Det var rolige, lykkelige Dage, som paafulgte; i min Sjæl herskede en usædvanlig Fred, et velgjørende Havblik; Savn, Ønsker og Luner vare blevne i Hjemmet. Med hvem skulde jeg her støde sammen? Bedstefader forkjælede mig, og Tante Christine gik afveien for mig. Alligevel vilde Livet paa Lindely have forekommet mig lidt eensformigt, maaskee endogsaa kjedeligt, havde ikke Reginas Besøg staaet i Baggrunden som en lysende Stjerne; naar hun kom, skulde Glæden først ret begynde.
Efter Præstens Opfordring, nærmede jeg mig Tante Christine, men hun holdt sig endnu bestandig tilbage; maaskee havde hun paa Følelsen, at min Venlighed ikke kom rigtig indvendig fra, og at hun igrunden var mig ligegyldig. Bedstefader roste mig derimod, fordi jeg var saa opmærksom imod hende. "Du er en Perle", sagde han, og saa lod han spænde for Wienervognen og gav mig en Kjøretour til Belønning. Tante tog sjeldent med; hun kuude umulig betroe Dette eller Hiint i Huussvæsnet til Folkene.
"Naa, ja, ja da, saa kjøre vi uden Dig. — Christine troer sig saa ganske uundværlig", sagde han senere, "jeg tænker dog Huset blev staaende uden hende." —
Rolig og punktlig, som et Uhrværk, udførte Tante alle sine Pligter, men saa plagede hun ogsaa Pigerne temmelig meget med sit Pedanteri, og skjøndt hun egentlig aldrig skjændte og næsten ingen personlig Opvartning fordrede, var hun dog langtfra yndet. Bedstefader blev derimod tilbedt af alle Folkene, trods hans myndige Tone og stundom temmelig opbrusende Væsen. De fandt nu ogsaa han var saadan en deilig og anseelig Herre — som de udtrykte sig — og hans Rundhaandethed og den Velvilje, hvormed han undte dem Fornøielser, vandt Alle Hjerter.
”Man er kun ung een Gang i Livet", svarede han en Markedsdag paa Tantes Forestillinger, at hun dog maatte beholde Nogen til at udføre Arbeidet, "Du kan jo leie en Kone eller to; de have havt deres Tid; jeg kan ikke nænne, at nogen af vore Folk skulle blive hjemme."
og saa laante han dem en Høstvogn og raabte: "god Fornøielse", da de rullede bort.
Vor Nabo, Pastor Birk, kom daglig, og disse Besøg vare til stor Glæde og Opmuntring for os alle Tre. Gik det en Smule over den sædvanlige Tid til hans Komme, løb jeg gjerne op paa Høien og stod ved Flagstangen og saae efter ham. Hans Udtryk var altid saa fredeligt og fornøiet, naar han gik der ad Stien gjennem Rugmarken; undertiden standsede han og saae sig om med et langt Blik, som nød han ret den deilige Natur.
Det smigrede og glædede mig altid, naar Præsten underholdt sig med mig, og det gjorde han oftere og oftere. Jeg søgte da at tale om Noget, der rigtig kunde interessere ham, og saa troede han, jeg valgte disse alvorlige Emner, fordi de interesserede mig og laae mig paasinde.
"Frøken Elisabeth", sagde han en Eftermiddag, "jeg kommer med en stor Bøn til Dem, men har De ikke Lyst til at opfylde den, maa De love, reentud at sige nei."
"Jeg har ganske vist Lyst."
"Hør først, hvad det er. — De kjender jo den lille Mette Marie oppe i Klinthuset, ikke?"
"Klinthuset med den smukke Udsigt? jo, jeg har seet en lille Pige der, flere Gange, men hun er saa besynderlig."
"Det er netop Sagen; hun hører tungt efter en Sygdom, og kan nu ikke gaae i Skole med de andre Børn. Jeg har selv tænkt paa at læse med den lille Stakkel, men min Tid er temmelig optagen. Hun er lærvillig og opvakt, og kan godt forstaae En, naar man sidder lige ved hende og taler temmelig høit. Kunde De have Lyst, Frøken Elisabeth, til at tage Dem lidt af hende? nei, De vil nødig, jeg kan see det."
Jeg vilde meget nødig; hendes lille fattige, afblegede Bomuldstørklæde, med de slidte Fryndser, stod afbrækkende for min Tanke, og jeg skulde sidde ganske tæt op til hende, maaskee raabe hende ind i Øret!
"Blot jeg er det voxen", sagde jeg lidt usikkert, idet jeg haabede han vilde forklare min Tøven som Samvittighedsfuldhed, og det gjorde han ogsaa strax.
"O, er der ikke Andet iveien, saa skal det nok gaae; jeg er aldrig bange for Den, der begynder sin Gjerning med god Villie og Mangel paa Selvtillid. — Med Guds Hjælp vil De faae Glæde af hver Time De offrer paa hende! jeg takker Dem ret inderligt, min kjære unge Dame."
Han trykkede min Haand hjerteligt; det var som hans egen Sag.
"Tør jeg da sige, at hun maa komme allerede den Dag imorgen, hvorfor opsætte? — Barnet er forøvrigt kjendt her paa Lindely; jeg har ofte seet hende komme ud herfra med en lille Leerspand fyldt med Mælk eller Suppe til hendes Bedstemoder. Deres Tante gjør meget Godt her paa Egnen."
"Bedstefader ønsker vist, at hun skal."
"Det troer jeg gjerne, men han sætter sig ikke ind i Forholdene; Omtanken er hendes. — Altsaa imorgen; er Otte for tidligt?"
"Nei, slet ikke, paa Landet bør man jo være Morgenfolk."
Hvor jeg ærgrede mig, da han var gaaet, over min Mangel paa Oprigtighed og Fasthed. Det forekom mig, som om jeg, mod min Villie, var dreven ind paa et feilt Spor, jeg i Fremtiden blev nødsaget til at følge.
Næste Dag, paa Slaget otte, kom lille Mette Marie; det tærnede Tørklæde blev holdt sammen over Brystet af en stor Stoppenaal med et uformeligt Lakhoved; Kjolen og Forklædet kunde dog ikke være renere, og de smaa Fingre vare formelig rynkede og røde af bare Vadsk. Haaret laae glat bag Øret; det var kæmmet med Vand og ganske stribet; der var en egen Duft af Søvand og Tang ved hele den lille Person. Tavle under Armen og en ulden Pose med Skolebøger manglede ikke.
Bedstefader mødte os i Gangen, og jeg maatte give ham en Forklaring.
"Naa, min lille Kjæledægge vil være Skolemester; ja jeg sværmer ellers ikke for den Slags, men her er der jo unegtelig en fornuftig Grund. — Jeg husker godt, da hun havde Skarlagensfeber, samme Lille, Bedstemoderen sørgede saamæn allerede over, hvor Kisten skulde komme fra, og jeg maatte love at betale; naa, det gik anderledes. — Et Par velsignede Øine, den lille Unge har!" Bedstefader lagde sin store, veldannede Haand kjærligt paa Barnets Hoved og nikkede til hende.
Siden, da vi sadde og prøvede hinandens Taalmodighed, thi videre kom vi ikke den første Læretime, kastede han en Haandfuld Kirsebær ind af Vinduet i hendes Skjød.
"Muus skal have Madro, Elisabeth, lad hende puste, medens hun spiser." —
Reginas Ankomst var bleven udsat indtil videre; det var en Skuffelse, men jeg bar den dog temmelig godt. Egentlig var her mageløs rart paa Lindely, om end lidt stille, og engang vilde den lykkelige Time jo dog slaae, da hun kom.
Læretimerne fortsattes imidlertid regelmæssigt; efterhaanden, som Barnet blev mindre frygtsom og forvirret, gjorde hun virkelige Fremskridt, og da jeg først mærkede Dette, fik jeg ogsaa en Smule Interesse for Sagen.
Hvor jeg tydelig husker en Formiddag, sidst i Juli, da Tante Christine og jeg kom fra Bedstemoders Grav paa Kirkegaarden; Himlen var ganske overtrukken, og der faldt allerede enkelte store Regndraaber.
"O, Tante, vi kunne umulig gaae hjem, før Bygen er ovre. Lad os endelig tye ind i Præstegaarden; vi kunne jo staae i Porten og afvente Tørreveir."
Jeg oppebiede ikke Tantes Svar, men skyndte mig ind i Porten. Der var ingen Lænkehund, men en gammel sort Pudel kom os knurrende imøde fra Gaarden. Regnen strømmede nu ned; Tante rystede sin Kjole, glattede og pillede ved Hattebaandene og det tarvelige Shawl; jeg tittede nysgjerrig hen paa den venlige Bygning med de speilblanke Ruder.
Vi havde kun staaet der et Øieblik, da en lille trivelig, gammelagtig Kone, iført lila Sirtses Kjole, stort hvidt Forklæde og nystrøget Morgenkappe, stak sit røde, venlige Ansigt ud af Døren. Regnen jog hende dog ind igjen, men hun kom strax tilbage, fra en anden Dør, og rokkede saa henimod os med Trætøfler og udspændt Paraply.
"Gud, hvad tænke Damerne dog paa, at staae her! kom endelig ind. Frøken Hjort, som man dog kjender, og den unge — jeg har da ogsaa seet Dem i Kirken. — Hvad vilde Præsten dog sige, vidste han, De stode i Porten! ja, han er nu ikke hjemme; den Mand skyer hverken Veir eller Vind, Ild eller Vand, havde jeg nær sagt. — Aa, vær saa god, og kom endelig."
Tante Christine vilde nødig; hun var altid saa frygtelig bange for at genere, men jeg vilde gjerne, og hun maatte give efter.
Døren stod aaben til det lyse, venlige Kjøkken, der skinnede af Properhed. Tante glemte reent sit vante tilbageholdne Væsen ved dette Syn, og udbrød, næsten begeistret:
"De har det jo som blæst, Madame Olsen."
"Aa ja, saamæn, man gaaer jo selv og piller med det, som man kan bedst; det har nu altid været min Fornøielse. Jeg behøvede jo, Gud skee Tak, ikke at være mellem Fremmede; salig Olsen havde jo Lidt, og selv har man samlet Lidt. Men Præstens Moder, hos hvem jeg conditionerede i Ungdommen, bad mig styre det for ham, til han gjør en Forandring, og Gud skal vide, jeg har det godt her. — Præsten kan jo ogsaa nok have sine Særheder, naturligviis", tilføiede hun, efter en lille Pause, "men dem have vi vel Alle."
"Har han virkelig Særheder?" jeg var ude af Stand til at styre min Nysgjerrighed.
"Elisabeth, dog!" formanede Tante Christine, men Madam Olsen var i Snakkehjørnet, og lod sig ikke spørge to Gange.
"Mærkede De den velsignede Lugt ude i Kjøkkenet, Frøken?" hun henvendte sig til mig.
"O, ja, der lugtede af Hønsekødsuppe;" — skulde han være en Bonvivant? umuligt!
"Ganske rigtig, den yndigste Hønsekjødsuppe; og troer De nu Præsten eller jeg smage en eneste Draabe deraf? nei, det skal Altsammen sendes til en gammel Kone; og var hun endda et christent Menneske, kunde det være, hvad det er, men dette er for galt, især af en Præst. Og de stakkels Par fattige Hindbær, ude fra Buskene, jeg havde glædet mig til at sylte, de skulle saamæn samme Vei; og saadan er der Saameget." —
"Intet christent Menneske?" spurgte Tante forfærdet.
"Nei, det veed den levende Gud, Frøken, det er en gammel Jødekjærling. ret en forstokket gammel En, er det, og saa skal man gaae der og brase og stege" — hun tørrede sit varme Ansigt — "og Roser lægger han selv oppe i Kurven, sommetider; saa vist, som jeg staaer her, er det sandt, og vi Andre tør ikke røre en Blomst; saadan Noget creperer En, naturligviis. — Her er ikke pænt inde, Frøken Hjort, Stuen seer saa tom ud, nei, De maae ind i Præstens eget Værelse, det er en Hjørnestue med Udsigt."
"Lad os hellere blive her, han holder vist ikke af —"
Men Madame Olsen havde allerede aabnet Døren, og jeg stod derinde.
I samme Øieblik kom Solen frem; Himlen var endnu ganske graa, men det var et klart, spillende Graat, en underlig magisk Belysning. Lige ud for Vinduet stode hvide Lilier og prægtige høistammede Roser; bag Haven laae en ung Granskov; Træerne vare lysegrønne og fyldige fra Top til Rod; en bred, grøn Vei, hvor et Faar og nogle sneehvide smaa Lam græssede, løb mellem dem; for Enden af denne Vei saaes Stranden; det nederste af en Regnbue stod netop nu over den; det var som en prægtig Søile, der hvilede paa Bølgerne.
"O, hvor her er vidunderligt, Tante! aldrig har jeg seet noget Venligere; jeg kunde sidde her ved det aabne Vindue og see ud, hele mit Liv, uden nogensinde at blive træt."
"Lov ikke mere, end De kan holde, Frøken Elisabeth!"
Pastor Birk stod under Vinduet med opklaret Ansigt og straalende Øine; han var kommen ind af Havelaagen, uden at vi havde bemærket det. Hector var med; den bjæffede, snoede sig, sprang lystig op ad Muren, og gav, paa enhver tænkelig Maade, sin Henrykkelse tilkjende.
"O, min kjære Herr Pastor, vi maae gjøre saa mange Undskyldninger; det var vist meget ubeskedent" — begyndte Tante, da han kom ind.
"Aldrig i mit Liv er jeg bleven behageligere overrasket" — han holdt pludselig inde, — "saa De synes om Udsigten, Frøken Elisabeth?"
"Jeg finder, at man absolut maa føle sig lykkelig her."
"Fra dette Vindue", vedblev han, "kan De see Markerne og Møllen."
"Og Smedien med Poppeltræerne" , fortsatte jeg "her ligger den tilvenstre. De seer vist ogsaa paa den, naar det er mørkt, det gjør jeg altid."
"Virkelig! — Nei, Frøken Christine, De maa sandelig ikke gaae endnu; jeg tør nok byde Damerne en Forfriskning, et Par Hindbær?"
"Hindbærrene have jo en anden Bestemmelse", sagde jeg overgivent.
"Saa min gamle fortræffelige Madame Olsen har allerede bagtalt mig", han loe, "ja, hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over med. Jeg troer virkelig hele Sognet tager Forargelse af min Opførsel. — De kjendte jo gamle Moses Meier, Frøken Christine, der gik omkring og solgte Kniplinger; hans Enke boer nu i det yderste Huus her i Landsbyen; al hendes Slægt er død, og hun staaer ganske ene i Verden. Det er en stille, fredelig, gammel Kone, der dyrker Vorherre efter sin strenge Lovs Forskrift, giver Enhver Sit, og saa sidder i sin eensomme, fattige Bo og venter paa Messias. Og jeg skulde ikke troe", han talte varmt og ivrigt, "at min naadige Herre og Frelser, som hun længes efter og haaber paa, snarere vil forbarme sig over hende, end over de Mange, der bære hans Navn, uden at kjende eller lyde ham. — For Øieblikket er hun syg", vedblev han roligere, "og jeg besøger hende engang imellem, og søger at opmuntre den forladte Stakkel med en Samtale eller anden Venlighed; troer De jeg handler urigtigt heri?"
"O, nei, vistnok ikke, De er saa inderlig god, men De opoffrer Dem altfor meget for Deres Menighed; jeg taler ikke om dette enkelte Tilfælde, men idethele."
Han saae ganske forundret paa mig, idet han svarede.
"Jeg offrer ikke det Mindste. Vorherre er saa naadig, at jeg holder af mit Kald og af disse Mennesker, og holder man først af, saaer man Interesser tilfældes, veed De nok. Give Gud, jeg kunde værre Mere for dem, end jeg er" —
Da Tante og jeg paa Tilbageveien kom forbi det sidste huus i Landsbyen, standsede jeg et Øieblik. Det var et ganske lille, hvidkalket Sted; udenfor stod et stort gammelt Pæretræ; en trekantet Stump Have, med en forfalden, grønskimlet Brønd, nogle Kartofler og Løg, laae ved Siden. Døren var lukket og Gardinerne trukne sammen, men bag dem saae jeg tydeligt et Glas heel fuldt af de deiligste Roser.
O, hvem der var god, hvem der var kjærlig, hvem der kunde kaste alt dette Forfængelige, Egenkjærlige, Usle bort!
For første Gang i mit Liv følte jeg en levende Utilfredshed med mig selv, et inderligt Ønske om at blive anderledes. Men det var kun en flygtig, forbigaaende Bevægelse, og jeg naaede Lindely i min gamle selvtilfredse Sindsstemning.
Den Dag kom Pastor Birk ikke; to, tre, fire Dage forløb; hvad kunde Grunden være? Mette Marie — hvis Tvillingbroder og udtrykte Billede tjente paa Præstegaarden — forsikkrede dog, at han var fuldkommen rask.
Vi savnede ham Alle; Bedstefader skjændte, jeg fortabte mig i Gisninger, og Tante Christine var endnu tausere og mere indesluttet, end sædvanligt.
Endelig, den femte Dag, netop som jeg kom hjem fra en Streiftour i Skoven, saae jeg ham gaae ud fra Lindely.
"Gaaer De nu, ligesom jeg kommer, og De har ikke været her i al denne lange Tid. — O, De er da rask?"
Han saae bleg og aandsfraværende ud. "Ganske rask; jeg tillader mig at komme igjen iaften." Og med et hurtigt Buk, som vilde han undgaae al videre Forklaring, ilede han bort. Jeg skyndte mig op til Huset.
"Hvad er her foregaaet? Pastor Birk saae saa besynderlig ud."
Bedstefader gik op og ned ad Gulvet; han saae ogsaa underlig ud, halv humoristisk, halv højtidelig. "Hvor gammel er Du, Betty?"
"Nitten Aar i October, men —"
"Ah, virkelig, ja, man mærker først, hvor gammel man selv bliver paa den opvoxende Slægt, og dette er anden Generation! — Din Bedstemoder var yngre da jeg ægtede hende."
"Det veed jeg, men hvorfor —"
"Hvorfor? ja, Du har Grund til at spørge, og jeg vil gaae lige til Tingen; Forberedelser og Omsvøb ere ikke min Sag. Pastor Birk var her nylig og bad om min lille Kjæledægges Haand."
"O, Bedstefader, det er umuligt, Du gjør Nar af mig!"
"Saa min Sjæl, om jeg gjør; det er da ikke heller saa forunderligt; jeg har blot været blind, og Du med, lader det til. — Han er en sjelden fortræffelig Mand, lidt ældre end Du, forstaaer sig, men det skader slet ikke; jeg var ogsaa endeel ældre end din Bedstemoder. Du skal naturligviis selv raade, Elisabeth; han bad mig, udtrykkelig, ikke paavirke Dig til hans Fordeel."
"Det er et vigtigt, vigtigt Skridt", sagde Tante Christine, idet hun tørrede et Par Taarer af Kinden, "dersom han blot kjendte Dig, men det maa jo være hans Phantasies Billede, et selvskabt Ideal, han elsker, ikke Dig; og naar han nu vaagner, hvorledes skal det saa gaae Eder Begge. Overvei Alt, og betænk Dig nøie, for din egen, for hans Skyld."
"Mage til Daarekistesnak har jeg aldrig hørt", Bedstefader brusede op, "naar en sat, forstandig Mand frier til en Pige, elsker han hende naturligviis, hvem kan tvivle derom. Det er alene for din egen Skyld, Du bør betænke Dig, Barn."
Jeg stod ganske overvældet og fortumlet; var det muligt? hvor sælsomt! jeg var baade forskrækket, smigret og glad. I Tante Christines Opfattelse laae der dog noget Irriterende, som bevægede mig til at udbryde:
"O, Bedstefader, Betænkningstid behøves ikke her, hvor kunde jeg sige Andet, end Ja."
"Naa, saa Gud velsigne Dig! den sande Kjærlighed betænker sig heller aldrig. Kom her i mine Arme, saa ønsker jeg Dig da Lykke og glade Dage hele Livet igjennem, min lille Rosenknop."
Han omfavnede mig kjærligt. Tante Christine var dybt bevæget.
"Gid Du maa lære at paaskjønne, hvor stor en Naadegave en god Mands Kjærlighed er, gid Du maa lære at fortjene og bevare den", sagde hun hulkende. —
Hvad vilde de sige hjemme? og Christian, der pleiede at see saadan ned paa mig; mon han ikke vilde faae Øinene op. En saadan Mand, god, forstandig, elskværdig, o, hvor Christian stod tilbage. Og Regina, hvilken Overraskelse for hende; jeg var fire Aar yngre end hun, og allerede! — hvor det var moersomt at boe her, saa tæt ved Lindely; det yndige Hjem med Roserne og Udsigten skulde nu blive mit. Og hvor agtet og anseet var han ikke; hvorsomhelst vi traf sammen hos Familierne heromkring, selv udenfor Sognet, saae jeg ham blive afgjort og hædret; ikke een Stemme reiste sig imod ham. — Mon jeg skulde kalde ham ved hans Fornavn, Ove, det var egentlig saadan et smukt Navn: Ove. — Saadanne Tanker, og mange andre, ligesaa taabelige, løb rundt i mit Hoved.
"Naa, min Glut, der kommer din Fæstemand", forkyndte Bedstefader pludseligt.
"Virkelig, allerede!" jeg klyngede mig forskrækket til Bedstefader.
"Velkommen, min kjære Ven og tilkommende Slægtning! Elisabeth vilde ingen Betænkningstid have. — Her har De hende, i Guds Navn."
Bedstefader drog mig blidt fra sig og lod os ene.
Der stode vi da; min Haand hvilede i hans, men han sagde ikke et eneste Ord. Hans Blik var hævet; der var noget Forklaret, næsten Ophøiet i hans Udtryk; jeg kunde ikke tvivle om, at han bad af Hjertet til Vorherre, bad og takkede. Og i samme Nu erkjendte jeg, med en Blanding af vantro Forbauselse og Anger, hvor dyb og stærk hans Kjærlighed var, og hvor overfladisk og ubetydelig den Gjenkærlighed, jeg kunde yde; og det var for dette svage, skrøbelige Hjerte han takkede Gud saa inderligt! — Et Øieblik følte jeg Lyst til at aabenbare ham mine Tanker og lægge min hele Sjæl klar for hans Blik — o, havde jeg gjort det — men det var kun et flygtigt Øieblik, i det næste fik mit gamle egenkjærlige Jeg igjen Overhaand.
"Med Herrens naadige Hjælp", begyndte han endelig, "skal Du ikke fortryde din store Tillidsfuldhed, min Elisabeth. Vi ville trøstig vandre vor Vei for Guds Aasyn, og aldrig glemme vort store Maal, vel? min dyrebare Pige!"
Han førte min Haand til sine Læber; jeg bøiede mit Hoved samtykkende.
Senere gik vi i Haven, og jeg kaldte ham flere Gange Ove — Navnet lød saa godt, saa naturligt i min Mund, sagde han — og vi talte om Fremtiden og Fortiden, om dem hjemme og om hans Familie; det Hele var som en Drøm. Men, da han var gaaet, bad jeg Bedstefader om en rigtig god Pen og rigtig smukt Papiir; jeg vilde samme aften melde dem det hjemme.
"Det kan jeg lide, min Glut, Du glemmer ikke de gamle Baand over de nye; en mindre kjærlig Datter havde ventet til imorgen. — See her et Ark med Rosenborgslot i en Guirlande af Fuchsiaer, det skulde jeg vel mene er smukt."
Og paa det store, lidt guulaglige Ark — det havde vist ligget mange Aar i Bedstefaders Secretair — skrev jeg med sirlig Forskrift-Haand et langt Brev til Moder. Jeg udviklede ret alle Oves Fortriin, og smykkede min usle Forfængelighed, det bedste jeg formaaede, med hans ædle, mandige Dyder.