"See, hvor Skyerne skilles ad, og der er Solen, vi faae det prægtigste Veir. Regnen har dæmpet Støvet, Alt er forfrisket. O, det skal blive yndigt!" Regina stod i Døren og speidede, snart op paa Himlen efter godt Veir, snart nedad Veien efter Vognen, der skulde hente os.
"Tager din Forlovede med", spurgte Tante Christine, idet hun rakte mig en Kurv med udsøgte Kirsebær.
"Nei, Du veed jo nok han kan ikke godt om Løverdagen. — See, Regina, ere disse Bær ikke indbydende?"
"Uimodstaaelige!" hun begyndte at spise. "Men kunde Touren da ikke have været opsat", vedblev Tante.
"Du glemmer nok ganse", ivrede Regina, "at det er Fru Gyldenpiil, der arrangerer Touren, et lille Fiskepartie, hun er selv med. — Det er saa smukt og venligt af den gamle Dame, og vi kunne sandelig ingen Indvendinger gjøre med Hensyn til Dagen."
Jeg taug, men tænkte jo nok, i mit stille Sind, at Løverdagen var bleven valgt, for at undgaae Ove.
"Men, i Himlens Navn", udbrød Regina pludseligt, "hvem kommer dernede paa Veien? er det ikke den rødhaarede Page, jo vist, det er ham, han bringer bestemt en Hjobspost."
Den rødhaarede Page var ingen Anden end Mette Maries Broder, lille Peer Jørgen, der undertiden bragte et Bud eller Brev fra Ove. Hans underlig keitede Væsen havde vakt Reginas Opmærksomhed, og hun morede sig altid med at sætte ham i Forlegenhed.
"Kom herhen, Du lille Brevdue, hvad har Du der?"
Peer Jørgen skulede, rødmede og loe over hele Ansigtet, da han gik forbi hende; derpaa rakte han mig en Billet, og sagde med synlig Anstrengelse, det var, som det ene Ord vilde sluge det andet:
"Der behøves intet Svar, Frøken", hvorpaa han styrtede afsted, idel han snublede over sine egne Been ude paa Steentrappen, og saa pilede lynsnart nedad Veien.
Brevet bad mig kort, men indstændigt, om at blive hjemme, det var ham i høieste Grad magtpaaliggende, skrev han, at tale ene og uforstyrret med mig.
O, nei, det var virkelig for galt, skulde denne Glæde ogsaa berøves mig!
"Hvad nu? stakkels lille Betty, hvor Du seer modfalden ud."
"Ove ønsker at tale med mig; jeg kan ikke tage med."
"Hvor skjændigt! først Ballet — nei det nytter ikke, Du indvender, at det var frivilligt Du blev hjemme; havde han kjærlig opmuntret Dig til at gaae, var Du gaaet — og nu denne stakkels Skovtour, ikke engang den tør Du deeltage i. Alt har sine Grændser, Taalmodigheden ogsaa, tag med alligevel!"
"Han har nok sine Grunde, Regina, jeg bliver nødt til at gjøre Afkald paa Touren."
"Nu bliv da, i Guds Navn, hjemme; men saa maa Du ogsaa love mig at læse ham ordentlig Texten. Du bør bryde Isen, Elisabeth, det er simpel Pligt for din Fremtids Skyld. Jeg seer Dig i Tankerne, som en stakkels underkuet Tjenerinde i dit eget Huus, liste stille om, klædt a la Tante Christine, og agte paa din despotiske Ægteherres mindste Vink. See Alexander, hvordan han læser i mine Øine og fortvivler over den mindste Sky paa min Pande; han gik villig i Ilden for min Skyld, det er jeg overtydet om, og saadan kunde Du ogsaa være bleven elsket, hvis Du ikke — men hvad nytter det at tale derom. Følg nu blot mit Raad, og lad ham mærke, at han ogsaa har Forpligtelser, og at Du ikke er tilsinds at lade Dig Alt byde. "Hun er som en from lille Due", sagde min Svoger forleden, "der ingen Kløer har til sit Forsvar." — Naa, der er Vognen. O, den Dumme Tour, hvad bryder jeg mig nu om den!"
Regina kyssede mig gjentagne Gange; paa sin letsindige, flygtige Viis holdt hun virkelig af mig.
Fru Gyldenpiil sad i Vognen, omgiven af Puder og Tæpper, og nikkede og gestikulerede beklagende. De unge Herrer bønfaldt mig om at tage med.
"For Reginas Skyld", bad Lieutenanten.
"For Alles Skyld", tilføiede Bernhard, "see Medestængerne; denne var bestemt til Frøkenen, og jeg skulde have forsynet den med Orme, ligesom Alexander vil forsyne Reginas. O, lad Dem endnu bevæge."
Da alle Overtalelser imidlertid bleve frugtesløse, begav Selskabet sig endelig paa Veien. Det var høie Tid; jeg kunde neppe holde Taarerne tilbage mere. Deres Bedrøvelse, over ikke at faae mig med, lod dog til at være af en temmelig overfladisk Natur, thi, da jeg, fra Høien i Haven, saae dem kjøre bort, loe og snakkede de Alle fornøieligt. Regina klappede i Hænderne over det smukke Veir: "det skal blive en mageløs Tour", var det Sidste jeg hørte, og saa rullede de afsted med de lange Medestænger, der stak et godt Stykke ud af Vognen, svaiende frem og tilbage.
Ja, jeg vilde tale, dette kunde ikke blive saaledes ved! — O, hvor Veiret var skjønt, og jeg havde aldrig fisket før! — Det var en daarlig Kjærlighed, der vilde bedrøve, ikke glæde. — Og nu reiste Regina i næste Uge; hvad skulde der saa blive af mig? havde min Ungdom ikke ogsaa sin Ret til Fornøielse og Lykke? men det fandt han ikke. Kaste Skygge paa min Vei, komme Malurt i min Glæde, det var hans Kjærlighed, men nu vilde jeg ogsaa tale uforbeholdent. — O, hvor Livet laae snevert og trangt for mig, og Verden var dog saa stor, riig og deilig.
Jeg vovede neppe at tænke paa Fremtiden, saa sørgelig forekom den mig. Af Regina havde jeg lært at betragte de huuslige Pligter som et Onde, der burde undgaaes; selskabelige Glæder og Forlystelser vilde baade hans Tilbøielighed og vore smaa Forhold saagodtsom udelukke mig fra; hvad skulde sa udfylde de dræbende lange Timer i denne Uvirksomhedstilstand? — Jeg hulkede af den inderligste Medlidenhed med mig selv.
Ah, der kom han ad Stien, rolig, som altid, Gangen var endogsaa langsommere; nu dreiede han ind paa Gaarden. Ja, jeg blev her; vilde han tale med mig, maatte han opsøge mig.
Faa Minuter efter lød hans Skridt paa Gruusgangen; derpaa kom Hector farende, og endelig stod han der selv.
"Græder Du over Touren, Elisabeth?" Der var noget Fremmed, noget underlig Tilbagetrængt i hans Tone, der forfærdede mig, jeg taug.
"Det er sidste Gang jeg skal berøve Dig en Glæde, allersidste Gang. — Jeg maatte tale med Dig idag; det er allerede opsat for længe!"
Han gik et Par Gange heftig op og ned, samlede sig derpaa med al sin Kraft og vedblev:
"Hvad jeg nu siger er ikke talt i Ophidselse eller Vrede; det er Frugten af bitter Kamp og Selvprøvelse, af lange søvnløse Nætter. — Hvor jeg stred imod, før jeg vilde give tabt og troe, at Alt var forbi, o min Gud, hvor jeg kæmpede!" — han gik nu igjen frem og tilbage, frem og tilbage foran mig; — "Dag efter Dag kom jeg her, og Haabet svandt mere og mere, og Frygten blev tilsidst urokkelig Vished. — Arme Barn, Du har taget feil af Dig selv og dit Hjerte! jeg bebreider Dig det jo ikke, Du var saa ung, men jeg byggede saa fast, saa fast paa Dig. — Det var altsaa kun en Drøm, det Hele, en flygtig Drøm! maaskee elskede jeg Dig for høit, dog nei, det Gode i min Sjæl trivedes og voxede netop i denne lykkelige Tid; Vorherre havde gjort mig saa riig, jeg havde Nok til Alle, forekom det mig. — Nu er jeg fattig, o græd ikke, lille Elisabeth, Gud holder mig nok opreist, det bliver Alt godt; jeg vil nu forsøge at glemme mig selv og kun leve for Andre. — Vær da fri! jeg, som vilde give mit Liv, for at gjøre Dig lykkelig, jeg skulde gjøre Dig ulykkelig?" — Der gik en Skjælven igjennem ham, en voldsom undertrykt Hulken; derpaa talte han igjen: "Der er endnu Eet; bevar dit Hjerte for Letsindighed og Forfængelighed , Elisabeth! ty til Vorherre om Kraft! Han vil Intet hellere end hjælpe os, naar vi blot gjøre ham det muligt. — Gud velsigne og bevare Dig, Barn!"
Han gik hurtig bort, uden at see sig om en eneste Gang.
Jeg sad som fasttryllet og rørte hverken Haand eller Fod. Hvad var dog Dette, var det muligt, var jeg vaagen? Der gik han, og han kom aldrig mere igjen, og det var forbi for altid.
Marken var fuld af travle, muntre Høstfolk; De hilste ham fortroligt og dog ærbødigt; En og Anden standsede ham ogsaa, og talte om Veiret og om den Guds Velsignelse, der var iaar, hvor riigt og godt Alt stod. Da jeg ikke kunde øine ham længere, reiste jeg mig op; Tankerne tumlede saa vildt i mit Hoved, jeg trængte til at see og tale med Andre.
Saa jeg var nu fri, virkelig fri; det Baand, jeg ansaae for evigt, var løst. I den sidste Tid havde jeg vel ofte beklaget dette Baand, men dog aldrig tænkt mig den Mulighed, at det kunde afkastes. — O, der kom Bedstefader! han vidste Alt, jeg kunde læse det paa hans Ansigt.
"Min søde Elisabeth", han saae kærlig, men meget alvorlig ud, "Dette har bedrøvet mig dybt. Ikke, at jeg vil bebrejde Dig Noget, ligesaalidt som han bebreider Dig det Ringeste, men jeg havde glædet mig saa hjerteligt til Eders Forening. — Nu ja, Du var jo kun et Barn, og I ere saa høist forskjellige; Du har forvexlet Agtelse med Kjærlighed; igrunden er det naturligt, men den arme Mand elskede min lille Pige saa høit. Tys, græd ikke, Du gjorde din Pligt, og havde vist aldrig hævet det, hvis han ikke selv?"
"Nei, Bedstefader, jeg troer ikke."
"Nu, saa tak Gud, at han havde Kraft dertil. — Jeg skriver strax til din Moder og forklarer Alt. Giv mig Ringen; see saa, nu er det forbi. Gud gjøre min kjære Pige lykkelig. — Men", Bedstefader tøvede, ganske raadvild og forlegen, "gaa mig ikke hen og vælg saadan en indholdsløs Spradebasse, som, som Reginas Lieutenant!"
"O, Bedstefader, hvor kan Du tale om Sligt." Det var klart, at Ove havde fremstillet min Opførsel i det bedste Lys, undskyldt og frikjendt mig.
Men der var Noget i min egen Sjæl, der ikke frikjendte mig, Noget, der gjærede og gjærede, og maatte bringes til Klarhed og Ro. Var jeg da ikke lykkelig nu? Fremtiden laae jo fri og aaben foran mig.
Vidste Tante Christine, hvad der var skeet? jeg fik en underlig Længsel efter hende, og søgte gjennem alle Værelserne nede. Hun var imidlertid oppe i sin egen Stue, Døren stod paaklem; jeg listede mig ganske sagte ind.
Det var et tarveligt lille Kammer med falmede Tapeter og mørkt Meubelbetræk. Tante sad ved Vinduet med Briller paa og stoppede en fiin Damastesdug; Hovedet var bøiet og Haanden gik stadig op og ned, regelmæssig, som en Maskine. Lyset faldt paa de graae Haar, de dybe Furer paa Panden, det bittre Træk om Munden; der var noget Træt og Trøstesløst i hele Udtrykket og Stillingen. O, den stakkels Tante Christine! det var, som smeltede min Ligegyldighed; for første Gang havde jeg Hjerte for hende og inderlig Medlidenhed med hendes forspildte Liv.
"Tante Christine!" jeg lagde mig paa Knæ ved hendes Side og brast i Graad. Det var alene over hende jeg græd, tænkte jeg, men Taarerne gjorde mig godt, og lettede den underlige Spænding i mit Sind.
"Du store Gud, hvad er der skeet, Fader?" hun foer op med et Skrig.
"Han er rask, men —" o, nei, jeg kunde ikke faae det over mine Læber.
Tante betragtede mig nogle Øieblikke i Stilhed, derpaa sagde hun sagte:
"Vidste jeg det ikke nok, han kunde ikke elske Dig, naar — og nu elsker Du ham, o mit arme, arme Barn, jeg seer det af dine Taarer. — Men vi tør ikke bebreide ham Noget, hvor haardt har Du ikke prøvet hans Taalmodighed i al denne Tid, ulykkelige Pige!"
Hvor besynderlig vrangt opfattede hun ikke Sagen, jeg prøvede paa at sige: "han elsker mig endnu, det er mig der ikke" — men Ordene svigtede mig. Tante græd imidlertid ustandseligt, idet hun snart skjændte paa ham: hvor kunde han bebreide et svagt Barn, at hun ikke svarede til hans overdrevne Forestillinger, snart paa mig: hvor lidt havde jeg fortjent en ædel, alvorlig Mands Kjærlighed.
"Tante", jeg tog hendes Haand, "Du holder dog lidt af mig alligevel, gjør Du ikke?"
"Jeg!" hun saae ganske forvildet ud, "o, min søde Pige, hvad bryder Du Dig derom. Skulde Du virkelig? aa, Gud nei, jeg er ikke saadan, det veed jeg godt. — Kunde jeg blot trøste Dig lidt! vi arme Mennesker, vi maae jo gaae paa Jorden, om den er gloende, og troe — o det falder haardt, at Alt er til vort Bedste. Og her seer jeg saa tydelig Guds Finger; nu vil Du blive forandret for hele Livet, Elisabeth!"
Hun tog Brillerne paa igjen og fortsatte sit møisommelige Arbeide, idet hun, nu og da, rystede paa Hovedet og tørrede en Taare bort, der blændede Synet.
"Dugen skal ivadsk, jeg maa skynde mig", sagde hun, "Virksomhed har været mit Vaaben imod Sorgen; havde jeg ikke arbeidet, vilde jeg neppe have beholdt min Forstand."
Jeg omfavnede Tante og forlod saa Stuen. Hvor skulde jeg gaae hen, med hvem skulde jeg tale, hos hvem finde Beroligelse? Bedstefaders og Tante Christines forskjellige Opfattelser vare lige forkeerte; selv vovede jeg neppe at tænke over Sagen.
I den lille Vase paa Skrivebordet stod en Rosengreen med tre halvudsprungne Knopper. Han havde altsaa været her. Biblen laae paa sin gamle Plads; den havde ikke været aabnet, siden Fjerboldtspillet forstyrrede os. "Til min dyrebare lille Elisabeth", stod der foran. O, hvor han havde seet lykkelig ud, da han bragte mig den, to Dage efter vor Forlovelse! — idet jeg bladrede i Bogen, faldt mit Øie paa ordene:
"Ingen kan tjene to Herrer, thi han maa enten hade den Ene og elske den Anden, eller holde sig til den Ene og foragte den Anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon."
Hvor det passede paa mig, hvor det rammede mig lige ind i Sjælen; jeg havde jo forsøgt at tjene to Herrer, men man kunde ikke!— Skulde jeg slaae op endnu et Sted? jeg betænkte mig et Øieblik, kastede derpaa endeel Blade om og læste.
"Thi hvad gavnede det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl."
Hvor forunderligt! jeg havde hørt dette mange Gange før; Ove og jeg havde talt om det; han havde fremhævet dets dybe Betydning, og nu forstod jeg det først, forstod det med Angst og Bæven.
Min Gud, hvor skulde jeg gaae hen, jeg maatte tale med Nogen, jeg blev bange for mig selv. Og dog, Bedstefaders Bemærkninger piinte mig blot, Tantes forvirrede og foruroligede min Sjæl — Der kom Vognen! o, nu kunde jeg ikke see dem, ikke taale Reginas Spøg og Munterhed. Hvor de loe og passiarede; fra Verandaen saae jeg Vognen rulle bort med den gamle Dame, der uophørlig nikkede og viftede med sit Slør.
"Er Skolemester her endnu?" Det var Lieutenantens Stemme. "Jeg haaber det ikke. — Tys, der er Majoren."
En lille Pause paafulgte; derpaa lød et Par jublende Udraab, som efterfulgtes af en drøi Tilretteviisning fra Bedstefader.
"Sødeste Elisabeth", Regina kom ud til mig med aabne Arme, "Dette overtræffer mine dristigste Forventninger! men Du seer saa underligt paa mig, Kjære?"
"Jeg trænger til Ro; Du maa lade mig ene her. Siig ogsaa til de Andre, at jeg ikke kan tale med Nogen."
"Som Du ønsker, men Du havde netop godt af lidt Opmuntring, troer nu jeg. — O, jeg er saa glad, at vor lille Fugl igjen kan flyve, hvorhen den vil." Hun nikkede og løb ind.
"Elisabeth, min Pige, nu drikke vi Thee"; Bedstefader kom selv ud til mig og tog min Arm.
"O, Bedstefader, jeg kan virkelig ikke iaften! tør jeg liste gjennem din Stue ud paa Gangen, jeg vil helst ubemærket op paa mit Værelse."
"Gjerne, egentlig glæder det mig, at min lille Pige ikke tager Sagen saa letsindigt, som de Andre. — See, nu har jeg lukket Døren til Spisestuen, smut Du nu kun igjennem."
Jeg skyndte mig op ad Trappen og ind i min lille Stue; derpaa dreiede jeg Nøglen om. — Nu var jeg da fri for Selskab iaften, men mit eget Selskab kunde jeg ikke undgaae, og det var næsten værre, end ethvert andet.
Vinduerne til Haven stode aabne, Tusmørket faldt allerede paa, kun i Vest saaes endnu en klar rødgylden Stribe; nede fra Havestuen lød muntre Stemmer og Latter.
Hvornaar var Tanken paa Dette opstaaet hos Ove, spurgte jeg mig selv; han sagde jo, at han længe havde kæmpet og stridt imod, og det havde jeg ikke ahnet!
Hvorfor loe Regina saadan? Det piinte mig at høre, og før, naar jeg sad alene hos ham paa Verandaen, og han sagde: "Lad os drømme lidt, Elisabeth, og tale om vore Planer og vort Hjem", da var det, som havde den samme Latter en uimodstaaelig Kraft, der drog min Opmærksomhed fra ham til hende.
Ingen kan tjene to Herrer! o, han tjente ogsaa kun Een, af hele sin Sjæls Kraft tjente han denne Ene. Og Oves Billede stod klart, sandt og levende for mig, hævet over Andres Dadel eller Roes; det var som havde jeg før ikke kjendt ham rigtig, som forstod jeg ham først nu tilfulde. Han havde en egen Maade at forringe sig selv paa; aldrig gjorde han Nok efter sin egen Mening, og naar man hørte ham tale saa simpelt og roligt, glemte man let, hvor uendelig Meget han egentlig virkede. Mislykkedes Noget, var det vist hans Feil; lykkedes det, var det en Glæde, en Naade af Gud, ikke hans Fortjeneste.
Og denne Mand havde elsket mig og udkaaret mig til at leve det samme Liv og virke til det samme Maal, men jeg havde valgt Regina og hendes Venner, istedetfor ham; dem lignede jeg jo, med dem havde jeg Stræben og Ønsker tilfælles; mellem ham og mig laae derimod et dybt Svælg. — Var Verden nu stor og riig? ja frygtelig stor, men saa øde, saa øde!
Ilden glimtede i den lille Smedie, Poppeltræerne reiste sig truende iveiret; saae han nu ogsaa derhen? hvorledes var han tilmode? o, Gud velsigne og styrke ham, hvad havde han egentlig tabt, Intet, en Indbildning, en Drøm.
I Tankerne saae jeg hans venlige Studerekammer — hvor tydelig huskede jeg det ikke fra den Dag, vi søgte Ly mod Regnen i Præstegaarden — med de store Reoler fulde af Bøger, den hyggelige Lænestol foran Skrivebordet, de smukke Bibelstykker paa Væggene. Imorgen var det Søndag; han havde sin Gjerning at udføre; han kunde ikke være rigtig ulykkelig. "Nu vil jeg leve for Andre", sagde han jo; kunde Alle sige det Samme! ak, stakkels svage, syndige Mennesker havde ikke den Kraft.
«Adieu, adieu» lød det nede, derpaa Hestetrav, og saa lette Triin paa Trappen; Regina bankede paa min Dør. Jeg gav ikke en Lyd fra mig; det var, som havde mit Hjerte vendt sig ganske fra hende. Efter et Par forgjæves Forsøg paa at aabne Dørene raabte hun: "Godnat, hvis Du er vaagen, gjenstridige Pige", og gik saa ind paa sit eget Værelse. Jeg hørte hende nynne en munter Melodie, medens hun lukkede Skabe og Skuffer op og i.
Hvor turde hun være saa glad, hun, der var Aarsag i al denne Ulykke, thi det var hun dog egentlig. O, nei, nei, ingen Undskyldninger, vær dog idetmindste oprigtig! hun havde kun givet min slette Natur Anledning til at aabenbare sig. Men burde Ove ikke have modvirket denne Natur, have advaret og formanet mig? — i Førstningen gjorde han det jo, og nu tilsidst ogsaa; i Mellemtiden dreiede hans Tanker sig vel alle om Spørgsmaalet: "holder hun af Dig", desuden troede han mig langt bedre, end jeg var. —
I hele Huset og rundt om herskede nu fuldkommen Stilhed; de store Træers Omrids aftegnede sig utydeligt; en hvidagtig Taage laae tæt over Egnen, men oppe paa Himlen glimtede Stjerne efter Stjerne frem.
Jeg blev staaende i Vinduet og stirrede ud i Natten, medens hele mit forbigangne Liv gled forbi Tankerne. Under alle Forhold havde jeg feilet, altid var der Noget at angre; Moder, mine Sødskende, Tante Christine, og nu Ove reiste sig anklagende imod mig, og Budet lød: Du skal elske Herren din Gud af ganske Hjerte, Sjæl og Sind og din Næste som Dig selv. O, nu forstod jeg det, jeg saae det klart og tydeligt: Alt, hvad jeg havde forbrudt imod Andre, udsprang fra og gik op i min store Skyld mod Vorherre. Kunde jeg bære denne Skyld? ikke et eneste trøstende Minde, Egenkjærlighed og Selvforgudelse fra først til sidst.
"Du vil blive forandret for hele Livet", spaaede Tante Christine, o ja, efter Dette kunde jeg ikke blive som før; men hvorledes skulde jeg da blive?
"Ty til Vorherre om Kraft", var det ikke Oves Raad? jo, og jeg vilde følge det; hvor skulde jeg ellers tye hen; intet Menneske i hele den vide Verden kunde hjælpe mig.
Og Alt, hvad jeg havde hørt og læst af Guds hellige Ord, reiste sig og blev levende i min Sjæl; der var Straf, og der var Trøst, og begge Dele gjemte jeg dybt i mit Hjerte.
Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og det blev ganske stille i mit Sind; jeg var saa ydmyget, saa taknemmelig, saa trøstet midt i min dybe Bedrøvelse.
Morgenen gryede allerede, det luftede koldt, og sidste Qvarteers blege Maane stod paa Himlen, da jeg gik tilsengs, men i mit Hjerte var der Fred; hvad der havde kæmpet og gjæret hos mig i de sidste Uger var endelig udstridt og klaret. "Man kan ikke tjene to Herrer", jeg havde truffet mit Valg!