„Barmhjertige Gud, hvad er der skeet? hun bløder! Tal til mig, Barn, hvor gjør det ondt?”
Jeg saae ind i to skjønne, kjærlige Øine, der ængstelig spørgende vare fæstede paa mig.
„Mit Hoved!”
Hun tog mig i sine Arme, og jeg følte med en besynderlig Glæde, hvor stærkt hendes Hjerte slog af Angst for min Skyld.
„Du lille Stakkel, er det dit Hoved; det vil nok snart blive bedre. Du skal ikke være bange for at komme herind til mig, jeg vil blot bade og forbinde Dig, saa skal Du faae Lov til at gaae igjen.”
Hun bar mig ind i den yndigste lille Stue, satte mig paa en Stol ved Vinduet, netop det Vindue, hvor Kanariefuglen hang og fløitede, og forlod mig.
Hvor var Alt dog smukt, endnu langt venligere end hos den gamle Herre. Begge Vinduer vare fulde af Blomsterpotter; paa Bordet stod et Fad med deilige Roser; ligeoverfor mig hang et stort Maleri af en ung Mand i Officiersuniform; hans Øje straalede af Godhed, hans Mund smilede, jeg glemte alt andet for at see paa ham; det var som vilde han stige ud af Rammen og komme hen og tale til mig.
„Gjør det meget ondt?” spurgte den unge Dame som kom ind med et Vandfad.
„Ja,” svarede jeg, og dog gjorde det ikke meget ondt, men det var saa nyt, saa velsignet at blive ynket og kjærtegnet.
Medens hun badede mit Hoved og vadskede Blodet af mit Ansigt, saae jeg nøie paa hende; jeg tabte mig aldeles i Beundring, og hendes Venlighed fik mit lille Hjerte til at banke, dog nu skulde jeg jo snart gaae.
„Gud være lovet, det er blot Huden, der er skrabet.” Hun trykkede et Kys paa min Pande; det var det første Kys jeg modtog, ømt, som Moderens Kys, jeg saa ofte havde drømt om.
„Bliv smukt roligt her, det bløder lidt endnu, jeg vil see at skaffe Dig Selskab.”
Hun aabnede en Dør, og jeg saae ind i en smuk Stue, hvor der var et rundt Bord, blanke Rørstole og aabne Vinduer, der vendte ud til en Have.
„Minna,” raabte hun, idet hun bøiede sig ud af Vinduet, „Minna, kom herind!”
I næste Øieblik blev Døren hurtig aabnet, og en yndig, lille Pige paa min Alder, med flagrende, guldgule Krøller og røde Kinder, kom ganske forpuslet løbende ind; i den ene Haand holdt hun en grøn Vandkande og i den anden et Knippe Radiser.
„See, Minna, denne lille Pige var nær bleven kjørt over, men tillykke slap hun dog med et Stød paa Tindingen; nu maa Du more hende lidt.”
Minna løb lige hen til mig; jeg betragtede hende skarpt, ja endogsaa med en vis Mistro, men hun saae mildt og aabent paa mig og begyndte strax at blæse paa Saaret.
„Det er en taalmodig og god lille Pige, hun har slet ikke grædt eller skreget; min Minna vilde ikke have været saa taalmodig, naar hun var mellem Fremmede.”
„Ja, men Du er her jo, Moder.”
„Du lille Nar, Du tænker ikke, før Du taler; for dette Barn er jeg jo aldeles fremmed. — Hvad hedder Du, min Ven?”
„Marie.”
„See, nu binder jeg dette Tørklæde om dit Hoved, lille Marie, saa maa Du faae Lov til at gaae; Du længes vist efter Moder?”
„Jeg har ingen Moder.”
„Efter Fader da?”
Jeg brast i Graad, en voldsommere og lidenskabeligere Graad, end jeg nogensinde før havde grædt.
„Jeg har hverken Fader eller Moder, jeg har Ingen.”
Den unge Kone tog mig paa sit Skjød og talede blidt og beroligende til mig, jeg var saa forunderlig tilmode, baade glad og bedrøvet.
„Men hvor er Du da,” spurgte Minna, som saae ganske forskrækket ud.
Jeg tørrede Taaren bort og begyndte, saa godt jeg kunde, at skildre mit Liv, mine Lidelser. Jeg formoder, at mit hele Udvortes har været mere veltalende, end mine afbrudte, næsten usammenhængende Ord. Det yndige Ansigt var blevet blegt; hun trykkede mig tættere til sig; jeg følte en Taare paa min Kind.
„Og hvad vil Du nu gjøre, Barn?”
„Jeg vil gaae bort.”
„Hvorhen?”
„Bort, reent bort.”
„Ak, min kjære, lille Pige, man kan ikke gaae reent bort, man kan ikke gaae ud af sig selv.”
„Moder,” raabte Minna, idet hun blev ganske rød i Hovedet, "maa hun ikke blive her?”
„Tys, Barn, tys.”
Men Minna vilde ikke tie, hun sprang op paa en Skammel, slog sine smaa Arme om Moderens Hals og bad: „Du er den kjærligste Moder, hvis hun maa blive, hun har intet Sted at være; nu er hun her; aa Moder, siig ja, siig ja.”
„Stille, Minna,” svarede hun alvorligt, idet hun reiste sig op og blidt satte mig paa Gulvet, „Du maa ikke bede saaledes; det gjælder ikke alene om at gjøre, hvad jeg gjerne vil, og for mit Liv gjerne vil jeg beholde dette Barn, men om at gjøre hvad jeg bør, hvad jeg kan forsvare for Gud, for hende, for Dig.” Hun gik ud af Stuen; jeg blev saa urolig; alt Blodet strømmede til mit Hjerte.
„Du skal ikke være bange, Du faaer nok Lov til at blive, saa skal Du aldrig mere græde, fryse eller sulte, og vi skulle lege sammen, og Du skal see mine Dukker, ja Du skal have den ene, den pæneste, den, der har begge sine Arme.”
„Ak nei, jeg skal vist bort.”
„Det troer jeg ikke, Moder er saa god, og det er Fader ogsaa, men han er hos Gud oppe i Himlen; det er hans Billede der hænger, see hvor mildt han seer paa os, han holder meget af smaa Børn, dog kun naar de ere artige.”
Jeg forstod hende ikke, jeg saae paa Himlen, jeg saae paa det klare Blik, som Billedet fæstede paa mig.
„Han ligner Dig.”
„Det sige de Alle, men nu maa Du ikke see saa forskrækket ud; Du ryster jo ordenlig. Gud skee Lov, der kommer Moder.
Jeg sank uvilkaarlig paa Knæ og løftede Hænderne op imod hende, da hun traadte ind.
„Marie, vil Du være en føielig, lydig og god lille Pige?”
„O ja, jeg vil være Alt, naar jeg blot maa blive.”
Hun tog mig i sine Arme: „saa bliv da, Barn, Gud lægge sin Velsignelse deri.”
Jeg hørte det tydeligt, men ligesom et Menneske, der fra den sorte Nat bliver ført ind i et Lyshav, uvilkaarligt lukker Øinene, ude af Stand til at taale Lyset, lukkede jeg mit Hjerte for Lykken. Det maatte vist være en Drøm; endelig forstod jeg Alt, ja, det var en Drøm, men den skjønneste jeg endnu havde havt; blot den maatte vare længe!
Jeg blev ført ind i et lille Værelse, hvor der stod to blændende hvide Senge, en stor og en lille, en Servante, et Skab og en lille Sopha. „Den skal være Din Seng indtil videre,” sagde de.
Minna sprang omkring og klappede i Hænderne, medens hendes Moder vadskede mig og med den letteste, varsomste Haand redte og flettede mit lange, mørkebrune Haar. Derpaa blev jeg fra først til sidst iført Minnas Klæder; det passede Alt, ja selv de smaa lakerede Sko og de hvide Strømper. Kjolen var temmelig viid, men det saae man ikke, da den lille, rødtærnede Blouse kom over.
„Nu skal hun see sig selv, ikke sandt, Moder?”
De førte mig ind i Dagligstuen og stillede mig paa en Stol foran Speilet. Jeg saae derinde et næsten fremmed Ansigt, et blegt, magert, uskjønt lille Ansigt, som jeg kun havde en dunkel Erindring om før at have seet afspeile sig i Meubelhandlernes udhængte Speile; jeg havde ingen Glæde af at see paa det, men Dragten var saa yndig, saa glat, saa reen, den lille forvadskede Sirtses Kjole forekom mig som kongelig Pragt. Var det virkelig mine Fødder, der havde disse blanke Sko paa? var det virkelig mit Haar, som altid før havde plaget mig ved at hænge ned i Øinene og vikle sig fast allevegne, der i tykke, glatte Fletninger hang ned paa mine Skuldre?
„Naa min Glut, er Du nu glad?”
„O saa glad!”
„Men sulten, ikke sandt? og det er Minna ogsaa og jeg med; Klokken er bleven over otte.”
Hun gik ud af Stuen, jeg havde saa gjerne fulgt, men vovede det ikke. Blot jeg nu ikke skal vaagne, før hun kommer tilbage, tænkte jeg.
„Her skal Du see mine Dukker, det er Ingeborg, hun har kun een Arm, men det seer man ikke, naar hun ligger i Sengen, og her er Dagmar, hun er af Porcelain og kan vadskes, det skal være din Dukke; og her har jeg en Mølle, en Boldt, Billedbøger og et Fjerboldtspil.”
Alle Herlighederne laae udbredte for mig, men jeg skjænkede dem kun halv Opmærksomhed, mit Blik var fæstet paa Døren, og jeg blev først rolig, da Minnas Moder kom ind igjen.
Hun bredte en Dug paa Bordet, satte en Tallerken lækkre Rugbrødssmørrebrød, en Kande Mælk og tre nydelige, smaa Kopper frem. Minna kom med Radiserne; de vare fra hendes egen Have, tre røde og to hvide til hver. Det smagte udmærket, ganske anderledes end Mad ellers smagte i Drømme, mon jeg skulde være vaagen? nei, nei, nei.
Minna laa i den lille Seng og jeg laa paa Sophaen, laa saa besynderlig blødt og deiligt paa de snehvide Puder.
„Godnat, lille Moder.”
Hun bøiede sig over Minnas Seng, klappede og kyssede hende; jeg kunde næsten høre mit Hjertes Slag, hvad vilde der nu komme.
„Godnat, Marie.”
Øinene saae ligesaa kjærligt paa mig, Kysset var ligesaa varmt; jeg klyngede mig til hende.
„Hvad betyde disse bedende Øine, lille Marie?”
„Gaa ikke endnu, bliv lidt, jeg er saa bange for at vaagne.”
„Min stakkels, lille Unge, troer Du, det er en Drøm? det er det ikke; nu er Du vaagen, men Du skal smukt sove og først vaagne imorgen, vaagne her. Gud velsigne min lille Pige.”
Hun slukkede Lyset og gik iseng.
Jeg gjorde mig Umage for ikke at falde isøvn, af Frygt for at vaagne; at der laa en Modsætning heri forstod jeg ikke, men Søvnen kom dog med stærke, rædsomme Drømme. Dorthe og min Stedmoder vare efter mig; jeg styrtede bort, men de kom nærmere og nærmere; da løb jeg op i Huset, hvor den gamle Herre boede, for at skjule mig der, men hans Pige stod i Døren og slog mig med Kosten i Hovedet, saa jeg tumlede ned ad Trappen og vaagnede derved.
Maanen skinnede paa Væggen, paa de to Senge, paa min Hovedpude, Uhret dikkede; jeg listede mig ned paa Gulvet, sneg mig hen til den største Seng, saae paa det skjønne, rolige Ansigt, trykkede mine Læber paa den smalle Haand, der hvilede paa Tæppet og begyndte at fatte, at haabe, at troe, at det var Virkelighed, at jeg havde forladt den ulykkelige Tilværelse og var gaaet over i den lykkelige.
Sagte krøb jeg iseng igjen, lukkede trygt mine Øine og sov en rolig, vederkvægende Søvn uden Drømme.
„Syvsover, vaagn op.”
Minna stod fuldt paaklædt foran mig, da jeg slog Øiet op og forundret saae mig omkring; hun lagde fine smaa, buttede Arme om min Hals: „Godmorgen, lille Søster.”
„Godmorgen, Du dovne Barn! naa, hvor vaagnede Du saa? var det en Drøm, eller havde jeg Ret, siig saa Godmorgen til Din Moder.”
„Moder?”
„Ja Moder, vil Du ikke nok holde af mig som af en Moder?” O, jeg var lykkelig, saa lykkelig, at det forekom mig, som maatte jeg dog komme derfra, som kunde dette umuligt vare ved.
Mælken og Smørrebrødet stod og ventede, de vilde ikke drikke, før det nye Barn kom.
„Om Morgenen faae vi ingen Radiser,” sagde Minna, „for saa vilde de ikke kunne holde ud.”
Moder — hvor sødt var dette Navn ikke for mig — førte mig hen til Maleriet.
„Lille Marie, see nøie paa ham, det er Din Fader. Han er en salig Aand hos Gud, men Kjærligheden forbinder ham endnu med os; han bifalder, o, det er jeg saa vis paa, at Du er blevet mit Barn. See hvor kjærligt hans Blik er, hans Hjerte var endnu kjærligere, see hvor hans Mund smiler, der er aldrig gaaet et bittert eller usandt Ord over hans Læber.”
„Kom, Marie, lad os løbe ud i Haven. Kan Du vande?”
„Nei.”
„Saa skal jeg lære Dig det. Først fylder man denne lille Kande med Vand, saadan, nu skal Du see.”
Duggen glindsede paa Blomster og Blade i den lille Have, der var deelt af en Gang, som endte i et Lysthuus. Paa den ene Side stod slet ikke andet end Blomster, paa den anden mest Urter; i det ene Hjørne var et Kirsebærtræ, i det andet to Nøddetræer. Minnas Bed laa tæt ved Lysthuset; det var garneret med Radiser og Gulerødder; i Midten stod en vissen Tulipan, men eengang havde den været deilig. Minna trak en Gulerod op, tørrede den af i Toppen og gav mig den.
„Der, hvor alle Blomsterne staae, det er Professorens Side, Kirsebærtræet er ogsaa hans, men der er næsten ingen Bær derpaa; dem spise Fuglene; han holder saameget af Fugle og bryder sig ikke derom; hver Morgen giver han dem et Franskbrød, og Juledag faae de en stor Julekage. — Det er Mette der gaaer, hun er baade vor og Professorens Pige. Kan Du tale med Fingrene?”
Tale med Fingrene, det var noget, jeg slet ikke kunde tænke mig, mindre selv udøve.
„Døvstumme Folk tale altid med Fingrene, det kan Du snart lære. See, dette er A.”
„Hvad er A?”
„Kan Du ikke Bogstaver?”
„Nei.”
"Ja saa maa Du først lære det.”
Jeg følte mig yderst vankundig. Imidlertid nærmede Mette sig, idet hun klappede i Hænderne, lo og gjorde de besynderligste Grimacer. Hun var hverken ung eller gammel, under Middelhøide, havde en lille, grøn Fløiels Hue paa Hovedet, milde, livlige smaa Øine og de raskeste Bevægelser, man kunde tænke sig. Med overtroisk Skræk saae jeg Minna stille sine smaa Fingre paa forskjellige Maader, som Mette gav tilkjende, at hun forstod, hvorpaa hun besvarede dem. Jeg mærkede, at det var mig de talte om og havde stor Lyst til at løbe min Vei, men Mette forlod os, før jeg fik det iværksat, kastede sig ned og lugede mellem Blomsterne.
„Du skal ikke være bange for Mette, jeg holder saa meget af hende; kan Du see, hvor hun kysser Rosen, det gjør hun altid, naar een er rigtig smuk. Aa, nu skal Du bare see, der er Professoren.”
Et Vindue blev aabnet, og en høi, mager Mand, hvis sneehvide Haar stak endnu mere af mod hans brunrøde Kinder kom tilsyne. Hans lyseblaa Øine straalede af Tilfredshed, medens han plukkede et Franskbrød i ganske smaa Stykker og kastede dem ud i Haven. Det var, som havde Fuglene ventet derpaa, thi de kom strax og flokkede sig om det lækkre Maaltid.
„Minna,” raabte han, da den sidste Krumme var fortæret, „vil Du komme ind og see, nu har jeg endelig faaet min Dreng færdig.”
Hans Dreng færdig! det var besynderligt, jeg forstod det ikke, dog jeg forstod jo saa lidt.
Minna hoppede hen til ham, steg først op paa Bænken, der stod under Vinduet, traadte derpaa dristig paa hans udstrakte Haand og blev løftet ind. Jeg stod aldeles forbauset og saae efter hende.
„Det er en forskrækkelig Vildkat, den Søster, det ville vi ikke lære, vel Marie? vi ville altid gaae ind af Døren og ikke af Vinduet.”
Moder tog mig i Haanden, jeg følte mig saa tryg i hendes Selskab; vi gik ind i Huset og hun bankede paa den Dør, der var ligefor vor.
Den høie Herre lukkede op, rystede Moders Haand og nikkede til mig. Stuen var ligesom vor Stue, og dog saae den ganske anderledes ud: der var saamange Malerier, saamange underlige Ting, men det Hele var dog smukt.
„Godmorgen, min kjære Prosessor, har Minna fortalt Dem om den nye Søster, og hvad synes De om det?
„I ethvert Tilfælde vilde jeg synes godt derom, finde det ædelt, herligt, men nu, da De har gjort det, er det tillige rigtigt, fornuftigt, De, den fornuftigste lille Kone paa Jorden.”
Han tog mig under Hagen, løftede mit Hoved op og saae opmærksomt paa mig.
„Tag Dig iagt, Marie, han tænker allerede paa at gjøre Dig udødelig.”
Jeg trak mig tilbage. Han maatte bestemt være en Troldmand, skjøndt han saae saa god ud og slet ikke lignede de Troldmænd, Dorthe havde talt om.
„Nu maa De see min Dreng, han er ganske færdig.”
Jeg trykkede mig tæt op til Moder, meget bange for den færdige Dreng.
Vi gik ind i det andet Værelse; jeg blev betydelig lettet, da jeg saae, at det kun var en malet Dreng, og fik Mod til rigtig at betragte ham, og jo længere jeg saae, jo mere levende blev han.
Det var en fattig, lille Dreng; hans Dragt var pjaltet, hans smaa Fødder bare, hans Haand udstrakt efter Hjælp, men kun lidt udstrakt, han vilde nødig bede, det læste jeg i hans store, sørgmodige Øine, der dog saae saa tillidsfulde ud, som om Ingen kunde afslaae ham noget. Det var et skjønt Ansigt, et kjærligt Ansigt, et ubeskrivelig sørgmodigt Ansigt. Han levede, han aandede, jeg kunde ikke andet, jeg brast i Graad.
„Den stakkels, lille Dreng. nu har jeg det saa godt.” Professoren klappede i Hænderne.
„Jeg gamle Skarn,” raabte han, „glæder jeg mig ikke over hendes Taarer; saadanne Ord ere Musik; Naturbarnets Ros er Musik. De græder ogsaa, Frue, og jeg gamle Skarn glæder mig derover.”
Aldrig har De efter min Mening malet noget Fuldkommere; efter at have seet det, er jeg dobbelt glad over at have taget Marie.”
„I Høienlotfssale skal det hænge; en mægtig Mand bad mig male ham et Stykke, hvad jeg selv vilde, og da valgte jeg dette. Jeg har aldrig følt mig mere begeistret, det har været som noget Høiere har styret min Pensel. Naar Lysekronerne skinne paa et talrigt Selskab, paa Silke, Fløiel og Guld, da skulle de ogsaa skinne paa den fattige Dreng, og hans bedende Blikke ville, med Guds Hjælp, vække Medlidenheden i de Hjerter, hvor den ikke er død, men kun sover.”
„Jeg finder, at det kunde være endnu smukkere,” sagde Minna dristig, „naar Du ogsaa havde malet en god Mand ved Siden, som gav Drengen Penge, og saa var det heller ikke nær saa sørgeligt.”
„Du er en rigtig lille Nar,” lo Professoren; „hvem vilde give Drengen, naar han allerede havde faaet. Han er en Repræsentant for alle fattige smaa Drenge; hans Bøn bliver den samme Aar for Aar; han faaer aldrig nok, saalænge der er Armod paa Jorden. — Sæt Dem, min kjære Fru Staal, her i Bedstemoders Lænestol. De troer ikke, hvor jeg er glad; lad dem hæve mig til Skyerne i Bladene, lad dem rive mig ned, jeg bryder mig lige lidt derom, ja selv om de sagde, at min Kunst begyndte at gaae i Barndom, vilde det være mig ligegyldigt; jeg har faaet Opmuntring nok af dette Barns Mund for lang Tid.”
Han satte mig paa det ene Knæ og Minna paa det andet og begyndte at synge; „Rosen blusser alt i Danas Have.”
Moder og Minna stemmede i med; jeg var aldeles forbauset og henrykt.
„Professor Lange, jeg har en Bøn til Dem; vil De gaae til Maries Stedmoder og tale med hende, vi kunne jo dog ikke beholde Barnet, uden videre, som en vild Fugl.”
„Hun seer mere ud som en tam Fugl, en altfor tam Fugl. Hvor boede Du, Du Smaa?”
Jeg blev uendelig bange, o, de vilde dog vist sende mig tilbage igjen, naar de vidste, hvor min Stedmoder boede; jeg turde derfor ikke sige det, men taug haardnakket.
„Men saa svar dog! er Barnet aldeles fra sine Fem, seer hun ikke paa mig, som troede hun jeg vilde forraade hende.”
„De maa ikke være vred; hun er vist ofte bleven narret. See paa mig, Marie, troer Du ikke jeg holder af Dig, troer Du jeg vil miste Dig, ligesom jeg har faaet Dig. Det kan ikke være andet, Du maa bestemt have Tillid til mig, hvor boede Du?
„Adelgade Nr. — oppe paa Kvisten til Gaarden.”
„De er en Tusindkunstner, Fru Staal! nu skal jeg imidlertid skynde mig for at befrie den lille Mistroiske for Ængstelse.”
Han kom alligevel ikke igjen før om Eftermiddagen; han havde truffet Bekjendte, og Klokken var bleven fire, før han troede den var tolv. Der var ikke det Mindste iveien fra min Stedmoders Side; hun havde været sjæleglad.
„Men den Anden,” sagde han, „det var en mærkelig En, en ganske mærklig Een; spaaede hun ikke i Kort?”
„Nei.”
„Eller i Kaffebønner, hun gav sig bestemt af med at spaae.
Jeg forstod ham ikke rigtigt, men svarede dog nei.
„Ja, spaaer hun ikke, saa skal Verden alligevel see hende som Spaakvinde, det skal jeg være Mand for. Her er Barnets Døbeseddel.”
Moder tog det gule, krøllede Papir, læste det igjennem, glattede det og gjemte det i Chatollet.
Jeg vidste ikke, hvad Papiret indeholdt, men jeg var bange for det; det forekom mig som det sidste Baand mellem mig og Fortiden; jeg ønskede inderligt, at det ikke havde været, ja, længe efter blev min Lykke forstyrret, hvergang jeg huskede paa det gule Papir i Chatollet.