De mægtige gamle Lindetræer, hvorefter Lindely havde sit Navn, stode fulde af Blomster; Vinden bar Duften lige imod mig, da jeg rullede op til den røde Bygning, der tittede saa hyggelig frem af det Grønne. Bedstefader stod selv paa den store Steentrappe udenfor Døren og viftede med sit Lommetørklæde. Han var en høi, bredskuldret, gammel Herre med et aabent, livsglad, hjertensgodt Ansigt. Folk fandt, at han lignede Thorvaldsen, hvilket smigrede ham meget, ja, en blot Hentydning hertil knude sætte ham i Perlehumeur. Det var vist ogsaa, for at fremhæve denne Lighed, at Bedstefaders nedfaldende Halslinning var temmelig bred, og hans smukke hvide Haar ordnet paa en kunstneragtig Maade. Den gamle Militair lyste iøvrigt frem af hele hans Holdning og Væsen. Rank og strunk stod han, trods Aarene, og uagtet han var Invalid; en Kugle fra 1848 sad endnu i Benet — det paastod han idetmindste — og gjorde dette stivt og Gangen høist besværlig.
Bedstefader havde, for sex Aar siden, været et Par Uger i Kjøbenhavn; han pleiede da at besøge os hver Dag og altid medbringe enorme Kræmmerhuse med Bonbon, som Moder forgjæves bad om at maatte gjemme og uddele i smaa Partier. "De skulle have efter Hjertenslyst", sagde han altid, til vor Henrykkelse, "er det ikke velsignet, at saa Lidt kan glæde Børn."
"Naa, saa har vi Dig da endelig, Du Smaa", Bedstefader trykkede mig hjertelig til sit brede Bryst, holdt mig derpaa ud fra sig, i Armslængde, og faae længe paa mig.
"Ikke saa ilde endda, vel, Christine?"
Dette Sidste var henvendt til hans Datter, hvem jeg slet ikke før havde bemærket. Tante Christine stod halv skjult af Døren; hendes Kjole var mørkegraa af et gammeldags Snit; om Halsen bar hun et lille sneehvidt Linons Tørklæde og et ganske lignende dito paa Hovedet knyttet under Hagen, de graasprængte Haar sluttede glat ned til Kinderne. Hun var temmelig høi, mager og stiv; Panden var furet, og om de dybtliggende graabrune Øine saaes et rødligt Skjær, som havde hun nylig grædt. Hele Udtrykket var langt ældre end Bedstefaders; Minen var heller ikke imødekommende, som hans, snarere frastødende, og skjøndt hun var kjendelig bevæget ved at see mig, var det dog, som vilde hun afværge ethvert Kjærtegn fra min Side.
"Jeg haaber det er en god Pige", lød hendes lidt tilrettevisende Svar paa Bedstefaders Spørgsmaal.
"Naturligviis er hun en god Pige, det er en Selvfølge."
Bedstefaders Tone var utaalmodig. "Kom til mig igjen, Elisabeth, min Sjæl, om Du ikke ligner din Fader!"
Han slog kjærlig Armen om mit Liv og førte mig ind i Dagligstuen.
"Naa, hvordan har din broder saa levet, min Glut, siden han var her ifjor? en snurrig Krabat igrunden."
"Et høist respektabelt ungt Menneske", forsvarede Tante Christine.
"Ja det er netop Ulykken, Tante, Christian er saa frygtelig respectabel."
"Hør til hende", Bedstefader loe fornøiet, "en rigtig Læsehest er han vist, ikke?"
Det var meget stygt af mig, men jeg kunde ikke modstaae Lysten til at rive lidt ned paa Christian og gjøre ham en Smule latterlig. Det morede Bedstefader, og han gav lydelig sit Bifald tilkjende. Tantes hele Skikkelse, fra de sammenknebne Læber til den urolige Haand, udtrykte derimod et Mishag, der dog kun æggede mig til at vedblive.
"Jeg vilde aldrig have talt ilde om min Broder, din Fader", sagde hun endelig, "og han lige saa lidt om mig. Forresten finder jeg, at Den, som dadler det, der, i og for sig, er roesværdigt, kun nedsætter sig selv."
Det kostede den tilbageholdne, ordknappe Tante Christine synlig Anstrengelse at sige dette. Bedstefader loe lidt haanligt:
"Visvas, gik det efter dit Hoved, Christine, døde man af bare Respectabilitet og Kjedsommelighed. — Her, Elisabeth, er Havestuen og den nye Veranda, min Stolthed. Kan Du see Dannebroge nede i Haven paa Høien? vi have flaget til Ære for vor lille Gjæst. Vær nu som hjemme, Barn, jeg mener hjemme i ordets fulde Betydning, og saadan vil jeg forstaaes. Alt, hvad der er sippet og "pænt beskedent" kan jeg ikke fordrage."
"Saa vil jeg strax tage et Par Roser til min Hat, Bedstefader; jeg fik allerede Lyst til dem, ved at kigge ind i Haven fra Vognen."
"Det kan jeg lide! — et indtagende Barn, paa min Ære", dette Sidste blev hvisket til Tante, medens jeg løb over Græsplainen, men jeg hørte det dog tydeligt.
I sig selv vare Roserne mig temmelig ligegyldige, og jeg tog dem meest for at more Bedstefader. Da jeg dengang var ganske uden Characteer, pleiede jeg, idethele, at indrette min Opførsel paa at behage dem, jeg syntes om og var imellem. Mine faa Veninder holdt derfor meget af mig; de fandt et Slags Gjenskin — om jeg tør udtrykke mig saaledes — af deres egne Anskuelser i min Maade at være paa. I Hjemmet tænkte jeg derimod aldrig paa at behage, og kun der kom min egenkjærlige Natur frem. Egentlig falsk var jeg alligevel ikke; jeg gik ind paa Andres Tankegang af en vis misforstaaet Høflighed, blandet med stor Flygtighed og Modtagelighed for alt Nyt.
"Dersom Elisabeth vilde tage de udsprungne Blomster, var det bedre; Rosenfloret vil snart være forbi paa denne Maade." Tante iagttog forfærdet den ødelæggelse, jeg anrettede.
"Lad hende kun tage Knopperne, Christine, hun er jo selv en Knop!"
Bedstefader betragtede med Fornøielse den fyldige Krands af deilige Rosenknopper, der løb rundt om min Hat. Ingen af os tænkte paa den Dag imorgen, og paa at Rosenbuske nogensinde kunde mangle Blomster.
"Du er vist sulten, Pus", begyndte han igjen, "blot vi nu maae faae dine Livretter til Middag. Fortæl mig engang, hvad Du helst vilde have?"
"O, Bedstefader, her paa Landet ønsker man naturligviis Ærtesuppe, Kyllingesteg med nye Kartofler og Jordbær." Dette sagde jeg igjen, alene for at behage ham, og det lykkedes.
"Bravo! hun er min Sjæl ypperlig. Naa, Christine, hvad har Du?"
Tante Christine saae høist irriteret ud, men svarede dog i en ganske sagtmodig Tone:
"Vi faae aldrig Kyllinger i det Daglige, Lammekjød."
"Saa faaer Du holde Dig til første og sidste Ret, Barn, som Du gjættede rigtig."
Bedstefader nærmede sig, som vilde han tage min Arm, men betænkte sig dog og sagde godmodigt til Datteren, der holdt sig lidt tilbage. "Hvor bliver Du af, Christine? vil Du ikke hjælpe den Gamle med at humpe afsted, som sædvanligt? den lille Prindsesse kan flyve iforveien."
"Er det dit Portrait, Bedstefader?" jeg standsede foran et stort Billede af Thorvaldsen.
"Gavstrik, Du veed godt, hvis Portrait det er." Han saae mageløs oprømt og tilfredsstillet ud.
Efter Bordet løb jeg alene ud i Haven, og derfra over Veien langs den lille smalle Bæk, der snoede sig mellem frugtbare Marker og Enge. Det var en rigtig Midsommerdag; Solen brændte varmt, men det luftede saa forfriskende fra Stranden. De hvide Skyer feilede høit oppe paa den klare blaae Himmel; Kornmarkerne bølgede, som et Vand, nogle allerede guulagtige, andre ganske grønne med Mængder af Kornblomster og Valmuer. Bækken havde forskrækkelig travlt med at haste ned til Havet; det susede i de høie Poppeltræer ved Smedien, og et let lille Føl dandsede paa Kløvermarken; jeg vilde gjerne klappe det, men da jeg nærmede mig, kaldte Moderen med en lang ængstelig Vrinsken, og saa foer det hen til hende. O, hvor jeg tydelig husker, hvorledes Alt tog sig ud hiin Eftermiddag, da jeg første Gang saae det. En pjaltet Dreng sad paa et Gjærde og trak Jordbær paa Straa; han havde bare Fødder, sorte smaa Fingre og et leret, men sjæleglad Ansigt.
"Hvem skal have de Jordbær?"
"Aa, det veed jeg ikke."
"Snak, Du veed det godt."
"Moer, naturligviis."
Det gik underligt igjennem mig, og Billedet af min Moder stod et Øieblik næsten bebreidende for mig, men saa ilede jeg videre, og glemte snart den lille Dreng og dem hjemme over al den Deilighed rundt om. Stien var løbet ind i Skoven; til begge Sider hævede høie Skrænter sig, og der, midt imellem dem, lige for mit Øie, laae Stranden, skinnende som Sølv, skummende og brusende. Der var mange Skibe ude, og de hvide Seil svulmede for den raske Vind.
Her var vidunderligt! og jeg skulde snart gaae her med Regina og vise hende alle de skjønne Steder, og saa Ballet paa Herregaarden, Ballet!
Uvilkaarlig nynnede jeg en Dandsemelodie og dreiede mig rundt. Idetsamme lød oppe fra Skrænten en straffende Bjæffen, og en stor, bruun Hund kom tilsyne, aabenbart i høieste Grad forarget af min Opførsel. Jeg blev dygtig forskrækket; hvor barnagtigt og dumt at dandse ene omkring; hvis Nogen havde seet det! — Det forekom mig, at jeg hørte en svag Fløiten, derpaa gik Hunden, og Alt blev stille. Et Øieblik efter knagede det igjen mellem Buskene, og en tolv, trettenaars Pige kom løbende ned ad Skraaningen med en stor tom Spand.
Jeg saae nu, at der laae en kummerlig, sammenklinet Bolig oppe under Træerne. Barnet sprang ud paa en toppet Steen, og fyldte saa sin Spand af Bækken. Det var et lille fregnet Væsen med straaguult Haar og hvide Øienbryn; hendes Dragt lod dog til at være ganske ordentlig i sin Fattigdom.
"Var det din Hund", spurgte jeg, idet jeg berørte hendes Skulder med min Parasol.
Hun foer sammen, spildte det Halve af Vandet, og fæstede et Par forskrækkede, udtryksfulde, blaae Øine paa mig; derpaa rystede hun gjentagne Gange paa Hovedet, som forstod hun mig ikke, fyldte saa Spanden paany, og balancerede vaersomt og sindigt op ad den steile, næsten lodrette Sti; Trærødderne, der slyngede sig frem og tilbage over Veien, tjente hende som Trappetrin; jeg troer ikke hun spildte en Draabe.
Hvor der var deiligt! høie, slanke Bøgetræer med prægtige Kroner stode lige paa den yderste Rand af Skrænten — Kysten maatte ogsaa see herlig ud fra Søsiden — den gule Caprisolium tittede frem af det mørke Egeløv; smaa røde Nelliker skinnede i Skovbunden; allevegne prangede mægtige Vifter af lysegrønne Bregner. Jeg samlede en Kæmpebouquet og skyndte mig saa tilbage; Solen faldt paaskraa henad Stammerne, Klokken maatte være mange.
Til min Forbauselse stod den store, brune Hund ganske rolig i Havestuedøren. Det var den Samme, jeg kunde ikke tage feil; alt som jeg nærmede mig, begyndte den at gjøe, dog dennegang snarere spørgende, end opbragt.
"Tys, Hector, stille, min Dreng!" Efter denne opfordring lagde den sig lydig ned, og lod mig uhindret passere.
Bedstefader sad og spillede Skak med en fremmed Herre. Da jeg traadte ind, reiste denne sig og hilste høfligt; han havde et behageligt, talende Ansigt, og saae ud til at være to eller treogtredive Aar.
Der spillede et lille, næsten umærkeligt, Smiil om Munden, hvoraf jeg sluttede, at han havde seet mig før og gjenkjendte mig.
"Bliv siddende, min kjære Pastor, det er kun Barnet. — Skak og Madame, naa, fik jeg Dem der? — De troer ikke, hvor jeg er glad over at have faaet min lille Sønnedatter herud; jeg elsker Ungdom, Liv og Munterhed, og har forud tilladt hende at sætte Huset paa den anden Ende. — Men nyttige Ting skal hun ogsaa lære; tag en Skammel, og sæt Dig herhen, Du Smaa, og søg at finde Dig tilrette i Spillet."
Det fornærmede og ærgrede mig lidt, at Bedstefader behandlede mig som saadan et reent Barn, og det i en Fremmeds Nærværelse. Med saa dameagtig en Anstand, som det var mig muligt at opdrive, tog jeg en Stol og satte mig hen til de Spillende.
"Undskyld, Herr Major, men Frøken Hjort vil vist helst sørge for sine Blomster først." Han pegede paa den store Bouquet, jeg havde kastet paa et Bord og glemt med det Samme.
"Hykler, som De er", Bedstefader loe hjerteligt, "det er ham selv, Elisabeth, der ikke kan taale, at Blomsterne visne; naa, tør De negte det?"
"Ikke ganske", han loe, "maaskee er det en stor Særhed, men det piner mig ordentligt, at see Blomster saaledes ligge hen; har man revet dem fra deres Hjemstavn, bør man dog idetmindste sørge for, at de ikke vansmægte."
"Hvad siger Du, Betty, taler han ikke, som var det levende Væsner. Ja, Blomster er vor gode Præsts Kjæphest. Gaaer han i en fremmed Have, hvor der staaer Ukrudt, rykker han det op, uden videre, og er der et Vandskud, trækker han strax en lille skarp Foldekniv frem, der ligger parat i Lommen, og snitter det væk. Vandkande og Vandbeholder veed han at finde og benytte, om han aldrig har været i Huset før. Gud naade Den, der beskadigede hans Planter, thi, skjøndt han ellers er den sagtmodigste Mand paa Jorden, staaer jeg ikke inde for Noget. Hvad synes Dem om Deres Characteristik, Pastor Birk? — ja, jeg bør da føie til, at han har den samme Lyst til at luge, skjære Vandskud bort og vande i sine Medmenneskers Sjæle, som i deres Haver."
Bedstefader loe igjen; Præsten saae alvorlig ud. "Kunde man blot passe sit Eget rigtig godt, Herr Major, især i sidste Henseende", sagde han.
Hvor snurrigt, det var Noget at fortælle Regina tænkte jeg; men det var dog, som havde Blomsterne faaet mere Værd i mine Øine, og jeg samlede dem med stor Vaersomhed, uden at glemme et eneste Straa. Derpaa opsøgte jeg Tante Christine, for at faae en Vase til dem.
Hun stod i Spisestuen og lagde Tøi ind i det smukke, gammeldags Linnedskab, der saae ud som et heelt Huus. Hvor det laae mønsterværdig ziirligt derinde, og hvor Tante saae forretningsmæssig og optaget ud med sit alvorlige Ansigt.
"Femten, sexten, sexten, sexten", hun søgte i kurven for at finde Fortsættelsen af Servietterne, og mit Forlangende kom aabenbart meget ubeleiligt. Det vrede, gnavne Svar, hendes Mine bebudede, udeblev imidlertid. Tante Christine gav næsten aldrig sin Pirrelighed Luft, men man mærkede den dog godt, og dette underlig Tilbagetrængte havde noget Uhyggeligt.
"Vil Elisabeth følge med ind i Fadeburet", sagde hun, "saa kan Du jo see, om vi have, hvad Du behøver, jeg troer det neppe."
Hvor Porcelain og Glassager stode nydeligt opstillede, intetsteds mindste Støvgran. Endelig fandt jeg to gammeldags Vaser med riig Forgyldning, men af en grim, plump Facon.
"Vær forsigtig med dem, Elisabeth, o, jeg vil egentlig nødig" — men jeg var allerede løben ind.
"Bedstefader, disse tør jeg laane, naar jeg er rigtig forsigtig, ere de ikke deilige?"
"Rædsomme! Du har min Tilgivelse iforveien, Pus, skulde Du komme til Uheld."
Tante var fulgt efter mig, hun stod i Døren og saae bedrøvet ud.
"Der knytte sig Erindringer til Vaserne", sagde hun sagte. Bedstefader sprang heftig op.
"Saa give Gud, at alle Erindringer kunde saa let tilintetgjøres, som disse skrøbelige Vaser."
Tante Christine blev ganske bleg, og svarede i en dybt krænket Tone:
"Det var din Gave til Moder hendes sidste Fødselsdag."
"Ah, naa saa, de tale just ikke for min Smag", Bedstefader fortrød sit Udbrud og gik urolig op og ned.
"Ja, Mindet kan hellige det i og for sig Ubetydelige", sagde Præsten hjerteligt, "lad os give Vaserne tilbage til den kjærlige Haand, der freder saa trofast om de gamle Erindringer. — Jeg har mange smaa Anstalter til Blomster hjemme, langt flere, end jeg behøver, og vil tillade mig at bringe Frøken Elisabeth en lille Vase og Kurv imorgen. Foreløbig kunne Blomsterne vel nok tage tiltakke med et Fad." Længere henad Aftenen, da jeg stod paa Verandaen og beundrede Solnedgangen, kom Pastor Birk hen til mig.
"Hvor der vist er tomt i Deres Hjem idag", sagde han venligt; jeg forstod ham ikke strax, og saae forundret op.
"Som den ældste Datter, er De bestemt Sjælen i Hjemmet og næsten uundværlig for Deres Fru Moder og Alle."
Der gik ligesom et Suk gjennem min Sjæl, da han sagde dette, medens hans klare, tillidsfulde Blik hvilede paa mig. Jeg følte, at han gik ud fra ganske falske Forudsætninger og bedømte mig derefter; maaskee burde jeg have oplyst ham, men jeg manglede baade Mod og Lyst.
"Deres smaa Pligter minde Dem vist ogsaa paa hver Tid af Dagen, o, det kan jeg saa godt forstaae, men her vil De ogsaa faae Pligter, Frøken Hjort; der er en Gjerning som venter paa Dem." Hans Stemme sank; "jeg har længtes efter Deres Komme og efter at drøfte Sagen med Dem; en gammel Ven af Familien tør jo nok tale fuldkommen oprigtigt?"
"O, ja, naturligviis, det vil glæde mig." — Hvad kunde det være, jeg stod som himmelfalden, skulde jeg noget Andet herude, end more mig?
"De har vist allerede iagttaget", begyndte han igjen, "at Forholdet mellem Deres Bedstefader og Tante ikke er ganske, som man kunde ønske?"
"Jeg holder tusinde Gange mere af Bedstefader", afbrød jeg ivrigt.
"Han er ogsaa ulige behageligere med sit gode Humeur, vindende og elskværdige Væsen, men hun er saa ulykkelig, den Stakkel! De veed vel nok, at hun i sin Ungdom havde en stor sorg? siden den Tid er hendes Sind blevet bittert og mistænkeligt."
"Hendes Forlovede hævede nok Partiet, har jeg hørt". sagde jeg i en medlidende Tone, men i mit stille Sind tænkte jeg, at han havde gjort ret. Hvem kunde holde det ud med Tante Christine.
"Ja, og det uden ringeste Grunde siger man. Næsten samtidig døde hendes Moder, og der var Ingen, hos hvem hun kunde finde Medfølelse og Trøst. Majoren blev træt af denne evige Grublen over en frugtesløs Sorg. "Karlen er det min Sjæl ikke værd, Tak Gud, Du blev fri for ham", hed det naturligviis. — Deres Bedstefader er en hjertensgod, velsignet Mand, og, hvor det staaer i hans Magt, vil han tørre Taarerne bort og fjerne Sorgen. Taale og fordrage den i Stilhed kan han derimod ikke; er det ham umuligt at jage den bort, skyer han den."
Hvor han talte varmt og ivrigt; hvad kom egentlig Tante Christines sorg ham ved? han havde jo først lært hende at kjende langt, langt senere; hvor var det muligt, at den kunde ligge ham saaledes paasinde.
"Deres Tante har nu kastet hele sin Tilbøielighed paa Faderen, vaager over hans Pleie og Opvartning, passer hans Huus, kort, lever kun for ham. Majoren paaskjønner det dog ikke synderligt; Liv og Glæde er det han fordrer, fremfor Alt, men hvor kan den Stakkel give, hvad hun ikke eier. Den Maade, hvorpaa han fremhæver og roser Dem, skjærer hende bestemt i Sjælen; hun er meget skinsyg, Deres arme Tante. — See nu, Frøken Hjort, efter hvad jeg her har fortalt, behøver jeg neppe at sige, hvori Deres Gjerning skal bestaae. Fader og Datter maa bringes nærmere sammen, og hun, lidt efter lidt, drages ind i Livet igjen, hvorfra hun næsten har trukket sig tilbage."
"Men Tante Christine holder vist ikke af mig; hun er slet ikke venlig."
"Hun er bange for at blive stødt bort; De maa gjøre det første Skridt, saa vil hun snart aabne sit Hjerte. Der har sneget sig en underlig Mistillid ind i hendes Sjæl; hun er grændseløs ømfindtlig for Spot, formelig angst for de Unges Latter. — See, nu har jeg lagt Sagen i gode Hænder, og føler mig ganske beroliget."
Jeg vidste ikke hvad jeg skulde svare, og klappede forlegent Hectors smukke brune Hoved. Han forudsatte saa vist, at jeg med Iver vilde løse den fastsatte Opgave, at jeg umulig kunde sige: "jeg bryder mig ikke det Ringeste om Tante Christine, jeg har aldrig for Alvor tænkt paa at glæde Andre end mig selv."
Lidt efter tog Præsten muntert afskeed med Bedstefader, satte en Stol til Tante, der stod ved Døren, og sagde leende til mig:
"Vil De beholde Hector, Frøken Hjort, jeg synes ikke den gjør Tegn til at følge mig."
"Hvor han dog er et godt, velsignet Menneske", udbrød Tante Christine varmt, idet hun fulgte hans Skikkelse med Blikket.
"Det er din Tantes Ridder, maa Du vide; var hun blot tredive Aar yngre, saa" —
"Saa var han neppe min Ridder", fortsatte Tante i en ydmyg, sørgmodig Tone, "jeg veed godt, at det netop er min Mangel paa alt, alt Tiltrækkende, jeg skylder hans Opmærksomhed."
"Ja, han er en herlig Mand", Bedstefader modsagde ikke Tantes Bemærkning, "derom blive vi let enige, og glædeligt er det, at møde en Dyd, der viser et lyst, fornøieligt Ansigt, ikke seer mørk, misbilligende og hovmodig ned paa Næsten. — Men hvad gaaer der af Barnet, staaer hun ikke der og falder i Tanker. — Kom ind, Du Smaa, Duggen falder."
Himlen var endnu flammende rød efter Solnedgangen; inde mellem Lindetræerne saae der mørkt og hemmelighedsfuldt ud; Ilden i den lille Smedie, langt borte ved Landeveien, skinnede klart; de høie Poppeltræer ved Siden saae ud som sorte Kæmper paa Vagt.
Nærme sig Nogen, netop fordi de manglede alt Tiltrækkende, hvor besynderligt! var det virkelig tænkeligt? jeg kunde slet ikke faae det ud af Hovedet. — Hvad vilde Regina sige herom? — hvor hun vilde lee, den kjære, muntre Regina, gid hun var her!