íntegras, con atribución y en la ortografía de su impreso. ¿Ves una errata o conoces una fuente mejor? Escríbenos desde Sobre la casa.