Det var en glad Dag, da Tante Christine første Gang kom op, og sad paa Sophaen, omgiven af Puder. Laura holdt triumpherende et Speil henimod hende.
"Hvad siger Du, Tante, ligner Du ikke formelig Bedstefader? og Du veed nok, hvem han igjen ligner."
"Du vil gjøre mig forfængelig paa mine gamle Dage, Barm — Herregud, jeg seer jo virkelig ganske skikkelig ud, accurat som andre Mennesker."
Tante glattede sit Haar med de magre, gjennemsigtige Fingre, rettede lidt paa den nette lille Kappe — de trekantede Tørklæder ere bandlyste for evigt — og betragtede sig selv med et vist, forundret Velbehag. Hun saae ogsaa meget net og hyggelig ud i den varme, bekvemme Morgendragt; før sad Alt saa stivt, stramt og pertentligt om hende, at det formelig kunde gyse i En.
"Aa, hvor der er yndigt i Haven! og der staaer gamle Fader i Alleen; han lader vist Flaget heise. Ja, der er det, det kjære Dannebrog, hvor fornøieligt det dog vifter frem og tilbage i den blaae Luft!"
Tante foldede sine hænder og brast i Graad; hendes Hjerte blev for fuldt.
O hvor gierne havde jeg ikke glædet mig, ret af Hjertens Grund, som de Andre, men jeg kunde ikke ganske glemme mig selv og mine Bekymringer. Bedstefader og Laura mærkede Intet, hvorimod Tante skjænkede mig den inderligste Deeltagelse. Hun opfattede Sagen paa sin Viis, men talte aldrig derom; et Haandtryk eller et lille opmuntrende Nik, fik jeg derimod, hvergang jeg var alvorlig og taus.
En varm, klar Maidag sadde Laura og jeg ude paa Verandaen. Tante laae paa Sophaen i Cabinettet og blundede; vi kunde høre hver Lyd derinde fra.
"Elisabeth, jeg er virkelig træt; vi vare saa længe oppe igaar, og der er noget underlig Søvndyssende ved Luften. — Maa jeg lægge mit Hoved paa din Skulder? saadan, nu sover jeg allerede." Laura loe op til mig med lukkede Øine. Det varede dog ikke længe, før den forstilte Søvn blev virkelig. Jeg slog Armen om min lille Søsters Liv og støttede hende; hun laae saa tryg og stille; der hvilede den blideste Fred over det yndige Barneansigt.
Alt var saa smukt rundt omring os; det havde regnet om Morgenen, og de klare Vanddraaber perlede endnu paa Græs og Straa; Lindetræerne lystgrønne Blade frigjorde sig mere og mere, de smaa røde Hylstre laae hendryssede paa den sorte nyrevne Gang; Kirsebærtræernes Kroner saae ud som nyfalden Snee; Sirenerne duftede allerede, og Paaskelilier og Pæoner skinnede i Solen. Gjøgen kukkede muntert inde i Skoven: Ti, tyve, tredive Gange, Gud frie En fra saamange Leveaar!
Midt i al denne Herlighed følte jeg mig saa forsagt, modløs, træt; o, det var bedre at tage hjem strax; dette Liv kunde jeg ikke udholde!
"Goddag, Goddag", lød nu Tantes Stemme, "Goddag og velkommen."
"Blot jeg ikke forstyrrer Dem, Frøken Hjorth", det var Ove, der talte.
"Aldeles ikke, jeg er saa glad, De kom. — Sidder jeg ikke velsignet her? — ja, Elisabeth har rigtignok næsten pakket mig for godt ind; man bliver saa forkjælet."
"De seer overordentlig vel ud, Frøken, Gud skee Lov! men det forekommer mig, at Deres Niecer endnu ere lidt anstrengte og blege."
"Aa den Lille feiler Ingenting, hun blomstrer jo som en Rose; det er kun Elisabeth. Stakkels Elisabeth, hun har været saa opoffrende og kjærlig imod mig. — Hun er inderlig god, Gud veed, det er hun."
"Hvem benegter det", der var noget Hastigt og Afvisende i hans Tone. Jeg prøvede paa at reise mig og gaae, men kunde ikke, saa blev jeg da siddende og vovede neppe at aande.
"Undertiden har jeg tænkt", begyndte Tante igjen, "at De var for haard. — Ja, jeg vil tale reent ud nu! det arme Barn, var det hendes Skyld, at De troede hende fuldkommen? havde De Ret til at bebreide hende, at hun kun var en stakkels feilfuld Pige? burde De ikke have formanet og baaret over med hende? — Jeg sagde det strax, første Dag: naar han lærer Dig rigtig at kjende, vil han vaagne. — Ak, ja, den Bleghed, der kommer af Sorg, kan ingen Doctor hjælpe af med; hun forvinder det aldrig."
"Store Gud, hvad er alt Dette", han foer heftig op, "er De syg igjen, taler De vildt? — Elisabeth kan ikke have misforstaaet mig, det er umuligt. O, det er grusomt at skaffe mig ny Kamp og Qval! dersom, dersom hun havde holdt det Mindste af mig, havde hun jo blot behøvet at sige et eneste Ord." — Han bøiede sig ud af Vinduet i stærk Sindsbevægelse, jeg saae op.
"Ah, der er hun! — hørte De vor Samtale?"
"Ja."
"Saa svar mig, som for Guds Aasyn, har De et Øieblik tvivlet om, at jeg elskede Dem inderligt?"
"Nei."
"Hører De? De kunde have sparet mig for Dette, Frøken Christine! — dog endnu Et, var det ikke en Lettelse, en Befrielse for Dem, at blive løst fra Løvtet? — var det vel en Sorg?"
"Ikke strax."
Det var Alt, hvad jeg svarede, men i næste Øieblik stod han ude hos mig med sit kjære, trofaste Ansigt opklaret af det gladeste Haab.
"Men senere? hvad senere, lille Elisabeth?"
Før Laura vaagnede, havde jeg skriftet og lagt hver mørk Fold i min Sjæl klar for hans Blik; og vi havde taget de gamle Fremtidsplaner og Drømme op igjen. O, hvor lidt havde jeg fortjent al denne Lykke og Velsignelse! —
Et Par Dage efter stode Ove og jeg udenfor den brune Dør i det graae Huus paa Vandkunsten. Pigen, der lukkede os op, gav et lille Skrig; jeg betød hende at være stille og nærmede mig saa Dagligstuen.
Christian læste høit for Moder i Berlingske Tidende; af og til standede han og gjorde et Par Bemærkninger; han vilde altid saa inderlig gjerne sætte hende ind i Forholdene, men alle Anstrengelser, i saa Henseende, bleve frugtesløse. Moder brød sig ikke en Smule om Politik; Tankerne gjorde bestemt den ene lille Reise efter den anden, medens han læste, snart til Laura og mig. "hvornaar kunde der komme Brev igjen?" snart til Christian og hans Fremtid: "hvor velsignet, at han havde faaet fast Ansættelse", snart til Middagsmaden: "blot Rhabarbergrøden — Johans Livret — blev stiv nok," saa op paa kvisten, hvor den Syvende, Lykkebarnet, netop var ankommet, saa ned i Pengekassen: "man turde dog vistnok tillade sig at —"
"Hører Du, Moder, hvad Bismard —"
"Ja vist, det er jo forskrækkeligt! — men der er Nogen ved Døren. — Elisabeth, Gud i Himlen!"
O, hvor det var en lykkelig Dag! Moder og Ove forstode strax hinanden.
"Han har dog et herligt Ansigt", hviskede hun, "saa tillidindgydende, godt og forstandigt, men siig mig nu, Barn, hvorfor —?"
"Du maa ingen Forklaring fordre, elskede lille Moder, og Du ikke heller, Christian, al Feilen var paa min Side, udelukkende paa min."
Klokken slaaer tolv. Decembersolen gjør et lille Tit ind i Oves Studeerkammer; Ilden flammer og knittrer lystig i Kakkelovnen, Hector ligger magelig udstrakt og gotter sig ved Varmen. Jeg sidder ved Vinduet og fryder mig over Udsigten; de grønne Graner i den hvide Snee have noget saa Qvægende for Øiet.
Inde fra den store Stue, ved Siden, lyder en dæmpet Summen og Surren, det er de smaa Confirmander, der rejse sig for at gaae. Fra Hjørnevinduet kan jeg see dem komme ud, To og To. Mette Marie og Peer Jørgen blive staaende i Porten; de høre nu Begge hjemme her, gamle Bedstemoder er død.
Solen skinner paa de muntre, ubekymrede unge Ansigter. Oves Øie følger dem kjærligt; han er glad i sin Gjerning, og med Guds Hjælp vil den bære Frugt.
See, nu nikker han hen til mig; hans Ansigt straaler saa velsignet. Han er ogsaa glad over sin Kone, tilfreds med sin lille Amanuensis, hvor feilfuld hun end er.
Men hvad er det? Hector reiser sig urolig; jeg hører Kanebjælder og Pidskeknald. — Ah, det er Bedstefader og Tante Christine, og midt imellem dem sidder en velindpakket, æblekindet, guldlokket, utaalmodig Dreng, der neppe kan holde sig rolig, til vognen standser. Det er lille Johan , som skal tilbringe Juleferien hos store Søster i Præstegaarden.