Da jeg vaagnede, efter et Par Timers rolig Søvn, stod det Hele strax klart for min Tanke. Hvor denne Sindsstemning var uvant og besynderlig; jeg var ganske fremmed for mig selv. Inat, i min første brændende Anger, forekom det mig, som var Livet altfor kort, til at inhente hvad jeg havde forsømt og forbrudt; nu derimod laae Vægten af de mange tunge Timer og Dage, der forestod, trykkende paa mig og gjorde mig modløs. Dog, jeg hævede min Sjæl i en inderlig Bøn om Kraft og Taalmodighed, og følte, at Vorherre aldrig kunde slippe mig mere.
Ganske sagte listede jeg nedad Trappen og ud af Huset. Tante stod i Kjøkkenet, med store Handsker paa, og prikkede Valnødder til Syltning; hun var aldeles fordybet i sin Beskjæftigelse, og det lykkedes mig at komme ubemærket forbi den aabne Dør; endnu trængte jeg til at være ene.
Det tegnede til at blive en smuk Dag; Vinden jog de hvide Skyer fra hverandre, hvirvlede dem igjen sammen og feiede dem heelt hen til den ene Side, saa den øvrige Himmel blev ganske blaa. Uvilkaarlig gik jeg den vante Vei, henad Skrænten til.
Hvor der var deiligt! jeg huskede paa den første Dag jeg saae det, og siden —
Lille Mette Marie stod et Stykke fra Klinthuset med Hovedet bøiet tilbage og Blikket vendt opad. Hvad saae hun dog efter? Da jeg nærmede mig vendte hun sig hurtig om.
"Er det Dem, Frøken!" hun løb mig glædestraalende imøde, "jeg hørte lærken! aa, det er virkelig sandt, og den var dog saa høit oppe, at jeg ikke kunde see den; og jeg hørte jo ogsaa Dem komme, og hvad var det? — aa, Du store Gud, bare et Blad, et lille guult Blad!" hun hævede det iveiret og kyssede det i sin Henrykkelse.
"Jeg mærkede det først rigtig igaar", vedblev hun, "da jeg samlede Ax; Græshopperne sang, og allevegne summede og surrede de smaa Dyr, og Frøerne i Mosen, det kan nok hænds de gjorde et Spectakel om Aftenen; og gamle Bedstemoder, hvor hun trak sit Veir, jeg kunde knap sove for det." Mette Marie gav et lille Hop, og dreiede sig rundt.
"Stakkels gamle Bedstemoder, hun døiede nu ogsaa meest med mig, og saa De, Frøken; aa Gud, jeg troer De græder!" Barnets dybe blaae Øine saae deeltagende op til mig.
"Jeg er saa inderlig glad paa dine Vegne. Vorherre er saa god og saa naadig!"
"Det maa De nok sige, Frøken; nu kan jeg ogsaa gaae i Kirke og høre Præsten, og synge med", igjen et lille Hop. — "Troer De Majoren vil bryde sig om det? — at jeg kan høre."
"O ja, det vil bestemt fornøie ham meget."
"For saa vil De nok sige det." Mette Marie rødmede undseeligt, Bedstefader havde ganske vundet hendes lille taknemmelige Hjerte.
"Og Tante Christine?" spurgte jeg. "Ja, hvis Frøkenen vil."
Stakkels Tante! her var igjen En, hun havde beviist Godt, og dog stødt fra sig.
"Hør, Bedstemoder kalder. — Nu kommer jeg, nu kommer jeg! Det er Vandet hun venter paa jeg glemte reent at hente det, bare for at høre paa Lærken."
En, to, tre foer Mette Marie nedad Stien med den tomme Spand, og saa op igjen med den fulde det lille Hoved dreiede sig, snart tilhøire, snart tilvenstre; allevegne var der nye Undere.
Jeg kyssede hendes Pande, bad hende komme næste Morgen, og gik saa bort. Hvor dette eenfoldige Barn var langt forud for mig; nu kunde jeg see det, nu, da vi dog, Gud skee Lov, gik samme Vei. Men var det ikke Ove der kom ud fra Møllen? min Gud jo, og jeg maatte forbi, eller skulde jeg vende? nei, det kunde mistydes.
Mit Hjerte var tungt som Bly, Foden vægrede sig næsten ved at gaae. Han blev rolig staaende og hilste, som paa en anden Fremmed, blot lidt dybere og alvorligere. Og før, hvor lyste da ikke hans Ansigt naar jeg kom, hvor blev Udtrykket klart og straalende. O, Dette var næsten for bittert! hvis jeg nu vovede? — dog nei, nei, det var mig umuligt! —
Lidt efter at Tante Christine var gaaet i Kirke, gik jeg ene til Bedstemoders Grav. Den laae tæt op til den solbeskinnede Kirkemuur, en venlig lille Plet, indhegnet med Grønt og overskygget af en frodig Hængeask. Jeg sad ganske skjult og stille der, medens Menigheden sang; o, hvor det lød trøstende ud til mig:
Gaaer Sorgen paa,
Din Sjæls Attraa
Er altid at husvale.
Hvad Nød er der
Hvor Du er nær,
O, Herre kjær,
Dig mon jeg mig befale.
Det var, som kunde jeg skjælne Mette Maries klare, barnlige Stemme mellem de andre. —
"Lille Elisabeth", sagde Bedstefader næste Dag, "jeg kan ikke rigtig forstaae mig paa Dig; Du gaaer bestemt og plager Dig med unyttige Skrupler og andet Grillefængeri. Det Ansigt kjender jeg slet ikke. — Vi maae finde paa Noget, for at muntre Barnet; hvad mener Du, Regina?"
"En Ridetour vil vist være et probat Middel, Bedstefader; jeg har nu i to samfulde Timer spildt al min Veltalenhed paa hende til ingen nytte."
Ja, hun havde plaget mig frygteligt, hele denne Morgen, og nu denne Ridetour!
"Jeg har ingen Lyst."
"Sniksnak, det er en Cuur, og dermed Basta." Bedstefader løftede mit Hoved iveiret og kyssede mig kjærligt, idet han dog smaabrummede: "Pokker forstaae sig paa de Pigebørn."
"Du vilde virkelig see godt ud i Ridedragten, Betty", bemærkede Regina, medens vi ventede paa Steentrappen, "var din Mine ikke saa nedslagen; et Hængehoved til Hest er en sand Carricatur. — Nu ride vi lige til Digevold, takke for sidst og byde Farvel."
De vare alle Tre meget muntre, næsten overgivne; jeg havde en underlig Følelse af Eensomhed, midt imellem dem; mine Tanker vare saa langt, langt borte fra deres Spøg og narrestreger.
Fru Gyldenpiil var lutter Smiil og Venlighed; dog havde det mig noget Uhyggeligt, at see den snart fiirsindstyveaarige Kone opfyldt af alle mulige smaa verdslige Interesser og høre hende lægge Planer, som var Livet evigt.
"Hvorfor rider Du bagefter, Betty? det er saa uselskabeligt, Veien er jo bred nok. — Skulle vi nu ikke have en Sang? Bernhard, De maa begynde.
Han stemmede rask op, medens vi hurtig joge henad Veien; de skikkelige Bønderfolk standsede og betragtede os med aaben Mund. Pludselig holdt Lieutenanten sin Hest an.
"Pardieu, der kommer Ærværdigheden!" "Hvad saa", Regina slog utaalmodig i Luften med sin lette Pidsk, "det er da ingen Grund til at standse."
Jeg havde hele Tiden ønsket saa inderligt, at vi ikke skulde møde Ove, og nu kom han dog; der stod han allerede ved det røde Led. Hector fulgte rolig efter sin Herre, indtil den blev os vaer, men saa foer den iforveien og sprang, ellevild af Glæde, op ad mig. Netop som jeg vilde klappe den, hævede den unge Gyldenpiil sin Pidsk og slog dens smukke Hoved haardt med Skaftet. Stakkels Hector trak sig hylende tilbage.
"O, hvor tør De, hvor kunde De nænne!" — uvilkaarlig red jeg et Par Skridt henimod Ove og sagde, det kom næsten som et Nødraab: "Det var ikke mig, det skete ikke med min Villie!"
"Det vidste jeg, det var jeg overbeviist om." Han saae et Øieblik venligt, men forundret paa mig, hilste derpaa hurtigt og gik. O, hvor gjerne vilde jeg ikke have sagt et Ord til Farvel, eller blot kjærtegnet Hector og trøstet den lidt.
"Jeg troer virkelig Du er forhexet!" Regina betragtede mig harmfuldt; "behøver Du at aflægge ham Regnskab for dine Handlinger? — i Himlens Navn, saa frigjør Dig dog!"
"De er vred, Frøken, jeg læser det i Deres Miner og er villig til at gjøre Bod." — Igjen een af Broderens Sententser. — "Jeg holder selv af Dyr", vedblev han naturligere, "og slog kun Hunden, fordi den forekom mig altfor paatrængende; jeg frygtede ogsaa, at Hesten skulde blive urolig. — Alt kan jeg bære, kun ikke Deres Mishag."
Da vi kom hjem, tyede jeg strax op paa mit Værelse og græd rigtig ud. Egentlig ulykkelig var jeg dog ikke; jeg lagde trygt min Skjæbne i Guds naadige Haand; Alt, hvad jeg havde forbrudt, havde han udslettet, og jeg skulde nu, i hans Navn, begynde et nyt Liv. Der var allerede en lille Gnist af Kjærlighed til Næsten i min Sjæl, en lille Krast til at tjene, trøste og glæde Andre.
Jeg opsøgte Tante Christine i Kjøkkenet og bad hende sysselsætte mig. Hun var meget venlig paa sin underlig sky Maade, viste mig taalmodig tilrette, og gav mig Nok at bestille. Hvor gjerne vilde hun ikke have sagt noget Trøstende! jeg er vis paa det piinte hende, at hun ikke kunde finde det rette Ord. Af og til nikkede hun dog venligt hen til mig, og gjorde et lille mislykket Forsøg paa at smile.
Der var saa svalt og roligt i det store, pyntelige Kjøkken, med de skyggefulde Træer udenfor Vinduerne. Pigerne vimsede stille om; den Ene havde et rigtig kjønt, godt, lille Ansigt; før havde jeg aldrig bemærket det.
"Lille Ane, siig mig en Smule Besked her, mine evige Spørgsmaal trætte Tante."
Hun kom hurtig løbende — efter først at have tørret de runde Arme og buttede Hænder — vigtig og glad over sin bedre Indsigt; vi bleve strax Perlevenner.
Efter Bordet satte jeg saa munter en Mine op, som muligt, og tilbød Bedstefader at spille Skak med ham.
Den kjære gamle Mand lod til at blive fornøiet; han havde bestemt savnet sit Partie overordentlig meget. Hvor jeg tydelig huskede den Dag, Ove begyndte at indvie mig i Skakspillets Hemmeligheder.
"Du bør lære det for Bedstefaders Skyld", sagde han, "Du skal jo, idethele, være min lille Amanuensis, der kan træde i mit Sted, naar jeg gjør en Reise eller paa anden Maade er forhindret."
Ak, det var dengang!
Det varede ikke længe, før Bedstefader overvandt mig.
"Skakmat, Barn, ja, Øvelse gjør Mester; skulle vi spille mere? Regina længes vist efter Dig."
"Blot eet Spil endnu, Bedstefader, jeg maa have Revanche. — See, der gaaer Tante Christine hos sine Blomster, hvor hun dog ogsaa er ufortrøden, man skulde troe, hun var træt."
”Hvorfor træt?"
"Hun har havt frygtelig travlt med Syltning, syv, otte forskjellige Sorter. Egentlig maa det være kjedeligt, naar man ikke selv bryder sig om Lækkerier, at have saa megen Besvær med dem.
"Hun bryder sig vel ikke synderligt om de gode Sager, men hun bryder sig Pokkers meget om sit Renommee, som fortriinlig Kok. Forfængeligheden kommer med i Spillet og gjør Sagen klar. — Skakmat igjen, Barn!" Bedstefader loe triumpherende, strøg saa Haaret fra min Pande og kyssede mig. Tante Christine var glemt.
Et Par Dage efter kjørte Regina og jeg til en Herregaard i Nærheden; hun vilde aflægge et Afskedsbesøg, og jeg skulde med, enten jeg vilde eller ikke. Huset var fuldt af Fremmede, da vi kom; den ældste Datter sad ved Pianofortet i Havestuen, og Ungdommen raadslog, om man skulde dandse nu, eller først senere.
Værten tog imod os med største Hjertelighed. "Om vi kom til Uleilighed! paa ingen Maade, netop ikke; det var hans Fødselsdag, det kunde ikke træffe heldigere."
Husets Frue hilste mere tilbageholdent; man mærkede godt, trods hendes Høflighed, at vort Komme just ikke var en behagelig Overraskelse.
"Blot jeg havde taget min nye hvide Dragt paa og Tyrkiserne", hviskede Regina, "men jeg er glad alligevel, at vi kom her; jeg trænger til en lille Opmuntring efter dit Suurmuleri."
Et Øieblik efter dandsede hele Selskabet muntert om. Jeg afslog et Par Opfordringer til at deeltage, og skyndte mig ind i et afsidesliggende Værelse. Dandse nu kunde jeg ikke, om det havde kostet mit Liv!
Den lille Stue var imidlertid ikke tom, som jeg havde haabet. En smuk gammel Dame med hvide Kappebaand og en sølvgraa Kjole sad i Hjørnesophaen og strikkede; ved hendes Side laae en yndig rødkindet lille Pige, der sov trygt.
"O, om Forladelse, jeg vidste ikke —"
"Bliv De kun", der var noget Mildt og Vindende i hendes Udtryk og Stemme, "dandser De ikke?"
"Jeg er lidt upasselig."
"Herregud, De seer ogsaa bleg ud. — Tag endelig Plads og drik et Glas Vand; dette er lige hentet fra Kilden."
"Tusind Tak! — o, hvor det er en smuk lille Pige."
"Ja, ikke sandt;" hun bøiede sig ned og kyssede den buttede Haand, der var knyttet fast om Tommelfingeren. "Det er betroet Gods; min Datter har været meget syg og er nu reist til et Bad i Norge; saalænge hun er borte, skal Bedstemoder passe den lille Øiesteen."
Medens hun talte, kom Værtinden ind. "Vognen er endnu ikke til at øine", sagde hun, og saae idetsamme spørgende, næsten misfornøiet, paa mig.
"Saa er min Søn bleven forsinket; han kommer saamæn nok. — Er det ikke tungt med den unge Pige, hun er ikke rigtig rask. — Jeg veed ikke hendes Navn, maaskee De vil præsentere —"
"Frøken Hjort", hun saae frygtelig forlegen ud "Fru Birk. — Saa De er ikke vel? det er jo kjedeligt."
Jeg følte Blodet strømme til mit Hjerte; det var hans Moder, og nu kom han selv!
"O, dersom jeg turde bede om Vognen, jeg er slet ikke rask; den kan da hente min Cousine iaften."
"Nu skal jeg sige det, vær De rolig, den skal strax komme." Hun saae ganske lettet ud.
"Det er da ikke for min Søns eller min Skyld, at De tager bort?" Fru Birk gik lige hen til mig og tog begge mine Hænder; "jeg har kun hørt Godt om Dem, min kjære unge Pige! o, det er underligt, Deres Ansigt tiltalte mig strax, da jeg saae det."
Hvor hun saae god, trofast og moderlig ud, og hvor hun lignede ham! o, dersom jeg turde lægge mit Hoved til hendes Bryst og forklare hende Alt, saa —
"Naboer bør sees i Venlighed", vedblev hun, "første Gang vil det maaskee falde lidt underligt, siden ikke. De kan være saa rolig, Ove gjør aldrig Noget halvt; han har sat sig klart ind i, at det er forbi, ganske forbi. Hvorfor er det da nødvendigt, at undgaae hinanden?"
Gud skee Lov, jeg ikke havde talt! ganske forbi! det susede for mit Øre; jeg hilste og bad Farvel, næsten mechanisk.
"Jeg har lukket Vognen, Frøken, for det stænkede, men maaskee —?"
"Tak Peter, det er netop rart."
Hvor det var en Lise at sidde der alene i den lukkede Vogn. Et stykke fra Gaarden, hvor Alleen endte, kom Oves Vogn os imøde. Han sad under en stor Paraply og saae mørk hen for sig; jeg troer ikke han opdagede mig.
Forbi, ganske forbi! Regnen slog mod Ruderne; Vinden pidskede Træer og Buske ganske krumme; Stubmarkerne saae saa øde og triste ud; tunge, sorte Skyer rugede paa Himlen. O, hvor Alt var forandret i et Par Dage. — Forbi, ganske forbi! jeg havde jo vidst det hele Tiden, men nu forstod jeg det dog først rigtigt.
Hvad skulde jeg her mere? det var som havde jeg ventet paa Noget, som var Alt ikke afsluttet, men nu var det afsluttet, nu maatte jeg reise.
Og Tanken paa Hjemmet blev pludselig levende i min Sjæl. Jeg saae dem Alle for mig, En efter En, og Længslen efter dem vaagnede og blev stærkere og stærkere. Der var min Plads, jeg havde Noget at oprette, Noget at leve for, lovet være Gud! Lidt efter lidt blev jeg fuldkommen rolig. Det var dog glædeligt, at hans Søster kom sig! hvor han vist elskede denne blide, gamle Moder, der saae saa forstandig og værdig ud, og den lille Pige; blot han kunde beholde dem hos sig.
"Allerede, og alene!" raabte Bedstefader mig forundret imøde.
"Ove kom, Bedstefader, og saa — o, jeg troer det er rigtigst, jeg reiser hjem strax!"
"Som Du vil, min egen Ven; jeg kan godt forstaae, at det maa være lidt uhyggeligt for Dig her nu. Folk, der kjende ham og holde af ham, kaste naturligviis al Skyld paa Dig, og glemme hvad for et reent Barn — Naa, jeg vil savne Dig i hver Krog, min lille Kjæledægge, det veed Du da, og naar Historien er gammel og glemt, og det bliver den snart, venter jeg Dig igjen herud."
"Jeg tænkte, at Laura maaskee kunde komme efter Confirmationen, hvis Du tillader."
"Tillader? — Gud velsigne Glutten, hvis hun vil."
Tante Christine hørte med oprigtig Sorg min Reiseplan; hun gjorde dog ingensomhelst Indvending. "Maaskee er det bedst saaledes", sagde hun endogsaa. Men lille Mette Marie gav uforbeholdent sin Smerte Luft.
"O, Frøken, nu skulde jeg jo have gjort Dem saamegen Fornøielse", hulkede hun.