Lauras Confirmation nærmede sig nu stærkt, vi havde, alle Tre, dygtig travlt med Udstyret. Den kjære lille Pige var saa forundret, smigret og taknemmelig over pludselig at være bleven Hovedperson. I hele sit Liv havde hun ikke faaet en ny Kjole; mine aflagte Dragter bleve bestandig omsyede til hende. "Hvor vil Du dog spilde de mange, mange Sting paa mig, Elisabeth? et saadant Lommetørklæde!"
"Ja, det er nogle rigtige Narrestreger", fortsatte Christian, idet han betragtede mit Arbeide med en Blanding af Foragt og Beundring. "Læg det tilside, Betty, og gaa med mig; en lille Tour paa Volden vil gjøre os Begge godt."
"Du holder jo meest af at gaae alene, Christian."
"Vist ikke nei. — Det var ret, Du tager Tøiet paa. — Naa, er her nu ikke rart? see, hvor Solen spiller paa de guulbrune Blade. — Det er kun, naar jeg ønsker uforstyrret at gjennemtænke, hvad jeg har læst, at jeg helst vil gaae ene; nu trænger jeg netop til at slippe Juraen lidt, og Du trænger ogsaa til at slippe Tankerne, gamle Erindringer og jeg veed ikke hvad, og see friskt ud paa Livet."
"Jeg er inderlig tilfreds, Christian, tro ikke Andet."
"Paa din Viis maaskee nok, men ikke som vi — Moder og jeg — vilde, Du skulde være. Vi talte netop om Dig igaar; det er, som havde Du selv hverken Ønsker eller Forhaabninger mere, ja ingen Fremtid, — nei, nei, lad mig tale ud — som laae Livet bagved Dig, Elisabeth, ligesom det ligger bagved Moder, og Du nu kun levede for Andre."
Hvor det var besynderligt, at han netop skulde bruge dette Udtryk; det gjorde mig saa godt, skjøndt det ikke passede.
"Gid jeg kunde slippe mig selv langt, langt mere, end jeg gjør, Christian, saa vilde jeg ogsaa være gladere."
"Det gjælder vel om alle Mennesker", svarede han tørt, "men Du maa ikke opgive Tanken paa Fremtiden; det er jo latterligt af en nittenaars Pige. — Naa, nu har jeg sagt det, læg det smukt paasinde."
Og Dagene gik. Laura og jeg læste undertiden sammen i det nye Testament; og jeg glædede mig ret over min lille Søsters sunde, naturlige Opfattelse.
"Men, Elisabeth", sagde Moder engang, hun saae Biblen ligge paa mit Bord, "er, bliv ikke vred, at jeg spørger, er det ganske rigtigt, at Du beholder denne?"" hun viste paa Indskriften.
"Ja, Moder, jeg er vis paa det er rigtigt." Jeg gjemte hurtigt Bogen; ikke for nogen Priis vilde jeg miste den.
Midt i October pakkede vi Lauras Koffert. Frøken Hjort, Lindely pr. — Det stive Kort, hvorpaa min Adresse stod, kunde prægtig gjøre Tjeneste igjen. O, hvor jeg havde været fuld af glade, overspændte Forhaabninger, da jeg skrev det. De feiende, snirklede Bogstaver saae saa fremmede, næsten gjengangeragtige ud. Nu skulde Laura gjøre samme Reise, det var saa underligt at tænke; hun skulde leve med Bedstefader og Tante Christine, og see ham! Mon han kom der hver Dag, som tidligere?
"Du maa endelig være kjærlig og opmærksom mod Tante Christine, Lanra, lov mig det."
"Jeg skal see ad, men Christian siger, at hun er utaalelig; og Moder, der, som Du veed, aldrig taler ilde om Nogen, kalder hende en uelskværdig Stakkel, og Du selv skrev jo —"
"Bryd Dig aldrig om hvad jeg skrev, det var først til Slutningen, jeg lærte at kjende hende. — Du maa beile til hendes Gunst, lille Søster, for min Skyld!"
Hvor vor lille Pige saae sød og yndig ud, da hun nikkede til os fra Coupeen med det straalende og dog taarevædede Ansigt. Det store nye Shawl faldt saa smukt ned om hendes slanke fine Figur; den lille fiffige Hat med den prægtige Hagesløife klædte allerkjæreste. Hun var ogsaa selv glad over sin Pynt, over saaledes at være splinterny fra Top til Taa, men det var en barnlig, uskyldig Glæde, ikke Forfængelighedens. Billetten holdt hun fastknuget i den ene Haand, Taske og Paraply i den anden.
"Jeg skal nok passe godt paa alle mine Sager", raabte hun, meest henvendt til Christian, der pleiede at bebreide hende Glemsomhed og Mangel paa Orden.
Det varede nogen Tid, inden Alt kom i de vante Folder efter hendes Afreise. Vi mærkede først ret, nu, da hun var borte, hvad for et livligt, fornøieligt lille Væsen hun egentlig var. Moder savnede hende vist især, men hun talte ikke derom; det var, idethele, ikke hendes Skik at klage; havde hun en Byrde, bar hun den helst ene og i Stilhed.
Hvor hun var blid, taalmodig, kjærlig og hensynsfuld, lidt for svag og eftergivende overfor Andre — jeg var jo selv et Exempel herpaa — men stærk og ubøielig i sin egen Pligtopfyldelse. Ligesom Ove havde ogsaa hun Hjerte for Alle og Alt i sin Nærhed.
"Jeg har saadan en Lyst til at sende lidt Hjælp, Noget af Lauras Tøi og en Smule styrkende Mad, op til Snedkersvendens Kone paa Qvisten; hun er syg, Stakkel, og det er en Ynk med de mange Børn, tænk, sex, og den ældste er kun ti Aar. — Min Kasse er temmelig godt forsynet, Brændepenge og Huusleie lagte tilside; hvad mener Du, Elisabeth, tør vi ikke nok tillade os det?"
En anden Gang bad Moder mig passe paa Brødkrummerne.
"De smaa Fugle ere vante til at faae dem", sagde hun, "og nu, ved Vintertid, tør man ikke narre dem for deres Maaltid." — Naboens forsultne Missekat havde ogsaa stadigt Tilhold i vort Kjøkken, og fandt altid sin Leertallerken, fyldt med Mælk, i Krogen.
En Dag, som jeg stod allerbedst og strøg, kom Moder ind til mig med et fornøiet, opklaret Ansigt. "Giv mig Jernet og gaae ind, Regina er der! — Gud skee Lov, det er dog en Opmuntring for min søde Pige. Bed hende kun til Middag, jeg skal nok skaffe tre Retter."
Ak, det var kun en daarlig Opmuntring! Regina og jeg havde Intet mere at sige hinanden; hun indsaae det ogsaa snart, og opgav mig ganske.
Hver Uge fik vi et tæt, paa kryds og tvers beskrevet Brev fra Laura. Hun længtes meget efter Hjemmet, men elskede Bedstefader; Huset fandt hun ogsaa saa hyggeligt og smukt, og Egnen saa deilig. Tante Christine kunde hun dog slet ikke komme nær. — Tante forudsætter", skrev hun, "at jeg ikke kan lide hende, og det gjør enhver Tilnærmelse saa vanskelig; men jeg skal nok huske paa mit Løvte til Elisabeth. Hun er egentlig heller ikke uvenlig, hvor sær, stiv og mørk hun end er."
"Men hvad har her dog staaet", spurgte Christian forundret, "see, hvordan Barnet har kradset det over, saa tæt, saa tæt; det er ikke muligt at skjelne et Bogstav."
Moder taug, men jeg kunde see, at hun havde sine egne Tanker. Jeg havde ogsaa mine: den kjære lille Pige havde bestemt skrevet om Ove, og siden, da hun erindrede vort Forhold, slettet det ud. Efterhaanden blev hun dog mindre forsigtig og hans Navn stod ofte i Brevene. "Præsten havde kjørt Tante Christine og hende i Kane, eller laant dem Bøger; hun havde hørt saadan en deilig Prædiken, der ret gav En Lyst til at blive god og skikkelig" o.s.v., o.s.v. —
Vintren gik sin jevne, rolige Gang; vi var Alle meget flittige; Christian studerede paa Livet; Moder og jeg syslede sammen i Huset og ved Naalen, og om Aftenen, naar vor kjære lille Urostifter var gaaet til Hvile, læste jeg høit. For føste Gang smagte jeg den Glæde, der er i Fliden. Vore Maaltider og Spadseretoure vare meget gemytlige, og forfriskede saadan efter velanvendte Timer. Alt som det nærmede sig Juul, og med den Examenstid, blev Christian dog noget kort for Hovedet og pirrelig; vi maatte veie vore Ord og vogte os nøie, for ikke at støde ham. Mangen Gang sagde han selv: "jeg er utaalelig, Moder, jeg veed det godt, men I ahne ikke, hvor det spænder her i mit Hoved."
"For Himlens Skyld, kjæreste Ven", bad Moder, "opsæt det hellere."
"Vi faae at see; plag mig endelig ikke, lille Moder!"
Hvor det var en lykkelig Dag, da han kom hjem og meldte, at Alt var godt overstaaet. Hans Ansigt straalede af den inderligste Fryd; det var slet ikke den kjendte, adstadige Christian med hans gammelmandsagtige Manerer.
"Nu vil jeg sandelig ikke være saadan en Muldvarp mere, der blinder mig selv for alt det Lyse og Fornøielige her i Verden! — og Drengen der skal jeg ogsaa tage mig af; ja, nu skal jeg rigtig, for Alvor, tage mig af ham." Til en Begyndelse greb han lille Johan i Krøltoppen.
Barnet hørte dog dette Løvte med langt større ængstelse, end Glæde, og befriede sit Hoved, saasnart det var ham muligt, fra store Broders faste Tag. —
"Gid vi havde Dig rigtig glad, Betty", sagde Christian et Par Dage senere.
"Jeg er glad, Christian; Vorherre har været inderlig naadig imod mig; jeg er lykkelig og taknemmelig."
"Resigneret er Du, kun resigneret, ikke lykkelig; det er det jeg ikke kan forstaae. — Veed Du, hvordan Du forekommer mig, tør jeg sige det reent ud?"
"O, ja, hvorfor ikke."
"Som En, der holder af en Afdød, tænker paa ham, og glæder sig til at møde ham i en anden Verden. Ingen skulde troe, Du havde afkastet et trykkende Aag, og følte Dig lettet og befriet."
"Tal ikke saadan, Christian, det bedrøver mig; naar man har Meget at angre og oprette — og det har jeg — kan man nok undertiden være lidt alvorlig."
"Aa, Du var slet ikke saa forskrækkelig slem før, skjøndt jeg jo nok, af og til, var dygtig vred paa Dig, og sandt, at dit Jeg spillede altfor meget frem paa Moders Bekostning. Nu vilde jeg derimod ønske, at samme Jeg fik Lov til at gjøre sig lidt mere gjældende."
Han slog kærlig Armen om mit Liv: "Vil Gud, lille Søster, tænker jeg Moder og Du blive hos mig i Fremtiden, naar Laura og den Lille ere frahaanden og jeg har sat Been under eget Bord."
Ved Juletid fik vi, efter Sædvane, en heel Ladning gode Sager fra Lindely: Gjæs og Harer, Ofte og Pølser, Æbler og Valnødder. Til min Forundring laae Mette Maries velbekjendte rødtærnede Skolepose paa Bunden fuldproppet med Nødder.
"Til Frøken Elisabeth fra Skrænten og Skoven, plukket af Mette Marie", stod der udenpaa med Barnets egen Haand. Hun havde bestemt gjort sig den største Flid, Bogstaverne vare saa store og pyntelige.
"Hvad troer Du jeg har her, Betty?" spurgte lille Johan en Morgen først i Marts, idet han rakte sine sammenfoldede Hænder op imod mig.
"Nogle smaa, som Du selv: Gjække."
"Aa fy, Elisabeth, Du saae dem, de grønne Blade stak ud; det er ikke ærligt!"
Han rakte mig en Haandfuld friske Vintergjække, og med dem fulgte de første Foraarstanker. Et Par Dage efter saae jeg en guul Blomst paa Voldskraaningen. Nu begyndte Alt at spire og pippe frem paa Landet; snart vilde der blive yndigt paa Lindely. Mon jeg nogensinde kom der mere? jeg turde slet ikke tænke derpaa.
"Blot Laura ikke er syg, det er over fjorten Dage siden hun skrev." Moder sukkede dybt; hun havde længe gaaet stille med sin Angst; nu maatte hun meddele den.
"Hvor let kan der ikke komme Noget iveien; husker Du før Juul, Moder, hvor længe det da varede"; jeg forsøgte at see tryg og glad ud, skjøndt jeg ogsaa var bekymret og urolig. Hvergang Klokken ringede, gik det igjennem os.
Endelig, en Eftermiddag i Begyndelsen af April, kom Christian triumpherende ind.
"Her er Brev! Lauras egne smaa kludrede Kragetæer. Du kan være ganske rolig, Moder, Kjæledæggen er rask."
Brevet indeholdt kun et Par hastige Linier: Tante Christine var syg, farlig syg; hun længtes efter mig, troede Laura nok; selv længtes hun ogsaa ubeskriveligt; der var saa frygtelig Meget at ordne og tænke paa, og hun var til Ingenting.
"Min søde Pige, hvad siger Du?"
"Jeg haaber, jeg kan naae det endnu iaften, Moder; — Toget gaaer jo først Klokken syv?"
"Du vil altsaa, o, Barn, hvor Du er bleg! tør vi lade hende reise, Christian?"
"Naturligviis reiser jeg; der kan ikke være Tale om Andet; stakkels Tante!"
"Stakkels lille Laura", sagde Moder, "og nu Du! — Du har ingen Idee om at skaane Dig selv, Barn."
Jeg svarede ikke, men skyndte mig ind i mit eget Værelse og pakkede nogle faa Nødvendighedsartikler sammen, medens forvirrede Tanker uophørlig krydsede i mit Hoved.
O, kunde jeg blot tænke paa hende, udelukkende paa hende! hvor kom disse Billeder fra, denne Frygt, dette Haab. Naadige Gud, hjælp mig, hold alt Dette borte fra min Sjæl, og lad mine Følelser udeelte samle sig om Tante Christine.