Vognen fra Lindely ventede ved Skibsbroen; Bedstefaders laadne Pelts laae paa Sædet. Det var en klar Frostnat; den store rødgule Maane saae koldt ned paa Jorden; Sneen skinnede frem af alle Fordybninger og Grøfter, Hjulene knirkede paa den frosne Vei. Træerne i Alleen saae ganske spøgelseagtige ud, og hvor underlig stille og uhyggelig laae den gamle røde Gaard ikke der i Maaneskinnet Det var ordentlig en Lettelse, da Hundene begyndte at gjøe. Et Øieblik efter saaes Lys indenfor Gangvinduerne, og Døren blev aabnet.
O, er det Dig, Elisabeth, hvor jeg er glad Du kom!" Laura kastede sig heftigt om min Hals. "Jeg er saadan en Tosse, der hverken veed ud eller ind, men nu, Du er her, bliver Alt nok godt. Tante har givet sine Ordres lige til iforgaars, hvor syg hun end var, og dem have vi Alle rettet os efter, men nu kan hun ikke mere, og jeg forstaaer ikke at sætte mig selv igang, mindre Andre; det maa Du nu, Betty! o, jeg skal være saa flink og lydig, naar Du blot vil sige: saadan og saadan, Laura."
Hun var ganske bleg og afkræftet, den kjære lille Pige.
"Allerførst skal Du gaae iseng, ingen Indvending, hvor blev ellers din Lydighed. — Jeg kan dog ikke sove inat og vil vaage hos Tante."
Det lille Cabinet nede var indrettet til Sygeværelse; Natlampen brændte mat; en af Pigerne sad ved et Bord, der var opfyldt af Medicinflasker og Glas, og nikkede over sit Strikketøi; Tante laae urolig i Sengen. Jeg lagde mig paa Knæ ved hendes Side og talte kjærligt til hende, dog hun kjendte mig ikke, skjøndt hun ofte nævnede mit Navn i en medlidende, bedrøvet Tone.
"O Julius, Julius, hvor kunde Du nænne at knuse Elisabeths Hjerte", klagede hun.
Julius var Navnet paa ham, hun havde holdt af; i sine Phantasier forvexlede hun uophørlig sig selv med mig. Om Bedstefader talede hun ogsaa, og til sin Moder, som var hun nærværende, men altid vendte Tanken dog tilbage til den Troløse.
Efterhaanden blev Stemmen svagere, og de rolige Mellemrum længere, og endelig faldt hun i en, tilsyneladende, blid og tryg Søvn.
"Hvorledes gaaer det? — her blev saa stille!" Bedstefader stod i Døren med sit Lys i Haanden og saae ængstelig hen til Sengen.
"Hun sover nu; med Guds Hjælp er det bedre. O, Bedstefader, bliv endelig paa dit Værelse, Du kan ikke taale —"
"Nu gaaer jeg. — Du passer hende jo rigtig godt, lille Laura?"
"Det er Elisabeth, Bedstefader."
"Ah, jeg seer det. Gud velsigne Dig, Barn, at Du kom strax; jeg er ganske fortumlet, mærker Du nok. — Kom herind i Havestuen og tal lidt med mig. — Troer Du, troer Du jeg beholder hende?"
Han saae med et angstfuldt Blik hen paa mig; Lyset skjælvede i hans stærke Haand.
"Jeg troer det ganske vist, Bedstefader, jeg haaber til Gud, at hun vil komme sig."
"Men jeg har ikke fortjent det, har jeg vel?" — han trykkede sin Pande haardt mod den frosne Rude, — "jeg vidste ikke hvad for en Skat hun egentlig var, arme Sjæl, og tænkte ikke paa at reise og trøste mit eget Barn. Rammer Gud mig haardt,
har jeg forskyldt det." — "Og hendes Moder", vedblev han, "som jeg elskede saa høit, hvordan kan jeg forsvare det for hende? — O, Herre min Gud, lad hende leve, og jeg vil takke Dig til min sidste Stund!"
Maanen skinnede klart ind paa den gamle Mand, der bøiede sit Hoved, foldede sine Hænder og ydmygede sig for Gud.
Henad Morgenstunden kom Laura med en anden Pige, for at løse mig af; nu skulde jeg hvile ud, paastod hun bestemt. Jeg gjorde dog først en lille Ronde i Kjøkken og Spiiskammer, og søgte al sætte Alt i den vante Gang.
"Frøken Christine er saamæn selv Skyld i, at man ikke kan tage sig bedre i Tingene", forklarede Kokkepigen, "betroede hun En mere, blev man fermere. Selv er hun nu saa mageløs; Kors, hvad hun kan overkomme! — godt, vi fik Frøknen herud; lille Frøken Laura har jo ikke den Forstand, naturligviis."
"Bare vi maae beholde vor gamle Frøken", fortsatte den venlige lille Ane, "hun meente det dog saa inderlig vel med os Alle, skjøndt hun lod som Ingenting. — Hvor hun pleiede mig, det Menneske, ifjor jeg var syg; der var ikke Det, der var for godt til mig. Det skal være en glad Dag, naar hun kommer op igjen, om det skeer. — Nei, Frøken, der maa Bøtten med Havregrynene ikke staae, her, heelt henne i Hjørnet. Jeg er saamæn ganske bange for at stille Noget forkeert nu; det er, som maatte det gjøre hende ondt og plage hende, skjøndt hun ligger i Sengen og ikke kan see det."
Klokken var tolv, da jeg vaagnede efter en urolig uhyggelig Søvn. Tante saae meget mat og medtagen ud, som hun laae der med lukkede Øine; hun sov ikke, thi da jeg nærmede mig, vendte hun sig strax om.
"Lille Elisabeth! saa Du er kommen!" Det var et venligt, taknemmeligt Blik jeg fik.
"Jeg sov saa deilig roligt henad Morgenstunden, og er langt raskere. — Nu har jeg været vaagen en Timestid; — man ligger og tænker paa saa Meget, saa Meget."
Hun sukkede, men smilede dog idetsamme, næsten fornøiet.
"Du maa ogsaa komme Dig snart, Tante, Alle og Enhver her paa Gaarden savne Dig."
Jeg tog Plads paa Sengekanten og fortalte hende om Bedstefaders Nattebesøg og Pigernes Snak i Kjøkkenet.
"Gamle Fader! aa, Herregud, gamle Fader! saa han holder dog lidt af mig, alligevel."
Hun græd stille, men det var trøstefulde Taarer, og det forekom mig næsten, som de dybe, skarpe Furer i Ansigtet udslettedes, medens hun fældede dem.
"Før jeg blev syg", begyndte hun igjen, idet hun tog min Haand, "ønskede jeg mig ofte Døden; ja, lige siden den store Sorg rammede mig, var Livet som en Byrde, jeg kun sukkede efter at befries fra. — Men nu vil jeg gjerne leve; — ak Gud, min kjære Pige, det er syndigt at kaste alle sine Tanker, sin hele Sjæls Kjærlighed paa et skrøbeligt Menneske! — jeg har ret forstaaet det, denne Morgen, det er at gaae Vorherre for nær. Livet er saa meget Andet, Barn, nu seer jeg det klart, og der er Trøst og Glæde for Enhver, der ikke stænger sit Hjerte til selv; men jeg har stænget mit Hjerte til og spildt mine Aar. — Saa gamle Fader vil blive glad, troer Du, naar jeg kommer mig? og Pigerne ville ogsaa nok beholde Gnavet? — Trine og Bodil, ja selv den lille Ane, have mange god Gang leet ad mig i Krogene før; det gik mig altid saa nær, dog egentlig var det jo rimeligt; saadan et sært gammelt Uglebillede kunde nok friste til Latter, det veed den store Gud. — Naa, der er Havresuppen; ja, jeg havde jo nok Lyst til noget Andet idag, men ned skal den. — Aa, jeg aander saa frit igjen, Gud skee Lov og Tak. — Saadan, min Pige, nu vil jeg gjerne see Fader, men glat dog først mit Haar og giv mig en anden Kappe paa. Jeg fik en lille broderet Morgenkappe af Laura til Julen, husker jeg; den kan være god. Nederst i Skuffen, tilhøire, ligger den."
Hendes Blik fulgte mig lidt ængsteligt, medens jeg ledte efter Kappen. Alt laae saa mønsterværdig ordentligt; af de daglige Tørklæder til Hoved og Hals fandtes to store Bunker.
"Du maa hæve dem op; den skal ligge nedenunder. — Aa, hvad", hendes Stemme slog pludselig om fra Utaalmodighed til Gemytlighed, "rod kun lidt i den gamle Sippes Gjemmer; hun kan altid ordne det igjen, naar hun kommer op."
Morgenkappen med den store lila Sløife under Hagen gjorde Underværker. Jeg hentede et Speil, Tante maatte beundre sig selv.
"Rul saa halvt op, Barn, Solen gjør det altid saa venligt, og gjem alle Medicinflaskerne. — Naa, nu maa Du kalde."
Jeg hentede Bedstefader og lod dem saa ene. Da jeg kom igjen, efter en Timetids Forløb, blundede Tante; Bedstefader sad ganske stille og betragtede hende.
"Hun seer dog elendig ud, alligevel, det gode Barn", han klappede hendes graae Haar sagte og kjærligt; "troer Du hun kommer sig?"
"O, ja, ganske vist, men nu skal Du spise, Bedstefader, jeg bliver her."
Halv ugjerne forlod han sin Plads; "jeg kommer snart igjen", sagde han i Døren og nikkede idetsamme henimod den Sovende.
Lidt efter kom Doctoren, en høi, svær, munter Mand, med rødt Ansigt og store hvide Tænder. Han var meget tilfreds med Patientens Tilstand; den var over Forventning, egentlig langt over Forventning.
"Hvad mener De om en Due imorgen, Frøken? jeg tænker vi tør vove det. — Altsaa", han henvendte sig til mig, "ingen Medicin, ingen Sindsbevægelse, derimod Duesteg og Rolighed. — Saa, De er den unge Dame vi forskreve fra Kjøbenhavn, som det lader uden Nødvendighed. Broderdatter, ikke sandt? jeg er nylig kommen til Egnen og kjender ikke forholdene. Ja, nu kan jeg da trøste Majoren; han var bandsat urolig igaar." —
"See hvor yndigt Frøkenen sover", sagde lille Ane senere, idet hun pegede paa Tante med sin strikkepind, "nu maa De endelig gaae ind, Frøken Elisabeth; det er dog mere plaiseerlig, end at sidde her; vaagner hun, skal jeg strax kalde."
Dagligstuen saae meget hjemlig og hyggelig ud i sin Vinterdragt med Gulvtæppe og røde Gardiner; det brændte muntert i den store gammeldags Kakkelovn, og Solen skinnede paa Tazetter og Hyazinther, men der var Ingen inde. Fra Bedstefaders Stue lød derimod Stemmer; om Ove nu var der! jeg aabnede tøvende Døren.
I samme Nu foer Hector opad mig, snurrede sig rundt, og gjorde de urimeligste Glædespring.
"Stille, Hector, stille, her! Ove reiste sig fra Skakbordet og hilste roligt, medens han samtidig kaldte ad Hunden.
"Den lyder ikke engang sin egen Herre", sagde Laura, der stod ved Vinduet og ordnede Martsvioler i en lille Kurv, "hvor har Du dog vundet dens Venskab, Elisabeth, det er jo næsten, som —" hun standsede pludseligt og rødmede over hele Ansigtet ved Tanken om Fortiden.
Jeg svarede ikke, men klappede min gamle brune Ven, og takkede den, i mit stille Sind, for dens gode Hukommelse. Hvor ofte havde Bedstefader ikke spøgt med dens Kjærlighed til mig, og sagt: "Dyret er klogt, det vil indynde sig hos sin tilkommende Madmoder."
"Tante sover saa blidt og roligt" , sagde jeg til Bedstefader; de spillede nu igjen ivrigt.
"Og Søvnen giver Kræfter med Guds Hjælp. — Men hvordan er det med Dig selv, min Glut? Du seer jo bleg og daarlig ud."
"Saadan seer Elisabeth altid ud, Bedstefader; hun har været bleg, lige siden hun kom —" Laura brød igjen af og blussede af Ærgrelse over sin Ubetænksomhed.
For første Gang kastede Ove et hurtigt Blik hen paa mig; lidt efter reiste han sig.
"O, De vil dog ikke gaae?" Laura nærmede sig fortrolig, "De maa selv bringe Tante disse Blomster, naar hun vaagner; det vil glæde hende."
"Jeg er nødsaget til at gaae; — Blomsterne ville ganske vist fornøie hende ligesaaameget fra Deres Haand."
"Men hun er bleven vant til at tale med Dem hver Dag. Jeg haabede De vilde drikke Thee med os iaften. — Her er nu saa fornøieligt, Tante er bedre, Elisabeth er kommen, og, og", atter Stammen og Rødmen; o, hvor hun dog var en lille aabenmundet Stakkel.
"Tak, imorgen. — Vil De hilse Frøken Hjorth; det glæder mig inderligt, at hun kommer sig."
Han trykkede Bedstefaders Haand, bukkede for Laura og mig, og gik.
"Lad mig see, lille Elisabeth, Du er venlig og hjertelig mod vor kjære Præst;" formanede Bedstefader, "at det første Møde var Dig lidt underligt, kan jeg godt forstaae, men siden maa min søde Pige være mere imødekommende. Lad Fortiden være ganske glemt. — Han er en herlig, en ædel Mand; Gud gjengjælde ham Alt, hvad han har gjort for mig i denne Sorgens Tid; ingen Søn kunde være trofastere." —
Dag for Dag blev Tante Christine raskere; det gik vel langsomt frem, men sikkert, Appetiten og Kræfterne voxede sammen.
Hvor hun var glad, taknemmelig og forundret over sig selv og hele Verden; Alle vare saa gode og holdt af hende, og hun af dem; havde hun blot vidst det før! Bedstefader tilbragte mangen stille Time i hendes Kammer, og de talte om Fortid og Fremtid; det var som havde de fundet hinanden igjen, efter en lang, lang Adskillelse. Naar hun tog hans Haand, saae paa den og holdt den til sine Læber, var det altid, som bad hun om Tilgivelse. Bedstefader klappede hendes Kind og kyssede hendes Pande til Svar, og hans Blik sagde, tydeligere end Ord. "stakkels Barn, stakkels Barn, Feilen var dog min."
Ove kom daglig, men vi undgik hinanden, saavidt muligt. Han tog sig nu rigtig af Haven, og fik Alt ordnet efter Tantes Ønske; vor klodsede Gartnerkarl og den utrættelige lille Peer Jørgen arbeidede Begge paa Livet.
Foraaret skred rask frem; Crocusserne faldt matte om paa Siden; Druehyazinther og Hanekamme stode i fuldt Flor. Jeg styrede imidlertid Huset efter bedste Evne, og Alt gik saa temmelig i det gamle Spor. Beskjæftigelse var mig fuldkommen nødvendig, der var Uro og Spænding i mit Sind.
"De seer daarlig ud, Frøken", sagde Doctoren en Dag, "vi anstrenge os for meget, det er klart. — En rolig Spadseretour vilde være høist tjenlig;" — han henvendte sig pludselig til Ove, der stod lidt borte, — "Herr Pastor, spadseer en Smule med den unge Dame; det er en Barmhjertighedsgerning, hun gaaer, min Sjæl, ikke alene."
Han kjendte naturligviis Intet til vort tidligere Forhold. Ove taug, jeg stod tvivlraadig, men Bedstefader greb Planen med Glæde; han ønskede saa inderlig, at vi skulde omgaaes utvungent og venskabeligt.
"Tag Lidt paa, Betty, og gjør som Doctoren befaler, ingen Indvending!"
"Her er Shawl, Hat og Slør", Laura kom springende med mit Tøi, "jeg skal nok passe Tante og Alt, vær Du rolig."
Hvor mit Hjerte bankede, og hvor jeg var beklemt og forunderlig tilmode. Doctoren hilste os muntert med Pidsken, idet han rullede forbi i sin lille Eenspænder.
Ove saae meget alvorlig, næsten mørk ud; han gik rask til; det kostede mig ordentlig Besvær at følge.
"Maaskee vi kunne gaae lidt langsommere?"
"Om Forladelse, o, jeg beder om Forladelse!"
Han sagtnede øieblikkelig sine Skridt, men taug endnu bestandig. Denne Tour var en Prøve for ham, jeg følte det, og jeg følte tillige, med en Blanding af Sorg, Glæde og Taknemmelighed, at hans Godhed for mig var uforandret. Der gik vi saa fremmede ved hinandens Side, og dog havde jeg aldrig staaet ham saa nær før. Vilde Vorherre maaskee alligevel? — o, jeg turde ikke troe det!
Foraarsolen skinnede muntert paa de fløielsgrønne Rugmarker; utallige smaa blaae Anemoner stode i Skovbunden; en enkelt hvid tittede ogsaa frem af de frodige grønne Blade; Bøgeknopperne svulmede allerede, og Fuglene fløi hid og did; alle havde de travlt med at sætte Bo; hele Naturen var fuld af Haab og Løvter.
"Er det ikke Storken, der flyver?"
Han saae adspredt op.
"Jo. — Jeg troer det er min Stork, den kredser om Præstegaarden."
"Hvor Tante nu er rask", begyndte jeg igjen, Tausheden var saa frygtelig trykkende, "hun er bleven et ganske andel Menneske."
"Det er hun, og det er jo glædeligt."
"Og Bedstefader ogsaa. O, hvor Vorherre har gjort det godt for dem Begge."
"Vorherre gjør det altid godt, naar vi kun bie paa ham;" han gik nu igjen hurtig til.
"Men hvad er det? her bygges jo et smukt nyt Huus ved Enden af Landsbyen, og det lille hvide Sted er revet ned. — Er den gamle Kone maaskee død?"
"Ja, hun fik udstridt ved Juletid. — Skulle vi ikke gaae denne Vei, her bag om Byen, det er kortere."
Atter Pause.
"Hvorledes er det med Deres Søster?" vovede jeg at spørge.
Han saae med et alvorligt, næsten bebreidende Blik hen paa mig; derpaa fattede han sig hurtigt og svarede:
"Tak, det er godt; hun er nu fuldkommen rask." Netop som vi skulde dreie ind paa Gaarden, kom Mette Marie os imøde; hun blev et eneste stort Smiil, da hun saae os. "Gud skee Lov, nu er det godt igjen", stod tydelig skrevet paa det lille henrykte Ansigt. Vi læste det Begge, troer jeg. Ove standsede strax og bad Farvel; han var bleg og angreben. O, hvor jeg var i en underlig Stemning; jeg vidste ikke selv, om jeg var lettet eller skuffet. — Hvad skulde det blive til?
Tante Christine sad opreist i Sengen og strikkede, da jeg kom ind; Laura læste høit af Psalmebogen med sin blide lille Stemme:
Lykkens lunefulde Spil
Leger ei med Sjæle,
Alting føies, som Gud vil;
Her er trygt at dvæle.
Tante nikkede kjærligt til mig og kappede min Haand.
"Det er saadanne beroligende Ord, lille Elisabeth, ikke sandt: Her er trygt at dvæle."