Det var underligt at vaagne næste Morgen og gjenkalde sig det Hele. Der laae Fremtiden for mig, banet og afstukket, og endnu igaar havde den været indhyllet i rosenrøde og gyldne Taager, og jeg troede saa vist, der gjemtes forunderlige, eventyrlige Tilskikkelser bagved. Dette var saa jevnt, saa ganske almindeligt; her, paa denne lille snevre Plet, skulde jeg leve og døe. Men det var jo frit Valg, og han var saa god! var han blot ikke altfor god for mig? jo vistnok, men jeg vilde stræbe —. I en Fart klædte jeg mig paa og løb ned i Spisestuen, hvor Tante stod ved Theebordet.
"Godmorgen Tante Christine! tør jeg herefter hjælpe Dig lidt i Huset? jeg vil gjerne være dygtig".
Den Rædsel, der afspeilede sig i Tantes Ansigt, ved dette Forlangende, kan ikke beskrives. Det kostede hende den største Overvindelse at gaae ind paa mit Ønske, og hun gjorde det kun af reen Pligtfølelse.
"Vi kunne jo prøve imorgen; idag lader det sig ikke godt gjøre", hun saae urolig ud, "din Moder har vist aldrig benyttet Dig hjemme?"
"Ikke synderligt; hun gjør helst Alting selv, ligesom Du; o, Tante Christine, hvor Du seer alvorlig ud; Du troer bestemt, at jeg er slet, det kunde jeg jo ogsaa mærke igaar."
"Endnu er Du Ingenting, Elisabeth; Fremtiden vil vise, hvad Du skal blive. Gid jeg maa gjøre Dig Uret, men for mig staaer det, som higer dit Hjerte meest efter Glimmer og Tant."
Hvor hun dog er kjedelig og utaalelig med sine evige Taler, tænkte jeg, og jeg, som traadte ind med saadanne gode Forsætter!
Et Øieblik efter kom Ove og bad mig gaae en lille Morgentour. Han talte ikke et Ord om sin Kjærlighed, men den lyste ud af hans Blik og hele Væsen.
Det var en forfriskende, fornøielig Tour; Duggen glimrede paa Marker og Gjærder; Høstakkene — der endnu stode ude paa de lavtliggende Enge — sendte deres krydrede Duft henimod os; Stranden laae stille og speilklar; der rørte sig ikke en eneste Vind.
"Lad os gaae op til Klinthuset", foreslog han, "Kløften seer saa smuk ud ovenfra. Det er lidt steilt, lad mig hjælpe Dig; ah, Du er allerede oppe! — Kom herhen til den vilde Æblerose; herfra saae jeg Dig første Gang, Elisabeth, Du stod dernede og snurrede Dig rundt. Jeg behøver blot at lukke Øinene, saa seer jeg det igjen, saa tydeligt, saa tydeligt! — Men tys, hvad er det for en Sang? aa, det er lille Mette Marie, hun øver sig i sin Psalme, Gud velsigne hende."
Vi nærmede os Klinthuset; Døren var vidaaben; Mette Marie stod i et lille gammelt, grønt Skjørt og skurede Gulv; Skoledragten laae ordentlig sammenlagt paa en rødmalet Stol. Solen skinnede venligt ind af de smaabitte Ruder; gamle Bedstemoder sov endnu i Alkoven; den Lille var ganske rød og varm af Anstrengelse; hun skrubbede løs og sang med lige Iver. Det var det næstsidste Vers:
Vor kjære Gud og frelser er Børnevennen stor,
Han bærer barnet op til Gud paa Armen,
Han Storm og Hav betvang, mens han vandrede paa Jord
Men Børnene de leged ham ved Barmen.
"Vi ville ikke forstyrre hende, vel? lad os gaae igjen. Er det ikke en sød lille Pige, altid glad, virksom og ufortrøden. Jeg roser hende sjelden directe, men tænker tidt i mit stille Sind, naar jeg seer hendes Blidhed ligeoverfor den gamle vanskelige Bedstemoder, der bliver gnaven, hvergang det arme Barn ikke strax kan forstaae hende, at man havde godt af at gaae i Skole hos dette lille ydmyge, taalmodige Væsen. — Det er jo ellers bedre med Hørelsen, ikke sandt?"
"Jo, lidt bedre." — Gaae i Skole hos Mette Marie, hvor det dog egentlig var naragtigt, han, Præsten, den lærde Mand!
Næste Dag begyndte jeg mine huuslige Sysler. Bedstefader beundrede mig meget, da jeg kom dandsende ind til ham med stort hvidt Forklæde paa og Fløderiis i Haanden. Det gik dog ikke ganske, som det skulde; Pandekagedeigen blev klumpet, redningsløs klumpet, og Æggehviden vilde slet ikke blive stiv. Tante Christine trippede urolig frem og tilbage; hun havde sit eget Haandelag og sin egen ufeilbarlige Methode, og det var hende næsten uudholdeligt, at see en Anden hele Tiden bære sig forkeert ad, og alligevel betragte sit Værk med den største Nonchalance. Efterhaanden blev det dog bedre, og da en Uge var gaaet, kunde jeg lave en Æggekage til Bedstefaders Frokost, der, efter hans Sigende, overgik Alt, hvad han tidligere havde smagt. At alle Ingredientser vare afveiede og satte tilrette af Tante, fandt jeg mig ikke forpligtet til at fortælle.
Ove kom naturligviis hver Dag, og vi spadserede lange Toure sammen. Talen flød saa let og godt; jeg gik med virkelig Alvor ind paa hans Interesser og hele Livsopfattelse, og overtalte mig selv til at troe, det var min egen. Jeg forstod det jo Alt; var det ikke ligegyldigt, om det kom indvendig fra, eller jeg lærte det af Andre.
Naar vi, paa disse Spadseretoure, mødte Folk, hilste de altid saa venligt og anerkjendende, medens de dog samtidig mønstrede mig lidt. De ville see om jeg er god nok til deres kjære Præst, tænkte jeg, og saa følte jeg mig ganske stolt, fordi han havde valgt mig.
"Hvor det var en ypperlig Prædiken", sagde jeg en Søndag til Tante Christine, medens vi gik hjem ad den lille Marksti, "den kan Folk rigtig have godt af."
",Folk! veed Du hvem Folk er, Elisabeth? det er Dig og mig", svarede hun strengt.
Hver Eftermiddag læste Ove en Timestid med mig i det nye Testament. Vi sadde da i et lille Cabinet ud til Haven; Vinduerne stode aabne; der duftede saa deiligt af Reseda, og Viinløvet tittede ind til os. Undertiden hoppede en lille dristig Fugl op paa Vindueskarmen, saae sig nysgjerrig om med sine klare, lyse Øine, og fløi saa igjen. Paa Skrivebordet stod en smuk lille Vase, som Ove altid forsynede med udsøgte Blomster, snart vilde Mark- eller Skovblomster, snart Pragtexemplarer fra hans egen Have. Der var saa stille rundt om os, medens han sad der, læste høit, udlagde og forklarede paa sin simple, hjertelige Maade. Jeg var meget opmærksom, og det fornøiede mig at vise ham, hvor klart og hurtigt jeg begreb Alt; men det var mig kun som enhver anden Lærdom, og jeg forstod ham ikke rigtig, naar han sagde: ”Et er at vide det, et Andet at leve derefter; Vorherre give os sin Naade hertil.”
Endelig kom Brevet, der meldte Dag og Time til Reginas Ankomst. Min Glæde var stor, skjøndt jeg kun havde tænkt lidt paa hende i den sidste Tid. Bedstefader var ogsaa ganske oplivet, ved Tanken om en Forøgelse af vor lille Kreds. Hvad Tante Christine angaaer, da imødesaae hun Reginas Komme med formelig Skræk, hvilket dog ikke forhindrede hende i at ordne Alt paa det Beqvemmeste og Nydeligste i Gjæstekamret.
Der kom Vognen! To stadselige Herre paa prægtige Heste rede hver paa sin Side; den Ene bar Lieutenants Uniform, det var Reginas Forlovede, den Anden var hans Broder, en ung Landmand, der fortiden prøvede sine Kundskaber paa Tantens Herregaard.
Regina sprang lige i Bedstefaders Arme, derpaa kyssede hun mig, hilste flygtigt paa Tante Christine, og løb saa let opad Trappen, med Armen om mit Liv.
"Du store Gud, hvor hun seer ud! Tante mener jeg; noget Afskyeligere, end de to Tørklæder om Hals og Hoved, kan man ikke udsinde. Jeg skammer mig virkelig for de unge Herrer, hvad maae de tænke? vor Stuepige hjemme klæder sig nettere."
Hun kastede sit elegante Overstykke og den fiffige lille Hat paa Sengen, vendte sig derpaa om og kyssede mig igjen.
"O, Elisabeth, hvad er det jeg hører om Dig? hvor kunde din lille Tosse dog gaae hen og gjøre saadan Noget? — havde jeg været her, var det naturligviis aldrig skeet; Du har gjort det af lutter Kjedsomhed, tør jeg døe paa!"
Det var en stor, uventet Skuffelse, at høre hende tale saaledes; altsaa Sagen kunde ogsaa opfattes paa den Maade.
"Du maa see ham, Regina, før Du dømmer."
"O, jeg veed udenad, hvordan han er, en Landsbypræst!"
"Det er en herlig, forstandig Mand; derom ere Alle enige; han er formelig tilbedt heromkring."
"Og Du skal vel ogsaa være tilbedt, arme lille Offerlam! jeg kan tænke mig det Hele. — Havde Du endda været femogtyve Aar, men atten! og jeg, som altid har drømt, at Du skulde være Frue her, ægte en elegant, elskværdig ung Mand, der kunde styre Alt for Bedstefader og faae Lindely efter ham. — Lad mig see rigtig paa Dig, Du seer virkelig allerede en Smule forandret ud; Holdningen er ikke saa let og fri, som før, og Hænderne, ved Gud, en Vredblegn! og Du, som havde de yndigste smaa Hænder, rigtige Luxushænder, Enhver maatte misunde Dig, o, Elisabeth, det er sørgelige Udsigter!"
”Hvor Du dog er en besynderlig Pige, jeg veed ikke, om jeg skal lee eller græde."
”Lee, Kjæreste, lee, for Himlens Skyld, der bliver Tid nok til at græde, tro mig!"
Stemningen ved Middagsbordet var meget munter og gemytlig. Bedstefaders hele Skikkelse straalede af hjertelig gæstfrihed. Han sad for Bordenden og thronede med sin høie, kraftige Figur, sit smukke, hvide Haar og Ridderkorset paa Brystet. Et fornøiet Smiil spillede om hans Mund ved Herrernes temmelig lydelige Hvisken:
"En paafaldende lighed med Thorvaldsen."
"Frappant!"
Regina blinkede, hun havde bestemt instrueret dem. — Hvad mig angaaer, da var jeg temmelig adspredt under Maaltidet. Hvorledes vil hun synes om ham, tænkte jeg hele Tiden, det var mig næsten en Livsag.
Da vi sadde i Havestuen og nøde Caffen, kom Ove; efter Sædvane satte han en Stol til Tante Christine, der stod i et Hjørne ved Caffebordet, og hilste saa, ukunstlet, frit og venskabeligt paa Selskabet. Derpaa nærmede han sig mig og sagde sagte:
"Idag maae vi vel gjøre afkald paa vor Læsetime, desværre!"
"Ja, det er vist det Bedste."
Jeg saae rigtig paa ham, da han stod mellem de to unge Herrer, og det forekom mig, at hans Væsen var altfor ligefremt, næsten lidt formløst; den lyse, landlige Frakke stak ogsaa underligt af mod deres pyntelige Selskabsdragter. — Hvor jeg var nysgjerrig efter at høre Reginas Mening!
Hun nærmede sig ham, i samme Øieblik, med et venligt Smiil, og de talte længe med hinanden ude paa Verandaen. Den gode, kjærlige Regina! hvor jeg var hende taknemmelig.
Da min Cousine kom tilbage, standsede hun et Øieblik foran sin Forlovede, dækkede Munden med den lille Haand, for at skjule en Gaben, og udstødte et sagte Suk. Ak, jeg behøvede ikke at spørge, denne lille Gestus var Svar nok.
"Regina synes ikke videre om din Fæstemand", sagde Bedstefader om aftenen, efter at de Fremmede vare redne bort, og Regina havde bedt Godnat, "dette gjør dog hende mere Skam, end ham, finder jeg."
"Regina er af dem", svarede Tante Christine, "der aldrig oversee eller tilgive den ringeste Mangel ved et Menneskes ydre Optræden; mod virkelige Feil er hun langt mere overbærende."
"Hvad Mangel er der ved hans Optræden?" Bedstefader saae selv meget paa det Ydre, "det gad jeg vide. Jeg foretrækker da langt hans Udseende og Væsen for de to unge parfumerede Springfyres, med deres Dandsemestertriin og luftige Talemaader. af en Mand fordrer jeg, først og fremmest, at han skal være Mand. — Regina er ellers en sød Pige, men dette er barnagtigt. Kys mig, Elisabeth, Du er langt fornuftigere, end din Cousine."
Bedstefaders Ord trøstede mig lidt og hævede igjen Ove i mine Tanker. O, jeg Daare, hvor jeg var et vaklende Siv.
Næste Morgen, da Mette Marie og jeg sadde midt i Læsningen, kom Regina ind til os i en hvid, brusende Morgendragt. Hun saae meget smuk ud med sin lette, elegante Holdning, sit svære, mørke Haar, de funklende Øine og blændende hvide Tænder. Den Lille betragtede hende som et overnaturligt Væsen.
"Hvad, i Himlens Navn, har Du for? ah, Du øver Dig nok i fremtidige Functioner. Men hvorfor raabe saa høit, Kjære, mine Nerver ere ganske ødelagte; Lyden trængte heelt ind til mig."
"Den lille Pige er tunghør."
"Arme Elisabeth, det finder jeg dog, ved Gud, for galt! og hun seer ikke engang opvakt ud; lad mig høre, hvad hun kan."
Regina tog een af Bøgerne, bladrede lidt i den, og gjorde Barnet nogle Spørgsmaal. Stakkels lille Mette Marie forstod dem naturligviis ikke, og da Regina maatte gjentage sine Ord, blev hendes Stemme lige saa bister, som hendes Blik. Barnet rødmede, gittrede og svarede reent hen i Taaget af lutter Forskrækkelse.
"En lille Idiot ovenikjøbet! aa, lad hende dog endelig gaae; jeg vil gjerne tale med Dig."
Mette Marie, som neppe kunde holde Graaden tilbage, skyndte sig bort; Regina tog min Arm og førte mig ned i Haven.
"Jeg vil give Dig et Par gode Raad, min søde lille Elisabeth, som Du kan have Gavn af hele Livet igjennem; jeg troer virkelig, at jeg er den eneste Fornuftige her. — Men allerførst maa jeg spørge, hvad det var Du gjorde imorges, da jeg saae Dig ude i Kjøkkenet med bare Arme og Smække heelt op til Hagen?"
"Jeg havde netop lagt et Hvedebrød; Du skal smage det til Frokost."
"Det er meget uoverlagt af Dig, at lære saadan Noget; kan Du det ikke, vil der naturligviis aldrig blive Tale om, at Du skal gjøre det i Tiden, men nu er det jo, som ønskede Du selv at gaae og rode i Kjøkkenet. Du maa, i hvert Tilfælde, have en Huusjomfru, hold endelig paa det, Kjæreste, og søg idethele at indrette din Stilling saa taalelig som muligt. Du skal ikke strax gjøre Alt, hvad han vil, som nu med dette Barn; hvor ukjærligt at bebyrde Dig med saadan en daglig Plage. Nei, det maa jeg sige, Alexanders Kjærlighed er af en anden Beskaffenhed, han lever kun for at glæde mig, og holder tusinde Gange mere af mig, end jeg af ham; og det bør Manden altid gjøre. Ingen kan see paa Eder, at I ere Nyforlovede; hans Rolighed er formelig oprørende. — Tys, tys, der er han! — see hvor han gaaer og piller og skjærer ved Blomsterne, hvad skal nu det til? — Godmorgen, min kjære Pastor Birk! vil De tage Elisabeth fra mig? fy, fy, fy." Hun truede skjælmsk med Fingren, idet hun hilste og gik bort.
"Holder Du rigtig af din Cousine", spurgte Ove, da vi ikke kunde see hende længere.
"Vi have kjendt hinanden fra Smaa af, og saa er der saa Meget, som binder", svarede jeg næsten undskyldende; nu, da jeg gik med min Arm i hans, og var under hans Indflydelse, følte jeg tydeligt alle Reginas Feil, og turde ikke rigtig vedkjende mig det Venskab og den Beundring, hun alligevel indgjød mig. O, jeg var frygtelig feig!
"Ja, Erindringer fra Børneaarene binde utroligt; det veed jeg af Erfaring. Den, man aldrig vilde have valgt til Ven i sine senere Aar, kan Fortiden dog knytte En fast til. Din Cousine repræsenterer, i mine Tanker, en vis verdslig, overfladisk Retning, som desværre ikke er ganske ualmindelig nutildags. Stakkels unge Pige! gid min kjærlige lille Elisabeth kunde faae rigtig Indflydelse paa hende."
Hvor han kjendte mig lidt! —
Det var en bevæget Tid; vi havde bestandig Et eller Andet for. Lieutenant Gyldenpiil og hans Broder kom hver Dag ridende, for at hilse paa Regina og modtage hendes Befalinger. Vi spadserede, red, kjørte eller seilede da med dem, og spillede om Aftenen Fjerboldt og Ring i Haven. Jo muntrere det gik til, jo gladere var Bedstefader. Mette Marie kom slet ikke mere; efter at have ventet timeviis paa mit Værelse, tre Dage itræk, uden at jeg kom, blev hun reent borte. "Frøkenen vil maaskee sige til, naar hun faaer bedre Stunder", sagde hun til Stuepigen.
Hvor Tante Christine førte en sørgelig Tilværelse; overseet, tilsidesat, og i Smug latterliggjort af os Unge, trak hun sig mere og mere tilbage i Eensomheden. Bedstefader lagde ikke videre Mærke hertil; han glemte hende næsten, troer jeg virkelig. Regina bød ham nu ogsaa Armen, naar han skulde gaae; første Gang saae han vel lidt undskyldende til Datteren, idet han tog den, men siden blev det Vane.
"Forholdet bliver jo værre, og ikke bedre med Tante Christine", sagde Ove en Aften, "og jeg, som havde haabet!"
"Det er virkelig hendes egen Skyld, hun er saa besynderlig, Du troer ikke, hvor frastødende hun kan være; man bliver tilsidst kjed af det."
"Vi bør gjøre det Gode, og ikke blive trætte. Stakkels Tante Christine! hun er formelig bleven ældre i disse Dage, finder jeg."
"Fik Du Skjænd", spurgte Regina leende da jeg kom ind fra Haven efter denne Samtale, "Bernhard, der saae Eder fra Vinduet, sagde, at Skolemester skjændte paa den lille Pige. Nei, Du maa ikke blive vred; stakkels Bernhard var netop saa opbragt paa dine Vegne, og paastod, at Du var tusinde Gange for god til —"
"Ti, Regina, jeg vil ikke høre saadan Noget, skaan mig!"
Men hendes Tale gjorde dog et vist Indtryk paa mig alligevel.
Der var som en Spaltning i min Sjæl; snart var jeg livsglad og overmodig, snart bedrøvet og angerfuld; det ene Øieblik tænkte jeg, at Regina havde Ret, egentlig var jeg for god til at begraves herude paa Landet, det andet indsaae jeg, hvor høit Ove stod over mig, og følte, at jeg ikke nær var god nok. I deres Selskab bluedes jeg næsten over hans Dyder, hans store Selvfornægtelse og virksomme Menneskekjærlighed, som de kaldte Overspændthed og beloe, og saa skammede jeg mig igjen, naar jeg var hos ham, over deres flygtige Tale og Færd. Naar han kom og spurgte mig, om vi skulde læse Lidt sammen, reiste jeg mig langsomt, halv undseelig for de Andre, og herved fik vort hele Forhold et Skin af tvungen Lydighed fra min Side. O, dersom jeg med frivillig Glæde var kommen ham imøde, og kjækt og uforbeholdent havde taget Parti med ham, hvor langt behageligere, naturligere og lettere havde min Stilling ikke været.
Hvor jeg husker en Eftermiddag, da vi sadde inde i Cabinettet og Ove sagde:
"Det skal gjøre rigtig godt at tilbringe en rolig Time sammen med Dig her; de Andre lægge altfor megen Beslag paa min lille Elisabeth. — Hvad siger Du om disse Blomster? jeg vil virkelig have Tak."
Han saae saa inderlig god og kjærlig ud, idet han viste mig en Klynge store blaae Forglemmigeiger midt imellem Lyngknopper og Bregner. O, nu vilde jeg forsøge at samle mig.
Men ude i Haven spillede de Fjerboldt, og deres glade Udraab og Latter lød saa lokkende og kaldende ind til mig fra de aabne Vinduer. Jeg kunde tydelig skjælne Ordene: Skolemester og lille fangne Fugl. Pludselig faldt en velrettet Raket ned i mit Skjød.
Ove lukkede Bogen og reiste sig op. "Gaa heller derned, Elisabeth", sagde han sørgmodigt, "dine Tanker ere der dog."
Tøvende fulgte jeg hans Opfordring, men den Jubel, hvormed jeg blev modtaget, og det oplivende ved Spillet rev mig snart med. Bedstefader sad paa Verandaen og betragtede os med Velbehag.
"Lige Børn lege dog bedst", sagde han, "er Elisabeth ikke bleven et andet Menneske, siden Cousinen kom?"
Ove svarede ikke, men der lagde sig en mørk Sky over hans Pande, og fra den Dag af holdt han sig meest til Bedstefader og Tante, og iagttog mig i Frastand.