Der er noget martrende for en Fraværende i, bestandig paa sin Forespørgsel til en elsket Syg, at erholde det Svar. Hun er lidt bedre. Hvor inderlig ønskede jeg selv at see Moder, selv at iagttage, om hun virkelig var rask paa lidt Mathed nær, der kun blev foraarsaget af Søvnløshed. Jeg tænkte ofte paa Doktor Stubs Raad, et varmere Klima, og ønskede, at Moders Broder maatte foranstalte en Tour til Italien; dog saa besynderlige Modsætninger er der i den menneskelige Karakteer, at, da mit Ønske blev opfyldt, da jeg modtog Efterretningen om, at de virkelig skulde reise, vare mine Følelser snarere sørgelige end glædelige. Hvor Mange havde ikke fundet Døden, hvor de ventede at finde Helbredelsen. kunde jeg blot have seet dem een Gang før Afreisen, men det var umuligt, og selv vort skriftlige Samkvem, min eneste, men store Trøst, vilde blive sjeldnere og mindre regelmæssigt end før.
Den femtende October reiste de: Moder, Minna, Grev Ørnklo og hans Søn. Veiret var yndigt som om Sommeren; jeg gjorde mig megen Umage for at kaste alle ængstelser bort, og med Tro og Haab see Fremtiden imøde.
Henriette var min Fortrolige; for hende udgjød jeg min Frygt og mit Haab; for hende skildrede jeg de lykkelige Dage, vi før havde tilbragt, og hun blev aldrig kjed af at høre, eller af at spørge ud. Jeg seer hendes lille Ansigt saa tydeligt i Tankerne, hvor det straalede af Fornøielse, naar hun bragte mig et Brev. For Lieutenant Due nævnede jeg ikke mine Kjære; jeg havde en Følelse, som vilde han ikke interessere sig videre for dem; desuden holdt jeg ikke af at høre ham omtale Moder og Minna i sin sædvanlige lette Tone. Iøvrigt viste han mig bestandig den største Venlighed, og jeg holdt mere og mere af ham. Hans gode Sider traadte ret frem, — jeg troer igrunden imod hans Villie, — naar han skildrede sin svenske Pige og deres tilkommende huslige Liv; derimod traadte hans onde Sider, — dem havde han desværre ogsaa, og lagde sandelig ikke an paa at skjule dem, — frem, naar han kritiserede sine Omgivelser og, med en vis Nydelse, gjennemgik deres Feil.
Søgte Geheimeraadinde Trolle og Lieutenant Due, — det forekommer mig besynderligt at nævne to saa modstridende Elementer paa eengang, — ved enhver Leilighed at hæve mig, saa søgte Oberstinden og Amalia, netop paa Grund heraf, at trykke mig ned, og vise, at jeg kun var et Tyende. Obersten lagde liden eller ingen Mærke til mig; engang da hans Kone beklagede sig over mig, hørte jeg ham rigtignok sige:
„Min kjære Helene, vi maae jo dog nu have gjort den Erfaring, at Ingen af dem due; denne forekommer mig dog at være een af de Skikkeligste; i hendes Tid have vi idetmindste havt Fred, og jeg har været fri for at blande mig i Tingene.”
„O, de Mænd,” sukkede Fru Bärenschild, „Egoister fra Begyndelse til Ende. Det taabeligste Skridt jeg nogensinde har gjort var at gifte mig; naar Du blot er fri for Uleilighed, kjære Bärenschild, saa bryder Du Dig ikke om, at jeg sættes til Side.”
„Have to Mennesker begge gjort noget Taabeligt, gjøre de klogest i ikke at lade hinanden det høre,” svarede Obersten, idet han med et truende Øiekast forlod Stuen.
Naar Amalia skulde i Theatret, havde hun meget travlt med at udtænke og ordne sin Dragt; det var et sandt Studium, naturligviis maatte den være efter nyeste Mode, men hendes egen Originalitet skulde dog skinne igjennem, det Aparte, det Iøinefaldende maatte forenes med den høieste Smagfuldhed. Penge blev der ikke sparet paa, og det forekom mig, som var Stykket hende en fuldkommen Biting, som gik Hun der kun for at blive beundret.
„Pas paa Lys og Ild, Mamsel Staal,” sagde Oberstinden, naar de toge bort, „hver Time maa De gjøre en Ronde i Værelserne; Tjeneren maa slet ikke lægge i, jeg er saa dødelig angst; De maa ikke forlade Huset et Minut; maaskee jeg sender En eller Anden herhen for at see, hvorledes det staaer sig.” Denne Trudsel opfyldtes aldrig, men Oberstinden, der endnu bestandig troede, at der ulmede en vis Lyst hos mig til at løbe ud, ansaae den hensigtsmæssig, for at sætte mig Skræk i Blodet.
Doktor Stub kom af og til for at kurere paa den halstarrige Hovedpine. Skjøndt han ikke ved nogetsomhelst Tegn gav tilkjende, at han erindrede mig, var jeg dog glad over at see hans gravitetiske Skikkelse og hans ubevægelige Ansigt; med urokkelig Rolighed hørte han Fru Bärenschilds Klager, forordnede det Nødvendige og fjernede sig derpaa, livagtig en Istap, som Frederik Due bemærkede.
„Havde vi Dig her, Marie, — skrev Minna fra Neapel, — da vilde vi være fuldkommen lykkelige; nu ere vi kun lykkelige i Haabet, at den balsamiske Luft maa hjælpe Moder til Sundheden, for at vi kunne samles. Den kjære Professor Lange er saa glad over at have os hos sig; han er som hjemme her; Høie og Ringe, Alle holde de af ham, og han holder da igjen af dem Alle. Vi spadsere lange Toure i den paradisiske Egn og tale da mest om Dig, Mie. Professoren er inderlig bedrøvet, fordi Du ikke er her; han længes efter at vise Dig sine Malerier; alligevel glæder han sig ved at vide Dig hos saa gode Folk, thi han kjender Oberst Bärenschilds og holder meget af dem, især af Datteren. Christian kjender dem ogsaa og roser dem, hvilket er en stor Trøst for Moder, der altid er ængstelig for Dig, Søster, hvor fornøiede dine Breve end ere.
„Vi have stiftet Bekjendtskab med en ung, dansk Pige, Hedevig Bang som er her med sin Broder; Hun har Brystsyge og kan nok ikke reddes. O, Marie, det er saa tungt at tænke derpaa; hver Dag bliver Hun svagere og svagere, men Hun er saa taalmodig, saa blid, saa glad. Hun elsker Moder høit; ogsaa Dig kjender Hun godt af vore Beskrivelser, og sender Dig de kjærligste Hilsener.
„Fætter Christian er besynderlig forandret; det er ikke som det var det samme Menneske. Han læser næsten bestandig, men han har rigtignok ogsaa Meget at indhente, maa Du troe. Han er ogsaa mere alvorlig, og Onkel roser ham, fordi
han tænker før han taler, som han nok ikke før har gjort. En underlig En er Christian dog, men saa omhyggelig og kjærlig mod Moder, at jeg ret holder af ham.
Farvel, Marie; Professoren finder ikke dine Breve lange nok; han vil have lidt Nyt fra sit kjære Kjøbenhavn, Noget, som ikke staaer i Aviserne, siger han. Moder og jeg ønske kun at høre om Dig selv, om dine Tanker og din Stemning. Du er da rigtig rask, Søster og pakker dig godt ind; er Du voxet?
„Farvel Mie, og tænk halvt saameget paa din Minna, som Hun tænker paa Dig.
„E. S. Der er en lille Have ved vor Bolig med Udsigt til Havet; der sidder Moder hele Formiddagen under et Accasiatræ, og, medens Hun seer paa den vidunderlig yndige Udsigt, drømmer Hun om et Hjem i Danmark, hvor Hun kan see det Skue, der dog er hende det kjæreste af alle: Dit Ansigt.”
Saa elsket var jeg; det løftede Hjertet, gav mig Kraft til at være taalmodig, og berøvede enhver Krænkelse dens Braad
Naar Oberstens havde Fremmede, maatte jeg ofte spille hele Timer, medens de Unge dandsede. Stundom var jeg forunderlig tilmode, og følte langt mere Lyst til at græde, end til at frembringe disse livlige Toner; og naar jeg hørte Latter og Munterhed, grundede jeg over, om de virkelig vare glade i Hjertet, og naar jeg saae de stadselige Herrer og smukke Damer, følte jeg en sælsom Lyst til at vide, om det Indre ogsaa var smukt, om deres Venlighed var meent, om Ordene, der fløde fra deres Læber, vare sande. Atter til andre Tider, naar der var Ligevægt i mit Sind, glædede jeg mig over Musiken, mærkede, at jeg ogsaa var ung, og Foden bevægede sig uvilkaarligt efter Takten. Hvem der blot en eneste Gang maatte dandse med, dog, det kunde ikke skee, jeg var Mamsel Staal og skulde blot spille.
En Dag var der et ualmindelig glimrende Selskab i Anledning af en fjern Consines Forlovelse med en rig Godseier; der blev dandset, og jeg kunde ikke blive træt af at see paa det unge Par, især paa hende, der var saa kvindelig yndig i sin undseelige Kjærlighed. Lykkelig som hun var, kunde Hun ikke taale et bedrøvet, eller blot alvorligt Ansigt, Hvorfor Hun nærmede sig mig og lagde sin Haand paa min Skulder:
„Nu har De spillet saa smukt og saa længe for os; nu skal De virkelig dandse.”
Aldrig glemmer jeg hendes Venlighed, hendes søde Smiil, eller det straalende Udtryk i hendes Øine. Hun trak mig blidt op, gjorde et Tegn til sin Tilkommende og tog min Plads.
Den høie Herre bukkede for mig og snart fløi vi hurtig afsted. Jeg var ganske fortumlet; det var kommet saa uventet, jeg burde vist have afslaaet det.
„De dandser jo nydeligt,” udraabte Frederik, „De slipper paa min Ære ikke for at dandse med mig.”
Han ændsede ikke mit Afslag, og atter var jeg paa Gulvet.
„Lad der blive sidste Gang, Mamsel Staal, at De gjør saadanne Scener,” hviskede Fru Bärenschild, „ellers bliver jeg nødt til at prostituere Dem, hvor nødigt jeg vil, min Gode, ved høit at minde Dem om, hvem De er.”
Jeg gik atter hen til Fortepianoet, efter med en ydmygelse at have kjøbt den korte Morskab.
Meget ofte blev jeg gjort Uret, men ligesom der i enhver Overvurdering ligger en skjult Bitterhed, ligger der i enhver Miskjendelse en skjult Sødme. „Saaledes vilde Du ikke dømme, kunde Du læse i mit Hjerte,” det er den bittre Tanke i første, og den søde i sidste Tilfælde.
I mangen tung Stund tænkte jeg paa Ord, Moder havde talet af egen Erfaring: „Ethvert aandeligt Gode bliver os tildeel i Forhold til det Alvor og den Inderlighed, hvormed vi begjære det.” — Naar jeg af hele min Sjæl bad om at blive taalmodig, blev jeg det ogsaa, ikke ved egen Kraft, men det blev mig givet.
Amalia kunde undertiden blive dobbelt opfarende, naar jeg stod rolig og taus og hørte paa hendes Bebreidelser:
„Det er som om jeg slog Vand paa en Gaas, jeg troer ved Gud, at Ingenting gjør Indtryk paa det Menneske!”
Og December kom, raa og vaad, med sine mørke Morgener og lange Aftener; jeg fik endnu mere at bestille end sædvanligt, thi Amalia skulde, som Lieutenanten bemærkede, fabrikere en hel Deel Ting til Julen. Hendes egne Dragter vare dog det Vigtigste, og medens jeg syslede med dem, anstillede jeg mine Betragtninger. Hvorfor gjordes alle disse Anstalter? vidste de hvad Julen var? man pleier jo dog kun at feire sine Venners Fødselsdag, ikke Fremmedes, og da pleier man at feire dem, som man veed Vennerne ønske det, som det vil glæde dem; og medens jeg fæstede Garneringerne op med utallige smaa Sløifer, grundede jeg over hvad Julens Herre dømte om deres Opførsel, men idetsamme fortrød jeg mine Tanker og bad ham ret inderligt skjænke mig et skaansomt og kjærligt Sindelag.
Lieutenant Due reiste i Begyndelsen af December til Sverrig, til sin Fætter hed det, han havde Permission til Nytaarsdag.
Hele Familien skulde tilbringe Juleaften hos Oberstens Moder, en meget gammel Dame, der aldrig forlod sit Huus, men ved høitidelige Leiligheder samlede Børn og Børnebørn omkring sig.
Amalia var saa smuk og saa glad den Aften; Hun var Bedstemoders Kjæledægge og ventede en rigtig god Foræring. Louise og Henriette klappede i Hænderne; de saae i deres hvide Kjoler ud som smaa Engle; Julen var i deres Hjerter rigtignok paa barnlig Viis blandet med Tanker paa det store Grantræ, Marcipanfigurer og Foræringer, men den var der dog.
„Pas paa Lys og Ild, Mamsel Staal, læg for Himlens Skyld ikke for meget i Kakkelovnen. De staaer til Ansvar for Huset og bliver naturligviis hjemme. — Kom Henriette! det er dog virkelig latterligt med den rørende Afsked Du tager fra Mamsellen; Du skulde huske, at Du nu er en stor Pige.”
Og bort kjørte de, efterladende mig alene, for første Gang uden at have sat mig Arbeide for.
Jeg gik op og ned i den store Dagligstue; jeg bøiede mine Knæ og takkede Gud, fordi ogsaa jeg havde Deel i Julens Herlighed; jeg græd og var dog saa glad; min Sjæl hævede sig over Tid og Rum, hævede sig hist op, hvor ingen Sorg eller Adskillelse mere skal være. I lang Tid havde jeg ikke faaet Brev, og dog nærede jeg ingen Frygt for de Elskede; jeg kastede al min Sorg paa min Herre, min naadige og kjærlige Herre, som nok vilde bevare dem. Jeg tænkte paa Moders Spørgsmaal: „Have vi i hans Navn overvundet en Feil eller tilegnet os en Dyd?” hvad skulde jeg svare?
Det forløbne Aar havde bragt mig fuld Bevidsthed om mine Svagheder, men tillige lært mig, hvor jeg kunde faae Kraft til at overvinde dem; jeg havde havt godt af Modgangens Skole; det forekom mig som var jeg rykket Gud nærmere; Han havde styrket mig, naar jeg var nedbøiet; Han havde givet mig nye Venner, hvor jeg mindst havde ventet det.
Næste Juul, hvor vilde jeg saa være? jeg svarede mig selv med det Vers af E. Hauch efter Paul Gerhard:
Den Herrre, der med mægtig Aand
Af Støv dig kunde skabe,
Han holder og Din Djæl i Haand
Og vil den aldrig tabe;
Derfor Du vente maa med ro,
Til Du hans Stemme hører,
Saa vil han bygge Dig en Bro,
Der til Din Frelser fører.
Det bankede paa Døren og til min Forundring traadte Lise Stuepige ind.
„Ak, Mamsel Staal, jeg har mange Gange tænkt paa hvad De sagde, at jeg skulde lære at kjende Dem bedre. Lille Frøken Jette meente, jeg skulde sige Dem det; Gud veed, jeg har tidt fortrudt, om jeg var lidt spids i Begyndelsen; nu kjender jeg Mamsellen, har seet hvor taalmodig De har været, og at De aldrig har talt ondt for noget Menneske, men undskyldt hvor De kunde. — Der er Ord, sagde min salig Fader, som blive siddende i Halsen, jeg mærker nok, at om Forladelse er eet af dem, men ud skal det alligevel.”
„Tak, Lise, De har forskaffet mig en sand Glæde.”
„Ja, jeg har da noget Bedre end det.”
Lise slog Døren op til Spisestuen, hvor et net Thebord var dækket; midt paa Bordet stod en stor Julekage med Voxlys om og en Grankvist stukket ned i Midten.
„Det er fra Frøken Jette; Hun holder saamænd af Mamsellen, som om De var hendes kjødelige Søster, og De er da ogsaa en bedre Søster mod hende, end den anden, naa, det er sandt, saadan maa jeg vel ikke tale. Sæt Dem nu ned, Mamsel Staal, og gjør Dem tilgode; Julekagen er delikat, det veed jeg bestemt, for min Forlovede, Anton Jensen, er Bagersvend og har selv lavet den.”
„Vil De ikke blive, Lise, og drikke en Kop The med mig iaften.”
Hun takkede, tog meget beskedent Plads paa Hjørnet af en Stol og skar Julekagen for. Inden Theen var drukket, vidste jeg hvorledes Anton Jensen saae ud fra Top til Taa, kjendte hans gode Egenskaber og hans Feil, hvoraf den største var en vis Lyst til at være fiin og flot, en Feil, som Lise dvælede ved med kjendelig Stolthed.
Det ringede paa Klokken og Lise skyndte sig, i Tjenerens Fraværelse, at lukke op.
„Naa, Gud skee Lov, saa har De da ogsaa Venner, der tænke paa at fornøie Dem; her er en Pakke til Dem.”
Fra Italien! det jublede inden i mig; jeg tog den lille, lette Pakke i min Haand og kyssede den mange Gange; derpaa gik jeg ind i Dagligstuen, stillede to Lys paa Bordet under den kjære Landsoldat, og lagde min Pakke og Hennys Grangreen mellem Lysene. Lise trak sig tilbage, jeg var ene og kunde i Ro og Mag glæde mig over mit lille Julebord.
Det varede noget før jeg aabnede Pakken; den indeholdt et yndigt Haararmbaand. Henad den mørkebrune Bund af Moders skjønne Haar laa en glindsende gylden Bladkrands af Minnas Lokker. Laasen var af Elfenbeen, Prosessoren havde malet en deilig lille Due med et grønt Blad i Munden paa den: Duen med Oliebladet; det havde sin Betydning, vidste jeg, han vilde ikke skuffe mig med et falskt Haab.
Mit Hjerte var fuldt af Lov og Tak, min Bøn var en Velsignelse over de Kjære.
Men hvem tilhørte den sorte Krands, der indfattede Laasen; det maatte Brevet kunne sige mig. Ak, det var Hedevigs Haar, den blide, elskelige Hedevigs. Hun havde ogsaa skrevet et Par Linier:
„Glædelig Juul, jeg holder saa meget af Dem og ønskede saa gjerne at see Dem, dog det skeer ikke; næste Juul vil jeg feire paa et bedre Sted; men skjøndt vi aldrig skulle mødes, vil De dog undertiden skjænke mig en venlig Tanke og ikke vredes, fordi mit Haar er forenet med saameget dyrebarere Væseners, med Moderens og Søsterens.
Glædelig Juul, af hele min Hjerte ønsker jeg Dem en glædelig Juul. Hedevig Bang.”
Minna havde skrevet det haabefuldeste Brev, og Moder et uendelig kjærligt, men tillige udforskende: „Havde jeg Dig hos mig, lille Mie, skulde Du anderledes komme ud med Alt; jeg skulde ordentlig faae Dig til at skrifte, Du slemme Barn.”
Hendes Haand var fastere end før; jeg saae paa min lille Due med Oliebladet, og Haabet blussede livligt op. Professorens Brev var Humor, Liv og Lystighed, „Magneten drager mig mod Nord”, skrev han.
Jeg var saa glad, at jeg reent havde glemt mine Kakkelovne; tillykke var det tidsnok, og da det brændte i alle Værelserne, satte jeg mig ved Klaveret og sang:
"Et Barn er født i Bethlehem.”
Klokken eet kom Vognen; jeg løb ned for at tage imod dem med det levende Ønske, at kunne meddele den lidt af min Juleglæde.
„Glædelig Juul.”
Oberstinden saae paa mig, som mistænkte Hun mig for at have sat Ild paa Huset eller stjaalet Sølvtøiet. Amalia svarede med et mekanisk: Iligemaade.
„Hu, hvor jeg har kjedet mig iaften. det var da ogsaa ærgerligt at Grandmama skulde give mig et chinesisk Shawl, Mage til det jeg har; De maa see at faae det byttet, Mamsel Staal.”
Jeg tog lille Jette i mine Arme og takkede hende for Overraskelsen; derpaa viste jeg begge Børnene mit Armbaand.
„Og troer Du virkelig, at Duen betyder saameget; Gud skee Lov, saa vil min Bøn opfyldes; jeg bad ret inderlig imorges, at Du næste Juul maatte være hos Din Moder og have det rigtig godt.”
„Fy Henny, hvor kan Du ønske saadant Noget? Marie maa ikke tage fra os; vi kunne ikke undvære hende, nei, paa ingen Maade.”
Jeg kyssede dem og takkede for al den Kjærlighed, de, efter deres forskjellige Naturer, ydede mig.
Nytaarsaften skulde vi have stort Selskab, Dands, Lotteri og Juletræ. Det blev overladt til mig at pynte Træet, og fra den tidlige Morgen var jeg beskjæftiget med at numerere og hænge op.
Druer, Confiturer, kostbare Nipssager samt en heel Deel forarbeidede Gjenstande, der for Størstedelen vare udgaaede fra min egen Haand, skjulte næsten det store Grantræ, og det var ordentlig vanskeligt at faae Plads til alle de couleurte Lamper. Jeg tænkte paa vort lille Juletræ med de slanke Voxlys og de faa Nødder og Æbler; mon det vilde opvække blot halv saamegen Glæde? jeg tænkte, at Lotterier ikke ere efter min Smag; det Behageligste ved Gaven, den venlige Maade, hvorpaa et Ønske bliver gjættet og opfyldt, manglede; Giverens Tanker have ikke været kjærligt beskjæftiget med Modtageren. Medens jeg saaledes raisonnerede, blev Træet færdigt og stod der, saa rigt, stolt og malerisk, at jeg ikke kunde nægte det min Beundring.
Der var Liv og Glæde, da Selskabet efter Aftensbordet kom ind i Salen til det oplyste Træ, Amalia blev almindelig rost. „Frøkenen er uovertræffelig i den Kunst at arrangere”, læspede Frieren. Han tilbød sig derpaa at byde Numrene om, og kom langt om længe ogsaa til mig; jeg vilde netop afslaae det, da Oberstinden udbrød:
„Mamsellen spiller ikke med; hun faaer Sit imorgen.”
Geheimeraadinde Trolle nærmede sig og spurgte meget høfligt og roligt:
„Jeg haaber da ikke, min kjære Cousine, at det er et Uhr.”
„Et Uhr?” gjentog den forbausede Oberstinde.
„Det glæder mig, at det ikke er Tilfældet; jeg frygtede, at De var kommen mig iforkjøbet; jeg har længe glædet mig til at give Mamsel Staal dette Uhr, som et Tegn paa min Anerkjendelse og mit Venskab.”
Alles Øine vare fæstede paa Donna Grandezza og mig, medens Hun med endnu mere end sædvanlig Anstand, tog Kjæde og Uhr af sin Hals og hængte det om min.
Jeg veed ikke, om Hun virkelig havde bestemt dette forud, eller om hun i Krænkelsens Øieblik besluttede at give mig en storartet Opreisning.
„Og nu, min kjære Mamsel Staal,” tilføiede hun sagte, „vil jeg ønske Dem et bedre Aar end dette og gjentage mit Tilbud fra i Sommer.”
Jeg takkede af et fuldt Hjerte, men afslog det, idet jeg fortalte, at der var mere Udsigt for os til at forenes.
Hvor venlig Geheimeraadinde Trolle altid viste sig imod mig, var hun dog aldeles ikke familiair; det var den ældre, fornemme Dames Godhed mod den beskedne, unge Pige.
„Glædeligt Nytaar, et tusind Gange bedre Aar end det forrige,” raabte lille Henny næste Morgen.
„Glædeligt Nytaar, og gid De snart maa komme herfra,” ønskede Lise. „Herregud, dette er intet Liv for et ungt Menneske.”
Alle mine Venner ønskede mig et bedre Aar; det maatte betyde noget Godt; jeg begyndte 1856 med det bedste Haab.
Da jeg kom ind, fik jeg Mit tilligemed de øvrige Folk. Det bestod i ti Daler. Jeg havde ingen Lyst til selv at bruge dem, og bestemte dem til to Sølvskeer til Lise og Anton Jensen.
Lieutenant Due kom om Eftermiddagen; han saae lykkelig og mandig ud; Nonchalancen var som blæst bort, men det varede ikke længe, før Fru Bärenschilds og Amalias Bemærkninger kaldle hans gamle Væsen tilbage.
„Jeg har ret længtes efter at tale alene med Dem, min kjære Frøken Staal,” sagde han næste Morgen; „jeg har de venligste Ønsker og Hilsner med til Dem; et Brev har jeg ogsaa; maaskee De allerførst vil læse det”.
Han saae ubeskrivelig skjelmsk ud, da han rakte mig Brevet. Det var fra Maja og indeholdt det kjærligste Tilbud om at betragte hendes Hjem som mit, og, saasnart Foraaret gjorde Reisen mindre besværlig, begive mig paa den. Venner havde de næsten allevegne, skrev Hun; de vilde tage imod mig med aabne Arme; det Nærmere kunde vi aftale, naar jeg havde truffet min Bestemmelse.
„Egentlig talt, Frøken Staal, finder jeg ikke det er noget at græde over.”
„Jeg græder af Glæde og Taknemmelighed. Det er skjønt at lære saa gode Mennesker at kjende, men tage derimod kan jeg ikke.”
„Vil De ikke tage derimod! naa, det maa jeg sige var en deilig Maade at vise sin Glæde og Taknemmelighed paa.”
„De maa ikke blive vred; et saadant Tilbud fortjener vistnok ikke at afvises af falsk Æresfølelse eller andre saadanne Grunde; jeg vilde uden Betænkning tage derimod, hvis jeg ikke haabede snart at kunne flytte sammen med min Familie.”
„Deres Familie. jeg giver ikke en Pibe Tobak for Deres Fa- om Forladelse. Hør nu, min kjære Marie, en Skildring af det Hjem, der tilbydes Dem, før De afslaaer det; De er jo dog ellers en fornuftig Pige, og føielig, altfor føielig. Hør nu efter.”
Lieutenant Due tog en Kaffemølle ud af min Syæske, satte sig magelig tilrette og begyndte sin Skildring, medens han ufortrødent trak Alenmaalet ud og malede det ind igjen.
„Præstegaarden er gammel og forfalden, men hvor tarveligt Meublementet end er, er der dog sirligt og ubeskrivelig hyggeligt i de lave, rummelige Værelser. Haven er stor og fuld af Roser og andre Blomster; dem passer Maja alene; kunde De ikke nok have Lyst til at hjælpe hende? Egnen, dog den Slags forstaaer jeg mig ikke synderligt paa, Menneskene er mig det Vigtigste; Jeg vil derfor begynde med Husets Herre. De maa ikke vente i ham at finde en af disse alvorlige Præstemænd, paa hvis mørke Ansigter man, i ti Skridts Afstand, kan læse, at Jorden er en Jammerdal; tvertimod, han er trivelig, jovial, holder nok af sin halvskilings Whist, en lille Bolle Punsch i godt Selskab og Erindringerne fra sin glade Studentertid. han elsker Ungdom og Lystighed, er vittig og spøgefuld, men — og dette er Noget, som vil hæve ham i Deres Øine — i eet Kapitel taaler han ingen Spøg. Naar En eller Anden, opmuntret af Præstens livsglade Væsen, vover at lade Ironiens Pile streife Religionens Gebet, bliver den gjæstfrie Vært aldeles forvandlet, og det ulykkelige Menneske maa takke Skjæbnen, naar han ikke bliver viist Døren. Hvorledes hans Taler ere, skal jeg ikke formaste mig til at bedømme, jeg veed kun, at Maja finder dem deilige; jeg holder mere af Gjerninger end af Ord, og mangen kold, mørk Nat har jeg seet ham uden Betænkning forlade sin Seng, for at bringe en Syg Trøst, og det ikke alene aandelig Trøst, Maja maatte sørge for, at Kurven med noget Kvægende kom bag i Vognen. Selv med Penge, det Eneste det kniber paa i det ellers flotte Huus, hjælper han sine fattige Sognebørn, og, saa sandt jeg lever, er han derfor nødt til at gaae med Lapper paa sine Stadsstøvler. Hans Kone er den personificerede Velvillie; det er hendes Livsopgave at gjøre Gjæsterne — der er altid Gjæster — og Husets egne Beboere det saa behageligt som muligt. Naar man vil vinde hendes Venskab, skal man blot tage rigtig for sig af de indbydende Retter; Folk med smaa Appetiter holder Hun i Reglen ikke af; dog skal De ikke frygte, at Hun af den Grund vil nære Uvillie mod Dem; Maja spiser heller ikke meget. Den gode Svigermama holder lidt mere af Sladder end Manden ønsker, men det tjener — idetmindste i mine Øine — kun til at forøge hendes Gemytlighed. See saaledes er Ægteparret; nu kommer Touren til Maja, og jeg maa see at fatte mig kort; De kjender hende jo allerede af mine ofte gjentagne Beskrivelser. Hun ligner mest Papa; den bedste Pige, der kan være Liv og Blod i, et Hjerte, der er aabent for Alles Sorger og Glæder, en Mund, der altid er rede til at trøste, opmuntre og undskylde. — Tjenestefolkene ere Alle gamle igaarde; jeg har rigtignok lidt Mistanke om, at de snyde vor Præst lumsk, men hvad skal man sige, destomere holde de af ham. — Naa, Frøken Staal, nu er jeg færdig; Præsten vil være Deres Fader, hans Kone Deres Moder, Maja Deres Søster; kan De modstaae en saadan Søster, kan De have Hjerte til at bedrøve Maja ved at sige Nei.”
„Det vil ikke bedrøve hende; det vil glæde hende, at jeg kommer til mine Egne; næste Gang De skriver, maa jeg nok faae en Seddel i med, hvori jeg kan takke hende, som jeg føler Trang til.”
„Jeg kan jo ikke tvinge Dem, men Dette havde jeg ikke ventet; De maa troe, at det slet ikke er behageligt for En, der holder af Dem, at see hvorledes De behandles her; det er mig yderst pinligt, saameget mere, som jeg, ved at blande mig deri, kun vilde forværre Deres Stilling; De er et af de Mennesker jeg holder mest af, og jeg havde glædet mig oprigtigt til, at De skulde faae det godt.”
„Det vil jeg ogsaa nok til sin Tid; jeg takker Dem saa inderligt for al Deres Venlighed, og jeg behøver vist ikke at sige, at jeg ogsaa holder meget af Dem.”
„Det skal De ikke; der er ikke Noget, der er værd at holde af ved mig; vil De troe det, mange Gange hader jeg mig selv.”
Lieutenant Due strøg Haanden over Panden, som for at jage en Sky bort, og tilføiede i en halv alvorlig, halv letsindig Tone: „Jeg er igrunden en slet Karl, De maa ikke lee, der er ikke to Meninger om, at jeg igrunden er en slet Karl.”