Det var besynderligt, at staae der igjen, udenfor den gode gamle, brune Dør med den blanke Plade, hvorpaa Moders Navn ziirligt var udgraveret. De ventede mig ikke, jeg havde slet ikke skrevet; vilde de blive glade? o, hvor knude de, saadan jeg havde været! jeg tøvede lidt, inden jeg ringede.
Smaa lette Trin løde strax i Entreen, og Laura lukkede op. Hun saae et Øieblik forbauset paa mig; derpaa fløi hun mig om Halsen med et Glædeskrig.
"Elisabeth, er det virkelig Dig? — Moder, det er Elisabeth!"
"Gud skee Lov! læs det høit for mig", raabte Moder fra Kjøkkenet; hun troede det var et Brev.
Hvor det var en ufortjent Kjærlighed de viste mig Beggeto; jeg havde Lyst til strax at skrifte og bede om Tilgivelse, dog nei, det var bedre at vise sin Anger i Gjerning, end i Ord.
"Hvad i Alverden gaaer her for sig?" Christians Hoved kom tilsyne i Døren, "ah Elisabeth! — hvorfor har Du ikke skrevet?"
Det var den gamle lidt hovmestererende Tone; jeg blev ganske glad, da jeg hørte den og saae ham igjen med hans Slobrok, Pibe og velbekjendte Manerer.
"Jeg vilde overraske."
"Og det gjorde Du ogsaa!" Moder omfavnede mig paany, derpaa betød hun Christian, ved mange smaa Tegn, at Piben, det gamle Stridsæble, idag burde lægges tilside.
"Aa, det er sandt", han saae lidt gnaven og fortrædelig ud, "denne generer vel?"
"Slet ikke, jeg har vænnet mig til Tobaksrøg hos Bedstefader og holder endogsaa af den."
"Vil man høre; det er saamæn et godt Fremskridt." Han smøgede velbehageligt, idet han, samtidig, iagttog mig med en vis Nysgjerrighed.
Den lille Dagligstue saae saa hyggelig og venlig ud med de smukke filerede Gardiner, — Moders Arbeide — de skinnende blanke Meubler, det elfenbeenshvide Gulv. Rosentræet og Fuchsiaen stode fulde af Knopper; den lille Myrtheqvist havde faaet strittende Grene til alle Sider. Moder trippede travl ud og ind; hvergang hun kom, nikkede hun kjærligt til mig.
"Har Du været i dit Kammer?" Laura saae ængstelig paa mig; "Du maa endelig ikke blive vred, Elisabeth, fordi Klædeskabet staaer derinde; see, her i Hjørnet. Sovekamret er lidt snevert til Moder og mig, veed Du nok, og saa tænkte vi, det kunde staae der, medens Du var borte; vi troede jo, Du vilde melde Dig, Søster; men nu skal det naturligviis strax flyttes.
"Hvorfor? det har jo en prægtig Plads der."
Lauras store Øine bleve endnu større af Forundring; jeg havde jo før paa det Bestemteste afslaaet at huse Skabet.
"Du har vist længtes rigtig efter os", sagde hun pludselig, idet hun klappede i Hænderne, som havde hun omsider fundet Nøglen til Gaaden.
Lidt efter blev Gadedøren aabnet og smækket i paa en eiendommelig Maade; det var lille Johan; nu kom han opad Trappen, to, tre Trin ad Gangen. "Bollemælk og Rødspætter, Hurrah", raabte han, idet han kastede Tornystret med Bøgerne, "jeg er sulten som en Ulv! — men hvad er det, Elisabeth!"
"Du rækker mig jo ikke engang Haanden til Velkomst, Du slemme Dreng, kom strax herhen."
Jeg strøg hans tykke glindsende Krøller fra Panden og saae rigtig paa ham; hvor han dog var en deilig Dreng! og jeg havde aldrig før været glad og taknemmelig over saadan en sød lille Broder.
"Hvordan gik det saa med Examen?"
"Godt, jeg er nu Numer to i min Klasse."
"Og Du har tidt faaet Ug i din Bog?" "Ikke saa sjeldent men jeg har ogsaa et Tg", tilføiede han betænkeligt.
"Jeg skal hilse Dig fra Bedstefader, Johan; naar Du er rigiig flink og artig, tænker jeg, Du faaer Lov til at besøge ham næste Sommerferie. Du troer ikke, hvor Haven er stor, og der er en Gynge og et Vippebrædt, og Kirsebær, Stikkelsbær og Blommer i Overflødighed. Bedstefader har ogsaa et lille Føl, der til den Tid vil være saa stort, at Du kan ride paa det."
"Nei virkelig! aa, Elisabeth, fortæl mere"; han satte sig rigtig til Ro hos mig og glemte baade Bollemælk og Rødspætter.
"Jøs, Kors, hvor Frøkenen har skæmmet sig paa Landet!" Pigen stod i Døren og betragtede mig forundret.
"Hun er lidt angreben af Reisen, det er det Hele"; Moder rødmede stærkt, i Følelsen af, at jeg blev ilde berørt. "Du maa tidlig iseng, min søde Pige; en Nats Søvn vil give Dig dit gamle Udseende igjen."
Henad Eftermiddagen kom Christian venligt hen til mig.
"Hvad grunder Du dog paa?"
"Jeg tænkte saamæn paa Dig, Christian, hvor flittig, hæderlig og trofast Du altid har været."
"Er det dit Alvor?"
"Mit ramme Alvor."
Han taug lidt; derpaa hævede han Hovedet og sagde, idet han lagde Armen om mit Liv og saae mig fast ind i Øiet:
"Maaskee faldt dette Dig ind som — som Modsætning til en Anden, der ikke er saadan?" Han meente vist Ove.
"Ja netop, Christian", svarede jeg, "som Modsætning til mig selv."
Senere kom Moder hen til mig og omfavnede mig:
"Min egen Pige, nu da vi ere ene, forklar mig saa Alt. — Jeg vil ikke bedrøve eller plage Dig, Elisabeth, men jeg tænkte, maaskee det kunde lette dit Sind, naar Du betroede Dig til din Moder. Der er et Alvor paa denne Pande, som er mig saa fremmed."
Jeg tog hendes kjærlige, trofaste Haand og kyssede den mange, mange Gange; aabenbare mine Følelser kunde jeg dog ikke; den blotte Tanke om at Nogen vilde fremkalde en Forsoning, fik mig til at gyse. I samme Forhold, som jeg erkjendte hans Fortrin, erkjendte jeg mine egne Mangler og Afstanden imellem os. Nu saae han vist ogsaa mig i et sandt Lys, og takkede maaskee allerede Gud, at det var forbi.
"Hvad skal jeg sige Dig, kjæreste Moder, uden at Skylden var min, han havde ingen."
Hun rystede lidt paa Hovedet, men trængte ikke ind.
"Bedstefader har jo forklaret det nogenlunde; det er naturligviis bedre at hæve en Forbindelse, end blive ulykkelig hele Livet igjennem. — Min søde Pige var ogsaa for ung; jeg blev strax saa underlig tilmode over Brevet, der meldte Forlovelsen. Naa, jeg vil ikke spørge mere, da det er Dig imod."
Der var et sørgmodigt Udtryk i hendes blide Ansigt, idet hun saae paa mig.
"Lille Moder, Du maa ikke være bedrøvet for min Skyld"; jeg knælede ved hendes Side og lagde mit Hoved i hendes Skjød. "Jeg har lært Meget, medens jeg var borte; ikke for Alt i Verden vilde jeg undvære, hvad jeg har lært. Først, at elske Vorherre og troe paa ham, som Du troer, Moder, saa at elske Dig og alle Mennesker og paaskjønne dette kjære, trygge lille Hjem."
"Det har nok ligget i dit Hjerte, ogsaa før, lille Elisabeth, men i alvorlige Øieblikke blive Følelserne mere bevidste og levende."
Moder vilde paa ingen Maade fordømme mit forrige Menneske, hendes kjære gamle Pige, for hvis Feil hun havde været blind.
Om Aftenen kom lille Laura listende ind paa mit Værelse.
"Moder har rigtignok forbudt mig at tale til Dig om, om — Du veed nok hvad jeg mener", hendes klare, barnlige Øine funklede af Skjælmeri, "men jeg kan ikke modstaae Nysgjerrigheden. — Det var nok en underlig gammel En, var det ikke? Bedstefader skrev, at Du var altfor ung og han altfor alvorlig."
"Han var hverken gammel eller underlig, Laura, men vi vare saa forskjellige; han var meget, meget bedre end jeg. — Tal aldrig mere herom, lille Søster, lov mig det."
Hun spidsede sin rosenrøde Mund til et Kys, og lovede aldrig at berøre Tingen mere; men hendes Udtryk var høist utilfredsstillet.
"Du kunde gjerne have Fortrolighed til mig for min Alders Skyld, Betty; jeg er jo snart en fuldvoxen Pige", sagde hun, idet hun gik. —
Hvor jeg havde været vanskelig og egoistisk før; jeg blev erindret derom paa de utalligste Maader, netop ved min Families smaa Opmærksomheder og Hensyn. "Saadan vil Du jo have det, Elisabeth; dette er jo din Plads, din Vane, din Rettighed"; det gik ieet.
Det varede længe, inden jeg fik dem vænnet af hermed. Det var ogsaa først lidt efter lidt jeg fik Lov til at paatage mig en Smule Huusgjerning.
"Jeg taaler ikke Stillesidden, Moder!"
"Men saa kan Du jo spadsere, min søde Pige."
"Det er især Armbevægelse, der er sund; og jeg vil ogsaa gjerne være dygtig, som Du, lille Moder."
Det første Argument hjalp, jeg blev tagen i Brug.
"Veed Du hvad jeg sommetider tænker, Betty?" spurgte lille Johan, der stod i Kjøkkenet hos mig, medens jeg bagte Æbleskiver, taalmodig ventende paa den Smagekage, jeg havde lovet ham. "Jeg tænker saamæn, at Du er bleven byttet bort ude hos Bedstefader."
"Fy, fy dog Barn!" Moder saae alvorligt hen paa ham, "Gud skee Lov, det er vor gamle Elisabeth."
O, jeg holder mange, mange Gange mere af denne nye! hun er saa venlig, næsten som Du selv Moder, skjænder ikke, naar jeg støier, hjælper mig med mine Lectier og fortæller Historier i Mørkningen. Hun maa aldrig reise, og den Anden maa aldrig komme tilbage mere, vel Betty? — Ah, der er Æbleskiven!"