Solen stak lige ind i vor lille Dagligstue paa Vandkunsten; min Broder stod bøiet ud af Vinduet med en Cigar i Munden og søgte at opfange et Glimt af Voldens grønne Træer.
"Luften er lummer nok, Christian", sagde jeg, "Du behøver ikke at gjøre den værre med den afskyelige Røg."
"Hvad nu, jeg ryger jo udenfor!"
"Men Vinden bærer det netop ind, vent dog til imorgen, saa kan Du jo ryge hele Dagen, om Du har Lyst." Jeg sagde dette i en lidt krænket og utaalmodig Tone, medens jeg ordnede forskjellige fine broderede Sager i en Hatteæske.
"Du pleier ellers at tale om Gardinerne, Elisabeth", vedblev Christian en Smule spydig, "de lide dog vel ikke mindre, fordi Du reiser?"
"Vil Moder lade sine Gardiner staae til, er det hendes Sag. — Uh, hvor her er varmt! Det skal være herligt at komme ud paa Landet."
"Stakkels Moder", begyndte Christian igjen, idet han pillede paa nogle ziirlige, hvide Liv, der laae færdige til at pakkes ned, "det maa være et drøit Arbeide i saadan en Hede at stryge alle disse Anstalter."
Han bemærkede Dette ganske roligt, næsten veemodigt, men det ærgrede mig, og da mit Blod var ikog, svarede jeg hurtigt:
"I den Retning lægge visse andre Folk sikkert fuld saa megen Beslag paa Moder, som jeg, idetmindste er det ikke mit Tøi, der for Øieblikket er paa Brædtet."
"Ak ja, desværre, Gud veed, det gjør mig inderlig ondt, men husk vel paa, Elisabeth, at jeg med min bedste Villie ikke kan hjælpe Moder med Sligt. Naar Tanken paa Alt, hvad hun gjør, bliver mig for trykkende, kaster jeg mig derimod over Bøgerne; min Flid vil vel nok engang komme hende tilgode." Han smed heftig den halvudbrændte Cigar, tog et Par lange Triin ind i den anden Stue og sad snart i sin store Lænestol, ganske fordybet i Studeringer.
Christian var høi og smal, havde et roligt, bestemt Ansigt, alvorlige Øine og kort afskaaret bruunt Haar; han var ikke kjøn, men saae mageløs paalidelig og ærlig ud. Han og jeg levede fordetmeste paa en lidt spændt Fod og pleiede sige hinanden Sandheden ved enhver Leilighed, Noget, der ikke altid var gavnligt for den gode Forstaaelse. Jeg fandt at han havde for stor Myndighed i Huset og optraadte altfor meget som familiefader. Især ærgrede det mig, at han var Kassemester og ingen Udgift blev bestemt uden hans Samtykke; det var saadan et Baand paa Ønskerne, jeg kjendte ikke noget Utaaleligere, end hans: "Det kan Du bestemt godt undvære, Elisabeth."
Fra det Øieblik, Fader døde — Christian var dengang kun sexten Aar — havde han været Moders Raadgiver, Støtte og høire Haand. At han i hele dette Forhold viste stor Selvfornægtelse tænkte jeg ikke over; desto klarere stod det for mig, hvor ofte han havde krydset mine Planer.
"Her ere Pengene til din Reise, min søde Pige", sagde Moder lidt senere, idet hun rakte mig en Tegnebog — hun havde først havt en hemmelig Raadslagning med Christian, vidste jeg godt — "bag i Rummet ligger en Tyvedalerseddel, hvis Du skulde komme i Forlegenhed for Et eller Andet, men den maa helst ikke røres, det er en Nødskilling, forstaaer Du nok."
Hun sagde dette Sidste lidt ugjerne, halv undskyldende, idet hun kjærlig klappede mig. Vi fik, somoftest, vore Formaninger paa denne Maade; rigtig bestemt talte Moder sjelden eller aldrig.
Hun var en middelhøi Kone med et fiint, blidt, lidt tungsindigt Ansigt; der var noget Ziirligt og Pillent ved hendes Person og Dragt, hvor beskedne begge Dele end vare.
"Nu har jeg pakket dine Kjoler ned", vedblev Moder, "jeg haaber, de ligge godt, Laura har hjulpet."
"O, da blive de bestemt krøllede; Laura er saadan en lille Sjudske."
"Men Moder stod for det, Elisabeth", forklarede Søster Laura, uden at føle sig det mindste krænket af min Beskyldning.
Laura var en høi, slank, femtenaars Pige med klare, mørke Øine og dybe Smilehuller; hun var dygtig undseelig og blussede, ved mindste Anledning, lige op til Tindingerne; lidt ubetænksom og fremfusende var hun ogsaa, men havde det bedste, kjærligste Hjerte. Hun saae op til mig — den store Søster — og vilde inderlig gjerne tækkes mig; jeg saae til Gjengjæld ned paa hende og benyttede hende. Endnu var hun ganske Barn, og jeg troer bestemt, at der i Smug blev leget med den gamle næseløse Dukke. Glad og mild var lille Laura fra Morgen til Aften.
Theebordet stod meget smukt og pynteligt dækket i Spisestuen; der var Blomster, Kirsebær og Kager, som til en Fest. Johan — den Yngste i Familien — kom netop hjem med en stor Pose Wienerbrød, ganske varmt fra Ovnen, forsikkrede han. Det var en rask, niaars Dreng med æblerøde Kinder, spillende Øine og lyst, krøllet Haar. Den eneste Dæmper paa hans Livlighed var Lectierne, der voldte ham en Deel Hovedbrud; kunde han først dem, var han den personificerede Lyksalighed. Det var Moders Kjæledægge, men jeg holdt ikke rigtig af ham, han støiede mig for meget, smækkede med Dørene, eller lod dem staae aabne, og fløitede dertil. Hans stærke Appetit forargede mig ogsaa; hele Bunker Smørrebrød forsvandt i et Nu af hans Tallerken.
"Gud veed, naar vi sidde saaledes sammen igjen", begyndte Moder, idet hun satte Kopperne tilrette. "Du bliver vist hos Bedstefader hele Somren, Barn; ja, til Lauras Confirmation kommer Du naturligviis hjem, om Gud vil."
"Det maa jeg vel, Moder; der er heller ikke rart paa Landet om Vintren."
Der blev en lille Pause, under hvilken de gode Sager gik om; Moder brød igjen Tausheden:
”Du følger da din Søster til Jernbanen, imorgen Klokken syv, Christian?"
"Jeg tænker det" svarede Christian med en vis rolig Langsomhed, der altid opirrede mig, og ogsaa dennegang nær havde forledet mig til at forsikkre, at Ingen skulde have Uleilighed, jeg kunde godt gaae ene. Heldigviis blev mit Svar forhindret ved en Ringen paa Klokken. "Cousine Regina", meldte lille Laura. Christian fik netop Tid til at udstøde et: "uha!" og jeg var endnu ikke færdig med mit: "aa, hvor rart", før hun stod der let og gracieuse, i sin elegante, blegrøde Dragt, med hvid Hat, Mantille og Parasol.
"Tag Plads, lille Regina, og drik en Kop Thee med os", bød Moder venligt.
"Hvem kan nyde Noget i denne Varme? jeg sandelig ikke. Dog, maaskee lidt koldt Vand, om Tante er saa god. — Mit Besøg gjælder ellers Dig, Betty; Du reiser jo imorgen til Lindely, hører jeg. Hils Bedstefader tusinde Gange; om tre fire Uger kommer jeg ud til Eder. Min Forlovede besøger da sin Tante, kun to Miil derfra; det passer prægtigt. — Ah, der er Vandet!"
Regina berørte Glasset med sine Læber, og rakte det derpaa til Laura med en zirlig Grimace, hvorved det alleryderste af en lille rød Tungespids kom tilsyne; det klædte hende nydeligt.
"Adolphs Tante vil gjøre Bal for os, Elisabeth, Skovbal, tænk! o, Du lille Stakkel, der har det saa trist hjemme, hvor det glæder mig for din Skyld!"
Dette Sidste blev naturligviis hvisket; Regina og jeg talte sædvanlig i en dæmpet Tone, der var uforstaaelig for den øvrige Familie, naar hun besøgte os.
"Tag smukt Tøiet af, Barn, og bliv; det er saadan en Fornøielse for Elisabeth."
"Tusind Tak, men jeg kan ikke; Klokken er allerede mange, jeg er næsten bange for at gaae alene til Frederiksbergallee."
Hun saae betydningsfuldt hen til Christian, der imidlertid lod ganske optaget af at pille Reier; Johan dreiede sig derimod urolig paa Stolen, i Forudfølelse af sin Skjæbne.
"Johan, min lille Ven, vil Du følge mig? adieu, Alle, adieu, min Elisabeth." Hun neiede skjælmsk, kyssede mig, og løb saa let nedad Trapperne, fulgt af den grædefærdige Johan, der neppe fik Tid til at hviske: "jeg er ikke nær færdig, Moder". idet han skjød til sin Tallerken.
"Det er jo rart, at Du og Regina træffe sammen, lille Elisabeth"
"Holder Du af Regina, Moder?" spurte Christian tørt.
"Hun tiltaler mig egentlig ikke, men de ere jo Veninder, og Tante Christines Selskab kan umulig tilfredsstille en attenaarig Pige. — Jeg veed ikke det mindste Ondt om Regina, vi maae heller ikke være for strenge."
"Verden er til ene for hendes Skyld; det er det Hele", vedblev Christian roligt. "Arme Dreng, ikke et Ord til Undskyldning, fordi hun jog ham fra Theen."
Moder svarede kun ved at komme friske Gløder paa Fyrfadet og føie endnu et Stykke Hvedebrød til den anseelige Top, der allerede hævede sig paa Johans Tallerken. Det varede flere Timer, før han kom igjen, rød, aandeløs og opbragt.
"Først maatte jeg følge hende hjem, og saa igjen løbe til Kjøbenhavn efter en Pakke Noder, hun havde glemt; det er en rar Cousine! tre, fire Steder spørge forgjæves, før jeg fik dem, og saa til Frederiksberg med de dumme Noder, men jeg gjør aldrig noget Saadant mere, aldrig! søde lille Johan, da jeg skulde gaae, og neppe Tak, da jeg kom igjen, jo det er en deilig Historie, og hvordan skal jeg nu faae Grammatiken lært til imorgen."
Næste Dag græd baade Moder og Laura, da jeg sagde dem Farvel. Christian saae derimod rolig og tilfreds ud; han fandt vist, at det var nogle meget ubetimelige Taarer. Johan sov endnu paa sit grønne Øre; Grammatiken var lagt under Hovedpuden, i det Haab, at Drømmens gode Aand vilde practisere Lectien ind i den lille Hjerne. Hvad vor Enepige angaaer, da var det med et mærkelig opklaret Ansigt hun bar mit Tøi ned til Droschen; det var ingen lille Behagelighed at blive fri for den vanskeligste og fordringsfuldeste af Husets Beboere i flere Maaneder.