Klokken i den lille Landsbykirke ringede anden Gang; Tante Christine stod fuldpaaklædt i Havedøren og skyndte paa mig. Hun var altid færdig før Tiden, trods sine mange Sysler; jeg derimod, som Intet havde at besørge, lod gjerne vente paa mig.
"O, Elisabeth, gaa dog ikke i Kirke idag", bad Regina indstændigt, "vi maae endelig gjøre Visit hos den gamle Fru Gyldenpiil; Ballet skal være i denne Uge, og simpel Høflighed fordrer det. Alt er arrangeret; Bedstefader har lovet mig Vognen og Alexander har meldt os. — Du var jo i Kirke sidste Søndag, saa veed jeg da, at Du ikke behøver igjen. Vær nu en sød lille Cousine, tag din allersmukkeste Dragt paa, og kjør med mig. — Tante Christine", raabte hun derpaa, "Elisabeth gaaer ikke i Kirke."
"Det vil jeg dog helst høre af hendes egen Mund", Tante saae spørgende hen paa mig.
"Regina har vist Ret, jeg frygter, at Høfligheden fordrer —"
"Du vil altsaa ikke?"
"Nei, Tak, Tante, ikke denne Gang."
Hun rystede paa Hovedet med en alvorlig misbilligende Mine, og gik saa med sine rolige, adstadige Triin.
"Hvor hun dog seer frygtelig ud!" Regina betragtede Tante gjennem Lorgnetten med critiske Blikke, "var det ikke min Slægtning, vilde jeg udelukkende more mig over hende; nu skammer jeg mig tillige." Tante Christine saae unegtelig meget løjerlig ud i sin Søndagspynt, med den gammeldags Hat, den snevre, stumpede Silkekjole, de tyksaalede landsbyagtige Ankelskoe, Bedstemoders Borteshawl paa Armen, et sammenlagt Lommetørklæde og en Spændepsalmebog i Haanden. "Hvorfor skulde hun pynte sig", sagde hun undertiden, "Ingen brød sig om, hvordan hun saae ud; frastødende og grim var og blev hun; de Penge var spildte; reen og heel er jeg altid, gid Alle lode det blive derved."
Bedstefader ærgrede sig dog mangen Gang over hendes afstikkende Udseende. Hans Skjønhedssands var stærkt udpræget, og han elskede livlige Farver og smukke, klædelige Dragter. Han var ogsaa ganske indtagen i Regina og mig den Formiddag, da vi bøde ham Farvel i vor bedste Puds.
"To allerkjæreste Pigebørn, ved min Sjæl, som en gammel Bedstefader nok har Lov til at være en Smule stolt af. — Saa Farvel, og hils Fru Tante; hun og jeg have dog, i vor gyldne Ungdom, dandset mangen en statelig Menuet og lystig Gallopade med hinanden."
Psalmesangen lød saa fredelig og højtidelig ud til os, da vi rullede forbi Kirken; jeg følte en øieblikkelig Anger, men Regina udbrød.
"Gud skee Lov, at din lille Nar dog lod Dig sige og tog med!"
Omtrent en halv Miil udenfor Digevold kom de to unge Herrer os imøde. Lieutenanten gallopperede strax hen til Regina og smaahviskede om sine Følelser; Landmanden red ved min Side og converserede mig paa det Ivrigste. Det var et spinkelt, ungdommeligt lille Menneske, med lyse, velordnede Krøller, lys Knebelsbart, vandblaae Øine, fine Træk og bleg Teint. Han beundrede i høi Grad sin Broder og copierede ufortrøden hans Væsen og Tale, hvorfor Bedstefader og jeg, i Smug, kaldte ham Echoet.
Fru Gyldenpiil tog imod os med største Hjertelighed. Hun var en overordentlig corpulent Dame, iført sort Atlaskeskjole, Kniplingskappe og straalende Diamantbroche, der dog, i Regelen, skjultes af en mægtig Dobbelthage. hun gik med stort Besvær, pustede og stønnede ved hvert Triin, saa det faldt vanskeligt at tænke sig hende hvirvlende om i en Gallopade. Bedstefaders Hilsen og de gamle Erindringer morede hende imidlertid; hun lod idethele til at være i Perlehumeur og protegerede os paa sin lette, gracieuse, verdensdameagtige Maade. Jeg mærkede godt, at hun hviskede noget om mig til et Par andre Fremmede, og samtidig rystede velvillig beklagende paa Hovedet.
"Nei virkelig", svarede en gammel skaldet Herre, idet han fæstede sine udstaaende Øine skarpt paa mig, "hun, den puurunge Pige?"
Ak, Regina havde bestemt fremstillet Sagen i det værste Lys; hvad nyttede det til, skeet var jo dog skeet.
Alt var meget elegant og storartet paa Digevold; der var et smukt Drivhuus og et prægtigt Springvand. "Hvor kunde man føre en paradisisk Tilværelse her", tænkte jeg, da vi kjørte bort, "og saa den lette, elskværdige Maade, hvorpaa de tage Livet, ikke denne evige Alvor, denne strenge, pligtmæssige Alvor." Og Ove stod mørk, indesluttet og tankefuld for mig. Han var ogsaa meget alvorlig i den sidste Tid, men hvem var Skyld heri? det tænkte jeg ikke over, og jeg glemte ogsaa ganske, hvor livlig, oprømt og munter han før pleiede at være.
Ved Bordet vare vi Alle meget lystige, med Undtagelse af Tante Christine, der saae ud, som den personisicerede Misfornøielse.
"Bernhard kan tale accurat som Tante", sagde Lieutenanten senere, da vi Unge vare ene paa Verandaen, "det er virkelig kosteligt! ønske Damerne en lille Prøve?"
"Altfor gjerne", loe Regina, "begynd strax." Den unge Herre udbad sig vore klare Lommetørklæder og efter at have bundet det ene om Hovedet, det andet om Halsen, drapperede han sig med en Plaid, og begyndte saa Forestillingen.
"O, det er ypperligt", Regina klappede i Hænderne, "ganske Tante, selv Ansigtet ligner; hvor fortræffeligt De forstaaer at gjengive det Indædte — et afskyeligt Ord, men betegnende — der er saa characteristisk for hendes hele Optræden. De har virkelig et stort, mimisk Talent, min kjære Bernhard."
"Bravo, Bravissimo", raabte Lieutenanten, "see Gangen, ved min Ære, det er superbt."
"Og Haandbevægelserne", sagde nu jeg, "ligesaa afmaalte, pertentlige og stive, som —" jeg standsede pludselig, Ove stod lige for os og betragtede Scenen. "Ogsaa Du, Elisabeth", sagde han smerteligt, idet han gik forbi os ind i Stuen. Jeg skyndte mig efter ham.
"Det er blot Narrestreger, Ove, de mene det slet ikke ilde; en lille Spøg."
"Ingen uskyldig Spøg, det er hjerteløst! og hun har vist hørt det, hendes Kammervindue ovenpaa blev lukket, da jeg kom."
"Det haaber jeg ikke. — Du er vred."
"Bedrøvet, Elisabeth, inderlig bedrøvet."
Jeg blev staaende et Par Minuter, men da han ikke sagde Mere, gik jeg igjen. De Andre smaasnakkede ivrigt; jeg kunde skjælne Ordene: "Glædesforstyrrer" og "mon Ærværdigheden ikke snart gaaer?" "Da vi siden kom ind, sadde Bedstefader og Ove ved Skakbordet. Lieutenant Gyldenpiil nærmede sig bukkende, og sagde med et Smiil:
"Pastoren forlod os saa hurtig, at jeg ikke fik Tid til at bede Dem beære min Tante med Deres Nærværelse til et lille Skovbal paa Onsdag; hun veed, at De ikke dandser, men haaber dog —"
"Jeg takker meget, og vilde gjerne komme, under andre Omstændigheder, men min Søster er syg", — hans Stemme dirrede — "farlig syg, skriver hendes Mand, og Fru Gyldenpiil maa holde mig undskyldt."
"Er det Thora?" spurgte Bedstefader hjerteligt, "den nydelige lille Thora, der er gift i Jylland; det gjør mig sandelig inderlig ondt. Naa, det var derfor Spillet gik saa pinegalt, Taarnene sprang og Hestene løb paa lige; jeg kunde slet ikke forstaae mig paa Dem, min kjære unge Ven. — Aa, hun kommer sig nok, tro mig, en god Natur og Ungdom. — Nei, lad os heller kaste Spillet, Gud frie mig fra at plage Dem."
"Du tager naturligviis derhen alligevel", hviskede Regina.
Mon det kunde gaae an? o, det var haardt at blive fra dette Bal, som jeg havde glædet mig til hele Somren. Jeg kjendte jo slet ikke denne Søster, hvor kjedsommeligt, at hun skulde blive syg lige nu. — Det var dog vist det Rigtigste, at spørge ham reent ud om hans Mening. Hans Mine var rigtignok frygtelig uimodtagelig, som han stod der lænet til Træet og saae ned for sig, men jeg vilde alligevel vove det.
"Ove", sagde jeg frygsomt, "saa maa jeg maaskee heller ikke gaae?"
"Maa!" for første Gang saae jeg ham blusse op i Harme, "har Du Lyst, maa Du, naturligviis." "Hvad skulde jeg nu gjøre? jeg tyede til Bedstefader om et godt Raad.
Den kjære gamle Mand, det var et Samvittighedsspørgsmaal for ham. Af hele sin Sjæl undte han mig Fornøielsen, men der var dog Noget i hans kjærlige Hjerte, som oprørte sig derimod.
"Bliver Du hjemme, min Glut, vil Du aldrig fortryde det", sagde han omsider, "tager Du derimod afsted, kan det dog maaskee i Tiden, især, hvis Søsteren døde, løbe Dig om i Hovedet, at Du forlod ham, da han var bedrøvet. Men jeg haaber hun bliver bedre inden Onsdag."
Hun blev imidlertid værre, hørte jeg af Andre; selv havde jeg ikke Mod til at spørge.
"Hvad gjør Du saa, Elisabeth?" Bedstefader saae mig venligt ind i Øiet.
"Jeg bliver hjemme. — O, jeg havde saadan glædet mig til det Bal", og jeg brast i Graad.
"Lille Stakkel, kom, sæt Dig paa mit Skjød! Bedstefaders Kjæledægge; naa saa, nu er det godt igjen, min søde, opoffrende Pige! — Maaskee gjøre vi ogsaa et Bal herude en anden Gang, naar Alt staaer vel til, hvem veed."
Tante Christine stod og stirrede paa Bedstefader, medens han klappede og kjærtegnede mig; o, hvor vilde ikke et eneste af disse ømme Ord have trøftet og styrket hende for lange Tider.
Da Regina kjørte bort, følte jeg mig som en virkelig Heltinde; Bedstefader beundrede mig aabenlyst, ja, selv Tante saae anerkjendende paa mig, hvad vilde Han nu sige?
"See", sagde Bedstefader, idet han triumpherende holdt mig hen foran Ove, "hvad mener De om denne lille Martyr? troede De ikke, hun var tagen bort alligevel?"
"Nei, jeg haabede nok at hun blev hjemme, jeg haabede det for Elisabeths egen Skyld, fordi det var det Rigtigste."
Bedstefader saae forundret op, han havde ikke før mærket det Mindste til en Forandring i vort Forhold. "Det er ikke godt med Søsteren", sagde han pludselig, som vilde han hermed bortforklare det Besynderlige i Yttringen. Hvad mig angaaer, da løb jeg op paa mit eget Værelse og hulkede.
Saa det var hele Takken og Lønnen for Offret! o, hvor det var haardt og hjerteløst. Og nu brusede Musiken vel allerede, og de Andre dandsede ved Fakkelblus i den gønne Skov, medens jeg laae her og græd.